af John Christiansen - d. 27. november 2018
Nikolaj Szeps-Znaider: Hav medlidenhed med solisten, når jeg dirigerer – En hvid Otello med seler – Tanker om en trist tid for musiklivet
Den 45-årige Nikolaj Szeps-Znaider har i de senette dage givet flere koncerter i Wien. En af Østrigs førende kulturaviser, Der Standard interviewede ham og
noterede, at danskeren er en af tidens mest spændende violinister. Han svarede med
sædvanlig beskedenhed: ”Når kolleger har succes,
glæder jeg mig. Når jeg er god nok, er der også plads til mig på scenen”.
Avisen fortsætter: ”Daniel Barenboim sagde engang til Dem, at Deres talent
ville forsvinde, hvis De gav koncerter 100 gange om året. De måtte derfor
videreudvikle Dem intellektuelt”. Hertil svarer Szeps-Znaider:
”Skrækkeligt. Jeg var
tyve år. Mit talent dør? Hvad mener han?
Det var brutalt. Hvad han ville formidle er: En 20-årig har megen energi, han
spiller med ild, men efter 10 år har han den ikke mere i den samme udstrækning.
Så må han blande noget andet ind i det, udvikle noget i sig, som går ud over
det atletiske i spillet. Jeg er ofte gået til Barenboim og har spillet for ham.
Men han har trykket nogle partiturer i hånden på mig, sat mig ind i orkestret,
så jeg kunne spille med. Mahlers niende symfoni, Richard Strauss’ ”Till
Eulenspigel”, en ny verden har åbnet sig for mig, hvor man føler sig som
musiker og ikke som instrumentalist… Da jeg var ung, hed det: Forelsk dig. Jeg
spurgte, hvad det ville give mit violinspil. Men det hjælper, for når du skal
tolke, behøver du mange lag. Det instrumentale er kun et af mange. Alle solister,
som begynder at give koncerter tidligt, er tilmed i en særlig situation. De er
som skuespillere, som har været meget talentfulde børnestjerner… Det varer længe,
inden man udvikler evnen til at forme, til at bevæge folk”…
Der Standard: ”De dirigerer også. Har det gjort Dem mere
tolerant over for dirigentstanden”? Szeps-Schneider: ”Jeg er meget mere tolerant. Jeg har medlidenhed med solisten, når jeg
dirigerer. Og når jeg er solist, tænker jeg: Den arme dirigent. Men først og
fremmest går det under spillet ud på at producere noget sammen. Man kan ikke
løse alle problemer under prøverne. Det gælder derfor om at skaffe kontakt og
tillid... om at hente det ekstra ud af værkerne, det som netop ikke står i
noderne”.
Hvor galt gik det for Otello i
München?
En af verdens førende operascener, Staatsoper München, havde
forleden premiere på Verdis mesterværk ”Otello” med en besætning, som man ikke
kunne forstille sig meget bedre. Tidens nok mest populære tenor Jonas Kaufmann
skulle efter Covent Garden i London i juni 2017 for anden gang synge
titelpartiet og det sammen med Münchens vidunderlige sopran Anja Harteros.
Dirigenten var den russiske Kirill Petrenko, som har stået for den ene
fantastiske musikfest efter den anden på Bayerns Statsopera. Det måtte blive
det helt store. Alle forestillinger i den første serie var da også udsolgt. Men
noget gik tilsyneladende galt. De fleste anmeldere er skuffede. En stor
premiere i München får kun to stjerner af fem mulige, selv om intet decideret
går galt! Det er slet ikke hverdag på Staatsoper München. Hvis var skyldens?
Tenorens eller instruktørens?
Manuel Brug i ”Die Welt” er den hårdeste, men også den mest
præcise i skuffelsens kor over Kaufmanns Otello: ”En sælsom modsætning: En
grandios (person) spiller en udbrændt type, i ham er tomhed i stedet for
kærlighed, han er forkrampet i stedet for nonchalant, usikker i stedet for
suveræn. Han krummer og dukker sig, hviler sig af og til og er dog altid kun en
lille pølse. Og sådan lyder han også dumpt, monochromt. Allerede det første ”Esultate”,
løvens fra Lepantos første jubelråb, der nu også har overstået den rasende storm
på havet før ankomsten til sin cypriotiske fæstning, lyder mat uden at være bevidst
om sejr. Sådan fortsætter det. Stemmen brister næsten i piano, synes at vende
sig mod det indre, gløden slukkes. Psykologisk passer det, men klinger en
tenor-feltherre sådan”?
