af John Christiansen - d. 29. april 2016
Der er meget at sige og måske diskutere om en lang koncert med Mozart og Mahler i Aarhus. Den er værd at høre i aften fredag på DR P 2.
Dagens citat: ”Musikken åbenbarer ikke verdens væsen og dens ”vilje”, som
Schopenhauer har bedyret … musikken åbenbarer kun de herrer musikere! Og de ved
det ikke selv! – Og hvor godt måske, at de ikke ved det!” Friedrich Nietzche – dog ikke specielt om
Mahler.
En Mozart-koncert og en tre gange så lang Mahler-symfoni.
Det var lovende. Først Mozarts store A-dur klaverkoncert, nummer 23 for dem,
som helst vil holde rede på Mozarts mange koncerter med enkle tal, Köchel 488
for dem, som er helt ovenpå i Mozarts rige værksamling. Men ikke et ord om
”Matador” og musikfrøken Friis. Derefter Gustav Mahlers femte symfoni med den
overskønne adagietto (Mahler ville måske understrege, at det ikke alene drejede
sin om musikkens tempo, men også var en meget særskilt sats), som Luchino
Visconti benyttede i filmen ”Døden i Venedig”. Så ved de, som har nærmet sig
symfonien fra filmen, hvad det drejer sig om. Det skal så tilføjes, at Leonard
Bernstein dirigerede denne sats ved præsident Kennedys begravelse.
Bernstein betød også meget for Wiener Philharmoniker, da
orkestret skulle opdage Mahlers musik. Opdagelsen af den skete senere i Wien
end i musikkens andre hovedstæder, og det på trods af, at Gustav Mahler betød
så meget som chef for og dirigent på Hofoper, senere Staatsoper Wien, i
1900-tallets første årti.
Jeg tror nu ikke, at det skyldes Visconti, at Symfonisk Sal
var fyldt til Aarhus Symfoniorkesters koncert. I sidste øjeblik havde man endda
taget kortribunen bag orkestret i brug, desværre så sent, at for få opdagede
det. Det er sjældent sket. Jeg ved heller ikke, hvordan det akustiske indtryk er
der. Men det er altid spændende at kunne følge dirigenten forfra. Og i dette
tilfælde må det have været specielt spændende, for den unge venezuelaner Rafael
Payare, hvis dirigentkarriere tog fart efter hans førsteplads i Nicolai Malko
Konkurrencen i 2012, er livlig og dramatisk på podiet, som han lever sig ind i
musikken med hele kroppen.
To verdener med
Mozart og Mahler
Så til musikken via det ovenstående Friedrich Nietzsche-citat.
Der er to verdener mellem Mozarts og Mahlers måde at komponere på. Nietsches bemærkning passer ikke på Mozarts musik, for personen
Mozarts privatliv træder uhyre beskedent i baggrunden i forhold til Mahlers
påtrængende følelser. Men Nietzsche kan godt have nået at høre Mahlers første
symfoni med dens voldsomme ungdomserindringer. Den blev uropført i 1889 og spillet
flere steder før Nietzsches død i år 1900. Mahler begyndte først at skrive på den
femte i 1902, og han arbejdede videre med den efter uropførelsen. Måske blev
han aldrig helt færdig med den, fordi musikken ned i detaljerne var så privat. Derfor
kan man godt tænke over den store filosofs bemærkning i forbindelse med
aftenens symfoni.
Jeg vil sige det kort: Jeg havde det godt med
orkesterspillet, men var ikke lykkelig over Rafael Payares tolkning. Det var
imponerende, så flot det udvidede Aarhus Symfoniorkester spillede under den
unge venezuelaners direktion uden taktstok. Det lød også meget lovende for
orkestrets fremtid, men her må vi så desværre konstatere, at når orkestret i
sin næste halvanden sæson i anledning af æren som kulturhovedstad har opført
Mahlers tredje symfoni, må Mahler være forbuden frugt på grund af manglende
frugtplukkere – for at prøve en ny vinkel på en sørgeligt gentaget kendsgerning
om symfoniorkestrets størrelse.
Naturligvis kunne det høres, at der selv i det udvidede
orkester stadig manglede strygere til at skabe den helt ideelle balance i
forhold til blæserne, som hos Mahler er dominerende. Alligevel var der grund
til glæde over alt det, som blev givet i udtryk og smuk klang. Måske var
Payares voldsomme direktion ikke altid let åbenlys at spille efter, men den var
sandelig ildnende. Orkestrets musikere havde ikke blot ild i instrumenterne.
Der blev spillet med en imponerende fornemmelse for præcisionen. Man kunne kun
være glad for orkesterpræsentationen, og dens kvalitet og iboende begejstring
skal også Rafael Payare naturligvis have ros for.
