af John Christiansen - d. 18. maj 2018
Den ret enestående musikfestival på Hindsgavl Slot for 50. gang – Operaverdenen fejrer den mægtige Birgit Nilsson, som i disse dage ville være fyldt 100 år - To artikler også med erindringer
Vi pressefolk elsker runde år. Hvem ville have
fundet på at skrive om den svenske verdenssopran Birgit Nilsson nu, hvis det
ikke for et par dage siden var 100-årsdagen for hendes fødsel ovre
i Skåne? Og havde der været nogen grund til at skrive også om
Hindsgavl-festivalens historie og ikke nøjes med det aktuelle om den næste
festival i juli måned? Her er altså to historier om to runde år.
På slottet ved Lillebælt i de smukke omgivelser begyndte
det, da ægteparret Dagny og Holger Nehammer i 1951 flyttede hovedstadens
kammermusikliv til Hindsgavl et par uger i juli måned. I begyndelsen var det
vanskeligt at overbevise musikerne om, at det at spille på Hindsgavl alligevel
var noget ganske andet, også en slags ferie, og de tog hurtigt gladeligt turen
fra København til Fyns dejlige vestkyst år efter år. At læse programmerne fra
Nehammers år frem til 1978, da han ikke kunne mere, er som at få et vue over
25 års historie med de største danske musikere, som fandt et sommerståsted på
Hindsgavl. Pianisten Esther Vagning og
koncertmester i Det Kongelige Kapel Julius Koppel var to af de mest flittige. Så
er nogle læsere måske begyndt at spekulere over, at festivalen begyndte
allerede i 1951, men der har siden været tre flerårige pauser, og de tæller
naturligvis ikke med til jubilæet med 50 festspilsomre.
En erindring om et
enkelt år
Som musikredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten stod jeg
bag årtiers musikrejser. I 1985 besøgte vi Gidon Kremers berømte kammermusikfestival
i Lockenhausen i det sydlige Østrig. Med på turen var den lokale apoteker
Holger Jørgensen fra Middelfart, som hurtigt blev klar over, at kammermusikken tilsvarende
skulle vækkes til live på det ny-restaurerede Hindsgavl allerede sommeren
efter. Sådan blev blandt andre jeg indrulleret i arbejdet. En række af de kunstnere,
som havde begejstret os, blev engageret med den ungarskfødte danske verdensfløjtenist Andras
Adorjan som ankermand. Det blev den første festival på Hindsgavl domineret af
store udenlandske musikere som russerne cellisten Boris Pergamensjikov og violinisten
Dmitrij Sitkovetski, men også fremtrædende danske musikere som sopranen Tina
Kiberg. En speciel favorit var den lille, unge blændende amerikanske oboist
Anne Leek. Hende har jeg ikke hørt noget til siden, og måske har hun ikke været
i Europa siden Hindsgavl, men min specielle søgning nu viser, at hun har haft
en fantastisk karriere som solooboist i flere store amerikanske orkestre og i
dag er professor i Houston. Hindsgavl blev for os desværre kun denne ene
sommer. Der var ingen af os, der turde/kunne føre det videre.
Fra kunstnerisk
anarki til europæisk topplacering
En ny festspilfri periode på en lille halv snes år fulgte,
og hvad der så kom lignede hverken det, som havde været, eller det, som skulle
komme og er nu. Peter Stenhoved samlede fortrinsvis unge musikere og studerende,
og med dem gav han koncerter nu for et lokalt publikum fra 1995 til 2006. Det
er blevet sagt, at det hele i de år var ”et sprudlende kunstnerisk anarki”, dog
blev det med årene mere konstruktivt.
I år er det så ikke alene den 50. festivalsæson, men også
den 10. sommer, som er under Bernhard Villaumes ledelse.
Det har været en bedrift kunstnerisk, og det er hårdt arbejde administrativt,
og det er en stadig kamp økonomisk. Det er con amore arbejde, ikke nogen
forretning for den lokale Middelfart-dreng, men det er alligevel heltidsarbejde,
og det skal køre rundt som alle private festivaler afhængigt af publikum på den
side og tilskud fra fonde fra den anden.
Hindsgavl Festivalen er noget særligt. Hvor ellers bor man,
sover man, spiser godt og færdes i de samme specielle omgivelser som kunstnerne
på et slot og omgivet af dejlig natur ved Lillebælt, om man så er til en
dukkert der eller ej. Bernhard Villaume
siger selv, at ”folk skal vide, når de
kommer, så er musikerne på et sindsygt højt niveau. Der er primært tale om
yngre musikere, da de plejer at være lidt mere livlige efter aftenkoncerterne.
Vi har også en filosofi om, at kunstnerne bliver forelsket i stedet og får lyst
til at vende tilbage”. Det skal nok passe. I 2017 besøgte Frankfurter
Allgemeine Zeitung festivalen og bedømte den som en af Europas betydeligste.
Efter morgenmaden får man hver dag et kvarter med gårsdagens
kunster. Det er meget usædvanligt. Der er hver dag en eftermiddagskoncert og en
eller to aftenkoncerter, den sene ofte lidt speciel. Inden aftensmaden gives en
introduktion til aftenens koncert, de første dage af Valdemar Lønsted, de
sidste dage af Mathias Hammer.
Vær så god at vælge
På forsiden af jcklassisk.dk skal man blot trykke på knappen
”Se 16 arrangementer”, og man får nærmere kendskab til den kommende festivals 16
koncerter, og man bliver klogere på, hvornår og hvor længe man skal til
Hindsgavl i år. Man kan komme til enkelte koncerter eller blive et par dage,
hvis der stadig er plads. Man kan lade restauranten klare aftensmaden.
