Den 45-årige Nikolaj Szeps-Znaider har i de senette dage givet flere koncerter i Wien. En af Østrigs førende kulturaviser, Der Standard interviewede ham og noterede, at danskeren er en af tidens mest spændende violinister. Han svarede med sædvanlig beskedenhed: ”Når kolleger har succes, glæder jeg mig. Når jeg er god nok, er der også plads til mig på scenen”. Avisen fortsætter: ”Daniel Barenboim sagde engang til Dem, at Deres talent ville forsvinde, hvis De gav koncerter 100 gange om året. De måtte derfor videreudvikle Dem intellektuelt”. Hertil svarer Szeps-Znaider: 

”Skrækkeligt. Jeg var tyve år. Mit talent dør?  Hvad mener han? Det var brutalt. Hvad han ville formidle er: En 20-årig har megen energi, han spiller med ild, men efter 10 år har han den ikke mere i den samme udstrækning. Så må han blande noget andet ind i det, udvikle noget i sig, som går ud over det atletiske i spillet. Jeg er ofte gået til Barenboim og har spillet for ham. Men han har trykket nogle partiturer i hånden på mig, sat mig ind i orkestret, så jeg kunne spille med. Mahlers niende symfoni, Richard Strauss’ ”Till Eulenspigel”, en ny verden har åbnet sig for mig, hvor man føler sig som musiker og ikke som instrumentalist… Da jeg var ung, hed det: Forelsk dig. Jeg spurgte, hvad det ville give mit violinspil. Men det hjælper, for når du skal tolke, behøver du mange lag. Det instrumentale er kun et af mange. Alle solister, som begynder at give koncerter tidligt, er tilmed i en særlig situation. De er som skuespillere, som har været meget talentfulde børnestjerner… Det varer længe, inden man udvikler evnen til at forme, til at bevæge folk”…

Der Standard: ”De dirigerer også. Har det gjort Dem mere tolerant over for dirigentstanden”? Szeps-Schneider: ”Jeg er meget mere tolerant. Jeg har medlidenhed med solisten, når jeg dirigerer. Og når jeg er solist, tænker jeg: Den arme dirigent. Men først og fremmest går det under spillet ud på at producere noget sammen. Man kan ikke løse alle problemer under prøverne. Det gælder derfor om at skaffe kontakt og tillid... om at hente det ekstra ud af værkerne, det som netop ikke står i noderne”. 

Hvor galt gik det for Otello i München?

En af verdens førende operascener, Staatsoper München, havde forleden premiere på Verdis mesterværk ”Otello” med en besætning, som man ikke kunne forstille sig meget bedre. Tidens nok mest populære tenor Jonas Kaufmann skulle efter Covent Garden i London i juni 2017 for anden gang synge titelpartiet og det sammen med Münchens vidunderlige sopran Anja Harteros. Dirigenten var den russiske Kirill Petrenko, som har stået for den ene fantastiske musikfest efter den anden på Bayerns Statsopera. Det måtte blive det helt store. Alle forestillinger i den første serie var da også udsolgt. Men noget gik tilsyneladende galt. De fleste anmeldere er skuffede. En stor premiere i München får kun to stjerner af fem mulige, selv om intet decideret går galt! Det er slet ikke hverdag på Staatsoper München. Hvis var skyldens? Tenorens eller instruktørens?

Manuel Brug i ”Die Welt” er den hårdeste, men også den mest præcise i skuffelsens kor over Kaufmanns Otello: ”En sælsom modsætning: En grandios (person) spiller en udbrændt type, i ham er tomhed i stedet for kærlighed, han er forkrampet i stedet for nonchalant, usikker i stedet for suveræn. Han krummer og dukker sig, hviler sig af og til og er dog altid kun en lille pølse. Og sådan lyder han også dumpt, monochromt. Allerede det første ”Esultate”, løvens fra Lepantos første jubelråb, der nu også har overstået den rasende storm på havet før ankomsten til sin cypriotiske fæstning, lyder mat uden at være bevidst om sejr. Sådan fortsætter det. Stemmen brister næsten i piano, synes at vende sig mod det indre, gløden slukkes. Psykologisk passer det, men klinger en tenor-feltherre sådan”?

