af John Christiansen - d. 14. august 2014
Den 25. august for 25 år siden døde komponisten Gunnar Berg. Erindringer om et ægtepar, som på Lindved gamle skole midt i Jylland skabte stor musik, som stadig bør (gen)opdages. Men det er også erindringer om en tid, da nysgerrigheden og åbenheden for det nye nok var større end i dag.
Dagens citat: ”Serialismen
var ingen genvej til musikken for Gunnar Berg. Den var et sæt spilleregler, som
skulle overholdes for at skønheden ikke skulle forfalde til kitsch og udsagnet
ikke skulle blive banalt. Med Wagners ord fra ”Mestersangerne”: ”Man sætter
reglerne selv og holder dem siden”. Det er opskriften på en mester. Gunnar Berg
kendte og fulgte den”. (Min anmelderkollega Jens Brincker, Berlingske
Tidende, i marts 2009, 100-året for Gunnar Berg).
Artikel 1 af 2: I
begyndelsen af 1960’erne kom et mærkbart skift i interessen for den ny
klassiske musik. Ja, undskyld sammensætningen af ordene klassisk og ny, men man
har jo aldrig fundet en god og rammende betegnelse for den seriøse
kompositionsmusik, som er videreudviklet af den store klassiske og romantiske
musik.
Herhjemme skete der dengang mere nyt i Jylland end i
København. Aarhus med Det jyske Musikkonservatorium blev opdagelsernes by, hvad
angik den nye seriøse musik, men i denne erindringsartikel bliver Lindved gamle
skole mellem Horsens og Juelsminde knudepunktet.
Jeg var ung i arbejdet som musikanmelder på Jyllands-Posten,
da jeg den 28. februar 1962 var taget så langt væk som til Viborg for at skrive
om en orgelkoncert med ny musik i den pragtfulde domkirke. Jeg var kommet i god
tid, og den berømte domorganist Richard Sennels var endnu i gang med at varme
op til aftenens koncert. Sådan fik jeg Gunnar Bergs seks orgelværker under
fællestitlen ”- pour orgue” at høre to gange.
Jeg husker endnu det dybe indtryk, som denne meget
koncentrerede musik gav mig netop i Viborg Domkirke med Joakim Skovgaards
farvestrålende udlægning af bibelhistorien på vægge og hvælvinger.
Min første opdagelse
Min genfundne anmeldelse fortæller, at jeg blev optaget af
det samme som senere i mange andre af Gunnar Bergs værker: ” (de) viste Bergs
avancerede stade stilmæssigt set. Man anede påvirkningen fra Webern og Boulez i
den til det yderste gennemførte kontrol med tonerækker, tonelængde, rytme og
dynamik, mens Messiaen syntes at være kilden til den fine udnyttelse af orglets
mange muligheder for klangfarvekombinationer.”
For mig var det overvældende at opleve musikkens
selvfølgelighed, dens indre logik, som jeg af en måske lidt uforklarlig grund har
haft lettere ved at opdage hos Gunnar Berg end hos de fleste andre, som skrev
kompliceret musik i 1900-tallet. Hvem var da denne Berg?
Gunnar Berg var en dansk komponist, som blev født i Schweiz
i 1909. Han begyndte først sent at studere musik, blandt andet kontrapunkt hos
Knud Jeppesen, mesteren i Palestrina-kontrapunkt. Det gjorde senere ganske uden
sammenligning også undertegnede og Jens Rossel på musikvidenskabeligt institut
på Aarhus Universitet. Rossel skrev specialeopgaven om Gunnar Berg og har siden
i Arbejdsgruppe Gunnar Berg arbejdet stærkt med at udbrede dennes musik
internationalt.
Så kom Béatrice
Berg kom til Paris i 1948, var et år elev af Arthur Honegger
og blev en del af det internationale, modernistiske miljø omkring Olivier
Messiaen. Mødet med Stockhausen i Darmstadt i 1952 blev et afgørende
vendepunkt.
Et par år før skulle Noël Lee spille hans klaversonate, men
fik forfald. Den unge, begavede franske pianist Béatrice Duffour overtog med
kort varsel opgaven. Det var hendes første møde med ny musik, men det fik skelsættende
betydning. I 1952 giftede hun sig med den danske komponist, og hun blev en af
de mest fremragende fortolkere af ny klavermusik, som hun fremførte rundt omkring
i Europa. Béatrice er den anden ildsjæl af de to, som denne artikel handler
om.
