„Deutsche Grammophon Gesellschaft The Mono Era 1948-1957“. Sådan lyder titlen på det nyeste af de herlige kvadratiske bokse med 50 cd’er udsendt af de tre Universal-søsterselskaber Decca, Philips og Deutsche Grammophon. Det var et stort årti i grammofonpladens udvikling, inden stereo-lp’erne kom til for DGs vedkommende i 1957. Det blev da et markant skifte, men nu kan vi alligevel ikke overhøre, at begejstringen for skiftet fra mono til stereo-indspilninger var overdrevent.

Først et eksempel,  som ikke har at gøre med det nye sæt: Netop i 1957 optog EMI sinklassiske udgave af Strauss’ ”Rosenkavaleren” dirigeret af Herbert von Karajan. Det var i overgangsperioden mellem mono og stereo, og EMI arbejdede både med bælte og seler og optog den i mono såvel som i det nye stereo. Man var endnu lidt nervøs ved stereo, men det blev den version, som man udsendte. Den pragtfulde marskalinde Elisabeth Schwarzkopf foretrak at høre den i mono, som gav ikke mindst sangerne den bedst mulige naturlige lyd. Mange år senere udsendte selskabet monoversionen som en hyldest til sin sangerinde. Det er også den af de to, som jeg efter en direkte sammenligning foretrak at beholde frem for stereo-udgaven.

Opdagelsen ved stereo

Jo, man kunne med stereo pludselig høre, om andenviolinerne sad bag førsteviolinerne til venstre for dirigenten eller til højre sammen med bratscherne eller celloerne. Men i en del tilfælde gik stereo-effekten også ud over det samlede klangbillede, som blev splittet op. Om det er mono eller stereo er ikke altid det vigtigste i et pladevalg. Og det fortæller netop de 50 cd’er fra Deutsche Grammophon.  

Datidens store udvikling

DG i Hannover (nu Hamburg) og Decca i England var dengang de førende i udviklingen af den naturlige grammofonlyd. Derfor er de omkring 60 år gamle optagelser i moderne bearbejdelse værd at høre. DG benyttede til orkesteroptagelserne på mono en enkelt ret stor mikrofon, som karakteristisk svævede tre meter over hovedet på dirigenten, og det er forbløffende at høre, hvordan den gengav orkestrets klangbillede som en enhed, hvori man alligevel fornemmer rummet omkring.

Væsentligere end udviklingen fra mono til stereo var udvidelsen af antallet af riller på en plade. I Tyskland lancerede DG i 1949 en 78-plade med variable riller med en spilletid på ni minutter pr. side. Shellak-pladerne med 78 omdrejninger i minuttet var nået en grænse med fire et halvt minuts spilletid pr. side. I 1951 udgav DG så sin første ”Langspielplatte”. Disse linjer om pladens historie skal sluttes af med den digitale teknik, som med cd’erne erobrede markedet i 1980’erne. Mere musik samlet på mindre plads. Men ikke bedre klingende musik.

 Mono-tidens glæder

Hvad skal vi så med indspilninger fra mono-tiden i dag? Generelt musiceredes der dengang med mere karakter og fordybelse end nu. For nogle (få) af os er her genklange med store pladeoplevelser fra dengang, men der er også genopdagelser, som det for en ny generation eller to er værd, ind imellem nødvendigt at opdage.

Ikke overgået siden er Wilhelm Furtwänglers pragtfulde  tolkning af Schuberts store C-dur symfoni sammen med Haydns nr. 88 med en betagende largo i en bred udfoldelse, men også med små herlige haydn’ske finesser, som da Furtwängler lader allegro-finalen svæve i en brøkdel af et sekund, inden den dykker forløsende videre.

Den første cd i kassetten er såmænd med Amadeus Kvartettens første indspilning, som var af Schuberts G-dur strygekvartet, D 887, som blev påbegyndt i 1949. Her er den udgivet sammen med ”Rosamunde”-kvartetten. Den fortæller nærmest alt om, hvad der skulle komme fra de samme fire musikere i 40 års samspil frem til 1987.  

Den store baryton Dietrich Fischer-Dieskau er her med Brahms’ ”Vier ernste Gesänge”, fra 1949-50 hans første pladeindspilning overhovedet fra 1949-50. Hans enestående fortolkningskunst af Hugo Wolfs sange, hvor han modulerer de enkelte fraser i ordets tjeneste, oplever man allerede her i uddrag fra ”Italienisches Liederbuch” sammen med pianisten Hertha Klust, den første i en lang række af verdens bedste pianister. Og hvor har man ellers hørt Schumanns ”Dichterliebe” (Heinrich Heine) så gribende forstået og gengivet som af Fischer-Dieskau og pianisten Jörg Demus?

To store korværker

Dengang blev der musiceret mere indad end i dag. Hør indspilningen af Brahms’ ”Ein deutsches Requiem” med Berliner Philharmoniler og Berliner-kor under Fritz Lehmann. Det var ti år efter 1945, og man fornemmer også i korsangen en dybere forståelse af den inderlige ro, som kommer frem i et nødvendigt møde med døden og sorgen: ”Selig sind die Toten, die in dem Herrn sterben”. Her er  tale om en tbasal indlevelse i musikkens kraft og indhold, smerte og forløsning. Lehmann døde uventet som 51-årig i 1956. 

