6 stjerner: Daniel Barenboim er i landet og med sig har han det orkester, som han i 1999 skabte sammen med den palæstinensiske litterat Edward Said og som de efter Goethes digte har kaldt West-Eastern Divan Ochestra.  Det består af musikere fra Israel og de lande omkring, som ellers har det så svært med hinanden. Orkestret er et mirakel født midt et sted, hvor verden aldrig synes at ville holde fred. Det er miraklet, at med musikken og i musikken lærer musikerne at forstå hinanden. Torsdag aften var de i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus, fredag i Tivoli i København.

Barenboim er en uhyre flittig koncertgiver, om det gælder opera hjemme i Berlin, orkesterkoncerter rundt omkring i verden eller en koncert alene ved klaveret. Det er utroligt, hvad hans hoved rummer af noder, men han kan naturligvis ikke være lige veloplagt hver gang. Når han dirigerer West-Eeast Divan Orchestra, synes det fantastiske altid at ske. Det er et orkester, som strutter af energi og begejstring, og som har en instrumental kunnen, der kan fylde denne begejstring ud. Man oplever musikken, som gjaldt den liv eller død. Det gjorde den jo også allerede for Anton Bruckner og allermest i den sidste og niende symfoni, som han kæmpede med fra 1887 til sin død i 1896 uden at blive færdig med den. Nu blev den opført i såvel Aarhus som København. Mange kompetente komponistkollegaer har færdiggjort fjerdesatsen med basis i de efterladte skitser, Aarhus Symfoniorkester har endda indspillet en firesatset version for Danacord. Men den godt timelange tresatsede symfoni står meget stærkt i sig selv med den vidunderlige adagio som slutsats.

Såvel jyderne som sjællænderne fik altså oplevelsen af Bruckner, men københavnerne fik først Debussys mere populære ”La Mer” (Havet), mens jyderne hørte et helt nyt 25 minutter langt værk uropført her i foråret og skrevet af Barenboims medarbejder i West-Eastern Divan Orchestra David Robert Coleman. Det var tydeligvis musik, som lå Barenboim meget på sinde. Var det derfor, at han tiltroede Aarhus den mest krævende musik? Symfonisk Sals akustik passede perfekt til denne meget stærkt artikulerende musik, og publikum lyttede stærkt intenst med, som Barenboim vel allerede havde bemærket, da han og West-Eastern Diva Orchestra spillede her for godt et år siden.

Musik med flere ansigter

Colemans musik er en syntese af musik med forskellige ansigter, men en syntese er det. Sådan ligner værket forskelligheden blandt musikerne i det orkester, som det er skrevet til. I grundopbygningen kan det minde om Pierre Boulez’ orkestermusik, som Coleman også har dirigeret en del, men der er som sagt meget andet overvejende i vesteuropæisk stil. Indledningen er helt anderles med solo af et renæssancelignede instrument. Musik, som kommer fra en fortid, men som finder fæste i en nutid. Det er et sangværk med tekst af en kvinde, endda datter af den nævnte litterat og orkestergrundægger. Najla Said. Hendes tekst til ”Looking for Palestrina” gengiver en kvindes søgen efter en identitet. Hun er amerikaner og medlem af Church of England. Hun har palæstinensiske rødder og mange jødiske venner. Man fornemmede denne tvivl og denne søgen i musikken, men også en oplevelse af målet af indre og dermed gensidig forståelse.

Komponisten og tekstforfatteren var med i Aarhus, og blev hyldet mere end oftest efter helt ny musik. Det bekræftede vel, hvor meget koncerten betød også for Barenboim. 

International fransk-dansk solist

Barenboim styrede for en gangs skyld stående foran et af papiromfang kæmpemæssigt partitur. Sangsolisten Elsa Dreisigs noder fyldte kun en lille bog, men de udgjorde en vanskelig sopranopgave, som blev behersket på imponerende flot og smuk vis. Hun har en sopran, som kan indramme meget forskelligartet musik. Hun har sunget i Colemans værk i London, hun er nu fast ansat på Staatsoper Unter den Linden i Berlin og har gæstet mange store operaer og festspil. Jo, man kender navnet for det gode i forvejen. Vi kender Elsebeth Dreisig, som er elsket i dansk musikliv gennem mange år. Hendes søster Inge er mor til Elsa og fransk gift., Elsa må betegnes som en fransk-dansk sangerinde.

En prægtig Bruckner

Så til den prægtigske Bruckner nogensinde hørt i Jylland. Jeg mener ikke at have hørt et fuldt besat orkester før, som i den grad forstod at udnytte Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Selv det stærkeste fortissimo, som der er en del af hos Bruckner, lod stadig ane et orkester i balance mellem alle instrumenter. Det gav en klang, som aldrig var ens, men stadig åbnede sig for nye nuancer. Bruckners sidste symfoni er også en kamp, som man fornemmede som komponistens kamp, men den hvilede alligevel i sig selv, aldrig krampagtigt. På denne måde var den fuld af bemærkelsesværdige indre kontraster. Skal man så nævne det gyldne messing eller strygernes vuggende pizzicato først. Hele orkestret var på toppen i spillekvalitet og i spilleglæde. Og bedre kombination findes ikke.

En betragtning og en efterlysning

En lille betragtning over publikum. Publikum i Musikhuset Aarhus er det aldrig det samme. Denne aften havde det nok den ældste gennemsnitsalder, jeg mener at have set. Det var Barenboims publikum gennem tiderne. Det var et publikum, som (til dels naturligvis) også var publikum for over et halvt århundrede siden. Det var også et virkeligt godt publikum. Jeg tror, at man på podiet kunne mærke dets intensitet i lytningen. Publikum fyldte endda korpodiet bag orkestret, som ellers sjældent stilles til salg. 

Det alt sammen kalder på mere af lignende slags. Musikhuset har et godt bredt program, og Aarhus har et symfoniorkester under Marc Soustrot, som spiller langt bedre, end man kan forvente af en by på Aarhus' størrelse. Der er publikum til det hele. Så for byens politikere gælder det om at holde det lokale niveau oppe og for Musikhuset om oftere at gentage en succes som denne.