Dagens citat: ”Musikken åbenbarer ikke verdens væsen og dens ”vilje”, som Schopenhauer har bedyret … musikken åbenbarer kun de herrer musikere! Og de ved det ikke selv! – Og hvor godt måske, at de ikke ved det!”  Friedrich Nietzche – dog ikke specielt om Mahler.

En Mozart-koncert og en tre gange så lang Mahler-symfoni. Det var lovende. Først Mozarts store A-dur klaverkoncert, nummer 23 for dem, som helst vil holde rede på Mozarts mange koncerter med enkle tal, Köchel 488 for dem, som er helt ovenpå i Mozarts rige værksamling. Men ikke et ord om ”Matador” og musikfrøken Friis. Derefter Gustav Mahlers femte symfoni med den overskønne adagietto (Mahler ville måske understrege, at det ikke alene drejede sin om musikkens tempo, men også var en meget særskilt sats), som Luchino Visconti benyttede i filmen ”Døden i Venedig”. Så ved de, som har nærmet sig symfonien fra filmen, hvad det drejer sig om. Det skal så tilføjes, at Leonard Bernstein dirigerede denne sats ved præsident Kennedys begravelse.

Bernstein betød også meget for Wiener Philharmoniker, da orkestret skulle opdage Mahlers musik. Opdagelsen af den skete senere i Wien end i musikkens andre hovedstæder, og det på trods af, at Gustav Mahler betød så meget som chef for og dirigent på Hofoper, senere Staatsoper Wien, i 1900-tallets første årti.   

Jeg tror nu ikke, at det skyldes Visconti, at Symfonisk Sal var fyldt til Aarhus Symfoniorkesters koncert. I sidste øjeblik havde man endda taget kortribunen bag orkestret i brug, desværre så sent, at for få opdagede det. Det er sjældent sket. Jeg ved heller ikke, hvordan det akustiske indtryk er der. Men det er altid spændende at kunne følge dirigenten forfra. Og i dette tilfælde må det have været specielt spændende, for den unge venezuelaner Rafael Payare, hvis dirigentkarriere tog fart efter hans førsteplads i Nicolai Malko Konkurrencen i 2012, er livlig og dramatisk på podiet, som han lever sig ind i musikken med hele kroppen.

To verdener med Mozart og Mahler

Så til musikken via det ovenstående Friedrich Nietzsche-citat. Der er to verdener mellem Mozarts og Mahlers måde at komponere på. Nietsches  bemærkning passer ikke på Mozarts musik, for personen Mozarts privatliv træder uhyre beskedent i baggrunden i forhold til Mahlers påtrængende følelser. Men Nietzsche kan godt have nået at høre Mahlers første symfoni med dens voldsomme ungdomserindringer. Den blev uropført i 1889 og spillet flere steder før Nietzsches død i år 1900. Mahler begyndte først at skrive på den femte i 1902, og han arbejdede videre med den efter uropførelsen. Måske blev han aldrig helt færdig med den, fordi musikken ned i detaljerne var så privat. Derfor kan man godt tænke over den store filosofs bemærkning i forbindelse med aftenens symfoni.  

Jeg vil sige det kort: Jeg havde det godt med orkesterspillet, men var ikke lykkelig over Rafael Payares tolkning. Det var imponerende, så flot det udvidede Aarhus Symfoniorkester spillede under den unge venezuelaners direktion uden taktstok. Det lød også meget lovende for orkestrets fremtid, men her må vi så desværre konstatere, at når orkestret i sin næste halvanden sæson i anledning af æren som kulturhovedstad har opført Mahlers tredje symfoni, må Mahler være forbuden frugt på grund af manglende frugtplukkere – for at prøve en ny vinkel på en sørgeligt gentaget kendsgerning om symfoniorkestrets størrelse.

Naturligvis kunne det høres, at der selv i det udvidede orkester stadig manglede strygere til at skabe den helt ideelle balance i forhold til blæserne, som hos Mahler er dominerende. Alligevel var der grund til glæde over alt det, som blev givet i udtryk og smuk klang. Måske var Payares voldsomme direktion ikke altid let åbenlys at spille efter, men den var sandelig ildnende. Orkestrets musikere havde ikke blot ild i instrumenterne. Der blev spillet med en imponerende fornemmelse for præcisionen. Man kunne kun være glad for orkesterpræsentationen, og dens kvalitet og iboende begejstring skal også Rafael Payare naturligvis have ros for.    

