af John Christiansen - d. 3. juli 2016
Skandalehistorien fra Bayreuth om topdirigenten, der er rejst fire uger før premieren på ”Parsifal”, er også en beretning for ikke-wagnerianere om belastningen for en kunstner før en stor premiere - 900 får ikke deres betalte billetter i Salzburg ¬ - Wien sætter igen operarekord - Schillers nye rockopera
Skandaler og intriger trives godt omkring Richard Wagners
festspilhus på Den grønne Høj i Bayreuth.
Men fortællingen om årets skandale fortæller også noget om, hvor
belastende det er at være ansvarlig for en stor premiere. MEN DET SKAL INDSKYDES, AT BAYREUTH HAR FUNDET SIN NYE PARSIFAL-DIRIGENT. LÆS ARTIKLEN VENDING I BAYREUTH
Lad os præsentere Katharina Wagner først, komponistens
oldebarn, som denne sommer er eneansvarlig for festspillene. Hun er en stærk
yngre kvinde, som det er lykkedes at hente en af tidens mest spændende topdirigenter,
den 37-årige lette Andris Nelsons, til at dirigere årets nye opsætning af
”Parsifal”. Men hun har også udnævnt den fremragende 57-årige dirigent
Christian Thielemann til at være musikchef i Bayreuth. Han er ikke medlem af festspillenes
ledelse, men en af hans hovedopgaver er at følge prøvearbejdet og hjælpe de
andre dirigenter og sangere ind i festspilhusets drilske akustik. Og det gør Thielemann
med en personlig ildhu.
Men den ildhu har været for meget for Andris Nelsons, som blev
så træt af Thielemanns indblanding, at han onsdag den 22. juni forlod Bayreuth
for efter aftale at holde fri nogle dage, men derpå hjemme fra Riga bad ledelsen
om at blive fritaget for at dirigere ”Parsifal”. Hans ønske var urokkeligt. Festspillene
beklager, at Nelsons har bedt herom, og skriver på hjemmesiden: ”Desværre har
omstændighederne ved årets festspil ikke muliggjort den atmosfære, som Andris
Nelsons har brug for til sit kunstneriske arbejde”.
Det er en noget vattet udtalelse, som festspillene har det for
vane, når den løber ind i en vanskelig situation. Det bidrager automatisk til,
at den tyske musikpresse blæser historien op, fordi den kun har Hören-Sagen at skrive
om. Men baggrunden synes sikker nok. Nelsons har efter afskeden takket alle
medarbejderne i festspilhuset inklusive ledelsen, orkestret, koret, sangerne og
instruktøren for et godt samarbejde, men han springer Thielemann over.
Andris Nelsons er en af verdens bedste dirigenter. Han har
før i fire somre dirigeret ”Lohengrin” med stor succes i Bayreuth. Han er en
stille person, instruktøren Uwe Eric Laufenberg omtaler ham som ”selv en
Parsifal, som har vanskeligt ved at sige nej". Han tager mange opgaver på sig.
Han har før fået stress og måttet sige aftalte opgaver fra. Han er nu chef for
Boston Symphony Orchestra (efter James Levine), og han er udnævnt som chef for
Leipzigs Gewandhausorchester fra 2018, men han har mange opgaver her forinden,
og han er nylig trådt ind for den sygemeldte Riccardo Chailly på dennes afskedskoncerter i Leipzig. Det skal tilføjes, at Nelsons kommende Leipzig-orkester
er skarpeste nærkonkurrent til Thielemanns Staatskapelle i Dresden.
Kindergarten für
Erwachsende
Christian Thielemann har været operachef i Nürnberg og på
Deutsche Oper i Berlin, orkesterchef i München og er nu chef for Dresdens Staatskapelle,
men ikke for Semper Oper, hvor orkestret hører hjemme. Hver gang Thielemann har
forladt et job, har det givet stof til avishistorier, men det betyder ikke, at
den også på musikkens vegne ærekære Thielemann hver gang er den hovedansvarlige
for konflikterne. Tysk musikpresse gør ham i denne sag til eneansvarlig for
miseren. Det sker nærmest under et fælles slogan: Kindergarten für Erwachsende.
Thielemann har under prøverne korrigeret både Andris Nelsons
og den store, gamle dirigent Marek Janowski, som i år overtager dirigentstokken
i ”Nibelungens ring”. Janowski skal have negligeret Thielemanns voldsomme
indblanding, mens den stille, alt andet end diskussionslystne Nelsons har ladet
det ske, men tilsyneladende lidt under det. Thielemann benægter at have mobbet Nelsons og har skrevet positivt til ham og bedt ham vende tilbage. Thielemann har i sin overdrevne indblanding, som kan have lignet storhedsvanvid, ikke fornemmet, hvor dybt generende det har været for den ansvarlige dirigents arbejde og menneskeligt
sårende.
Men man skal være klar over, at en del af disse beretninger kun beror på "sædvanligvis pålidelige kilder, som dog ikke vil lægge navn til".
Hvor er
festspilchefen?
Men hvorfor har festspilchefen Katharina Wagner ikke bemærket
problemet og blandet sig? Tør hun ikke det sidste over for Thielemann? Hvorfor
har tilsyneladende ingen anden sagt noget til Thielemann? På grund af den historisk
kendte, typisk tyske autoritetstro? På den anden side kunne Nelsons på forhånd
have underrettet chefen, Katharina Wagner om problemet., og han har tilsyneladende ikke sagt noget.
Nu står hun tilbage med problemet at finde en ny dirigent.
