Jeg ved, at jeg måske drister mig vel rigeligt frem med ordet ”hver”, altså ”enhver” oppe i rubrikken. For det var ikke og er ikke alle, der har accepteret, endsige været glade for den store danske orgelspiller Finn Viderøs (1906-1987) konsekvente, beherskede og på sin egen måde strømmende stærke orgelspil. Men han var en så enestående orgelspiller, en så stor musikalsk begavelse, at jeg mener, at enhver orgelven bør lægge et positivt øre til hans musiceren. Det har ikke været muligt i årevis, men det er det nu. Danacord har samlet, bearbejdet (fornemt behersket af Claus Byrith) og genudsendt (flot af Danacords chef Jesper Buhl) fire dobbelt-cd’er til prisen af en enkelt cd hver, alt i alt lige ved 300 minutters musik. Jeg finder det forkert, at de har været udgået af kataloget så længe. 

Hvorfor al den modstands-halløj?

Jeg forstår heller ikke, hvad al den modstands-ståhej om Viderøs orgelspil er gået ud på herhjemme. Viderø hadede al vidtløftig omgang med musikken. En del af forklaringen er nok, at han virkede i et lille land, hvor der ikke overalt var højt til loftet. Heldigvis er der nu blevet højere. Det er udgivelsen af dette sæt også et bevis på. Vi har generelt en meget høj standard herhjemme i orgler og i organister. Netop derfor vil jeg mene, at disse fire dobbelt-cd’er komplet eller delvist bør stå på enhver organists pladehylde og også bør have adgang til os almindelige musiklytteres smlinger. Man behøver naturligvis ikke at være enig med Viderø, men jeg vil mene, at alle kan opdage noget nyt og noget inspirerende ved at lytte til Viderø. Jeg selv har ”bare” lyttet og haft det så herligt, som jeg ikke havde forestillet mig det.

Jo, Viderø kunne være en vanskelig, ofte stridbar person. Han var anderledes, og det skal man jo ikke være herhjemme. I store dele af udlandet var han anderledes kendt og anset som en af de største organister nogensinde. Hans Buxtehude-udgivelser blev for eksempel tildelt den fornemme franske Grand Prix du Disque, da de udkom på fire lp-plader i 1950’erne. Det medførte lidt af en international Buxtehude-bølge. Finn Viderø blev ikke professor på Det kongelige danske Musikkonservatorium, hvilket er ret utroligt, men sådan var tiden. Han virkede periodisk i lignede sammenhæng på Yale University i USA og i Åbo i Finland.

Historier om Viderø

Jeg vil anbefale at finde en vidende og meget læseværdig artikel af Jens Cornelius: ”Mester og mukketud” om organisten Finn Viderø. Den findes let på nettet. Den har jeg flittigt brugt her med tak. Ordet ”muggetud” brugte han selvironisk som navnet på en række udgivelser med egen musik: ”Edition Mukketud”. En tante havde kaldt ham det som barn. Jeg vil her genfortælle to historier om Viderø, som forskningsprofessor Niels Krabbe har fortalt Cornelius: ”Han var en meget vanskelig person, og der gik især to historier om Finn Viderø. Den første drejer sig om en kvindelig studerende, der skulle skrive speciale med Viderø som vejleder. Han anbefalede hende en bog om emnet. Efter at have fundet bogen frem, kom hun tilbage og sagde: ”Men dr. Viderø, den er jo på ungarsk”. Og så sagde Viderø: ”De læser ikke ungarsk?

Den anden historie var om en gudstjeneste, hvor den unge præst, som ikke var bekendt med Viderøs strenge musikalske stil ved orglet, forsigtigt spurgte ham: ”Hr. Viderø, mon De kan få det til at bruse lidt mere”. Viderø så på ham: ”Tror De, jeg er en sodavand”. I min studietid gjorde det et uudsletteligt indtryk på mig at høre om, hvad Viderø kunne rumme. Han blev præsenteret for et nyt komponeret og kompliceret værk på flere minutter, så hurtigt noderne igennem og gik hen til orglet og spillede musikken fejlfrit igennem - uden noderne.

I 1980 blev den danske Sonnings Musikpris tildelt den populære franske orgelspiller Marie-Claire Alain. (Denne mærkværdige pris ville man ofte gerne have undværet, selvom den har hentet flere store udlændinge til landet). Den markante danske musikkritiker Hansgeorg Lenz gjorde dengang kraftigt opmærksom, at Finn Viderø var en langt større musiker end Alain, men: ”Der bliver sørget for, at danske træer ikke vokser ind i himlen - herhjemme”.  

Et pladesæt for udlandet

Det nye pladesæt bringer også en fortræffelig artikel af Jesper Buhl selv. Desværre er den kun på engelsk, og jeg må indrømme, at det irriterer mig, som er modstander af, hvordan engelsk i stigende grad ødelægger det danske sprog. Men artiklen på fem sider er let læselig og som sagt god, og det er nu engang desværre sådan, at langt størsteparten af denne fortræffelige Viderø-udgivelse vil blive solgt i England og i det hele taget i udlandet – men som en god reklame for dansk musik.

