Dagens citat: ”Serialismen var ingen genvej til musikken for Gunnar Berg. Den var et sæt spilleregler, som skulle overholdes for at skønheden ikke skulle forfalde til kitsch og udsagnet ikke skulle blive banalt. Med Wagners ord fra ”Mestersangerne”: ”Man sætter reglerne selv og holder dem siden”. Det er opskriften på en mester. Gunnar Berg kendte og fulgte den”. (Min anmelderkollega Jens Brincker, Berlingske Tidende, i marts 2009, 100-året for Gunnar Berg).

Artikel 1 af 2: I begyndelsen af 1960’erne kom et mærkbart skift i interessen for den ny klassiske musik. Ja, undskyld sammensætningen af ordene klassisk og ny, men man har jo aldrig fundet en god og rammende betegnelse for den seriøse kompositionsmusik, som er videreudviklet af den store klassiske og romantiske musik.

Herhjemme skete der dengang mere nyt i Jylland end i København. Aarhus med Det jyske Musikkonservatorium blev opdagelsernes by, hvad angik den nye seriøse musik, men i denne erindringsartikel bliver Lindved gamle skole mellem Horsens og Juelsminde knudepunktet.   

Jeg var ung i arbejdet som musikanmelder på Jyllands-Posten, da jeg den 28. februar 1962 var taget så langt væk som til Viborg for at skrive om en orgelkoncert med ny musik i den pragtfulde domkirke. Jeg var kommet i god tid, og den berømte domorganist Richard Sennels var endnu i gang med at varme op til aftenens koncert. Sådan fik jeg Gunnar Bergs seks orgelværker under fællestitlen ”- pour orgue” at høre to gange.

Jeg husker endnu det dybe indtryk, som denne meget koncentrerede musik gav mig netop i Viborg Domkirke med Joakim Skovgaards farvestrålende udlægning af bibelhistorien på vægge og hvælvinger.

Min første opdagelse

Min genfundne anmeldelse fortæller, at jeg blev optaget af det samme som senere i mange andre af Gunnar Bergs værker: ” (de) viste Bergs avancerede stade stilmæssigt set. Man anede påvirkningen fra Webern og Boulez i den til det yderste gennemførte kontrol med tonerækker, tonelængde, rytme og dynamik, mens Messiaen syntes at være kilden til den fine udnyttelse af orglets mange muligheder for klangfarvekombinationer.”

For mig var det overvældende at opleve musikkens selvfølgelighed, dens indre logik, som jeg af en måske lidt uforklarlig grund har haft lettere ved at opdage hos Gunnar Berg end hos de fleste andre, som skrev kompliceret musik i 1900-tallet. Hvem var da denne Berg?

Gunnar Berg var en dansk komponist, som blev født i Schweiz i 1909. Han begyndte først sent at studere musik, blandt andet kontrapunkt hos Knud Jeppesen, mesteren i Palestrina-kontrapunkt. Det gjorde senere ganske uden sammenligning også undertegnede og Jens Rossel på musikvidenskabeligt institut på Aarhus Universitet. Rossel skrev specialeopgaven om Gunnar Berg og har siden i Arbejdsgruppe Gunnar Berg arbejdet stærkt med at udbrede dennes musik internationalt.

Så kom Béatrice   

Berg kom til Paris i 1948, var et år elev af Arthur Honegger og blev en del af det internationale, modernistiske miljø omkring Olivier Messiaen. Mødet med Stockhausen i Darmstadt i 1952 blev et afgørende vendepunkt.

Et par år før skulle Noël Lee spille hans klaversonate, men fik forfald. Den unge, begavede franske pianist Béatrice Duffour overtog med kort varsel opgaven. Det var hendes første møde med ny musik, men det fik skelsættende betydning. I 1952 giftede hun sig med den danske komponist, og hun blev en af de mest fremragende fortolkere af ny klavermusik, som hun fremførte rundt omkring i Europa. Béatrice er den anden ildsjæl af de to, som denne artikel handler om. 