I Amelie Niermeyers iscenesættelse er Otello ikke sort, ikke
nogen mohr/mor eller nordafrikaner, men en endog meget hvid kontormand med seler.
Han vækker ikke opsigt. Handlingen foregår i ”en endimensionel iscenesættelse”,
mener Josef Schmidt i den førende østrigske avis Die Presse. Amelie Niermeyer
reducerer efter egen definition Otello til en ”Nørd”, her en intelligent,
vanvittig, socialt isoleret særling. Otello har som hjemvendt kriger det
vanskeligt med sine omgivelser. Stykker viser, hvordan han skridt for skridt knækker
sammen. Harteros’ meget velsungne Desdemona bliver stadig mere aggressiv som den
kampglade frue, som Otello står hjælpeløs over for og reagerer panisk på. Frankfurter
Allgemeine spørger: Hvorfor går parret ikke med det samme til psykolog? Anmelderne
mener samstemmende, at der gang på gang er for stor diskrepans mellem musikken
og den sceniske fremstilling. Den canadiske baryton Gerard Finley, en hastigt
voksende stjerne, får som Jago gennemgående den mest begejstrede anmeldelse. Flere
henviser til, at Verdi selv tænkte over, om han skulle kalde sin opera for
”Jago”. Her ville det være på sin plads. Kirill Petrenko og orkestret modtog aftenens
varmeste bifald.
Se Otello på nettet
Der er udsolgt til alle opførelser af ”Otello” i denne
omgang, men Bayerische Staatsoper har den gode tradition, at dets opførelser
vises gratis på nettet én gang på www.staatsoper.de.
”Otello” sendes den 2. december kl.19, men man kan dog også dagen efter slå ind
på statsoperaens Mediathek og få videoen frem fra klokken 12.00 til den 4.
december klokken 11.59. Forhåbentlig bliver forbindelsen god. Sørg for at alt
uvedkommende er slukket på computeren.
”Otello” er værd at opleve i sig selv. For os danskere vil opførelsen
helt sikkert virke mere positivt end for den forvænte tyske presse. Det er
store sangere, vi får at høre. Efter alt at dømme vil vi her se ægte
regiteater, som (heldigvis) ellers er på tilbagetog. På regiteatret dominerer
instruktørens arbejde frem for de virkelige ophavsmænds. Denne ”Otello” opføres
igen som led i Münchens store operafestival den 12. og den 15. juli. Til de to forestillinger
er der stadig billetter at købe, men de er dyre. München byder på topopførelser
af det bedste i repertoiret i hele juli måned.
Efter TV-transmisssionen
Efter at have set Otello på tv-skærmen, må man sige, at den slet ikke er så slem.. Manuel Brugs anmeldelse er overdreven negativ af Kaufmann i titelpartiet. Bevidst overdreven vil jeg sige. Lid pinlig for Brug. Kaufmann er ikke en stor Otello, men en god gennemarbejdet Otello. Nu skal man huske, at anmeldelsen var af premiereforestillingen , og den vi kunne se på skærmen var af den tredje opførelse. Iscenesættelsen er stadig grå på flere måder. Der er stærke scener, men sandelig også scener, hvor Amelia Niermeyer ikke har haft ører til at lytte til Verdi med. Alt i alt var det på skærmen slet ikke værst, musikalsk bedre end det.
Hvor bliver nysgerrigheden af?
