af John Christiansen - d. 9. april 2017
Det er en forfriskende fornøjelse at lytte til dansk musik, som man stadig opdager nyt af på cd’er: Fra Niels W. Gade over Rued Langgaard til Poul Rovsing Olsen og Poul Ruders i denne omgang
Lad mig sige med det samme: Jeg er glad for at kunne
præsentere nye cd’er udelukkende med dansk musik af en kvalitet, som er
opløftende.
En verden af
menneskelige insekter
En klaverplade har været en ren fornøjelse, selv om
musikken langt fra altid kan kaldes fornøjelig. Rued Langgaards musik er en
blandet landhandel. Langgaard kunne ikke altid styre sig selv og sin egen
genialitet. Berit Johansen Tange har indspillet den tredje cd med klavermusik
af Langgaard (jeg har desværre ikke hørt de to første), og det er meget
forfriskende at høre denne tætte sammenstilling af 21 forskellige mindre
klaverværker, som bevæger sig mellem alle tænkelige yderpunkter.
Den begynder med syv minutter kaldet ”Som en tyv om natten”.
Umiddelbart fornemmer man noget uvirkeligt, uhyggeligt og dertil noget alt
ødelæggende. I virkeligheden skildrer Langgaard Kristi genkomst og den følgende
dommedag. Så springer Berit Tange til Langgaards ”Insektarium”, ni små
musikalske portrætter af forskellige insekter, stille musik, som alligevel kan
være højdramatisk. Der er noget farligt over de mange små skadedyr, men det er
også en speciel både absurd og vittig musik.
Man mærker igen og igen komponistens stærke personlige
problemer, hans vrede, hans angst. ”Skyggeliv” er en sådan drømmende fantasi
tilbage fra ungdommen. ”I det blafrende
”Efterårslygteskær” er et billede, som fascinerede Rued allerede som barn. Også
i dommedagsoperaen ”Antichrist” er der i scenebillederne gaslygter, der
forandrer karakter. Her i klaverstykket beskrives et helvede, hvor de forpinte
sjæle brænder op. Langgaard var også selvdestruktiv i den lille klaversonate
”Le béguinage” om en from katolsk kvindebevægelse, som i musikken derimod er
barsk. Det er stærk musik. Men der er også smuk indadvendt psykisk fredfyldt
klavermusik. Langgaard rummede så meget og det på én og samme gang. Langgaard
kunne være voldsom, men hans musik var altid mere en kun én ting.
Derfor er man ekstra taknemmelig for Esben Tanges både
grundige og spændende introduktioner. Man kan vælge enkelte af de små
musikalske verdener ud, få øget inspirationen ved først at læse introduktionen
og blive klar til at finde nye spændende lag i musikken. Man kan også lytte
alle 56 minutter igennem i stræk og få en samlet klaveroplevelse. Berit
Johansen Tange spiller Langgards klavermusik så medlevende og præcist
formuleret, så smukt og så skarpt, som det skiftende skal være, at man føres
direkte ind i Langgaards fantastiske musikalske beretninger og ustyrlige
følelser, som her alligevel kontrolleres. Det kan være både poetisk og morsomt,
både foruroligende og overvældende at lytte. Dacapo 6.220631.
Niels W. Gade-året
Det er Niels W. Gades 200-år. Han virkede ikke alene
herhjemme. Som ung tog han til Leipzig og gjorde stor karriere som dirigent.
Som komponist tog han konkurrencen op med Mendelssohn og Schumann og er nok stadig
den danske komponist, hvis musik er blevet spillet mest i udlandet, selv om det
overvejende blev i 1800-tallet. Men hverken Niels W. Gades hold eller Carl
Nielsens hold kan roligt
stikke sejskortet i vejret. Det er jo også ligegyldigt, men man må ikke glemme,
hvor international Gade var.
Vi vil høre megen musik af Gade i år. På pladefronten er den
armenske Marianna Shirinyan, som jeg nu vil kalde den armensk-danske pianist, kommet
med en cd med klavermusik, som ganske vist ikke var komponisten Gades vigtigste
felt, men cd’en viser, at Gade kendte klaveret virkelig godt. Han benyttede det
i sit hverdagsarbejde og kunne under indstuderingen med orkestret spille musikken
for på klaveret for at vise, hvordan han ville have fraseringerne, dynamikken og
klangen, læser man i Valdemar Lønsteds pladenoter.