Efter forbilledet
Dudamel
Payare var viltal, meget engageret dramatisk i stil med
Gustavo Duhamel, som han spillede horn under i det berømte ungdomsorkester
opkaldt efter Simon Bolivar, mirakelorkestret i Venezuela, hvis musikere blev
fundet som børn så at sige på gaden og oplært til at spille forskelige
instrumenter, så de senere kunne indgå i det internationalt kendte
symfoniorkester. Payare har den samme inciterende begejstring som Dudamel. Det
blev bare for meget Dudamel, for meget gentaget effekt, så meget der end
lykkedes.
Jeg savnede flere af de små skiftende og hos Mahler så
sigende nuancer i melodiernes fraseringer og instrumenternes interne forhold.
Jeg savnede kort sagt for ofte Mahlers dobbeltbundethed, som den mere erfarne
Marc Soustrot fik så fantastisk frem i Malers første symfoni forleden. Netop den kunne have været med til at lukke mere
op for, hvad Mahler mente med sine fortællinger. Tag munterheden i tredjesatsen,
som er forceret, fordi den vil vel dække over smerten, men den kan det ikke.
Selv her dukker også dødedansen op.
Dødedansen åbner allerede symfonien med hornsignalet, som bliver et
hovedtema, som også i brudt og varieret form går igen ikke alene i
førstesatsen. I slutningen af den endda i den dybere fløjtestemme med
en speciel virkning. Det er så markant et tema, at det høres, selv når det
skæres i stykker videre frem. Det var pragtfuldt fra første tone at høre,
hvordan det blev mestret af orkestrets fornemme tunge blæsere og derpå sammen
med det øvrige orkester fyldt af Mahlers gennemborende længsel. De to første
satser hænger sammen som symfoniens første del. Andensatsen indeholder en
kolossal vrede, der raser ud nærmest i et vanvid med en ind imellem
spøgelsesagtig smerte. Denne ret hurtigt spillede førstedel blev en samlet
stærk oplevelse.
Så fulgte tredjesatsen, som udgør en egen længere del, hvor
det ovenfor nævnte forbehold kom for meget med i spillet. Men her var der grund
til at glæde sig over en anden fin gruppe i orkestret, hornene anført af Lisa Maria Cooper. Når et horn kikser, er det så naturligt, at det ikke er værd at skrive om. især her da horngruppen gennemførte en tour de force så
karakterfuldt flot, at mange større orkestre ville misunde Aarhus dens
horngruppe.
Den berømte sats
Strygerne kom stærkt til i den sats, som mange ventede specielt
på. Og adagiettoen blev også smukt spillet. Den fik den rette karakter af en
drøm, der virkede som en modsætning til de foregående satsers følelsesmæssige realitet. Denne drømmemusik er ellers blevet meget forbundet med Mahlers ikke altid lykkelige forhold til
sin hustru Alma Mahler, specielt da man fandt en note af Mahler i partituret: ”Hvordan jeg elsker dig, du min sol, kan jeg
ikke sige dig med ord. Kun min længsel kan jeg klage over til dig og min
kærlighed”. Når man hører symfonien, oplever man, hvor nødvendig den er i
hele symfoniens sammenhæng. Det er væsentligere end blot tanken på Alma. Så
føltes afslutningen befriende, selv om Mahlers musik har vanskeligt ved at
slippe sin dobbeltbundethed.
Da Rafael Payare var her sidst, dirigerede han Mahlers
fjerde symfoni, og jeg var meget begejstret for den dobbeltbundethed, som kom
frem i hane tolkning. Jeg mente endda at kunne høre en undertone af den
konfrontation med Mahlers problemfyldte liv, som man hører i den dybe niende
symfoni. Hvorfor havde jeg det så sværere nu? Måske fordi jeg fandt for meget
af Gustavo Dudamels tolkning bag den? Jeg tror, at Payare har mere i sig end
den verdenspopulære Dudamel. Vi må håbe på mange gensyn med ham.
Renfærdig og moderne Mozart
Den lange koncert begyndte med Mozarts meget fint, klart og
renfærdigt spillede A-dur klaverkoncert. Payare og orkestret fik også en fint
fraseret Mozart frem. Her havde man lov til at bruge en ellers noget slidt floskel
om Marianne Shirinyans klaverspil. Hendes Mozart var en perlerække på snor. Det
var en moderne Mozart pænt hurtigt uden dvælen ved detaljer, som det i højere
grad var skik i forrige århundredes første halvdel. Klaverfesten fortsatte med
to ekstranumre, en af Schuberts impromptu’er fra opus 90 og et armensk klaverstykke,
som voldsomt og stærkt lagde godt op til Mahler.
Foto: Marianne
Shirinyan.
Koncerten sendes i
aften fredag 29. april kl. 19.30 på DR radioprogram P 2
Forrige uges koncert
med Aarhus Symfoniorkester og Alexander Vedernikov blev anmeldt i en samlet
artikel ”Wagner og Nielsen fører an”