Som antydet er der gjort et godt stykke arbejde med overførslen af de gamle plader til nye cd’er. Danacord har søgt de bedst mulige eksisterende originalplader, som man må huske går helt tilbage til 1950. Men vi har med musikalsk historie at gøre, og den oplever man forsvarligt godt. Får man ikke specielt det flotte orgelbrus, så får man den tætte indre orgelstyrke. Finn Viderø begyndte efter pladerne at dømme på toppen. Og der forblev han.   

Hovedsagen er barokmusik

De fire gange to cd’er bringer Finn Viderøs mesterlige tolkninger af barokmusik på en række fornemme danske orgler. De er nærmere specificeret i pladehæfterne. Vol. 1 indeholder koralforspil og Bachs berømte Orgelbüchlein. Vol. 2 en række af Viderøs andre berømte Bach-indspilninger og lidt Johann Pachelbel. I vol. 3 får vi så de enestående Buxtehude-indspilninger. Endelig er vol. 4 mere broget i valget af musikken. Her er endda ni kortere stykke af ukendte komponister og andet indspillet på det berømte Compenius-orgel på Frederiksborg Slot. Der er tilmed her verdslig musik og større stykker kirkemusik af Johann Gottfried Walter og Georg Böhm fra 1600-tallet og lidt nyere musik af Joseph Guy Ropartz (1864-1955). 

Finn Viderø. The legendary Danish organist. A retrospective.  V0l. 1: DACOCD 791-792. Vol. 2: 793-794. Vol. 3 795-796. Vol. 4: 797 -798. Pris hver volumen på to cd’er: 150 kr.

Concerto Copenhagens Bach  

Barokorkestret Concerto Copenhagen og dets leder Lars Ulrik Mortensen er internationalt kendt. Det er et fornemt specialorkester, og det er en naturlig ting, at det tyske selskab cpo, som nærer en stor interesse for dansk musikliv, har udgivet Bachs berømte seks Brandenburgerkoncerter med det. Udgivelsen kommer med i denne artikel, for alle omtalte cd’er distribueres af Danacord. Det er lækkert Bach, men det er ikke min Bach. Jeg kunne ønske mere saft og kraft og mere uforudsigelighed. Jeg hører noget mærkværdig i denne Bach-plade. Der går en impuls igennem Lars Ulrik Mortensens lette og behændige rytmiske gengivelser, som jeg flere gange fornemmer som kedsommeligt lallende, selvom de også kombineres med noget forfinet. Og det vil alle læserne ikke være enig med mig i. Mortensen og orkestret har et publikum, som vil protestere, og det skal vide, at det kan de så her med denne Surround, Multi-ch Stereo, Super audio-cd og DDD udgivelse, som der står. Den er optaget i den svenske Eslöv kirke.

Bach: Seks Brandenburgerkoncerter. Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen. 2 cd’er cpo LC 8492, 94.26 minutter.

En spændende og speciel klaverplade

Danacord har i 31 sæsoner udsendt en cd med klaverrariteter fra den årlige klaverfestival i dejlige Husum på den Slesvig-Holstenske vestkyst. Nu foreligger en cd med næsten 79 minutters sjældent eller aldrig hørt klavermusik af både kendte og ukendte komponister fra festivalen i august 2017. 23 forskellige numre af omkring lige så mange komponister, spillet af ni forskellige pianister. Næsten 79 minutters musik, som alt sammen er værd at lytte til for almindelige musikelskere. Hvor får man ellers en sådan afveksling? Jeg fandt det uhyre spændende. Den ideelle cd til at sammenligne lyden af anslaget og foredraget af ni forskellige pianister, og den ideelle cd, hvis man lige har nogle få minutter til selv at blive sat op. Som man nu engang kan blive det af god musik.

 Den indledes med et 11-12 minutter variationsværk af Carl Czerny, som mange har stridt med under klaveroplæringen. Antonio Pompa-Baldi får noget overraskende væsentligt ud af det. Satu Paavola får også en fin stemning frem i Thalbergs fantasi over hovedarien ”Casta Diva” fra Bellinis ”Norma”. Marc-André Hamelin er et godt gammelt bekendtskab. Lukas Geniusas får alt andet end tørhed ud af tre Hindemith-numre og en kort Elegi i As-dur af Richard Wagner. Daniel Bermann spiller musik af bl.a. Percy Grainger fra første del af 1900-talet. Der er meget mere af mig ukendte komponister med ukendte pianister, men jeg håber, at man forstår, at der er tale om en alsidig klaverplade. De oven for nævnte komponister og pianister er ikke valgt som de bedste, men som eksempler, der kan fortælle om hele cd’en.

Rarities of Piano Music at Schloss vor Husum. Danacord DACOCD 799. 78.41 minutter. Alle 31 cd’er I serien kan stadig fås.