af John Christiansen - d. 7. december 2018
Marc Soustrot præsenterede en af sine yndlingskomponister og førte Mahlers fjerde til himlen med Aarhus Symfoniorkester. Koncerten gentages i aften fredag i Musikhuset Aarhus!
Det var tænkt stort. Det blev stort. Det blev endnu en af
chefdirigent Marc Soustrots pragtfulde koncerter i spidsen for Aarhus
Symfoniorkester. Først præsenterede han en af sine yndlingskomponister, hans franske landsmand Henri Dutilleux, der som 87-årig komponerede noget ret
enestående, nemlig sangcyklen ”Correspondances”. Man kan godt oversætte titlen direkte.
Det 25 minutter korte værk er for sopransolo og stort orkester med en meget
spændende og stærk klangverden, som er anderledes end oftest, meget åben, meget
præcis, og man følte, hvordan den nærmest voksede ud af solosangen. Her var det
virkeligt ærgerligt, at vi i programhæftet ikke fik i hvert fald et koncentrat
af de fem tekster, der ikke var digte, men oprindeligt breve, to af dem fra den
samtidige tyske digter Rainer Maria Rilke. Musikken og teksten føltes her som tæt
forbundet, og man savnede at kunne inddrage ordenes betydning i helheden. Men Dutilleux blev et godt bekendtskab.
Camilla Tilling skulle have været sopransolist, men hun var
syg, så det var pragtfuldt, at Henriette Bonde-Hansen kunne komme hjem fra
Frankrig og springe ind i både Dutilleux’ vanskelige og i hvert fald herhjemme
meget sjældent opførte værk og i finalesatsen af Mahlers fjerde symfoni. Det
blev som altid en oplevelse, som hendes stemme fyldte
rummet med dens lyse, rene klang, der smygede sig rundt i den stærke,
transparente orkesterklang. Man anede Debussy bag det hele, og det er en
kompliment til både Dutilleux, der skam også er sin egen, og til orkester og solist.
I programmet svarer Marc Soustrot på spørgsmålet, hvorfor så
spille Mahler sammen med Dutilleux? ”Det er sangen, der forbinder dem”, siger
Soustrot. Og han har ret, for de to værker, som er fra to århundreder, Mahlers
fra 1901 og Dutilleux’ fra 2003, har ikke alene det store format, men på en
mærkelig måde også andet til fælles. Mahlers hele symfoni synes at styre mod
sopranens slutsang, og sopransoloen i ”Correspondances” sætter orkestrets
klangverden i gang med at folde sig ud.
Mahlers musik var ironisk. Han sagde selv, at den havde humor,
og han konstaterede selv lidt beklagende efter uropførelsen, at hans egen humor i den
fjerde symfoni, som ikke måtte forveksles med vittigheder og et muntert lune, havde
det vanskeligt med at blive forstået. Mange gange har man også lov at spørge,
hvad han egentlig mener. Følelser og stemninger sættes op mod hinanden. Jeg
tror ikke, at man kan være en god Mahler-dirigent, hvis man ikke kender
ironiens kunst. Jeg tør love, at denne aften oplevede vi musikalsk humor i
ordets menneskeligt ironiske betydning. Det var lidt overvældende, da Soustrot lige
fra begyndelsen fik en egen tolkning frem, men hvor var den rigt
afvekslende. Førstesatsen begyndte relativt stille og kommenterende og satsens opbygning
med et stadigt voksende incitament blev ovenud medrivende.
På et lille bord foran koncertmesteren, soloviolinisten, lå
en ekstra violin. I anden sats tog hun den ind imellem op. Den var stemt en
tone højere end den, hun brugte til sit samspil med orkestret og den gangav Dødens
forvrængede folkedanse. Mahlers musik er ofte folkelig enkel og alligevel lidt
skæv. Undertiden virker den også som fortalt af børn. Nej, den sidste
sætning er ikke ironisk ment. Det var fantastisk, som denne sammensatte verden
hang sammen. Man hørte det udvidede Aarhus Symfoniorkester finde sammen, som
var de alle elite kammermusikere. Selv på de store tutti steder hørte man alle
stemmer. Og hvor var det pragtfuldt at høre Mahlers flotte partitur blive spillet
ned i piano, hvor det viste sig at være rigtigt og virkningsfuldt. Så smukt og
ægte som her hører vi det alt for sjældent. Orkestret var udvidet til en
størrelse, som burde være standard for landsdelsorkestrene. Så meget mere
beundringsværdig var den homogene helhedsklang og fornemmelsen for hinanden i hele
orkestret. Det var et vidnesbyrd om Soustrots nu flerårige samarbejde med det.
Mahlers fjerde er en meget afvekslende symfoni både i de små
variationer og i de større karakterforskelle, mellem den klingende levende verden,
der som nævnt ofte er ironisk skildret, og på den anden side Mahlers forestillinger,
tanker og drømme. I tredjesatsen, hvor de otte celli lagde strålende ud og
alle strygerne smukt fandt ind i den Mahler-tone, som vi også kender fra den
populære adagietto i den femte symfoni benyttet i filmen ”Døden fra Venedig”,
men her så mere optimistisk og mere lykkelig. I finalesatsen, hvor symfoniens
optaktsmelodi fra førstesatsen dukker op flere gange som for at bevidne hele
symfoniens sammenhængskraft, kommer den længe forventede forløsning med
sopranens sang ”Das himmliche Leben”. Et himmelsk liv som i 1800-tallets Østrig
på landet. Det var en bevægende afslutning på en stor, gribende og rig aften. Den
gentages i aften fredag kl. 19.30 i Symfonisk sal. Smid alt i hænderne og
afsted. Der er billetter.
Ian van Rensburg er atter ene som koncertmester i denne
sæson. Det er betryggende, men et så flittigt orkester bør have to
alternative koncertmestre. Det er utvivlsomt derfor, at orkestret prøver internationale gæstekoncertmestre. Udefra hørt og set virkede det denne
gang godt med Emily Davies. Kun orkestret selv kan og skal vurdere, hvem det bliver. Men hvem var Emily?