Hvad skal man til jul give ham eller hende, det tilsyneladende har alt på sin klassiske pladereol? Her skal omtales en række nyindspilninger, hvoraf de fleste værker er af gamle kendinge, Schubert, Chopin og Tjaikovskij, som mange har i forvejen, men de tolkes og spilles så forfriskende godt og anderledes, at man roligt kan give dem til den, som har alt. Hvem trænger ikke til at høre det velkendte som noget nyt?

Forunderligt Schubert-spil

Den polske mesterpianist Krystian Zimerman har fået udgivet sin første soloplade i 23 år. Den forrige var Debussys Preludes i 1994. Den nye har været værd at vente på. Den vil fryde mange, og den vil forundre mange. Er det den Zimerman, vi kendte og beundrede så meget før i tiden? Eller er det måske den Zimerman, som vi har anet og ventet på? Nok begge dele, for vi får 82 minutters klavermusik, som man kan blive ved med at spille for at trænge ind i den. Men hvorfor har pausen varet så så mange år?

Vi får Schuberts to sidste sonater i A-dur og B-dur, D. 959 og D.960. Vi hører ofte den dødssyge Schubert i dem, men Zimermans Schubert er forunderlig ung. ”Jamen, Schubert gik da de 50 kilometer fra Wien til Eisenstadt for at lægge blomster på Haydns grav”, siger Zimerman. Graven havde da i nogle få år været i byens såkaldte Haydnkirche.

Krystian Zimerman blev 61 år i december sidste år. Han har holdt sig tilbage for at udgive sit bud på Schubert og Beethoven, som bliver hans næste pladeudgivelse. Der har altid været lidt mere, som han ynes, at han skulle finde ind til. Men endelig tog Zimerman sit klaver med til Japan, og i januar sidste år indspillede han Schubert i Kashiwazaki City Performing Arts Center kaldet Art-Foret. Hvorfor lige der?  Efter jordskælvet i 2011 gav han en velgørenhedskoncert, og som tak stillede byen ham hallen, hvis akustik Zimerman var så glad for, til rådighed i den uge, som optagelsen varede. ”Tonerne er glasklare, og alligevel klinger det varmt”, siger han om akustikken. Og det stemmer også om cd’en.

Zimerman spiller på et skræddersyet klaver, nemlig på et Steinway-flygel, hvis indmad er skiftet ud af Zimerman selv. Hamrene slår på strengene på et andet sted end det traditionelle.  Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men resultatet er et helt nyt sæt overtoner og altså en ændret klang og samtidig en større lethed i anslaget. Zimerman siger i pladehæftet, at ”spillet på en traditionelt stort flygel kan de mange gentagelser i Schubert komme til lyde som Prokofief”. Det gør det sandelig ikke her.

Man aner faktisk et historisk instrument i det sprøde anslag, men klangen er alligevel fyldigere, mere moderne om man vil. En fascinerende blanding, der som en vis dame er føjelig og bøjelig. Og Zimerman spiller forunderligt. Hans små tempoforskydninger, rubato-spillet fra de følsomme ritardandi til accelerandi, kaster det ene lys efter det andet på musikkens indhold. Og det ikke mindst i Schuberts vidunderlige langsomme andensatser.

Man kan i nogle værker finde frem til den ”bedste” indspilning. Men Ikke hos Schubert, ikke i disse to herlige værker. De kan spilles så forskelligt rigt, og det er de blevet. Men uanset hvilke tolkninger man måtte have stående på hylden, så skal Krystian Zimermans også stå der.  

Krystian Zimerman. Schubert: Klaversonateri A-dur, D 959 og i B-dur, D 960. DG 479 7588.  

