af John Christiansen - d. 18. april 2016
5 stjerner af 6: Den Fynske Opera og Esbjerg Ensemble uropfører i Odense Steingrimur Rohloffs og Peter Laugesens stærke operadrama over oldtidskomedien om Lysistrate og kvinderne, som ville nægte deres soldatermænd den løn, som de tror er deres
Jeg hedder Lysistrate
Jeg vil samle
kvinderne
Jeg vil standse krigen
Jeg har ventet længe
Hvorfor kommer de
ikke?
De er vel på natklub
som sædvanlig
Og de går ikke hjem
Før den sidste pære er
brændt ud
Sådan synger Lysistrate i Peter Laugesens ord i komponisten
Steingrimur Rohloffs nye opera ”Lysitrate – alt er sprængt i stykker”. Bag den ligger så langt tilbage som i år 411
f.Kr. Aristofanes’ komedie om Lysistrate, som opfordrede sine kønsfæller til at
nægte krigerne den løn, de tror er deres, når de kommer hjem. Det lykkedes
hende ikke. Forsøget fremkaldte derimod nye seksuelle frustationer hos begge
køn.
Historien om Lysistrate er her 2.428 år senere stadig aktuel
og har altid været det. Der har altid været krige, og der er kommet mange
versioner over Aristofanes’ teater. Der har endda været skrevet flere operaer derover,
men ingen af dem har fået plads i det mere almene operarepertoire. Krigen som
hovedemne vil allerede stå i vejen derfor.
Krigens væsen som
opera
”Lysistrate – alt er sprængt i stykker” er i Den Fynske
Operas og Esbjerg Ensembles opførelse en både stærk og gribende
teaterforestilling, som rammer centralt ned i selve begrebet krig og beskriver det
i enkle kraftfulde ord og tonebilleder, som fælles har en stærk og barsk
enkelthed. Vi har ikke længere som hos Aristofanes at gøre med en komedie. Den
ny ”Lysistrate” og opførelsen har i sig alligevel et bittert strejf af en
alvorlig komik, som sætter krigens umulige og uvirkelige tragedie i et specielt
relief. Men skal vi kalde det komik, så er det sandelig en komik, som man ikke
smiler til, endsige griner over. Som Laugesens tekst begynder: Den hvirvlende krig er altings uvirkelighed.
Et slag, et enkelt slag har smadret alt. En krigersang rejste sig mod himlen og
kastedes tilbage i mangedobbelt ekko fra klippeøens strande…
”Alt er sprængt i stykker”, fortæller undertitlen. Det åbner
sig også for øjet i Lene Juhls scenografi, nøgen, barsk og splintret, og i Bent
Nørgaards iscenesættelse, som viser det afstumpede, hvor den findes, men den
viser også krigens uafvendelighed og dens tragiske ubærlighed. Selv tiden er
sprængt mellem fortid og fremtid. Vi befinder os ikke i en bestemt krig. Vi placeres
i krigens mørke nerve.
Den moderne Lystrate
er ene
Lysistrate er den bløde og seje kvinde, men hun er her ene. Hos
Aristofanes gjorde kvinderne oprør mod krigen. Her er det Lysistrate, som betragter,
hvordan en ung soldat optages i et maskulint selskab, som besynger krigen og voldtægten
af kvinderne. I operaen opfordrer Lysistrate forgæves sine medsøstre til at gå
til modstand mod krigen og dens væsen. Disse opfordringer bliver oaser i et
dramatisk kaos. Til sidst synger hun bevægende om smerte og blod, alt imens
konturerne af en ny krig vinder frem.
To skæbnesøstre vil ikke følge hende i at stoppe krigen. De søger
selv det seksuelle og går på baren og drikker med de døde, som lever ved
glemslens flod Lethe. De opfordrer selv mændene til at gå i krig. Horus hedder
natklubben, som bestyres af tre mænd, som alle kaldes Horus, oprindelig en ægyptisk
gud med så mange funktioner, at de kunne fylde en hel artikel i sig selv, men
man kan nøjes med de tre første bogstaver og har alligevel fået fat i meget.
Overvældende totalforestilling
Det er en totalforestilling, som virker overvældende. Peter
Laugesens tekst er i al sin enkelthed sigende. Dens digteriske knaphed åbner
for, at man som lytter kommer ind i en atmosfære fyldt af en uundgåelig smerte,
som man kan føle, at man selv er part i at realisere. Idé- og ophavsmanden til
operaen er den islandsk-tyske komponist Steingrimur Rohloff, som nu i et par år
har været bosat i København og som komponerer på en symfonisk opera til Det
Kgl. Teater i 2018. Han har forstået at bære ordene oppe under rolige og dog
faretruende udholdte klange. Og så kan han lade musikken brage og splintre i
udbrud fyldt af kraft. Og den blev holdt både drønsikkert og inciterende sammen af Henrik Vagn Christensen.