Skal det være fænomenet Kristian Bezuidenhout på fortepianoet,
det historiske klaver? Eller den britiske tenor Mark Padmore? Eller violinisten Isabella Faust, som var på
Hindsgavl, da hun var ung og ukendt, men nu er en af verdens store violinister?
Eller den hollandske mezzosopran Christianne Stojin, som er en af mine favoritter?
Eller den fornemme Belcea Quartet? Eller
mødet med den unge dansk-franske sopran Elsa Dreisig, som har fået en lynhurtig
international karriere på de store internationale steder (slå op på og læs min anmeldelse
på jc.klassisk den 7. juli 2017 af hendes fine Micaela i en usædvanlig ”Carmen”
i Aix-en-Provence). Eller kom afslutningsdagen den 15. juli og hør
strygesekstetter af Strauss og Tjaikovskij om eftermiddagen, se den rent internationale
VM-finale i fodbold på storskærm (sic), inden den franske pianist Lucas
Debargue afslutter festivalen.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
100 år med Birgit Nilsson
Man kan godt
blive kendt som operastjerne også af folk, som aldrig kunne tænke på at gå til
en operaforestilling. Næsten alle kender Placido Domingo, som er aktiv nu midt
i 70’erne. Den svenske sopran Birgit Nilsson er hans kvindelige sidestykke, der
stadig er almindeligt kendt, selvom hun har været død i 13 år, og hun tog
afsked med scenen i 1984. Dette kraftstykke fra Skåne har i disse dage fået
overskrifter frem i vores del af verden: Birgit 100 år. Hun efterlod en formue til
et legat, som kong Carl XIV første gang uddelte i 2009 til netop Placido
Domingo, hvilket Birgit Nilsson havde bestemt inden sin død. Siden er prisen også
tildelt andre kunstnere, som kunne have mere brug for den. Men man kan jo ikke
lade være med at spekulere på, om Domingos omhyggeligt sammenskrabede kæmpeformue
til sin tid udmøntes i en tilsvarende pris og legater eller til at bygge et stort
privat mausoleum.
Det er
blevet sagt om Birgit Nilsson, at intet orkester kunne overdøve hendes
toptoner, der klang igennem som en urkraft. Det er blevet sagt på et engelsk,
som ikke kan oversættes, uden at det mister i ordspillet: ”One hundred
musicians bowing and blowing could not drown her”. Det er ikke en skrøne, at
hun i pladestudiet blev bedt om at træde tre skridt tilbage på toptonerne.
Teknikerne havde vanskeligt ved at styre de stærke udsving. Men hun kunne også
have vanskeligheder, fordi stemmen var fastlåst i et absolut gehør. Jeg fulgte
hende til en generalprøve på en Wagner-koncert i London, og det pinte hende, at
orkestret var stemt ekstra højt, som nogle orkestre er, og hun skulle varme op
i mindst et kvarter for at kunne synge i den uvante og faktisk forkerte tonehøjde.
Birgit Nilsson
var også festlig, og der er mange anekdoter om hendes rappe og bramfri svar. Hun
sang i Wien, da Herbert von Karajan var operachef – og dirigent og instruktør.
Under en prøve tabte hun sin perlekæde, og alle gik i gang med at samle
perlerne op. Karajan spurgte hende: ”Ja, dem har De vel købt for Deres gage på
Metropolitan-operaen”? Nilsson svarede: ”Nej de er billigt simili, som jeg har
købt for min gage her på Wieneroperaen”. Den anekdote kan som mange andre sagtens
være sand.
Et
håndbold-omklædningsrum var godt nok
Jeg var en
sommer i Frankrig til en opførelse af ”Tristan og Isolde” i arenaen i Orange
med Birgit Nilsson og den aldrende dirigent Karl Böhm. Jeg interviewede dem
dagen før. Nilsson havde et halvt år før givet koncert med Aarhus
Symfoniorkester i Stadionhallen i Aarhus, og det havde hun været begejstret for,
men jeg tænkte, at alt nu ikke skulle være så positivt, og jeg mente, at et råt
omklædningsrum for sportsfolk ikke havde været noget at byde hende: Men hun
svarede kraftfuldt: ”Hvad der er godt nok til et helt håndboldhold, det er også godt nok
til mig”. Det var meget varmt, og hun fortsatte: ”Nej, så skulle du prøve at klæde om i mit
omklædningsrum nede ved operaen, det er et lille skur på størrelse med et ”das”
hjemme på landet i min barndoms Skåne. Der er så varmt, at sminken løber ud
lige så hurtigt, som jeg smører den på. I går lagde vi en melon til afkøling i
hotellets svømmepøl, men så kom værten og beordrede os til at tage den op. Så
sagde jeg til ham: ”Men hvad så med de her meloner”, mens hun med hænderne
støttede sin barm.
En ny diger bog
Grammofonindspilningerne
står tilbage. Sådan har vi stadig hendes Isolde, Sieglinde, Brünnhilde,
Elektra, Salome, Tosca, Lady Macbech, Aida og meget andet godt. Og for den, som
vil trænge mere ind i fænomenet Birgit Nilsson og kan læse tysk, er der netop
udsendt et digert bogværk på 712 sider til 100 euro redigeret af Rutbert Reisch
for Birgit Nilsson Foundation. Mange forfattere, som samarbejde med hende,
sangere, instruktører, dirigenter har skrevet meninger og erindringer. Bogen er
udgivet på An Homage Verlag für moderne Kunst i Wien, Bogens titel er ”Birgit
Nilsson 100”.
Billede: I 2015 udsendte Sverige et 500 kroner frimærke med Birgit Nilsson. I baggrunden ses svagt et scenebilede fra Wieland Wagners opsætning af "Nibelungens Ring". Det vakte postyr i Sverige. Nogen havde opdaget, at en af Hitlers yndlingskomponister var Wagner.