af John Christiansen - d. 9. oktober 2014
Erindringer. Hovedpersonerne i Puccinis opera ”La bohème”, som Den jyske Opera er på landsturné med, var virkelige personer i det parisiske bohèmeliv i 1830’erne og 1840’erne. Lær dem at kende her.
Dagens citat: Komponisterne Rugggero Leoncavallo og Giacomo
Puccini mødtes en martsdag i 1893 på en restaurant i det med glas prægtigt
overbyggede Galleria Umberto over for La Scala operaen i Milano.
Puccini: "Jeg har været
på jagt efter en god operatekst, og nu har jeg fundet den". Leoncavallo: "Hvilket
emne er det?" Puccini: "Bohème efter
Murgers bog. Men hvad er der i vejen?" Leoncavallo: "Hvad?
Også du la bohème? Og hvis jeg nu fortæller dig, at også jeg arbejder på en
bohème?" Puccini:
"Fortræffeligt! Det betyder, at der
vil komme to bohémer."
Dialogen genlæses hos de to komponisters fælles ven Arnoldo
Fraccaroli. Indtil da havde de været uadskillelige venner. Først mange år efter
kom det til en forsoning. Leoncavallos opera kom 15 måneder senere end Puccinis
og har siden stået i skyggen af den. Leoncavallo beskriver bohememiljøet mere barsk
og bittert end Puccini, men denne opera er desværre forblevet overset.
En føljeton om livet
i Paris
Puccinis franske kollega Claude Debussy, der ellers var en
helt anden type komponist end Puccini, skrev: ”Jeg kender ingen, som har beskrevet Paris på den tid så godt.” Forklaringen
var i hvert fald til dels, at Puccini havde slugt Henri Murgers beretning om boheme-livet
i Paris mellem 1830 og 1847.
Den kom først som en føljeton i et tidskrift, blev så til et
skuespil og endelig til en roman, ”Scènes de la vie de bohème”. Murgers
beretninger er i høj grad en genfortælling af egne og venners oplevelser.
Bladets læsere vidste det. De kendte personerne. Derfor slog Murger så stærkt
an.
På det tidspunkt, da Murger mødte Lucile Louvet (læs senere),
boede han i et usselt loftsværelse i hotel Merciol på Rue de Canettes 5 i
hjertet af St.Germain-des-Prés. Huset står stadig, hvis det ikke er revet ned
for nylig. Her oppe under taget foregår første og sidste akt i operaen. Man
skal forestille sig, at juleaften i anden akt foregår i latinerkvarteret, men i
virkeligheden lå operaens Café Momus på den anden side Seinen nær Louvre. Den
var i en snes år tilholdssted for digtere som Honoré de Balzac og Victor Hugo,
men den blev solgt i 1861 og blev kontorer for en avis.
Murger og
virkeligheden
Så til Murgers føljeton, som begyndte at komme i 1845, og
dermed også til Puccinis opera. Rodolphe, som blev tenoren Rodolfo, var Murger
selv. Operaens Marcello var sammensat af to malere, Lazare, som blev boheme af
lyst og ikke af nødvendighed, og Tabar, som malede på et kæmpebillede af
”Overgangen over det røde hav”, i håb om at blive optaget på akademiet.
Romanens og operaens Schaunard hed Alexandre Schanne, maler
og komponist, som komponerede på en symfoni om den blå farves indflydelse på
kunsten.
Colline var en sammenblanding af to virkelige filosoffer,
Vallon og Trapadoux, som begge udgav teologiske afhandlinger. De havde skam
også piger, men der blev af sparehensyn ikke plads til dem hverken i i Puccinis
eller Leoncavallos opera.
Her skal det indføjes, at episoden med Collines frakke i
sidste akt var Puccinis egen oplevelse. Som musikstuderende i Milano pantsatte
han engang sin eneste frakke for at kunne invitere en af operaens små
danserinder ud og derpå forføre hende. Puccini havde det allerede dengang let
med damer.
Fem elskerinder
Bogens Musette og operaens Musetta hed i virkeligheden Marie
eller Mariette Roux. Hun havde siddet model for selveste Ingres. (En af pigerne på maleriet fra badet er muligvis Musette). ”Engle går
ellers nøgne omkring,” siger Rodolfo derfor til Mimi, som ellers mener, at
Musette er klædt som en grevinde. Marie led druknedøden, da hendes skib gik ned
på en rejse fra Marseille til Algier.