Efter forbilledet Dudamel

Payare var viltal, meget engageret dramatisk i stil med Gustavo Duhamel, som han spillede horn under i det berømte ungdomsorkester opkaldt efter Simon Bolivar, mirakelorkestret i Venezuela, hvis musikere blev fundet som børn så at sige på gaden og oplært til at spille forskelige instrumenter, så de senere kunne indgå i det internationalt kendte symfoniorkester. Payare har den samme inciterende begejstring som Dudamel. Det blev bare for meget Dudamel, for meget gentaget effekt, så meget der end lykkedes.

Jeg savnede flere af de små skiftende og hos Mahler så sigende nuancer i melodiernes fraseringer og instrumenternes interne forhold. Jeg savnede kort sagt for ofte Mahlers dobbeltbundethed, som den mere erfarne Marc Soustrot fik så fantastisk frem i Malers første symfoni forleden.  Netop den kunne have været med til at lukke mere op for, hvad Mahler mente med sine fortællinger. Tag munterheden i tredjesatsen, som er forceret, fordi den vil vel dække over smerten, men den kan det ikke. Selv her dukker også dødedansen op.

Dødedansen  åbner allerede symfonien med hornsignalet, som bliver et hovedtema, som også i brudt og varieret form går igen ikke alene i førstesatsen. I slutningen af den endda i den dybere fløjtestemme med en speciel virkning. Det er så markant et tema, at det høres, selv når det skæres i stykker videre frem. Det var pragtfuldt fra første tone at høre, hvordan det blev mestret af orkestrets fornemme tunge blæsere og derpå sammen med det øvrige orkester fyldt af Mahlers gennemborende længsel. De to første satser hænger sammen som symfoniens første del. Andensatsen indeholder en kolossal vrede, der raser ud nærmest i et vanvid med en ind imellem spøgelsesagtig smerte. Denne ret hurtigt spillede førstedel blev en samlet stærk oplevelse.

Så fulgte tredjesatsen, som udgør en egen længere del, hvor det ovenfor nævnte forbehold kom for meget med i spillet. Men her var der grund til at glæde sig over en anden fin gruppe i orkestret, hornene anført af Lisa  Maria Cooper. Når et horn kikser, er det så naturligt, at det ikke er værd at skrive om. især her da horngruppen gennemførte en tour de force så karakterfuldt flot, at mange større orkestre ville misunde Aarhus dens horngruppe. 

Den berømte sats

Strygerne kom stærkt til i den sats, som mange ventede specielt på. Og adagiettoen blev også smukt spillet. Den fik den rette karakter af en drøm, der virkede som en modsætning til de foregående satsers følelsesmæssige realitet. Denne drømmemusik er ellers blevet meget forbundet med Mahlers ikke altid lykkelige forhold til sin hustru Alma Mahler, specielt da man fandt en note af Mahler i partituret: ”Hvordan jeg elsker dig, du min sol, kan jeg ikke sige dig med ord. Kun min længsel kan jeg klage over til dig og min kærlighed”. Når man hører symfonien, oplever man, hvor nødvendig den er i hele symfoniens sammenhæng. Det er væsentligere end blot tanken på Alma. Så føltes afslutningen befriende, selv om Mahlers musik har vanskeligt ved at slippe sin dobbeltbundethed. 

Da Rafael Payare var her sidst, dirigerede han Mahlers fjerde symfoni, og jeg var meget begejstret for den dobbeltbundethed, som kom frem i hane tolkning. Jeg mente endda at kunne høre en undertone af den konfrontation med Mahlers problemfyldte liv, som man hører i den dybe niende symfoni. Hvorfor havde jeg det så sværere nu? Måske fordi jeg fandt for meget af Gustavo Dudamels tolkning bag den? Jeg tror, at Payare har mere i sig end den verdenspopulære Dudamel. Vi må håbe på mange gensyn med ham.

Renfærdig og moderne Mozart

Den lange koncert begyndte med Mozarts meget fint, klart og renfærdigt spillede A-dur klaverkoncert. Payare og orkestret fik også en fint fraseret Mozart frem. Her havde man lov til at bruge en ellers noget slidt floskel om Marianne Shirinyans klaverspil. Hendes Mozart var en perlerække på snor. Det var en moderne Mozart pænt hurtigt uden dvælen ved detaljer, som det i højere grad var skik i forrige århundredes første halvdel. Klaverfesten fortsatte med to ekstranumre, en af Schuberts impromptu’er fra opus 90 og et armensk klaverstykke, som voldsomt og stærkt lagde godt op til Mahler.

Foto: Marianne Shirinyan.

Koncerten sendes i aften fredag 29. april kl. 19.30 på DR radioprogram P 2

Forrige uges koncert med Aarhus Symfoniorkester og Alexander Vedernikov blev anmeldt i en samlet artikel ”Wagner og Nielsen fører an”