af John Christiansen - d. 31. maj 2013
Jakob Levinsen har skrevet en afbalanceret bog om 200-års jubilaren Richard Wagner og hans musik. Den er både for Wagner-kendere og Wagner-novicer
Richard Wagners 200-års dag har sat fornyet liv i en
tilsyneladende evig diskussion, som mindre er gået på komponistens værker end på
hans liv, karakter og meninger og af dem specielt hans udtalelser om jødedommen. Sådan er det ikke med andre store komponister
som Mozart, Beethoven og Brahms, som næsten ingen, videnskabsmand eller ej, skriver
om som privatpersoner.
Nogle mener, at man udelukkende skal koncentrere sig om
musikken og operadramaerne, mens andre siger, at man skal tolke og lytte til
musikken og samtidig blande personen Wagner ind i den. Jakob Levinsens bog ”Børn, skab nyt” gør det
hele, men han skaber klar luft for læserne, uanset om de er Wagner-kyndige eller
Wagner-novicer.
Bogens titel er oversat efter det tyske ”Kinder, schafft
neues” og stammer fra et brev fra Wagner til Liszt 8. september 1852 og dækker
den fornyelse, som Wagner tilstræbte næsten hele sit kunsterliv. Han skal have
gentaget det ved åbningen af festspilhuset i Bayreuth i 1876 og her nok med en
ny undertone.
De senere årtiers diskussion har ofte bevæget sig på et
skråplan, fordi personen Wagner generelt er blevet tolket, som levede han i dag
og ikke i 1800-tallet, da samfundet, folks tankegang og moral og ikke mindst sproget
var helt anderledes. Jakob Levinsen arbejdet ud fra en anden forudsætning: ”For
virkelig at forstå, påskønne og måske endda lade sig inspirere af fænomenet
Wagner og hans evne til fortsat at fængsle og forføre, bliver man nødt til at
forholde sig til, hvordan han selv forholdt sig til sin tid, til Tysklands
udvikling, til at være mand i 1800-tallet, til at være skabende kunstner. Til
at være sig selv.”
Her er vi ved en af flere årsager til, at det er blevet en god
og spændende bog, som både kan sætte nogle ting på plads hos mange, som tror,
at de er Wagner-kendere, og som kan inspirerer Wagner-novicer til at lytte på en
givende måde.
Ti scener fra Wagners
musikscene
Bogen er formet som ti scener fra Wagners musikverden. Hver
scene kan læses selvstændigt, hvis man for eksempel vil koncentrere sig om en
enkelt, aktuel opera. Forspillet til scenerne, bogens første kapitel, er lidt
af en foræring. I sommeren 2012, da Jakob Levinsen selv fulgte alle
forestillingerne i Bayreuth for Jyllands-Posten, fik verdenspressen foræret en
skandale, da den ellers så positive og friske ledelse af festspillene,
komponistens oldebørn, halvsøstrene Katharina Wagner og Eva Pasquier-Wagner,
med få dages varsel inden premieren på ”Den flyvende hollænder” fyrede den meget
lovende russiske bas Jevgenij Nikitin i titelpartiet.
Som ung spillede han i et heavy metal band i Murmansk, og nu
var der dukket en optagelse fra dengang op på en tysk tv-station med hans nøgne
krop med en tatovering af et gammelt nordisk symbol, som mindede om det, som
nazismen havde overtaget. Intet andet sted i Tyskland eller verden har den
gamle tatovering, hvis betydning knægten Nikitin naturligvis ikke havde anet
noget om, holdt andre fra at engagere ham. Men Bayreuths festspilåbning
er for tyskerne nærmest årets højtidsdag i mangel på en kongelig familie, kan
man ironisk sige, og da festspilhuset og dets renommé stadig lider under komponistens
udfald mod jøderne og senere Hitlers besøg og hjertelige modtagelse på
festspilhøjen, følte festspilledelsen, at den måtte sende Nikitin hjem. Det har
nok været dens største fejltagelse.
Denne indledende aktuelle historie sætter Bayreuths historie
og dens hovedproblem i et særligt perspektiv, som kun gør bogen mere spændende,
men heller ikke dette perspektiv bringer helheden ud af balance.