Ny musik på højskoler

Det franske kulturministerium betalte i 1957 en rejse til Danmark for Gunnar og Béatrice Berg, som skulle på officiel turné med fransk musik. Men de blev her. De rejste de første år fra højskole til højskole og underviste, ofte med ophold og mad som eneste betaling. Højskoleeleverne dengang er vel et sted i 70’erne i dag, men gennem årene har man kunnet møde mange af dem som publikum. De blev indfanget af musikken.  

En fransk arv satte parret i stand til at købe skolen i den smukke egn mellem Horsens og Juelsminde, og her fik de for første gang ro til henholdsvis at komponere og udvikle sig yderligere som komponist og som en fremragende fortolker  af ny klavermusik. Her skabte de også et miljø for ny musik, hvor der aldrig havde været noget før. Skolen lå i centrum af sognet, som også kirken gjorde det. Også børnene skulle videst muligt have lige adgang til skolen. Nu blev skolen på ny et centrum.

Fremmedartet musik blev lokal

Béatrice og Gunnar Berg samlede egnens beboere til koncerter normalt to gange om året, og her blev der spilet megen ny musik, naturligvis også Gunnars egen komplicerede musik, som de fleste på forhånd ville afvise som værende noget for ”almindelige” mennesker. Det viste den sig alligevel at være.

Jeg vil anføre to hovedårsager hertil. Musikken blev spillet ”hjemme” på egnen, og dens engang fremmedartethed blev lokal. Generelt væsentligere var det, at kvalitet blev præsenteret som kvalitet, og dermed var en vej åbnet for en kunstnerisk oplevelse. Gunnar Berg ville nok have udtrykt det anderledes, men det var alligevel en del af hans og Béatrices filosofi bag succesen i den gamle skole.

Skarpe tegninger

Skolen blev fyldt op med instrumenter, blandt andet et specielt konstrueret elektrisk orgel stemt i kvarttoner (mod klaverets halvtoner). Her komponerede han ”- pour quatour”, der med sit mylder af småliv på kryds og tværs i alle former blev uropført af den berømte franske Parrenin-strygekvartet flere steder i landet i 1976. En af de fire musikere sagde om dette småliv: ”C’est la vie”, tilværelsen selv splintret op i en mængde med- og modbevægelser.

Der var megen kunst i hjemmet, specielt af maleren Mogens Kjær, som i sin tid var gået i stå, men som blev geninspireret, da han hørte Bergs ”- pour clarinet et violin”. Man kan genfinde inspirationskilden i hans lærreder.  

Gunnar Berg tegnede selv i sort-hvidt med skarpe konturer og linjer og små figurer i et tilsyneladende kaos, som man dog godt kunne opdage klare strukturer i. Hans nodeudgivelser på Edition Svitzer er alle forsynet med en af hans tegninger. Man må afgøre med sig selv, om de ligner hans musik, på flere måder ja, men i forholdet mangler der alligevel noget i tegningerne, om man så må kalde det de mere bløde nuancer efter Messiaen. 

På 10 års jubilæumskoncerten i skolen i maj 1975 spillede trofaste Berg-musikere fra Aarhus som Ove Vedsten Larsen, Karl Lewkovitch og Otto Himmer for halvandet hundrede mennesker i de trange stuer. På ti år var Lindved gamle skole blevet et levende centrum langt fra storbyernes centrer. Men intet varer evigt. Béatrice blev syg og døde. Gunnar flyttede til Schweiz. Hans musik er de seneste år og ikke mindst omkring og efter hans 100-år i 2009 kommet yderligere frem.

Denne dobbeltartikel vil blive fortsat med flere erindringer og med historien om den unge Gunnar Bergs møde med Herbert von Karajan i Salzburg. Det førte ikke til et samarbejde, men er tanken derom virkelig umulig? 

Foto: Gunnar og Béatrice Berg på danacord-cd’en med musik for klaver og orkester.