Det var så småt blevet sommer igen, og så  blev Symfonisk Sal i Musikkhuset Aarhus desværre halvejs glemt som klassisk koncertsal. Vi ældre kunne mindes somrene i Tivoli Friheden og den store nøgne sportshal. Koncerterne der havde nu deres egen charme. Men bytte tilbage? Absolut nej.

Det var nu synd, at chefdirigent Marc Soustrots sidste koncert inden orkestrets sommerferie så langt fra var udsolgt, selv om torsdagens koncert og den sidste på lørdag eftermiddag begge er til tilbudspriser. Det er jo stadig maj måned, og til haven var aftenvejret nu ikke. Hvorfor så springe en usædvanlig dejlig koncert med elegant og charmerende fransk musik fyldt af atmosfære over? Fem atmosfærefyldte stykker musik uden et eneste tysk indslag. Man gik fra Symfonisk Sal lettere i sindet. Men også lidt mat over, at så mange af det ellers så trofaste Aarhus-publikum gik glip af en stor koncert netop i denne stund.

En cd med aftenens musik på vej

Marc Soustrot indspiller efter denne koncert en cd med i hvert fald størstedelen af aftenens musik. Udførelsen lovede, at den bliver en ny succes efter sopranen Pumeza Mitshikizas meget fine samling af arier (læs pladeartiklen ”Vidunderlige Pumeza”).  

Koncerten indledtes med dens mest ukendte musik, Paul Dukas dansedigt fra balletten ”La Péri”, elegant og smuk musik i en fin orkesterudsættelse i stil med den, som vi kender fra Dukas’ populære ”Troldmandens lærling”. To af de mindre kendte enkeltstående, rent impressionistiske værker stod godt til hinanden, Debussys ”Forspil til en fauns eftermiddag” og Ravels ”Pavane for en afdød prinsesse”, begge komponeret i 1890’erne. En faun vågner efter en forunderlig drøm. Var den virkelig eller ej? Lena Kildahl Larsens fornemme fløjtespil var virkelig. I Ravels stilige dansemusik erindrer man en spansk (det kunne høres) prinsesse fra renæssancetiden. En drøm om en pige, som var engang.

En helt anden pige

Hovedkomponisten var Bizet. Han skrev scenemusik til Alphonse Daudets sceneske melodrama ”L’arlesienne”, pigen fra Arles, som ikke er nogen heltinde. Det er den mandlige hovedperson Frédéri måske, det er i hvert fald ham vi holder med, for pigen fra Arles vil ikke være hans, og han begår derfor selvmord. Den historie mærker vi nu ikke direkte til i de fire stykker, som Bizet hurtigt efter teaterstykkets premiere valgte at instrumentere for et stort orkester til brug i en suite for koncertsalen. Bizet havde komponeret teaterversionen til maksimalt de 26 musikere, som der var plads til i teatret.

Opførelsen af den populære suite lovede med fasthed i forspillet fugt af et elegant gnistrende liv også godt for pladeudgivelsen. Den kommer jo til at konkurrere med indspilninger foretaget af berømte orkestre. Efter Bizets død instrumenterede hans ven Ernest Guiraud endnu tre stykker, som sammen med en menuet fra Bizets opera ”La jolie fille de Perth” udgør den anden af de to suiter, men den bliver ikke aktuel på cd’en.

Bizet begyndte med at komponere en symfoni i C-dur fire dage efter sin 17 års fødselsdag i 1855, men han var aldrig selv interesseret i at få den opført. Det blev den først i 1935. Han skrev den som kompositionsopgave på konservatoriet i Paris, hvor han studerede under Charles Gounod, og en meget troværdig teori går ud på, at han var lidt flov ved den, fordi den særdeles meget minder om hans læremester Gounods første symfoni i D-dur. Og det gør den. Men Bizets symfoni er blevet mere populær end Gounods, som blev genfundet endnu senere end Bizets, nemlig i 1950'erne. Også den fortjener at blive genopfrisket.

En forfriskende symfoni

Bizets symfoni er dejligt forfriskende. Den blev spillet med melodisk svung (ja, det ord sætter computeren energisk rød streg under), med en elegant frasering (ordet godkendes) og med en medrivende lethed. Og så lidt om andensatsen, en vidunderlig adagio, som bæres af solooboen. Da Sir Thomas Beechams berømmede EMI-indspilning af symfonien kom for godt et halvt århundrede siden, blev der skrevet begejstret om solooboisten i Orchestre National de la Radiodiffusion Francaise. Det vil jeg også sammenlignende gøre om Oliver Nordahls meget fint artikulerede klangsmukke obospil. Men det var hele orkestrets aften. Det er virkelig på vej – hvis det ikke bliver standset.     

Den store koreograf George Balanchine gjorde i 1947 symfonien endnu mere populær ved at skrive en ballet til Pariser Operaen over den, ”Symphony in C”. Der er også blevet danset ballet i Paris til Dukas’, Debussys og Ravels bidrag til Aarhus Symfoniorkesters koncert. Pariserne har altid elsket ballet. I en gammel film om Richard Wagner er der en uforglemmelig scene, da Wagner bliver bedt om at lave sin ”Tannhäuser” om og indlægge en ordentlig ballet til Paris, men der står fortvivlelse i ansigtet på Wagner, der svarer: ”Aber Pilger tanzen doch nicht”.  

Denne aften kunne man mærke dansen inden i sig. Nu er der ikke andet at sige, end at vi kan glæde os til cd-udgivelsen med Soustrot og hans Aarhus-orkester.

Aarhus Symfoniorkesters sidste koncert i sæsonen er lørdag eftermiddag kl.15.00 i Symfonisk Sal. På programmet står Carl Orfs populære, meget lidt franske, rytmisk mere hårde, melodisk enkle kor-, solist- og orkesterværk ”Carmina burana”.  

Foto: Chefdirigent Marc Soustrot