En liflig Forellekvintet

Noget af det samme gælder for Schuberts ”Forellekvintet” med Anne-Sophie Mutter på violinen og Daniil Trifonov på klaveret og tre fremragende yngre kunstnere, som Mutter har arbejdet med. Også den er der så mange pragtfulde indspilninger af, at man det ene øjeblik kan henrykkes og det næste måske tænke ”jamen, der var jo også” for så at måtte vedgå, at vi med denne ”Forellekvintet” får noget særligt. I tilgift er der Es-dur trioen ”Notturno” for violin, klaver og cello, der varetages af Maximilian Hornung, og de to Schubert-sange Ständchen ”Leise flehen meine Lieder” (udsat af Mischa Elman) og ”Ave Maria” (udsat af Jascha Heifetz, der spillede den 211 gange på koncert). De to sange er naturligvis med Anne Sophie Mutter og Daniil Trifonov i et formidabelt samspil.

”Forellekvintetten” er noget af det mest charmerende, som Schubert efterlod inden for kammermusik. Til slut i finalen tager man sig i ligefrem at le lettere henrykket. Anne Sophie Mutter har ret, når hun siger, at ”kammermusik er den mest private og samtidig emotionelle musik overhovedet”. I ”Forellekvintetten”, hvis fjerde sats af fem er skrevet over hans egen sang om ”Die Forelle”, hører man, hvor fantastisk to så væsensforskellige kunstnere som den ”ældre” Mutter og den ”yngre” Daniil Trofonov spiller op til hinanden med smil og livsglæde uden at overhøre, at Schubert også havde indlæg i mol, som var alvorligt ment. Jeg er faktisk helt vild med dagens to Schubert-cd’er, som jeg begge har hørt flere gange. Denne ”Forellekvintet” er også for begyndere i klassisk.

Schubert Forellenquintett m.m. Anne-Sophie Mutter, Daniil Trifonov, Hwayoon Lee, Maximilian Hornung, Roman Patkoló. DG 289  479 7570   

En russisk vidunderpianist

Daniil Trifonov er en 27-årig russisk vidunderpianist. Han spillede første gang med et orkester, da han var otte år. Under koncerten mistede han en af sine mælketænder, mindes han. Han har vundet et utal af priser kulminerende med førsteprisen fra den 14. Tjaikovskij priskonkurrence i Moskva. I 2011 fortalte Martha Angerich til Financial Times, at den unge Trifonov havde ”alt og mere” og tilføjede: ”Hvad han udretter med sine hænder er teknisk utroligt. Det er også hans touch – han har blidheden og også det dæmoniske element. Jeg har aldrig hørt noget lignende”.

Det skal her indskydes, at Trifonov kommer til Musikhuset Aarhus onsdag den 30. maj sammen med verdensviolinisten Gidon Kremer og dennes kammerorkester Kremerata Baltica. Få fat i billetter, så længe eller kort de endnu kan fås.

Trifonov har nu indspillet Chopins to klaverkoncerter omgivet af andre Chopin-værker og musik relateret til Chopin af andre komponister. ”Chopin Evocations” hedder dobbeltsættet. Det kan vel oversættes som ”Chopin fremmaninger”. Mens jeg ikke vil betegne de ovenstående to fantastiske Schubert-cd’er som de bedste, hvor helhjertet jeg end anbefaler dem, viger jeg ikke tilbage for at betegne Trifonovs indspilning af Chopins koncerter for at være de bedste. Det skyldes også andre end Trifonov selv. Pianisten og dirigenten Mikhail Pletnev har tyndet ud eller luget ud i Chopins for bastante orkesterstemme. Denne nye slanke version gør det muligt for pianisten ikke at skulle forcere for at skabe balance med orkestret. Når pianisten er Daniil Trifonov, betyder det, at vi får den indadvendte tolkning, som må have foresvævet Chopin. Pletnevs version er en forbedret Chopin. Der er blevet bedre plads til klaveret for orkestret, og det har givet Trifonof mulighed for at spille denne herligt slanke Chopin. Og han kan det.

