Dagens citat: ”Per Nørgårds værker er karakteriseret af en kompromisløs nysgerrighed. Hans trang til at afprøve nye ideer og at omtænke de allerede eksisterende ændrer konstant hans måde at komponere på, uden at han nogensinde mister eller forråder sin egen indre stemme”, uddrag af komitéen for Siemens Musikpris’ begrundelse for at give Per Nørgård den store pris mandag den 2. maj.

Listen over de store internationale hyldester og priser, som komponisten anno 1932, Per Nørgård har modtaget, er lang. Begyndelsen var ret flot med Nadia Boulanger Prisen i 1957. Vi må springe nogle stykker over for at komme til Léonie Sonnings musikpris i 1996, glemmer ikke Sibelius Prisen en halv snes år senere, fordi netop den sikkert har betydet meget for Nørgård, som den finske komponist har betydet meget for ham. Den endnu seneste er New York Philharmonics   Marie-Josée Kravis Prize i 2014, og der er mange flere, men nu den 2. maj modtager Per Nørgaard i München den efter min mening største musikpris af dem alle, Ernst von Siemens Musikpreis. Det er ikke det vigtigste at nævne, at den er på 250.000 euro, men jeg tør ikke omregne, hvad Tysklands største kulturpris er værd i danske penge.

Fejring af og med cd’er

Prisoverrækkelsen fejres også herhjemme – for os alle sammen. Dacapo udgiver to enkelte cd’er med tilsammen fire af Per Nørgaards otte symfonier og har dermed dem alle klar i cd-kataloget. Den seneste udgivelse var indspilningen af den første og den ottende med Wiener Philharmoniker dirigeret af finnen Sakari Oramo, som vandt Gramophone Award for Best Contemporary Recording i 2015. Også denne gang kommer indspilningerne fra udlandet, dog så nært ved som fra det glimrende Oslo Filharmoniske Orkester dirigeret af den finske (igen!) John Storgårds i DRs producer Preben Iwans meget klare optagelse. Hvorfor skulle disse to nye cd’er ikke også modtage en Gramophone Award, når året er omme?   

Ordene i det ovenstående citat, som vil genlyde til prisoverrækkelsen mandag, er meget rammende. Per Nørgårds nysgerrighed til livet i alle dets faser, dets lidelse og dets glæder, til naturen og dens mystik, til livets kaos og dets sammenhæng, kortere sagt til lydens rige mangfoldighed. Alt dette har givet sig udtryk også i de fire plade-aktuelle symfonier. Og lad mig med det samme sige: Man bliver hjulpet godt på vej af Jens Cornelius’ gennemarbejdede noter, som klart og læseværdigt åbner for musikken på dansk og engelsk - uanset om man som læser er musikkyndig eller ”blot” musikelsker. Jeg har haft udbytte af dem.  

Per Nørgård har altid følt sig inspireret af Sibelius’ syv symfonier. Det er ikke fordi, at hans musik ligner finnens. Inspirationen ligger efter hans eget udsagn et andet sted: ”Det, jeg tror har været den dybeste lære af at studere Sibelius’ musik, er, i hvor høj grad hvert af værkerne virkelig er noget helt for sig selv. Det gennemsyrer mit eget forhold til at komponere symfonier. Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig”, sagde Per Nørgård, netop da hans sjette symfoni blev uropført i 2000. Vi føler os på fire forskellige kontinent med de fire aktuelle symfonier.

Når alt kommer til alt

Denne sjette symfoni har en dobbelttitel på dansk og engelsk, som på hvert sit sprog udtrykker noget af det samme og alligevel ikke helt det samme: ”Når alt kommer til alt / At the End of the Day”. De par sætninger kan man godt lege lidt med, mens man lytter. Enden på Nørgårds musik blev det jo heldigvis ikke. Symfonien kan knyttes sammen med orkesterværket ”Terrains vagues” og endnu to symfonier fulgte. Formen kan ligne en tresatset ”gammeldags” symfoni, men Nørgård kalder satserne for passager, og det flydende forløb af dem for broer over en løbende flod.

Optakten er forrygende med gnistrende orkesterudladninger, som falder til ro for at give lyd til en ny start. Nørgårds orkestersats er fantastisk varieret, undertiden nærmest til kaos, men den kommer altid tilbage til en mere fastholdt konsistens, i dette tilfælde en dyb, mørk blæserverden også med usædvanlige instrumenter. Den mellemste passage er langsom, den sidste af de tre har sin specielle drilske humor, og så slutter symfonien i det, som komponisten selv kalder ”Et delta af andre verdener”. Det udtryk kan man godt holde fast i, for det gælder mange steder i Nørgårds symfoniske verden.