Feerne og
Kærlighedsforbudet
Levinsen fortæller i bogens første ”scene” tilpas om samtidens
operascene, som den unge Wagner vandrede ind i. Og han kører ikke overfladisk
hen over Wagners to første operaer, som mange har gjort det. Endnu her i 2013
kunne avisen Die Welt efter en premiere på Wagners første færdiggjorte opera
”Die Feen” kalde den ”det 19. århundredes dårligste opera”. Jeg vil kalde det noget plakatagtigt vrøvl.
Levinsen anbringer operaen i et større perspektiv og noterer om den, at den er
et iøjnefaldende spring fremad for tysk operas ambitionsniveau, og det er det præcise
i det ord, som man skal bide mærke i.
Umiddelbart fik operaen ingen betydning, for den fik først
sin uropførelse i 1888, da Wagner havde været død i fem år. ”Die Feen” blev
ikke opført, og ”Das Liebesverbot”, ”en stor romantisk komedie” (Wagner) og ”en
hyldest til den fri og antiautoritære kærlighed” (Levinsen), fik kun en enkelt
opførelse. Denne sidste fiasko i Magdeburg fik nok til følge, at Wagner slap
for, at han allerede da kom på politiets lister. Hans socialistiske ideer førte
ham senere ind i revolutionen i Dresden i maj 1849 med påfølgende flugt gennem
Europa. Man forstår som læser, hvordan de tidlige erfaringer påvirkede den
senere Wagner, og Levinsen gennemgår de to tidlige operaforsøg så konstruktivt
og reelt, at man får lyst til at se og høre dem, uden at de derfor gøres til
mesterværker.
Den tragiske idealist
Jakob Levinsens har en afbalanceret måde at fortælle og
beskrive på. Læseren tabes aldrig, heller ikke Wagner-novicen. Komponistens liv
bliver aldrig kedeligt, selv om Levinsen ikke søger sensationerne. Wagner
bliver heller aldrig kedelig ud fra lytterens standpunkt, fordi Levinsen
beskriver musikkens grundtræk på en levende og naturlig måde. Der er
naturligvis mange aspekter, som man her kunne dvæle yderligere ved. Hos Wagner
er det typisk aspekter fyldt af modsætninger, som det er godt at få styr på, og
det får man.
Man skal ikke efterlyse nyheder, for dem er der for længst
ingen af om Wagner. Men der er stadig gamle nyheder, som kan og skal vurderes. De
bliver det i en kontekst af personen Wagner, hans ideer og levendegørelsen af
dem i værkerne. Hvert enkelt handlingsforløb er i kursiv, let at overskue.
”Rienzi”, Wagners længste opera, høres aldrig i sin fulde
seks timer lange original. Rienzi, den sidste romerske tribun i 1300-tallet,
betegnes som den tragiske idealist, ”en intellektuel drevet af mere af moralske
principper og egne idealer end af intuition og realitetssans, og af abstrakt
medfølelse over for folket snarere end følelser over for sine nærmeste. Rienzi
har ret, men han ender ikke med at få det.” Wagner kan tænkes at have spejlet
sin egen på det tidspunkt udprægede vanskæbne i Rienzi. Hitler gjorde det
siden, da han hævdede at have set sig selv som Tysklands frelser netop i operaskikkelsen
Rienzi, men også zionismens grundlægger Theodor Herzl havde en generation før
”nøjagtig den samme oplevelse. Rienzi er således blevet tillagt afgørende
betydning for forestillingerne om såvel Det Tredje Riges som Israels
oprettelse.”
De store operaer
Vi må her nøjes med at gå igennem de store operaer i stikord og stiksætninger,
nogle med originale citater, nogle i mine sammendrag, for at give
Wagner-novicer et lille indtryk af læsestoffet. Først kom eksplosionen: Den
flyvende hollænder. Den hjemløse mand, som blev et gennemgående tema. Hollænderens
store monolog ”Die Frist ist um” er det første rendyrkede eksempel på den
deklamerende sangstil, som Wagner gjorde til sin egen. Typisk er Sentas og
Eriks store duet ”ikke en konventionel kærlighedsduet, som den er to selvstændige
bevidsthedsstrømme hos to mennesker, der ikke længere er på bølgelængde med
hinanden” Korscenerne har også fået stærke indre modsætninger som sømændenes
lårklaskende drikkevise mod den skræmmende stilhed fra spøgelsesskibet. Wagner
har fået fast grund under fødderne både til vands og til lands.