Så til the evocations eller ”fremmaningerne” eller hvad. Den første er variationerne over Don Juans og Zerlinas duet fra Mozarts ”Don Giovanni” ”La ci darem la mano” (Ræk mig din hånd, minkære), Chopins tidlige opus 2.Schubert blev så betaget af denne klaverversion, at han indlagde Chopin som nr. 12, ”Agitato” i sit klaverværk ”Carnaval”. Disse to stykker følges af Griegs ”Hommage a Chopin”, Samuel Barbers ”Nocturne”, opus 33, hvis struktur leder tanken hen på Chopin, og Tjaikovskys ”Un poco di Chopin”, en mazurka. Endelig er catalaneren Frederic Mompous ”Variationer over er tema af Chopin” interessante (jeg bruger kun ordet positivt). Det er Chopins ”Fantasie Impromptu”, opus 66, som tages under velvillig behandling. I en sats fremmaner han selv Beethovens ”Måneskinssonate”, som også Chopin gjorde det. Mompou kalder denne sats Evocation. Her fandt Trifonov titlen til sin dobbelt-cd.

Daniil Trifonov spiller Chopin Evocations. To cd’er. DG 479 7618.  

Rachmaninof at opdage

Denne cd er ikke helt ny, men den må ikke glemmes. Man får både Daniil Trifonof og Gidon Kremer i trio-samspil med den russiske cellist Giedré Dirvanauskaité. Hun er også fremragende. Ellers var hun heller ikke valgt som tredje part. Hun er solocellist i Kremeres Kremerata Baltica. De spiller Rachmaninof, først den fem et halvt minut korte ”Preghiera”, som giver pladen navn, i virkeligheden et arrangement af Fritz Kreisler af Rachmaninovs adagio sostenuto-sats fra den anden pladekoncert. Den kender man, men her får man den uden klaver, og det egner den sig for. 

Så følger to ”Trio élégiaque”s, den en halv time lange nummer to i d-mol og den 12 minutter korte nummer et i g-mol. Den første er Rachmanninovs reaktion på sit forbillede Tjaikovskijs død. Han begyndte at komponere den allerede på Tjaikovskijs dødsdag, og forbilledet er dennes klavervariationer. Det er musik med dybde og gennemført smerte. Jeg er ikke Rachmaninov-fan, men denne trio er musik med en gribende dybde, bedre end de populære klaverkoncerter.

Preghiera. Daniil Trifonov, Gidon Kremer og Giedré Dirvanauskaité spiller klavertrioer af Rachmanninof. DG 479 6979. 

Overraskende Tjaikovskij

Den unge violinist Nemanda Radulovic er godt klar over, at det er noget for sig at indspille Tjaikovskijs to velkendte, ja meget populære værker, violinkoncerten og Rokoko variationerne sammen. Men så skulle det også være noget personligt særligt. Noget anderledes. Og det er det blevet. Det er stadig romantik, men åbningstemaet i violinkoncerten klinger lettere, end man normalt hører det. Denne lethed er dog forbundet med en voldsom energi. Det er en frisk tolkning, og det er altså godt at høre. Finalen er en fest. Og i alle satser er der et væld af detaljer i karakteren, som kan skifte overraskende, men på den gode måde. Dirigenten Sascha Goetzel ved, hvad Radulovic vil, og han følger sin solist godt. Orkestret Borusan Istanbul Philharmonic Orchestra, som Radulovic er tro, er ikke et decideret toporkester, men det har en fælles begejstring i behold.

Radulovic går helt sine gene veje i Rokoko-variationerne. Han spiler ikke på cello, men på bratsch/viola, og det er et godt valg.  Der kommer nye sider frem i solostemmen, og de klæder netop denne musik. Og Radulovic spiller pragtfuldt. Det er ikke det eneste. I stedet for orkester har han følgeskab af et klaver spillet af Stéphanie Fontanarosa og et strygerensemble, Double Sens. Han fortæller selv, at han mindes sine to søstre, der som yngre øvede cello og klaver netop i Rokoko-variationerne. Det er på flere måder en meget personlig cd.    

Tjaikovskij:  Violinkoncert og Variationer over et rokoko-tema. Nemanja Radulovic, violin og viola. DG 479 8089.