I romantikken elskede man små mere eller mindre idylliske
stykker, og der er på cd’en ikke færre end 15 akvareller, som Gade også kaldte
Kleine Tonbilder foruden fire Volkstänze eller Phantasistücke. Gade benyttede tyske
titler, selv efter at han for længst var kommet hjem til København igen. Han vidste,
at han stadig havde sit publikum nede i Tyskland. Hans små to minutter korte
”Chanson danoise” fra 1785, fem år før hans død, er en undtagelse fra det tyske.
Melodien er hans egen populære ”På Sjølunds fagre sletter”.
Her får vi romantisk klavermusik for salonen, som der var en
del af dengang, musik, som lader sig høre, men ikke kan kaldes den store
opdagelse, fordi den er mere nydelig end for eksempel smertelig. Marianna
Shirinyan giver den både form, liv og pianistisk elegance. Det er musik, som
man kan slappe af ved. Dacapo 8.226122, 64
minutter.
Gades kammermusikalske
format
Nok kendte Niels W. Gade klaveret, men hans eget instrument
var violinen, og det mærkes velgørende på den tredje udgivelse i det tyske
selskab cpo’s serie med Ensemble Midtvest (her Natthew Jones, Karolina
Weltrovska, David Samuel og Jonathan Slaatto), som på cd’en spiller sammen med
Den danske Strygekvartet (Frederik Øland, Rune Tonsgaard Sørensen, Asbjørn
Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin). De internationale midtjyder tager sig af Gades
ufuldendte F-dur kvartet og den enlige sats fra en endnu tidligere a-mol
strygekvartet af den kun 18-årige Gade. Disse torsoer er interessante nok til
at blive (gen)hørt, men det afgørende hovedværk er og bliver oktetten med de
samlede strygere.
Gade beundrede frem for alle Mendelssohn, og det høres i hans
oktet, som er komponeret for den samme usædvanlige besætning som Mendelssohns
ungdomsoktet fra 1825, nemlig 4 violiner, 2 bratscher og to celloer. Gade påbegyndte
sin oktet i Leipzig kort tid efter Mendelssohns død i 1847 og afsluttede den
efter at være kommet hjem til København i april 1848. Mendelssohn fornemmes bag
den, men danskeren Gade er samtidig sig selv, hvor påvirket han end var af
miljøet i Leipzig. Der er rigeligt godt at lytte til i de fire satser, som er
fyldige og varme og vitale. Og der spilles virkelig fremragende af de to
sammenbragte ensembler, så det for elskere af klassisk romantik er den rene
fornøjelse at lytte til dette fantastiske samspil.
Det tyske pladeselskab cpo har den gode ide, at når de lader
danske musikere indspille dansk musik, er teksten i pladehæftet ikke blot på
tysk, men også på dansk. Derfor får man her også Finn Egeland Hansens grundige
gennemgang af musikken på dansk. CPO 555
077-2. Distribution Danacord, men cd’en kan fås i alle pladeforretninger.
En nyere dansk vokalskat
Poul Rovsing Olsen (1922 - 1982) var ikke den mest
fremtrædende komponist i det for ny dansk musik så gode 20. århundrede. Sådan gælder
det også for skabende kunstnere, hvis de samtidig er tilbageholdent beskedne.
Men Poul Rovsing Olsen var en af de fineste, mest gedigne og i ordets virkelige
betydning mest internationale danske komponister. Rent bogstaveligt gav det sig
udslag i, at han var en internationalt anset musiketnolog med forskningsophold
i Den arabiske Golf, Indien, Egypten og Grønland. Men det var hans studieophold
som ung hos Nadia Boulanger og især Olivier Messiaen, der prægede hans egen
musik, hvis vi nødvendigvis skal finde forbilleder. Den franske ånd forblev,
hvor alsidigt og ”rovsingsk” hans musik end skiftede karakter.
Den aktuelle anledning til at glæde sig er, at Bruun Hyldig
Duoen har indspillet hans sange, 28 i alt. Den består af mezzosopranen Hetna
Regitze Bruun og pianisten Kristoffer Hyldig. Vejen til Rovsing Olsens sange
har været klar for duoen, for den fik i 2008 megen ros for dens
Naxos-indspilning af netop Messiaens sangcyklus ”Harawi”, som er blevet fulgt
op af endnu en plade med musik af Messiaen. Som en ekstra nydelse er
”Aftonsånger” til Pär Lagerkvists tekster også med fløjte fornemt og
atmosfærerigt spillet af Ulla Millmann. Så er der en god afveksling med bassen
Steffen Bruun, som synger ”To tyske sange” og ”Deux mélodies”.
