Indledningen er ikke ny. For nogle år siden fandt en stor undersøgelse sted i Tyskland om forholdet mellem sportsfolk og klassisk musik. Resultatet af den vil jeg omskrives sådan: Hvis de sportsinteresserede, aktive såvel som passive, alene skulle stemme om kulturlivets vilkår, ville den klassiske musik og opera få lov at blomstre op.

Mange nægter at tro, at der skulle være en naturlig sammenhæng mellem interessen for stor sport og stor musik, men for mig er det åbenlyst, at et klassisk musikpublikum og et sportspublikum kan engagere sig på måder, som kan sammenstilles og derfor også samle. Men et sidespring: Der var nu både større tenorer og større fodboldspillere i gamle dage.

Jeg interviewede for nogle år siden den store spanske sopran Montserrat Caballé, en pragtfuld kvinde også for en musikjournalist, fordi hun udtrykker sig så åbent og begejstret og tilmed sjovt. Jeg spurgte hende, om hun så fodboldkampe. Ja da. ”Men jeg har det ikke som José (altså tenorkollega Carreras), som altid holder med Barca her i Barcelona. Jeg holder altid med det hold, som spiller bedst fodbold”. Og så fortalte hun, hvad hun så efter i fodbold, teknisk og ikke mindst taktisk, og jeg tør sige, at hun var inde i fodboldlektien som i et musikpartitur.

Om dirigenter, Mozart og Beethoven

Nu er der EM i fodbold, og i et interview i den førende østrigske avis Die Presse blev den meget klassiske østrigske verdenspianist Rudolf Buchbinder indledende spurgt, om han fulgte med i EM-fodbolden, og det gjorde han da: ”Den 10. juli er jeg endda med til finalen i Paris”. Buchbinder havde naturligvis ønsket, at Østrig havde nået finalen. Jo, han fik direkte spørgsmålet af Die Presse. Men nu håber Buchbinder på Spanien, som efter hans mening spiller bedst fodbold. Og han ønsker, at Fernando Tores får lov at spille med i finalen. Hans ønsker er her i skrivende stund allerede ødelagt af italienerne.

Og så talte Buchbinder videre om Beethoven og Mozart og om pianistens samarbejde med dirigenten, som er forskelligt til de to komponisters klaverkoncerter: ”Jo, der findes dirigenter og orkestre, som jeg ikke vil spille sammen med. Jeg fornemmer hurtig, om det straks funktionerer eller om det aldrig vil funktionere. Nej, der hjælper det ikke med 20 procent. Hvis det derimod funktionerer med en dirigent, så er det et vidunderligt partnerskab. Man ser på hinanden, og uden ord er man inde i en samtale, man kan kaste bolden til hinanden og kan improvisere. Det vil sige frem for alt i Mozarts koncerter, hos Mozart er improvisation nærmest et påbud, men Beethoven ville det ikke. Carl Czerny spillede en gang en sonate lidt anderledes, og Beethoven blev derefter ræve-djævelsk rasende. Hos Mozart var improvisation derimod ligefrem ønsket. Dokumenter viser, at Mozart aldrig har spillet det samme stykke éns to gange”.    

Til fodbold i arenaen i Verona

Lejligheden er der til at repetere et par erindringer. Jeg har ”fulgt” flere af Italiens mange VM-og EM-kampe, mens jeg har hørt opera i arenaen i Verona. Engang da Italien vist var nået til en semifinale, fortalte vores chauffør, som efter operaen skulle køre os tilbage til Garda søen, at hvis Italien vandt denne store, afgørende kamp, kom vores bus ikke ud af Verona før hen på morgenen. Hele byen ville på et øjeblik fylde gaderne. Arenaen er forbløffende godt isoleret lydmæssigt begge veje, men begejstringen efter et italiensk mål kunne man altid høre udefra og ind i arenaen. Den aften hørte vi heldigvis kun Verdi.

Jeg var med et hold læsere i Spanien en dag, da det spanske fodboldlandshold spillede. Nogle af mine rejsedeltagere sad på en restaurant, da tjeneren pludselig kom med fyldte glas til alle gæsterne. Jo, Spanien var kommet foran. Minutter efter kom han igen, tog vinen ud af folks hænder og gik ud med alle de stadig halvfyldte glas. Modstanderen havde straks udlignet.  

