Dagens citat: Komponisterne Rugggero Leoncavallo og Giacomo Puccini mødtes en martsdag i 1893 på en restaurant i det med glas prægtigt overbyggede Galleria Umberto over for La Scala operaen i Milano.

Puccini: "Jeg har været på jagt efter en god operatekst, og nu har jeg fundet den". Leoncavallo: "Hvilket emne er det?" Puccini: "Bohème efter Murgers bog. Men hvad er der i vejen?" Leoncavallo: "Hvad? Også du la bohème? Og hvis jeg nu fortæller dig, at også jeg arbejder på en bohème?" Puccini: "Fortræffeligt! Det betyder, at der vil komme to bohémer."

Dialogen genlæses hos de to komponisters fælles ven Arnoldo Fraccaroli. Indtil da havde de været uadskillelige venner. Først mange år efter kom det til en forsoning. Leoncavallos opera kom 15 måneder senere end Puccinis og har siden stået i skyggen af den. Leoncavallo beskriver bohememiljøet mere barsk og bittert end Puccini, men denne opera er desværre forblevet overset.

En føljeton om livet i Paris

Puccinis franske kollega Claude Debussy, der ellers var en helt anden type komponist end Puccini, skrev: ”Jeg kender ingen, som har beskrevet Paris på den tid så godt.” Forklaringen var i hvert fald til dels, at Puccini havde slugt Henri Murgers beretning om boheme-livet i Paris mellem 1830 og 1847.

Den kom først som en føljeton i et tidskrift, blev så til et skuespil og endelig til en roman, ”Scènes de la vie de bohème”. Murgers beretninger er i høj grad en genfortælling af egne og venners oplevelser. Bladets læsere vidste det. De kendte personerne. Derfor slog Murger så stærkt an.

På det tidspunkt, da Murger mødte Lucile Louvet (læs senere), boede han i et usselt loftsværelse i hotel Merciol på Rue de Canettes 5 i hjertet af St.Germain-des-Prés. Huset står stadig, hvis det ikke er revet ned for nylig. Her oppe under taget foregår første og sidste akt i operaen. Man skal forestille sig, at juleaften i anden akt foregår i latinerkvarteret, men i virkeligheden lå operaens Café Momus på den anden side Seinen nær Louvre. Den var i en snes år tilholdssted for digtere som Honoré de Balzac og Victor Hugo, men den blev solgt i 1861 og blev kontorer for en avis.

Murger og virkeligheden

Så til Murgers føljeton, som begyndte at komme i 1845, og dermed også til Puccinis opera. Rodolphe, som blev tenoren Rodolfo, var Murger selv. Operaens Marcello var sammensat af to malere, Lazare, som blev boheme af lyst og ikke af nødvendighed, og Tabar, som malede på et kæmpebillede af ”Overgangen over det røde hav”, i håb om at blive optaget på akademiet.

Romanens og operaens Schaunard hed Alexandre Schanne, maler og komponist, som komponerede på en symfoni om den blå farves indflydelse på kunsten.  

Colline var en sammenblanding af to virkelige filosoffer, Vallon og Trapadoux, som begge udgav teologiske afhandlinger. De havde skam også piger, men der blev af sparehensyn ikke plads til dem hverken i i Puccinis eller Leoncavallos opera.

Her skal det indføjes, at episoden med Collines frakke i sidste akt var Puccinis egen oplevelse. Som musikstuderende i Milano pantsatte han engang sin eneste frakke for at kunne invitere en af operaens små danserinder ud og derpå forføre hende. Puccini havde det allerede dengang let med damer.

Fem elskerinder

Bogens Musette og operaens Musetta hed i virkeligheden Marie eller Mariette Roux. Hun havde siddet model for selveste Ingres. (En af pigerne på maleriet fra badet er muligvis Musette). ”Engle går ellers nøgne omkring,” siger Rodolfo derfor til Mimi, som ellers mener, at Musette er klædt som en grevinde. Marie led druknedøden, da hendes skib gik ned på en rejse fra Marseille til Algier.

Operaens hovedperson Mimi er sammensat af fem af Murgers elskerinder. Den første var Marie-Virginie, som nær var endt i fængsel for at hjælpe sin forbrydermand. Den næste var Louise, som også gik i seng med Marcel, og som døende kom til dem – som i operaen. Den tredje Anaïs forblev hos Murger til sin død kun 39 år i 1861.  