Man går ikke fra forestillingen syngende strofer fra
forestillingen, som enkelte højlydt efterspurgte tilsyneladende som en mangel
efter forestillingen. Men måske turde de blot ikke åbne sig for den smertelige intensitet,
som stilheden hos de mange gav udtryk for. Bifaldet – jo, man kan lytte til
bifald - gav udtryk for taknemmelighed over en operaforestilling, som var
anderledes, og som var tankevækkende.
Denne ”Lysistrate” er som sagt et totalkunstværk. Musikken
fortæller mindre om de enkelte mennesker end om krigens ødelæggende kraft på
mennesker i almindelighed. Lene Juhls scenebillede er både grimt og rodet, men
det er det på en måde, som giver næring til en forståelse af hvorfor.
Scenebilledet er stærkt på sin måde. De 11 fremragende musikere i Esbjerg
Ensemblet sidder i begyndelsen pænt bagerst på scenen, men musikerne blander
sig også scenisk med sangerne i et spil, som man godt kan kalde en koreografisk
dødedans, som Rebekka Lund har æren for. Musikerne spiller også scenisk så
levende med, som man sjældent ser det.
En stærk besætning
Instruktøren Bent Nørgaard har fyldt dette scenerum med
vekslende billeder af krigens deltagere, af deres kynisme og deres
afstumpethed, men de er forblevet mennesker, og det er en del af
forestillingens styrke. Man mærker, hvordan krigen mere og mere kan beherske
det enkelte menneske. Med undtagelse af Lysistrate. Tuva Semmingsen synger Lysistrate troværdigt
smukt, endda i duet med sin egen videodouble i en scene, som akustisk klinger
meningsfuldt fantastisk. Akustisk spændende er også scenen, da Esbjerg
Ensemblets Christian Martinez bruger de to pigers bare, malede rygge som et
forstærket slagtøjsinstrument. De to piger spilles og synges af den finske
sopran Olga Heikkilä, som er uddannet i København og synger på Det kgl. Teater,
og mezzoen Stina Schmidt, som er uddannet i Aarhus og København, og som også er
godt inde i en karriere. De kan begge det ikke helt lette at synge fremragende,
mens de spiller råt og barsk teater.
Det gælder også de tre soldater, tenoren Mathias Hedegaard,
som gør oprør mod krigsvæsenet, og de to dybe kraftstemmer Morten Staugaard og
Jesper Brun-Jensen. Det er en forestilling udelukkende med virkelig gode sangpræstationer
og kraftfulde scenepræstationer. Der skal en særlig bemærkning til om Morten
Staugaard, som i Det kgl. Teaters nye moderne, livlige opførelse af Mozarts
”Figaros bryllup” kom ud for et uheld, som nu kræver gangkrykker. Jeg troede,
at de var rekvisitter, men fik andet at vide. Må jeg som en ”ekspert” i brugen
af de samme tilføje et ”vær forsigtig” med overdrivelser på scenen.
Sangen om glemselen
Tilbage til ”Lysistrate”. Slutningen besynger glemselen. Pigerne
er døde. Mændene fortsætter i baren. Og så glider musikken stille ud. Den er
smuk, ensom, men den er smuk på den måde, som gør én stille:
Luk dørene op og lad
dem komme ind
lad os se hvad glemselen
kan rumme i sin blodige andagt,
hvem den kan kaste på
intets alter i nat
for aldrig siden at
skulle besvære sig med
de små glade ting der
er livet
Kom nu soldater. Baren
er åben
Tag jer ikke af
pigerne de hører med
de er drømme og
minder. De kommer af det, I har glemt
de vil ikke sige jer
noget. De vil bare hjælpe jer med
at glemme at I har
glemt hvem I er
som man glemmer når
det er glemselen
man
har glemt at glemme
Foto: Morten Staugaard, Stina Schmidt, Olga Heikkoilä og Mathias Hedegaard, Jesper Brun Jensen, foto Den Fynske Opera.
5 stjerner af 6. Den Fynske Opera, Filosofgangen 19, Odense. Varighed 80 minutter uden pause. Spilles tirsdag-onsdag-torsdag 19, 20. og 21. april kl. 19.30. Varighed 80 minutter uden pause.