Det kan være muligt at holde både publikum og sangere underrettet under en kamp. Jeg har bemærket en slagtøjsspiller bagerst i orkestret i arenaen betjene en lille radiomodtager i sine pauser og derpå under operaens slutbifald med store armbevægelser fortælle kollegerne og publikum, hvordan kampen med de italienske fodboldhelte var endt. Og den aften var den til italiensk jubel, men det var for os heldigvis en mere beskeden kamp af betydning. Oppe på scenen var rækken af fremkaldelser af sangerne netop nået til tenoren, som nu ikke havde så meget at prale af. Han kunne ikke se musikeren signalere Italiens sejr, og han var nok som sine kollegaer forundret over, at netop han blev mødt af aftenens overraskende stærkeste bifald. Forhåbentlig fik han lov at blive i troen, at den gjaldt ham.  

En velkendt historie om Placido Domingo er virkelighed. Hans favorithold er Spanien, som nu altså er slået ud. Han har som part i de tre tenorer, Pavarotti, Carreras og Domingo, altid sørget for at skulle synge i forbindelse med kampene i fodbold-VM. Men én gang havde han en kontrakt om en opera, mens Spanien spillede en vigtig kamp, og den optræden kunne ikke ændres. Men Domingo ville følge kampen tæt. Hans private aftale blev, at en lille seddel fra en medarbejder bag scenen skulle vandre op gennem orkestret til dirigenten, hvis der blev scoret. Zubin Mehta, som altid er med på en spøg, indlagde så i sin direktion vink til Domingo om, hvad der skete i fodboldkampen. Det berettes, at Domingo på scenen holdt operamasken, selv når Spanien scorede.  

Næste festival: Hindsgavl

Der er naturligvis festspil og koncertarrangører, som tilrettelægger programmet, så det ikke kolliderer med fodbold-VM.  Jeg mener at have læst, at selveste Hindsgavl-festivalen har skrevet, at der også er mulighed for gæsterne at se semifinalerne den 6. og 7. juli på tv? Ikke mere fodbold. Det er heller ikke derfor, at omtalen af denne ganske specielle festival skal med her. For det er specielt at bo på et fint gammelt slot ved Lillebælt midt i en dejlig natur, få god mad og have selskab dagen rundt af andre musikbegejstrede og tilmed kunstnerne.

Den energiske og dygtige leder Bernard Villaume præsenterer på Hindsgavl kammermusik af kvalitet. Hver formiddag starter med et kvarter med gårsdagens kunstner, og der er eftermiddagskoncerter og en hovedkoncert kl. 20 med koncertintroduktion, men der er mange andre programpunkter, som kommer vidt omkring i musiksfæren. Man får lov at opdage nyt og anderledes på Hindsgavl. Der er to fire dages-programmer, mandag-torsdag den 4. til 7. juli og mandag-torsdag 11.-14. juli. Man kan også få billetter til ikke udsolgte enkeltkoncerter. Prøv det.

I den første periode er en af hovedattraktionerne to koncerter med en fornem klavertrio med violinisten Isabelle Faust, som er begavet med en vidunderlig musikalsk tankevirksomhed, den lige så fremragende pianist Alexander Melinkov og cellisten Quwtres. De to første har indspillet flere cd’er sammen. I den anden periode kommer klarinettisten Sabine Meyer i et fornemt kammermusiksamarbejde med blandt andre den franske Quatuor Modigliani. Sabine Meyer var et år fra 1983 Herbert von Karajans foretrukne klarinettist, men dengang kunne musikerne endnu ikke forene sig ed en kvindelig musiker på en topplads, og derfor forlod hun orkestret mod Karajans ønske. Den officielle diskussion gik dog på, om Sabine Meyers klang passede ind i berlinernes. Naturligvis var hendes klang ideel.  

På eftermiddagskoncerter hører man bl.a. cellisten Andreas Brantelid den 13. og den italienske pianist Beatrice Rana den 14. juli. Hun blev opdaget af os på den første internationale klaverkonkurrence i Aarhus, og man kan se, at hun nu har stor succes som internationalt omrejsende og følsomt musicerede klaverfænomen.

God fornøjelse. Den er det nu mere sikkert at finde i koncertsalen end foran tv-apparatet. 

Billede: Sabine Meyer, Karajans foretrukne klarinettist, kommer også til Hindsgavl