Et andet tilsvarende storværk var Haydns Die Schöpfung” (Skabelsen) med den vidunderlige Irmgard Seefried, Richard Holm og den finske bas Kim Borg, som var meget populær herhjemme. Igor Markevitch dirigerede denne fine grammofonklassiker. Markevitch var fyldt af vitalitet, men måden han indpassede den på i Haydn og her også i symfonier af Mozart var eminent. En anden af DGs store dirigenter var ungareren Ferenc Fricsay med Rossini, Rimskij-Korsakovs ”Scheherazade”, Beethoven, Mendelssohn og Prokofief.  Ferdinand Leitner var også repræsentant for en stor tid. Det høres  i hans Haydn, Brahms, Mendelssohn og Schumann. Og så dirigerer han her en herlig indspilning af Lortzings opera "Zar und Zimmermann”. Zar Peter den 1. gav sig ud for at være tømrer for at studere skibsbygning i Holland, og her møder han en deserteret russer soldat under falsk navn. Hvornår har man hørt så muntre sange som under skibsbyggernes hårde arbejde?  Lortzings charmerende musik kan minde om Webers. Den er en fin blanding af alvor og munterhed og med ingredienser af kærlighed og storpolitik.

Store solister

En af mine favoritter, wieneren Wolfgang Schneiderhan får kun lov at vise sin klare smukke tone i Mozarts fjerde violinkoncert. David og sønnen Igor Oistrakh har derimod fået deres gedigne samspil med i diverse barokværker og Sarasates ”Navarro” med Gewandhausorchester og Frans Konwitschny. Ungareren Johanne Martzy spiller sammen med pianisten Jean Antonietti flotte virtuose numre og dertil sonater af Beethoven og Mozart, hvor hun bevarer en klassisk holdning samtidig med en herlig violinglød. Bronislaw Gimpel spiller Lalos ”Symphonie espagnole”, som om musikkens store tekniske vanskeligheder overhovedet ikke eksisterede. 

Et par celloindspilninger, som ikke tidligere er udgivet på cd. Den italienske mestercellist Enrico Mainardi med Haydns D-dur cellokoncert. Man lytter til hver en tone i en smukt artikuleret musikalsk historie, som trækker Haydn imod romantikken eller Schumann, hvis a-mol koncert Mainardi spiller meget inspirerende. Fritz Lehmann viser igen, at han var en virkelig stor dirigent. En anden stor cellist var Ludwig Hoelscher, som med pianisten Hans Richter-Haaser spiller tyske sonater på tysk, Brahms’ e-mol, og Richard Strauss’, foruden Griegs a-mol.

Det vrimler med pianister. Cherkasssky mestrer Tjaikovskijs to klaverkoncerter, Andor Foldes tager sig af Liszts to koncerter. Monique Haas er virkelig raffineret ikke mindst i Ravel, og Clara Haskils Mozart med Fricsay i klaverkoncerterne 19 og 27 er dejligt klassisk i sin stil. Og den bemærkelsesværdige russer Svjatoslav Ritter er i Robert Schumanns ”Waldszenen” og i fantasistykkerne i opus 12 forfinet og poetisk elegant.

To tyske pianister, som er forskellige, men begge ægte tyske, er Wilhelm Kempff med to cd’er, Brahms’ første klaverkoncert dirigeret af Konwitschny, en klassiker, den anden med Schumann fyldt af ”brændende nervøsitet”, ”ikke en virtuos klaverfest, men mødet med evigheden i drømmesekunder, øjeblikke af ren poesi” for at citere Joachim Kaiser i ”Grosse Pianisten in unserer Zeit”. Mono-tiåret, som det hele drejer sig om her, var en forløsning efter nazi-årene. Wilhelm Kempff kunne endnu i Hitler-tiden sige: ”Om nazisterne planter nok så mange hagekors foran Waldstein-sonaten – spille den kan de dog ikke”.   

Men der var også store tyske musikere, som spillede med i de sorte år, og som efter krigen fik et kortere eller længere, ofte tilfældigt forbud mod at optræde. Nogle var blot fortsat med at musicere, fordi de ikke havde andre muligheder. Andre havde været nazister som ”Hitlers pianist” Elly Ney, som tidligt blev henført af en tale af Hitler om kulturlivet. Op til 1945 var hun det store navn på festspillene i Beethovens by Bonn, men efter krigen gav bystyret hende spilleforbud i syv år, mens hun blev hyldet i andre byer. Hun havde været og blev igen den store tyske fortolker af Beethoven, og i 1956 optog Deutsche Grammophon hende med de tre populære Beethoven sonater ”Pathetique”, ”Måneskin” og ”Appassionata” og den vægtrige sonate opus 100 i As-dur. Elly Ney spillede Beethoven med vægt, ja med patos, ikke med udpræget virtuositet, men gennemført med aldrig hvilende udtryk og en ret utrolig balance af ro og friskhed.   

Operasangerne får deres med Astrid Varnay og Wolfgang Windgassen i Wagner, den dejlige María Stader i Mozart, Tiana Lemnitz som en klog marskalinde i Strauss’ ”Rosenkavaleren” og Rita Streich jublende rundt på koloraturernes skyer.  

Tidens underholdningsmusik

Jeg vil dog slutte et andet sted. Som en bonus-cd medfølger de første udgivelser på Polydor, som fra 1951 blev DGs plademærke for den mere populære og lette musik. Den fører direkte ind i tiden med titlen ”Das waren Zeiten”. Vil navnene sige nogen nu? Brød vi efter krigen os om at lytte til den? Her er Wiener-Walzer-Solisten, slow- og foxtrotrytmer med Radio-Tango-Orchester Hamburg og den sødligt klingende Rudi Schuricke som ”Troubadour der Liebe”. Dengang var underholdnings- og dansemusik til for at give godt humør.

Deutsche Grammophon: The Mono Era. 51 cd’er fra 1948-1957. Pris omkring 900 kr.

Foto: Den yngre Dietrich Fischer-Dieskau. Hør hans første DG-indspilning på det nye historiske sæt

Læs også den efterfølgende nyhed og kommentar: Chefen går, en cd består