Så er vi allerede inde på det. Man får både sange til
William Blakes engelske, til Rainer Maria Rilkes tyske, til Baudelaires franske
og til Pär Lagerquists svenske tekster. Der er også danske sange med tekster af
Mogens Garde og en enkelt hver af Paul la Cour og Frank Jæger. Internationale
sange, hvor musikken følger sproget. Så skal det lige med, at Rovsing Olsen
komponerede fem ”Små sange” nok for de små, men stadigt gedigent, og her hører
vi også den små Elvira Josephine Toquer Bruun synge charmerende.
”At skrive musik til et digt er at blande blod med en digter”,
sagde Poul Rovsing Olsen, og hans sange bekræfter kun udsagnet. Der er
fantastisk fin overensstemmelse mellem teksterne og musikken ikke blot som de
skifter sprog, for Rovsing Olsen havde en meget tæt tilgang til ordene og en
fornem fornemmelse for at lade dem smelte sammen med sin musik. Han lader også
det orientalske element smelte ind i sit musikalske sprog, hvor teksten åbner
for det. Jeg har nævnt det: Rovsing Olsens sange er også i karakteren internationale. .
Det er en meget velkommen bedrift af den udvidede Bruun Hyldig
Duo sikkert og forstående indlevet at have indsunget Rovsings Olsens fine
sange. Hun synger med en nuanceret klar og klangfuld mezzo, og han
akkompagnerer forstående. Jeg håber også, at cd’en får den opmærksomhed, som
den så klart fortjener. Dacapo 8.226078.
p.s. Optagelsen, der bekræfter musikkens værdier, fandt sted
under den kyndige Preben Iwans ledelse på Lerchenborg slot. Her arrangerede komponistens
hustru Louise Lerche-Lerchenborg i en årrække for omkring et kvart århundrede
siden fremragende festivaler med ny musik. Jeg mindes de dage med en
uudslukkelig glæde.
Poul Ruders som
amerikansk pladehit
Poul Ruders er godt repræsenteret i det internationale
pladediskotek, men for en gangs skyld er det ikke Dacapo,ej heller Danacord, som
har indspillet hans musik. Det amerikanske selskab Bridge med hjemsted i New
York har konsekvent udgivet Ruders’ musik, men den distribueres herhjemme lige
så konsekvent af Danacord og Nordeuropas største klassiske pladeforretning med
samme navn. Det er ret enestående, at amerikanerne har rundet en halv snes
cd-udgivelser udelukkende med musik af Poul Ruders, og de har gjort det så
hurtigt som muligt. En konsekvens heraf er, at Ruders femte symfoni, som er
komponeret 2012-13, har fået en cd for sig selv, vel fordi der for en gangs
skyld vel ikke var mere musik af Ruders at sætte den sammen med. Resultatet er
en nyindspilet cd med en spilletid så kort som 26 minutter og 30 sekunder.
Men hvilke 26 minutter! Sådan har jeg lyslt til at skrive.
Jeg har hørt symfonien flere gange og ved, at jeg vil høre den flere gange
igen, fordi jeg er meget fascineret af den. Men så kommer det paradoksale ind i
det, at jeg vil hævde, at den med forvirrende tempobetegnelser har så megen
kraft og udtryk i de to ydersatser og en særegen rolig skønhed i den lidt
længere andante-sats imellem, at musikken ikke er vanskelig tilgængelig, heller
ikke for et bredere publikum, og alligevel finder jeg det usædvanligt
vanskeligt at beskrive dens opbygning og indhold, så dens kvaliteter og indhold
fremgår tydeligt nok. Den har en fængende form for mystik, som ligger i et
dybere lag i musikken.
Orkestret på den amerikanske udgivelse er DR
Symfoniorkestret under den estiske dirigent Olari Elios. Både orkesterspillet
og optagelsen er klar og flot. Den fandt naturligvis sted i den franske
arkitekt Jean Nouvels DR Koncerthus. Og så er vi ved en pudsighed: Teksten i
pladehæftet er på engelsk. Kun et lille afsnit findes også i dansk
oversættelse, og den fortæller netop det, som netop danske læsere ved i
forvejen om Radiosymfoniorkestret og DR Koncerthuset på Amager. Bridge 9475, import Danacord.