Operaens hovedperson Mimi er sammensat af fem af Murgers
elskerinder. Den første var Marie-Virginie, som nær var endt i fængsel for at
hjælpe sin forbrydermand. Den næste var Louise, som også gik i seng med Marcel,
og som døende kom til dem – som i operaen. Den tredje Anaïs forblev hos Murger
til sin død kun 39 år i 1861.
Så var der Francice, som døende bad om at få en muffe at
varme sine hænder i – akkurat som i operaen. Det var også Francine, som med
vilje mistede sin nøgle ved mødet med Jakob (Rodolfo) i mørket:
”Hvad er der?” spurgte
Jakob og lagde sin arm om hendes hofter.”Intet”, mumlede
Francine. Og uden at Jacob bemærkede det, stødte hun nøglen, som hun netop havde
opdaget, med foden ind under et skab. Hun ønskede ikke at genfinde den.
Hun var blond, Francine,
blond og lystig, hvad kun sjældent falder sammen. Til sit 20. år havde hun
intet vidst om kærlighed, men den mørke anelse om hendes nære ende rådede hende
til ikke længere at tøve, hvis hun ville lære den at kende.
Den tuberkulose-ramte Francine er den, som virkelig elsker.
Hos Puccini dør den, som virkelig elsker – og som Puccini elsker.
Den utro Mimi
Lucile Jouvet har givet navn til operaens Mimi: ”Man kalder
mig Mimi, men i virkeligheden hedder jeg Lucille,” som hun synger i førsteaktens
arie. I virkeligheden var hun Murger utro mere end én gang. Til sidst blev hun
smidt ud af en viscount, hvis eksistens antydes i operaen.
Da vendte hun syg og døden nær tilbage til vennernes
lejlighed og sov en nat i Rodolphes seng alene. Schaunard og Colline solgte
nogle af deres ting for at få råd til en læge, som indlagde hende på et hospital.
Her ville Murger/Rodolphe besøge hende et par dage efter, men han fik at vide,
at hun var død. I virkeligheden var hun blevet overført til en anden afdeling.
Sådan døde hun ene, som hun gør det i operaen, hvor hun dog
er omgivet af vennerne. Men ingen af dem opdager det. Hun er ene i dødens
øjeblik. Det er noget af det genialt tragiske i Puccinis musik.
Sådan kan operaens personer og handling føres direkte
tilbage til en barsk virkelighed. Tildragelserne er de samme, men
personskildringen er det kun delvist. Puccinis Rodolfo og især Mimi er romantiserede.
Mimis sidespring antydes kun, og hendes sygdom trækkes frem som årsag til, at
forholdet mellem hende og Rodolfo må forlise.
Efter tæppefald
Hvordan gik det så vore personer efter Mimis død, som
afslutter operaen?
Et år efter mødes Rodolphe og Marcel for sidste gang.
Digteren, som nævnt Murger selv, var blevet anerkendt. Maleren havde solgt to
billeder til en rig englænder, en af Musettes tidligere elskere. Han havde
betalt sin gæld og fået egen lejlighed og atelier.
Efter at have udvekslet et par muntre bemærkninger, siger
Marcel: Gamle ven, med os er det ude.
Rodolphe inviterer Marcel på en nostalgisk middag på et af
deres gamle steder
Nej tak, Jeg er parat
til at betragte det glemte, men med en god flaske vin i en bekvem stol. Hvad
vil du? Jeg er fordærvet, Nu vil jeg kun det gode.
Tænkte han på Musette, som netop var blevet gift med en
postembedsmand?
I forordet til bogudgivelsen skrev Murger: ”La bohème er prøvetiden for et kunstnerliv,
forordet til akademiet og ryet – eller til lighuset.”
Billede: Den lille badende,
maleri af Jean-Auguste Dominique Ingres, 1780-1867. Musette, som i
virkeligheden hed Maria Roux, kan være model til en af de badende piger.
Jeg vil her 11 år
senere takke Jens Kaiser, mangeårig inspirerende redaktør af Morgenavisen
Jyllands-Postens søndagsavis og Aarhus-tillæg. Da Den jyske Opera i 2003
opførte ”La bohème” med blandt andre Angela Gheorghia og Roberto Alagna, var
det hans fortjeneste, at læserne fik meget og alsidigt læsestof om operaen. Det
var på hans inspiration, at jeg lærte de virkelige personer bag operaen ”La
bohème” at kende, så jeg næsten føler ovennævnte artikel som mine egne
erindringer.
Læs også anmeldelsen
af Den jyske Operas ”La bohème”: ”Forfriskende traditionelt” og artiklen ”Før
de ikke skal se La bohème”.