Maurice Ravels berømte og berygtede orkesterstykke ”Bolero” med den næsten evige og i intensitet kun langsomt stigende gentagelse af musikkens eneste tema har opnået sin egen form for popularitet. Nu er det blevet gratis at spille orkesterstykket på koncert eller til ballet, fortæller avisen Le Monde. Det er blevet frit, efter at det har kostet tantieme for at spille musikken offentligt i næsten 70 år efter komponistens død.

Hvem har så nydt godt af de mange penge, som er kommet ind i tantieme? Det er en indviklet historie med et utal af retssager. Hovedarving var først Ravels bror Edouard, som ville oprette en Ravel-Pris til lovende unge franske komponister, men han døde, før han fik ordnet det. Han havde skrevet testamente med sin massøse som enearving. Det der med at bruge så mange penge til musikere var ikke hendes sag. Hun satte en tidligere barber til at arve sig. Det har han gjort, men nu er der lukket.

Vil vi nu komme til at høre ”Bolero” endnu oftere, da der ikke længere skal betales for det? Ravel selv rystede på hovedet af sin ”Bolero”. Han betragtede den som sin mest effektfulde komposition, men han tilføjede: ”Desværre indeholder den ikke nogen musik”. Mens dette udsagn er autentisk, må man sætte spørgsmålstegn ved en anekdote, som ellers går igen. Da balletten ”Bolero” i 1928 blev uropført på Den store Opera i Paris, brød en dame ud i det rene hysteri og råbte om komponisten: ”Han er vanvittig, vanvittig”. Ravel vendte sig om mod hende: ”Merci Madame. De er den eneste, som har forstået musikken”. 

Må man kalde publikum for idioter?

Det danske operapublikum opfører sig altid pænt. Også for pænt, når det ikke får leveret varen? Det danske publikum er mere tamt end de tyske og ikke mindst italienske operateatres. Er vi for søvnige, når vi præsenteres for en kvalitet under de tilladte forventninger? Bør vi råbe hyppigere buh?  

Den episode, som skal omtales her, ville altså næppe kunne finde sted herhjemme. Forleden var der premiere på Puccinis ”Turandot” på Staatsoper Wien. Ifølge det østrigske anmelderkorps var der meget at glæde sig over som nu Yusif Eyvazovs flotte præstation som Calaf – tenoren er nygift med Anna Netrebko. Han var sprunget ind i stedet for den atter sygemeldte Johan Botha. Også Marcu Arturo Marellis farverige iscenesættelse blev godt modtaget. Som Turandot måtte Lise Lindström, som sidste år sang i Aarhus, derimod modtage buh-råb fra en del af publikum. Kurier brugte endda ordet ”schrillen” (skingrende). Den venezuelanske dirigent Gustavo Dudamel kunne som sædvanligt stole på sit trofaste publikum. Han kan sætte fut under hvilket som helst partitur, men han gør det også under musik, som ikke har godt af ekstra fut. Dudamel modtog sin gode del af buh-råbene.

Statsoperaens chef, franskmanden Dominque Meyer mente i Kurier, at der var meget at glæde sig over, men det var vanskeligt (i Wien) at kunne sætte en forestilling op, hvor der blandt operaens 2300 tilskuere ikke var ”nogle idioter”. Udsagnet har naturligvis medført en større debat på de såkaldte (a) sociale medier. Må man – og i særdeleshed som operachef – betegne buh-skrigende publikummer som idioter? Det må man naturligvis ikke i den i hvert fald tidligere medicinske lånebenyttelse af ordet som en person, som intet evner. Men er det ikke i orden i oldtidens oprindelige græske betydning af ordet som ”noget for sig”. Og så på nettet?  

Den store Petibon vender tilbage

Vi har ikke plads til at skrive om nær alt, hvad der foregår af godt i den klassiske musik. Men man må ikke glip af den store franske sopran Patricia Petibons koncert i Musikhuset Aarhus fredag den 13. maj kl. 19.30. Er det tredje eller fjerde gang, at hun nu synger i Danmark? Det er i hvert fald anden gang i Aarhus. Man kan vel oversætte hendes efternavn i retning af ”den lille dejlige”? Men hun er lille og umådeligt charmerende med sit rødflammende hår. Og hun er sandelig en stor sangerinde med en bredt favnende kunstnerisk kunnen. Sopranen Patricia Petitbon kan også være en scenisk oplevelse.  

Hun slog igennem som en fremragende fortolker af den såkaldt gamle musik i den klassiske musik. Siden er hun blevet berømmet som en stor fortolker af nyere musik, ikke mindst som Alban Bergs Lulu. Hendes største internationale succes er dog som La belle excentrique, da hun kombinerede spidsfindigt sjov og alvor i et varieret sangprogram. Cd’en hermed blev sidste år hædret med den førende tyske pladepris Echo Klassik.

Denne gang er Petibon på Europa-turné med den barokmusik, som hun holder mest af. Med sig har hun det 18 musikere store barokensemble Amarilis (med tryk på tredje stavelse). Det hedder også en fin poetisk sang, som har overlevet fra 1600-1700 tallet. Mon Petibon synger den i Aarhus den 13. maj? Billetter kan købes på Musikhusets hjemmeside og i Musikhusets billetsalg.    

Kaos på operaen i Bukarest

Den sidste beretning er den længste. Forhåbentlig holder mine læsere ud. Det er én stor anekdote om, hvor galt det kan gå på en større operascene, hvor den øverste styring ikke er i orden. Den foregår i Bukarest i Rumænien. Er der noget genkendeligt i den? Svaret må være et nej i hvert fald i den stil, der skal berettes om. Selvfølgelig sker der også ting og sager herhjemme. Som fortalt forlader chefdirigenten Michael Boder Operaen efter sæsonens sidste forestilling, og han smækkede med døren i et stort interview i Politiken. Vi citerede kort i den omstående artikel ”Wagner og Nielsen fører an”).

