af John Christiansen - d. 9. september 2016
Optakten var usædvanlig til Aarhus Symfoniorkesters
åbningskoncert på sæsonen - festugekoncerten springer vi over. Musikerne kom
ikke ind enkeltvis efter normal sædvane, alt efter behov og lyst, men samlet
til bifald, og der var ikke tid til at varme instrumenterne op i salen, inden aftenens
anden koncertmester Stanislav Pronin gav tegn til, at kammertonen skulle
stemmes. Først derefter kom aftenens første koncertmester Ian van Rensburg ind
til et solo bifald. Vejen var efter fransk skik og stil åben for chefdirigent
Marc Soustrot. Den nye skik, som det utvivlsomt bliver, har nu nok også et
andet formål, nemlig at samle både orkestret og publikum om, at nu begyndte den koncentrerede fest. Og
det blev en fest med flere nuancer.
Besøg af kulturpolitikere
På første række på balkonen sad den nye musikchef Kristian
Rahbek Knudsen. Programvalget i denne sæson er endnu ikke hans, men Palle
Kjeldgaards. Rundt omkring i salen sad Aarhus Kommunes kulturudvalg og fik gode
private råd med på vejen og kunne ved at lytte til orkester og til publikum konstatere, at Aarhus
har et kvalitetsorkester, som vil kunne fortælle også eventuelle udenlandske publikummer i kulturhovedstadsåret 2017, at
byen i dette orkester har noget særligt.
Publikum i Symfonisk Sal har for flertallet nået den alder, da
de er blevet fri af børn og karriere og har fået tid til at kunne opleve den
symfoniske musiks store indhold. Her var en lejlighed for de gæstende
politikere til på et tidspunkt, da de ældres behov politisk tilsyneladende er
udset til at være generelt lettest at skære yderligere ned i, også at
konstatere, hvor meningsløst det er yderligere at skade den store livgivende og
udviklende kvalitetsmusik.
Et flot udvidet
orkester
Aftenens orkester var stort. Foreningen Aarhus
Symfoniorkesters Venner havde støttet udvidelsen (bliv medlem). Det var et
orkester på trods, der viste, at de omkring 80 musikere er den ideelle
størrelse i Symfonisk Sal til at udnytte kvaliteten hos de tre snese, der er tilbage
nu. Den internationale standard er ganske vist endnu en snes musikere yderligere.
Men de fire snese er en størrelse, som der er mening i at stile efter. Det
bliver naturligvis ikke i morgen.
Føltes der ikke også i salen en klang af, at en lysning er
på vej? Koncert på trods skrev jeg ovenfor i rubrikken. Der er positiv trods
med i spillet, når tre vidt forskellige, men hver på sin måde vanskelige
værker, bringes så flot frem. Berlioz’ ouverture (1838) til operaen om den
berømte italienske guldsmed Benvenuto Cellini er brusende flot om end også med
en alvorligere undertone. Det var bemærkelsesværdigt, at chefdirigent Marc
Soustrot fik en fransk præget klang og karakter frem, for nok er han fransk, men
orkestret er ikke.
Fra fransk til
russisk
Den store orkesterpræstation kom dog med 11 satser trukket
ud af de tre suiter (1936-37 og 1944), som Prokofief udvalgte fra sin
balletmusik til Shakespeares kærlighedstragedie om Romeo og Julie . Vi fik 45
minutter, omkring en tredjedel af den samlede balletmusik. Der er aldrig
skrevet bedre balletmusik. Den kan høres som dans, uden at man har dansen for
øje. Man kan høre dansen allerede fra festen hos Capulet’erne i Verona, hvor
også Romeo fra den rivaliserende Montague-slægt kommer og ser Julie, og
historiens mest udødelige kærlighedshistorie med dødelig udgang opstår. Men
behøver heller ikke at have set Det Kgl. Teaters fremragende John
Neumeier-ballet for at kunne høre Julie dø til den inderlige musik, en død med
en bevægende billedstyrke, som også er stærk flere andre steder i dette
mesterlige partitur.
Det blev spillet virkelig flot, nu med en helt anden
orkesterklang end den franske før pausen. Selv i de store kraftfulde tutti-udladninger
stod de enkelte stemmer klart i Symfonisk sals fine akustik, men netop under de
gunstige omstændigheder hørtes det, at der blev spillet dejligt rent. Jeg var også
imponeret af modsætningen, de meget enkle, både sarte og skarpe strygerklange,
som er så specielle for Prokofief.
Solistindslaget var anderledes, Saint-Saëns’ femte
klaverkoncert, kaldet ”Den egyptiske”, fordi den midterste – og mest
interessante - af de tre satser citerer en nubisk folkemelodi, som komponisten
havde hørt i Egypten. Med den franske pianist Romain Descharmes blev det en
nodefest uden lige. En forrygende vital tour de force på klaverets tangenter.
Men hvor elegant og ægte fransk spillet.
Først af ekstra
beskederne: Koncerten gentages allerede fredag aften den 9. i Symfonisk sal i
Musikhuset Aarhus. Forhåbentlig har læserne fået et indtryk af, hvad der
venter.
Dernæst: Den cd, som
Marc Soustrot indspillede med Aarhus Symfoniorkester i juni måned, er stærkt på
vej mod sin udgivelse hos selskabet Danacord. Den fremragende producer Preben
Iwan har stået for teknikken, og Soustrot siges at være yderst tilfreds med
resultatet. Hans og orkestrets koncert med fransk musik den 26. maj var noget
af en oplevelse (læs omstående anmeldelse).
Nu da talen er om
fransk musik, kan det nævnes, at Aarhus Symfoniorkester også er gået i gang med
at indspille orkestermusik af Svend Erik Tarp, som kommer til at fylde tre
cd’er. Hans musik er ofte diverterende dansk, men den er også præget af fransk
elegance ikke mindst fra komponisterne i gruppen Le Six.