Uendelighedsrækkens symfoni

På samme cd får vi den kortere anden symfoni i én sats, som Aarhus Symfoniorkester uropførte i 1970. Per Nørgård havde dengang brudt med Det kgl. Danske Musikkonservatorium og var flyttet med sine elever til Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Det blev en ret fantastisk og livlig tid med Aarhus som centrum for ny dansk musik. Forud for symfonien var kommet kammerorkesterværket ”Rejse ind i den gyldne skærm”, der som symfonien er baseret på en uendelighedsrække.

Pladsen er ikke her til at prøve at komme nærmere ind på dette kompositionsfænomen, som naturligvis beskrives i pladehæftet, men symfoniens forløb, der er sammensat af 16 faser med hver 256 toner af uendelighedsrækken med dens både lovmæssige og naturlige kraft, fornemmes som en helhed, som nærmest svæver. Det er umuligt og uden ide at lytte efter rækken, men man skal åbne sig for at blive suget ind i en musik, som også må kaldes usædvanlig smuk. Per Nørgård: 2. og 6. symfoni. Oslo Filharmonien. Dacapo 6.220645, 54 minutter.

Kontrolleret kaos

Per Nørgårds femte symfoni blev uropført i 1990 af Esa-Pekka Salonen (igen en finsk dirigent!). Det skete på en fantastisk sammensat koncert med DR Symfoniorkestret med både Sibelius’ femte og Carl Nielsens femte. Alle tre værker kan betragtes som personlige tilbagebrud efter en krise. Man fornemmer stærke naturkræfter i musikken, også kaos, og alligevel er musikken under kontrol. Er det en umulighed? Ikke hos Per Nørgård.

Vi får selv lov at vælge mellem at opfatte symfonien i fem satser, i tre dele eller i et kæmpeforløb. Jeg foretrækker automatisk det sidste med slutsatsens kaskader af ekstatisk energi som kulmination. Per Nørgård taler selv om modaliteter, som er redskaber til at opnå resultater:  ”De må forfines – eller forlades hvis de bliver for snærende”. For snærende bliver det nu ikke. Og komponisten igen: ”Hvor længe kan det blive ved? Hvor fører det hen? Eftersom der hele tiden er noget i gang, mens nogen andet liver til, oplever man en konstant uro”. 

Symfonien efter Adolf Wölflir titler og indhold efter den schweiziske kunstner Adolf Wölfli, der det meste af sit liv var indlagt på et sindssygehospital. Her skrev han tekster, malede billeder og komponerede i mindre målestok. Hos Wölflis tusinder af kunstneriske detaljer i lag på lag syntes Nørgård at finde en genklang af sin egen musik i denne periode, da han opdagede Wölfli på en udstilling på Lousiana i 1979.

Den fjerde symfonis to satser er modsætningsrige, men de kommer til at balancere med hinanden. Wölfli ville have skabt et musikværk med titlen ”Den indiske rosenhave og den kinesiske hekseø”. Nørgård var inspireret af denne titel og de gav navn til de to satser. Et fuglesangs-tema i førstesatsen bevæger sig fra piccolofløjten over soloviolinen og når endda messinget og de mørke træblæsere, hvor man jo ellers ikke møder fuglesang, men ”temaet fascinerer mig, fordi det rummer noget, som går ud over enhver systematik, det indeholder så at sige tilværelsens paradoks om lykke og sorg”, sagde Per Nørgård. Dette er her nævnt som et enkelt eksempel på en rigdom af enkelheder, som ikke bliver mindre i den kontrasterende andensats, hvor der parentetisk endda dukker mere poppede citater kort op. Per Nørgård: 4.og 5. symfoni. Oslo Filharmonien. Dacapo 6.220646. 56 minutter.

Der er -  ”når alt kommer til alt” - tale om et par fremragende cd’er både i den musikalske udfoldelse, som er imponerende og medrivende, og i den prægtige tekniske gengivelse. Der er så meget at gå på opdagelse i.

DACAPO SÆLGER I ANLEDNING AF PRISTILDELINGEN ALLE PER NØRGÅRD INDSPILNINGER MED 33 % RABAT I MAJ MÅNED

mned   Foto: Per Nørgård