Det er intet mod det kaos, der udspilles på Det rumænske Nationalteater i Bukarest. En række balletdansere har i øjeblikket forbud mod at indfinde sig på teatret, hvor de er fast ansatte. Det samme billede tegner sig klart i læsningen af de store tyske, østrigske og britiske aviser. Vi kan kalde det en rigtig molbohistorie, som også indbefatter den rumænske kulturminister, som nu er gået af. Mest drejer det sig om misundelse.  

De to uskyldige hovedpersoner er den danske balletdanser og koreograf Johan Kobborg og hans forlovede, den meget ”æteriske” rumænske ballerina Alina Cojocaru. Han har i halvandet år været balletchef i Bukarest, hun er operaens førende ballerina. De to betragtes at være på et kunstnerisk niveau hævet over ballettens de fleste på operaen i Bukarest. Den rumænske kulturpresse har fortalt, at de har sat gang i en betydelig udvikling.

Balletchefen kunne ikke tale rumænsk

Der var fra begyndelsen modstand i kulissen mod parret Cojucaru og Kobborg. De bestemte for meget, de fik for høj gage, og så kunne man ikke have en balletchef, som ikke kunne tale rumænsk. Det begyndte at gå galt, da operachefen Ioan Dinca trådte tilbage. Han er mistænkt for korruption. Den rumænske kulturminister Tiberiu Soare satte i stedet dirigenten Teberiu Soare ind som midlertidig operachef. Denne har også balletten under sig og benyttede straks lejligheden til at fjerne Kobborg som balletchef og i stedet placere ham som almindelig ensembledanser. Det svarer til at placere en Jonas Kaufmann i et operakor. (Kaufmann synger til december i Musikkens Hus i Aalborg).  Soare henviste til, at der aldrig havde været hjemmel for at udnævne en balletchef på nationalteatret, selv om alt tyder på at være forløbet korrekt.  

På et fællesmøde på operaen ville Kobberg og Cojucaru sammen med 30 dansere gøre rede for deres holdning, men de blev buh’et ud af andre medlemmer af ensemblet. Her skulle endda være blevet råbt ”Ud med udlændinge”. Hvor findes der i øvrigt en stor opera- og balletscene i Europa uden en betydelig del udlændingene?

Cojucaru skulle danse hovedpartiet i Kobbergs nye opsætning af balletten ”Manon”, men hun sagde fra. Det gjorde også danseren af det mandlige hovedparti og andre, og ”Manon” måtte aflyses. De dansere, som den midlertidige chef ikke kunne tyre, fik adgangsforbud til teatret. I mellemtiden er kulturministeren trådt tilbage. Han havde forgæves forsøgt at slutte striden ved hjælp af tre operachefer, som i løbet af kort tid måtte fyres efter tur. Senest er en international dansegalla med nye balletter aflyst. Over dem alle svæver Rumæniens ministerpræsident Dacian Ciolos, som offentligt siger, at operaen har brug for gode kunstnere og gode opførelser, og det er lige meget, om de kommer fra Rumænien eller fra udlandet.  

Om alt er korrekt fortalt? Jeg taler heller ikke rumænsk.

En Verdi-forestilling blev ændret

Alina Cojucaro og Johan Kobborg, begge dansere i verdenseliten, var i en årrække det førende par på Covent Garden i London, hvor han i stigende grad blev  koreograf. Han skule have sat den ret store ballet op, som Verdi indlagde i sin opera ”Siciliansk vesper”, men den norske operainstruktør Stefan Herheim ville dele det næsten en halv time lange balletindslag i småbidder i en anden dramatisk sammenhæng. Han vandt, for ”Siciliansk vesper” er en operaforestilling. Den samme opsætning blev siden vist på Operaen i København.

I London protesterede danserne. Et godt samarbejde var brudt. Kobborg og Cojucaru forlod London. De håbede på at kunne føre balletten i Rumænien op på tidligere tiders højde eller mere, Cojucaru er jo rumæner, men foreløbig synes alt at være gået i stå i Bukarest. Parret er i balletverdenens top, og de vil ikke mangle på tilbud.  

Foto: Patricia Petibon synger i Aarhus den 13. maj

EKSTRA: Den Danske Strygerkonkurrence sluttede onsdag med finalen i Aarhus. Det lokale symfoniorkester blev dirigeret af den talentfulde og meget engagerede unge Kahchun Wong fra Singapore.

Førsteprisen på 50.000 kr. og en koncert med Aarhus Symfoniorkester senere gik til cellisten Jonathan Swensen, som spillede førstesatsen af Dvoraks koncert. Susanja Nielsen fik andenprisen på 30.000 kr. efter at have spillet førstesatsen af Bartoks koncert  for bratsch. Tredjeprisen blev delt af to unge violinister, Kirstine Schneider som spillede førstesatsen i Sibelius' violinkoncert, og Anna Egholm, som også var med i Carl Nielsen konkurrencen i Odense for nylig, hvor hun gik videre til  anden runde og naturligt nok her fil  lejlighed til at spille førstesatsen i Carl Nielsens violinkoncert. Aarhus Symfoniorkesters pris måtte deles mellem Schneider og Swensen, da muskerne havde stemt ligeligt på de to. Usædvanligt var dommerkomiteen skrumpet ind fra de oprindelige otte til fem. I sidste uge måtte en fransk dommer rejse hjem på grund af dødsfald i familien, og onsdag sad de to københavnske dommerdeltagere fast i København.