Thielemann har allerede sagt, at han ikke vil dirigere ”Parsifal”, men koncentrere
sig om ”Tristan og Isolde”, sidste års succes med Katharina Wagner som
instruktør. En god dirigent kan klare en Hollænder og en Tannhäuser på den
korte tid, men en Parsifal kræver en større indsigt og en virkelig åndelig
ballast af sin dirigent. Og orkestret skal samtidig prøve på og have generalprøver
på fem andre store Wagner-operaer inden den 25. august. Hvem kan og vil springe
til? Naturligvis er der mange håbefulde dirigenter, men jeg vil nævne to af mine favoritter, som kan nå at skabe en stor "Parsifal", hvis de er ledige og vil, Adam Fischer og Philippe Jordan. Så snart det nye navn offentliggøres, vil det blive tilføjet
denne artikel.
Vender Nilsons senere
tilbage?
Det var meningen, at Andris Nelsons i to Parsifal.pauser i august
skulle flyve tilbage til USA for at dirigere sit Boston-orkester på Tanglewood
festivalen. Nu får han tiltrængt ro til at koncentrere sig om det. Han havde
kontrakt om ”Parsifal” både i år og i 2017. Det forlyder fra en overbevisende
kilde, at Bayreuth er parat til at tage imod ham også næste sommer og da ikke vil
bebyrde ham med Thielemann. Derpå venter en allerede aftalt ny ”Ring” i Bayreuth i 2020 på
Nelson. Der kan ske meget forinden.
Bayreuth har fået et andet problem.
Sikkerhedsforanstaltningerne på grund af terrortruslen er mange. Instruktøren
Laufenburg betegner dem i et stort interview i Abendzeitung München som
absurde og betragter det som muligt, at
det har medvirket til Nelsons fornemmelse af at være indelukket. Ingen kan
heller under prøveforløbet bevæge sig frit uden kontrol, som varetages af et
privatfirma. Nelsons energi og hele tankevirksomhed og følelsesliv har været
dybt koncentreret om gralsborgen, så sikkerhedsuroen kan i hans tilfælde have været dybt
frustrerende for hans arbejde.
Advarsel til publikum om at blive væk??
Pressechefen i Bayreuth har tidligere meddelt, at
Laufenburgs iscenesættelse er ”religionskritisk”. Det er jo fortvivlende dumt
at bruge netop dette ord officielt. Og Laufenburg siger i det omtalte interview
fra over for ordet og over for islamkritik i sin opsætning. Hans ”Parsifal” er
ikke religionskritisk, men vil foregå i det nære Østen i retning af Syrien,
Irak eller måske Jerusalem. Blomsterpiger med burka eller andre slør er muligt. I Laufenburgs ”Parsifal” gælder spørgsmålet ifølge
ham selv om: Hvad betyder religionen virkelig for os i dag? På hvilket punkt
bevæger den os endnu i dag? Hvad er mysteriet om den korsfæstede Gud?
Konkurs med følger
900 festspilgæster plus deres familier og ledsagere er
kommet galt afsted i Salzburg, hvis festspil begynder den 22. juli, men det er
ikke festspillenes skyld. I Østrig sælges mange billetter til teater, opera,
koncerter og andre store arrangementer gennem private billetbureauer, som fast
får leveret billetter direkte fra arrangørerne. Det største billetbureau i
Salzburg, det anerkendte firma Polzer, gik forleden konkurs. Det betyder, at de
900 kunder ikke får deres betalte festspilbilletter og utvivlsomt heller
ingen penge eller højst en lille procentdelmtilbage.
Det samlede beløb er på omkring 4,5 millioner kroner, som er
forsvundet ud i luften for de forventningsfulde festspilgæster. Festspillene
har ingen penge fået fra Polzer, så billetterne er kun reserveret, men ikke
solgt til Polzer. Festspillene har meddelt Polzers kunder, at foreløbig holdes
billetterne tilbage til dem, men de må naturligvis betale for dem. Firmaet har
mange pengestærke kunder, som gerne betaler ekstra 25 % eller hvor meget det er
i dag, for at de kan være sikre på at få de ønskede billetter til de store
forestillinger, som hurtigt bliver udsolgt.
Publikumsrekorder i
Wien
Så til en mere positiv beretning fra Wien. Wiener Staatsoper
blev i den netop afsluttede sæson besøgt af 610.461 opera- og ballettilskuere.
Forrige sæson 2014-15 var der 598.880. Det er ny rekord. Der blev solgt
billetter for 34,6 millioner euro. Belægningsprocenten var på 98,59 %, men her
var rekorden forrige sæson med 99,02 %.
Også byens anden operascene, Wiener Volksoper, har haft en
succesrig sæson med 316.000 tilskuere. De to scener holder sommerferie, og det
vil sige, at hver aften i sæsonen har mere end gennemsnitligt 3000 overværet
opera eller ballet i Wien.
Schillers ”Røverne”
som rockopera
Schillers skuespil ”Die Räuber” er omsat til en rockopera.
Måske har det ikke for jcklassisk faste læsere den store interesse, men det er
jo muligt, at de to generationer under kunne tænke sig en tur til Kiel.
Rockoperaen er netop blevet uropført på Kieler Theater og spilles her næsten
dagligt i alt 15 gange frem til 17. juli. Teaterchef Daniel Karasek har flyttet
handlingen i den over 200 år gamle tragedie frem til nutiden og fra en skov til
et containerlandskab. Til orientering er musikken skrevet af Marcus Wiesbusch og
Reimer Bustorff, som er Hamburg-rockbandet Kettcars faste sangskriver.
Billede: Dirigenten
Andris Nelsons får sig forhåbentlig et par rolige fridage – hvis han kan få Wagner
ud af hoved og krop.
Husk artiklen om klassisk
musik og EM-fodbold, som også er for ikke-fodboldinteresserede