I Amelie Niermeyers iscenesættelse er Otello ikke sort, ikke nogen mohr/mor eller nordafrikaner, men en endog meget hvid kontormand med seler. Han vækker ikke opsigt. Handlingen foregår i ”en endimensionel iscenesættelse”, mener Josef Schmidt i den førende østrigske avis Die Presse. Amelie Niermeyer reducerer efter egen definition Otello til en ”Nørd”, her en intelligent, vanvittig, socialt isoleret særling. Otello har som hjemvendt kriger det vanskeligt med sine omgivelser. Stykker viser, hvordan han skridt for skridt knækker sammen. Harteros’ meget velsungne Desdemona bliver stadig mere aggressiv som den kampglade frue, som Otello står hjælpeløs over for og reagerer panisk på. Frankfurter Allgemeine spørger: Hvorfor går parret ikke med det samme til psykolog? Anmelderne mener samstemmende, at der gang på gang er for stor diskrepans mellem musikken og den sceniske fremstilling. Den canadiske baryton Gerard Finley, en hastigt voksende stjerne, får som Jago gennemgående den mest begejstrede anmeldelse. Flere henviser til, at Verdi selv tænkte over, om han skulle kalde sin opera for ”Jago”. Her ville det være på sin plads. Kirill Petrenko og orkestret modtog aftenens varmeste bifald.

Se Otello på nettet

Der er udsolgt til alle opførelser af ”Otello” i denne omgang, men Bayerische Staatsoper har den gode tradition, at dets opførelser vises gratis på nettet én gang på www.staatsoper.de. ”Otello” sendes den 2. december kl.19, men man kan dog også dagen efter slå ind på statsoperaens Mediathek og få videoen frem fra klokken 12.00 til den 4. december klokken 11.59. Forhåbentlig bliver forbindelsen god. Sørg for at alt uvedkommende er slukket på computeren.

”Otello” er værd at opleve i sig selv. For os danskere vil opførelsen helt sikkert virke mere positivt end for den forvænte tyske presse. Det er store sangere, vi får at høre. Efter alt at dømme vil vi her se ægte regiteater, som (heldigvis) ellers er på tilbagetog. På regiteatret dominerer instruktørens arbejde frem for de virkelige ophavsmænds. Denne ”Otello” opføres igen som led i Münchens store operafestival den 12. og den 15. juli. Til de to forestillinger er der stadig billetter at købe, men de er dyre. München byder på topopførelser af det bedste i repertoiret i hele juli måned.

Efter TV-transmisssionen

Efter at have set Otello på tv-skærmen, må man sige, at den slet ikke er så slem.. Manuel Brugs anmeldelse er overdreven negativ af  Kaufmann i titelpartiet. Bevidst overdreven vil jeg sige. Lid pinlig for Brug. Kaufmann er ikke en stor Otello, men en god gennemarbejdet Otello. Nu skal man huske, at anmeldelsen var af premiereforestillingen , og den vi kunne se på skærmen var af den tredje opførelse. Iscenesættelsen er stadig grå på flere måder. Der er stærke scener, men sandelig også scener, hvor Amelia Niermeyer ikke har haft ører til at lytte til Verdi med. Alt i alt var det på skærmen slet ikke værst, musikalsk bedre end det. 

Hvor bliver nysgerrigheden af?

Vi kan forundres og endda forarges, når et af vore landsdelsorkestre byder på en stort anlagt koncert med et spændende program, som blot ikke er med velkendt musik, og publikumstilstrømningen svigter. Men det er ikke et dansk problem alene. Det kan ske også i musiklandet frem for alle. OÖNachrichten (ØstØstrigsNyheder) beretter fra en koncert i Linz, hvis Bruckner Orchester er berømmet endda uden for Østrig og her med en anerkendt dirigent Eugen Tzigane. Orkestret spillede musik af franskmanden Frank Martin, som jeg godt kunne ønske, at vi hørte mere til herhjemme, den mere populære italiener Ottarino Respighi og Paul Hindemith. Koncerten får en meget positiv anmeldelse, og der berettes om stor begejstring hos publikum, men der var ikke flere end 200 tilhørere i Linz’ flotte koncertsal, der kan rumme 1400 tilhørere.