Ny musik på højskoler
Det franske kulturministerium betalte i 1957 en rejse til
Danmark for Gunnar og Béatrice Berg, som skulle på officiel turné med fransk
musik. Men de blev her. De rejste de første år fra højskole til højskole og
underviste, ofte med ophold og mad som eneste betaling. Højskoleeleverne
dengang er vel et sted i 70’erne i dag, men gennem årene har man kunnet møde mange
af dem som publikum. De blev indfanget af musikken.
En fransk arv satte parret i stand til at købe skolen i den
smukke egn mellem Horsens og Juelsminde, og her fik de for første gang ro til
henholdsvis at komponere og udvikle sig yderligere som komponist og som en
fremragende fortolker af ny klavermusik.
Her skabte de også et miljø for ny musik, hvor der aldrig havde været noget
før. Skolen lå i centrum af sognet, som også kirken gjorde det. Også børnene skulle
videst muligt have lige adgang til skolen. Nu blev skolen på ny et centrum.
Fremmedartet musik
blev lokal
Béatrice og Gunnar Berg samlede egnens beboere til koncerter
normalt to gange om året, og her blev der spilet megen ny musik, naturligvis
også Gunnars egen komplicerede musik, som de fleste på forhånd ville afvise som
værende noget for ”almindelige” mennesker. Det viste den sig alligevel at være.
Jeg vil anføre to hovedårsager hertil. Musikken blev spillet
”hjemme” på egnen, og dens engang fremmedartethed blev lokal. Generelt væsentligere
var det, at kvalitet blev præsenteret som kvalitet, og dermed var en vej åbnet for
en kunstnerisk oplevelse. Gunnar Berg ville nok have udtrykt det anderledes,
men det var alligevel en del af hans og Béatrices filosofi bag succesen i den
gamle skole.
Skarpe tegninger
Skolen blev fyldt op med instrumenter, blandt andet et
specielt konstrueret elektrisk orgel stemt i kvarttoner (mod klaverets
halvtoner). Her komponerede han ”- pour quatour”, der med sit mylder af småliv
på kryds og tværs i alle former blev uropført af den berømte franske Parrenin-strygekvartet
flere steder i landet i 1976. En af de fire musikere sagde om dette småliv:
”C’est la vie”, tilværelsen selv splintret op i en mængde med- og
modbevægelser.
Der var megen kunst i hjemmet, specielt af maleren Mogens Kjær,
som i sin tid var gået i stå, men som blev geninspireret, da han hørte Bergs ”-
pour clarinet et violin”. Man kan genfinde inspirationskilden i hans lærreder.
Gunnar Berg tegnede selv i sort-hvidt med skarpe konturer og
linjer og små figurer i et tilsyneladende kaos, som man dog godt kunne opdage klare
strukturer i. Hans nodeudgivelser på Edition Svitzer er alle forsynet med en af
hans tegninger. Man må afgøre med sig selv, om de ligner hans musik, på flere
måder ja, men i forholdet mangler der alligevel noget i tegningerne, om man så
må kalde det de mere bløde nuancer efter Messiaen.
På 10 års jubilæumskoncerten i skolen i maj 1975 spillede
trofaste Berg-musikere fra Aarhus som Ove Vedsten Larsen, Karl Lewkovitch og
Otto Himmer for halvandet hundrede mennesker i de trange stuer. På ti år var
Lindved gamle skole blevet et levende centrum langt fra storbyernes centrer. Men
intet varer evigt. Béatrice blev syg og døde. Gunnar flyttede til Schweiz. Hans
musik er de seneste år og ikke mindst omkring og efter hans 100-år i 2009
kommet yderligere frem.
Denne dobbeltartikel vil
blive fortsat med flere erindringer og med historien om den unge Gunnar Bergs
møde med Herbert von Karajan i Salzburg. Det førte ikke til et samarbejde, men
er tanken derom virkelig umulig?
Foto: Gunnar og Béatrice
Berg på danacord-cd’en med musik for klaver og orkester.