Så var der Francice, som døende bad om at få en muffe at varme sine hænder i – akkurat som i operaen. Det var også Francine, som med vilje mistede sin nøgle ved mødet med Jakob (Rodolfo) i mørket:

”Hvad er der?” spurgte Jakob og lagde sin arm om hendes hofter.”Intet”, mumlede Francine. Og uden at Jacob bemærkede det, stødte hun nøglen, som hun netop havde opdaget, med foden ind under et skab. Hun ønskede ikke at genfinde den.

Hun var blond, Francine, blond og lystig, hvad kun sjældent falder sammen. Til sit 20. år havde hun intet vidst om kærlighed, men den mørke anelse om hendes nære ende rådede hende til ikke længere at tøve, hvis hun ville lære den at kende.  

Den tuberkulose-ramte Francine er den, som virkelig elsker. Hos Puccini dør den, som virkelig elsker – og som Puccini elsker.

Den utro Mimi

Lucile Jouvet har givet navn til operaens Mimi: ”Man kalder mig Mimi, men i virkeligheden hedder jeg Lucille,” som hun synger i førsteaktens arie. I virkeligheden var hun Murger utro mere end én gang. Til sidst blev hun smidt ud af en viscount, hvis eksistens antydes i operaen.

Da vendte hun syg og døden nær tilbage til vennernes lejlighed og sov en nat i Rodolphes seng alene. Schaunard og Colline solgte nogle af deres ting for at få råd til en læge, som indlagde hende på et hospital. Her ville Murger/Rodolphe besøge hende et par dage efter, men han fik at vide, at hun var død. I virkeligheden var hun blevet overført til en anden afdeling.

Sådan døde hun ene, som hun gør det i operaen, hvor hun dog er omgivet af vennerne. Men ingen af dem opdager det. Hun er ene i dødens øjeblik. Det er noget af det genialt tragiske i Puccinis musik.

Sådan kan operaens personer og handling føres direkte tilbage til en barsk virkelighed. Tildragelserne er de samme, men personskildringen er det kun delvist. Puccinis Rodolfo og især Mimi er romantiserede. Mimis sidespring antydes kun, og hendes sygdom trækkes frem som årsag til, at forholdet mellem hende og Rodolfo må forlise.

Efter tæppefald

Hvordan gik det så vore personer efter Mimis død, som afslutter operaen?

Et år efter mødes Rodolphe og Marcel for sidste gang. Digteren, som nævnt Murger selv, var blevet anerkendt. Maleren havde solgt to billeder til en rig englænder, en af Musettes tidligere elskere. Han havde betalt sin gæld og fået egen lejlighed og atelier.

Efter at have udvekslet et par muntre bemærkninger, siger Marcel: Gamle ven, med os er det ude.

Rodolphe inviterer Marcel på en nostalgisk middag på et af deres gamle steder

Nej tak, Jeg er parat til at betragte det glemte, men med en god flaske vin i en bekvem stol. Hvad vil du? Jeg er fordærvet, Nu vil jeg kun det gode.

Tænkte han på Musette, som netop var blevet gift med en postembedsmand?

I forordet til bogudgivelsen skrev Murger: ”La bohème er prøvetiden for et kunstnerliv, forordet til akademiet og ryet – eller til lighuset.”

Billede: Den lille badende, maleri af Jean-Auguste Dominique Ingres, 1780-1867. Musette, som i virkeligheden hed Maria Roux, kan være model til en af de badende piger.   

Jeg vil her 11 år senere takke Jens Kaiser, mangeårig inspirerende redaktør af Morgenavisen Jyllands-Postens søndagsavis og Aarhus-tillæg. Da Den jyske Opera i 2003 opførte ”La bohème” med blandt andre Angela Gheorghia og Roberto Alagna, var det hans fortjeneste, at læserne fik meget og alsidigt læsestof om operaen. Det var på hans inspiration, at jeg lærte de virkelige personer bag operaen ”La bohème” at kende, så jeg næsten føler ovennævnte artikel som mine egne erindringer.

Læs også anmeldelsen af Den jyske Operas ”La bohème”: ”Forfriskende traditionelt” og artiklen ”Før de ikke skal se La bohème”.