I ”Tannhäuser” vendte Wagner sig for første gang mod
middelalderen. Det foregår på Wartburg, hvor den historiske minnesanger Tannhäuser
nu aldrig var. Han er splittet mellem to kvinder. Det handler både om kærlighed
og kunst, og om frelse, som Tannhäuser ene af Wagners forpinte mænd har behov
for. Men der er også den af kærlighed fyldte Elisabeth, som anskues som langt mere
end blot som et offer. Kristendommen virker mest som en mulighed, som Wagner
sætter til diskussion. Ellers uafklaret pessimisme.
I ”Lohengrin” bliver fortællingen sat ind i en politisk og
nationalistisk ramme i en tid under pres østfra. Temaet er som i ”Hollænderen”
den navnløse fremmede, men her er hans krav til den elskede Elsa, at hun aldrig
må spørge om hans navn og herkomst. Det forhold behandler Levinsen med flere interessante
spørgsmål og svar med tragisk konsekvens.
Efter Wagners deltagelse i revolutionen i Dresden 1849 tog
hans liv form som den flyvende hollænders med en fortsat ret omflakkende
tilværelse. Wagner skrev i perioden 1848-1851 flere større afhandlinger. Den om
”Das Judenthum in Musik” (om jødedommen, ikke om jøderne) er ikke den betydeligste,
men blev den mest omtalte i hvert fald efter Anden Verdenskrig. Levinsen
trasker ikke rundt i Wagners antisemitisme, men han beskriver den både som
frastødelig og som ond og giver alligevel stof til en mere nuanceret eftertanke.
I ”Tristan og Isolde” omfortolker Wagner, hvad handling og
form i en opera overhovedet er. Den ydre handling går oftest i stå. Kærligheden
skildres ikke som en traditionel kærlighedshistorie, men snarere som ”en kraft
så bevidsthedsudvidende, kaotisk og altfortærende at den begynder at æde sig
selv.” En kærlighed der overgår til hvad Thomas Mann kaldte ”Sanselighedens
rige frem for fornuftens”. En grundlæggende tragisk og i virkelighedens verden
uforløst historie.
”Mestersangerne i Nürnberg” er ”iscenesat virkelighed.” Komisk
opera er hos Wagner et relativt begreb. Her diskuterer han, hvad tysk kunst og
historie egentlig vil sige. Operaen glider frem og tilbage mellem
mestersangeruniversets selvsikre, stiliserede flerstemmighed, Beckmesssers
kantede forsøg, interessant nok med noget af operaens dristigste musik, og Hans
Sachs’ vemodige konstatering af verdens dårskab. Operaens slutning er langt mere
tvetydig, end den på overfladen lyder. ”Hvad er det egentlig, der hyldes?”
Disse stikord giver forhåbentlig lidt inspiration til at læse
”Børn, skab nyt”. Man kan fortsætte på samme måde gennem ”Nibelungens ring” og ”Parsifal”, den sidste del af
Wagners skaben.
Bogen slutter ikke med Wagners død, men om tiden efter og
ikke mindst om Hitlers Bayreuth. Men det er en anden historie, og der har der ikke
været tilstrækkelig tid og papir til at gøre så meget ud af den, som man godt
kunne ønske efter læsningen om Wagners egne 70 år.
Man får et godt og inspirerende styr på Wagner og hans
værker sammen med Jakob Levinsen.
Jakob Levinsen: Børn,
skab nyt. Gyldendal, uindbunden, 226 sider, 198 kr.
CD-forslag: Alle
Wagners 13 operaer dirigeret af bl.a. Carlos Kleiber, James Levine, Georg
Solti, Eugen Jochum og Giuseppe Sinopoli. Deutsche Grammophon 479 0502, 43
cd’er nok endnu til tilbudspris.