 Så spørger avisen beklagende: ”Hvor bliver nysgerrigheden af”? Det spørger vi også nu og da om herhjemme, senest til Den jyske Operas opførelse af Weinbergs ”Passageren”, som endda ikke var et vanskeligt tilgængeligt værk, hvilket enhver havde kunnet finde ud af på forhånd. Skal vi så glæde os over, at publikum kan være lige så sløvt i det klassiske musikland Østrig? Ja, hvis vi også kan tage ved lære af det. Linz er en by med 284.000 indbyggere, altså midt imellem Aarhus og Odense i størrelse. Vile der ikke have været flere tilskuere til en tilsvarende koncert med Aarhus Symfoniorkester eller Odense Symfoniorkester og en tilsvarende kendt dirigent?

Linz holder hvert år festival for bysbarnet Anton Bruckner. I 2019 afholdes 27 koncerter mellem 4. september og 11. oktober. Da kommer der folk.

Tanker om en trist tid

Mere generelt. Er det egentlig ikke en trist tid, som vi klassisk musik glade lyttere lever i? Det drejer sig i mindre og mindre grad om kvalitet og mere og mere om penge. Jeg vil her ikke komme ind på enkeltsager, for disse linjer er blot udtryk for nogle tanker om en tendens, der trænger sig på. Jeg tror, at jcklassisk.dk’s læsere selv kan finde eksempler i deres egen nærmere verden.

Det kan som fortalt ovenstående ikke betale sig at satse på det nye og anderledes, som synes nødvendigt i en tid, hvor meget udvikler sig i en retning, som de færreste bryder sig om. Til det nye og det væsentlige bliver der for mange tilskuerstole stående tomme. Det er naturligvis publikums skyld, men vi, publikum, har den undskyldning, at det i tidens overfladiske flod af tom underholdning, som for eksempel tv svømmer tankeløst rundt i, er mere og mere vanskeligt at finde den menneskenære betydende kunst.

Når for mange publikumspladser bliver tomme, holder budgettet ikke, og så kommer der et ”stop” fra ”formanden” eller hvilken titel hun eller han har, at nu skal man tænke på pengekassen, ikke på værdien af det præsenterede. Sådan ruller det. Resultatet er blot, at næste gang bliver vi publikum en tak dummere.

Folk ansættes til at stå i spidsen for kulturinstitutioner, fordi man håber, at de kan sælge billetter og skaffe sponsorer. Kan man sælge vaskemaskiner, kan man vel også sælge Mozart. I stedet fravælges indsigtsfulde og kvalitetsbevidste folk, som ”bare” har kendskab til varen, i disse tilfælde altså den store musik, som sætter noget væsentligt i gang hos dens tilhørere.

Sådan skriver jeg måske kun, fordi jeg engang er vokset op i en tid med en mere positiv fælles ånd til at finde og bevare værdierne. Godt, sådan er det heldigvis ikke overalt, men det er en tendens. Naturligvis må jeg medgive, at vort kulturliv på mange måde er blevet rigere. Vi får jo for eksempel mere stor musik meget billigt og endda gratis. Det betyder nok også, at den går lettere ind ad det ene øre og ud af det anden. Måske formindskes vores evne til at tilegne os ikke mindst den del, som kræver en ekstra personlig indsats.

Jo, det er egentlig en trist kulturtid. Eller er jeg helt galt fat? Og mon der er nogle, som måtte læse disse linjer, som opdager, at det alligevel handler om netop Dem?

Billede: Violinisten og dirigenten Nikolaj Szeps-Znaider