Vi kan forundres og endda forarges, når et af vore
landsdelsorkestre byder på en stort anlagt koncert med et spændende program, som
blot ikke er med velkendt musik, og publikumstilstrømningen svigter. Men det er
ikke et dansk problem alene. Det kan ske også i musiklandet frem for alle. OÖNachrichten
(ØstØstrigsNyheder) beretter fra en koncert i Linz, hvis Bruckner Orchester er
berømmet endda uden for Østrig og her med en anerkendt dirigent Eugen Tzigane. Orkestret
spillede musik af franskmanden Frank Martin, som jeg godt kunne ønske, at vi
hørte mere til herhjemme, den mere populære italiener Ottarino Respighi og Paul
Hindemith. Koncerten får en meget positiv anmeldelse, og der berettes om stor
begejstring hos publikum, men der var ikke flere end 200 tilhørere i Linz’ flotte
koncertsal, der kan rumme 1400 tilhørere.
Så spørger avisen
beklagende: ”Hvor bliver nysgerrigheden
af”? Det spørger vi også nu og da om herhjemme, senest til Den jyske Operas
opførelse af Weinbergs ”Passageren”, som endda ikke var et vanskeligt
tilgængeligt værk, hvilket enhver havde kunnet finde ud af på forhånd. Skal vi
så glæde os over, at publikum kan være lige så sløvt i det klassiske musikland
Østrig? Ja, hvis vi også kan tage ved lære af det. Linz er en by med 284.000
indbyggere, altså midt imellem Aarhus og Odense i størrelse. Vile der ikke have
været flere tilskuere til en tilsvarende koncert med Aarhus Symfoniorkester
eller Odense Symfoniorkester og en tilsvarende kendt dirigent?
Linz holder hvert år festival for bysbarnet Anton Bruckner.
I 2019 afholdes 27 koncerter mellem 4. september og 11. oktober. Da kommer der
folk.
Tanker om en trist tid
Mere generelt. Er det egentlig ikke en trist tid, som vi
klassisk musik glade lyttere lever i? Det drejer sig i mindre og mindre grad om
kvalitet og mere og mere om penge. Jeg vil her ikke komme ind på enkeltsager, for
disse linjer er blot udtryk for nogle tanker om en tendens, der trænger sig på.
Jeg tror, at jcklassisk.dk’s læsere selv kan finde eksempler i deres egen nærmere
verden.
Det kan som fortalt ovenstående ikke betale sig at satse på
det nye og anderledes, som synes nødvendigt i en tid, hvor meget udvikler sig i
en retning, som de færreste bryder sig om. Til det nye og det væsentlige bliver
der for mange tilskuerstole stående tomme. Det er naturligvis publikums skyld,
men vi, publikum, har den undskyldning, at det i tidens overfladiske flod af
tom underholdning, som for eksempel tv svømmer tankeløst rundt i, er mere og
mere vanskeligt at finde den menneskenære betydende kunst.
Når for mange publikumspladser bliver tomme, holder
budgettet ikke, og så kommer der et ”stop” fra ”formanden” eller hvilken titel
hun eller han har, at nu skal man tænke på pengekassen, ikke på værdien af det
præsenterede. Sådan ruller det. Resultatet er blot, at næste gang bliver vi publikum
en tak dummere.
Folk ansættes til at stå i spidsen for kulturinstitutioner,
fordi man håber, at de kan sælge billetter og skaffe sponsorer. Kan man sælge
vaskemaskiner, kan man vel også sælge Mozart. I stedet fravælges indsigtsfulde
og kvalitetsbevidste folk, som ”bare” har kendskab til varen, i disse tilfælde
altså den store musik, som sætter noget væsentligt i gang hos dens tilhørere.
Sådan skriver jeg måske kun, fordi jeg engang er vokset op i
en tid med en mere positiv fælles ånd til at finde og bevare værdierne. Godt,
sådan er det heldigvis ikke overalt, men det er en tendens. Naturligvis må jeg medgive,
at vort kulturliv på mange måde er blevet rigere. Vi får jo for eksempel mere stor
musik meget billigt og endda gratis. Det betyder nok også, at den går lettere
ind ad det ene øre og ud af det anden. Måske formindskes vores evne til at
tilegne os ikke mindst den del, som kræver en ekstra personlig indsats.
Jo, det er egentlig en trist kulturtid. Eller er jeg helt
galt fat? Og mon der er nogle, som måtte læse disse linjer, som opdager, at det
alligevel handler om netop Dem?
Billede: Violinisten og dirigenten Nikolaj Szeps-Znaider