Der udkommer for øjeblikket ret mange biografier  og klassiske musikbøger om komponister og musikere, og det skal hilses velkommen. Der vil komme flere anmeldelser her på jcklassisk.dk, men i denne omgang gælder det Leif V.S.Balthzerzen, som i sin nye bog har valgt at gennemgå Richard Strauss orkestermusik. Det er en god ide, for der sker netop meget i Strauss’ musik, som med fordel kan oversættes til ord. Når man læser dem, kommer man ikke blot nærmere på Richard Strauss, men i særdeleshed på hans musik. Leif V.S.Balthzersens bog har som undertitel ”En brugsanvisning til Richard Strauss’ orkesterværker”. Den er meget mere end det. Den er en opkvikker til Richard Strauss’ orkesterværker.  

Baltherzen fik for mange år siden Aarhus Universitets guldmedalje for en prisopgave om Richard Strauss, og nu har det grundige arbejde fra guldmedalje-tiden også fået del i en bogudgivelse. Det er virkelig en musikindføring for alle. Man mærker naturligvis forfatterens erfaringer fra sin foredragsvirksomhed, der har gjort, at folk, som kendte forholdsvis lidt til klassisk musik, er gået derfra med større ører. Man oplever også den musikvidenskabelige indlevelse, som gør, at læsere, der troede, at de kunne deres Richard Strauss, i hans bog finder nye vinkler og nye detaljer, som man hos Strauss vist roligt kan kalde nye delikatesser i musikken.

Et godt eksempel

Lad os blot blive i gourmetens verden. Efter Hugo von Hofmannsthals og Richard Strauss’ succes med ”Rosenkavaleren” gik de to i gang med noget, som godt kan kaldes et eksperiment. Digteren bearbejdede og koncentrerede Molieres klassiske og morsomme skuespil ”Le bourgeois gentilhomme” (Den adelsgale borger). Hos Moliere sluttede skuespillet i 1670 med en ballet til musik af Lully. Hos Hofmannsthal sluttede ”Der Bürger als Edelmann ” med en hel opera, nemlig i 1912 med premieren på Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos”. Men det gik ikke med et skuespil først og en opera derefter. Det krævede to slags publikum og megen tålmodighed. ”Ariadne på Naxos” blev senere genskabt i den længere udgave, som kendes nu. Men Strauss ville ikke lade skuespillets orkesterindslag gå tabt og samlede i 1920 en dejlig og vittig suite på ni satser derfra.  

Den niende sidste sats beskriver måltidet hos titelfiguren Jourdain, som uden held gør stormende kur til en smuk enke. Første ret er laks fra Rhinen, hvilket man hører i et citat med rhindøtrenes musik fra Wagners ”Rhinguldet”. Hovedretten er lammekølle, og her citerer Strauss fårene fra sin egen ”Don Quixote”. Så serveres ”en lille ret af drosler og lærker på salvie og timian”, hvortil man hører sangfuglene fra begyndelsen af ”Rosenkavaleren” samt – af uransagelige grunde, som der står i Baltherzens bog – ”La donna en mobile” fra Verdis ”Rigoletto”. Det er blot en prøve på et af mange præcise og billedrige uddybelser af musikken. Musikken ”smager” jo bedre, når man kender noget til ”måltidet”. Det er også her valgt som et eksempel blandt mange, fordi jeg kender til, at når man endelig hører suiten opført, så er det slet ikke hverdagskost, at man får noget at vide om dette indhold i programnoterne.

Beskrivelser som giver musikken liv

Richard Strauss beskriver i sin musik oftere noget bestemt, noget billedligt, noget som kan fortælles, end de fleste andre komponister gør det. Derfor er beskrivelser væsentlige, og Leif Baltherzens er fyldige og velskrevne. De kan bero på hans egen fortolkning, og de kan fortælle, hvad samtiden og eftertiden har ment. Men Richard Strauss har heldigvis selv ofte udtalt sig.

Det væsentlige er, at man, når man læser bogens beskrivelser, får lyst til at høre musikken. Man står netop så meget bedre rustet til at gøre det. Man kan læse bogen som en samlet historie om Strauss’ orkestermusik, og den historie er i selv spændende, men bogen kan også stå på boghylden som en let åbnet guide til det orkesterværk af Strauss, som man mere eller mindre tilfældigt støder på.

De store tonedigte

Hvilken musik har vi med at gøre? Richard Strauss (1864-1949) fik undervisning i komposition allerede som 11-årig. Da hans opus 1 med en for ham meget karakteristisk titel ”Festmarch for stort orkester” blev uropført i München i 1881, havde han allerede komponeret sin første symfoni af to og det ældste værk af de 25 meget forskellige stykker musik, som i bogen bliver mere selvstændigt beskrevet. ”Macbeth” fra 1887 er det første af de store tonedigte, som lagde grundstenen til Richard Strauss’ berømmelse. Det er også det mørkeste i grundfarven af dem og et af de sværeste at lytte sig ind til handlingen i og nok derfor heller ikke et af de mest spillede. Den 24-årige Strauss’ virkelige gennembrudsværk var ”Don Juan”, som man møder i forførelsesforsøg på hele tre kvinder. Inspirationen havde han fra Nikolaus Lenaus dramatiske digt, der såmænd også var inspireret af Lorenzo da Pontes libretto til Mozarts opera. Her får vi Strauss’ første forførelsesscene, hvor kvinden er repræsenteret af soloviolinen. Senere i ”Ein Heldenleben” møder vi en helt anderledes kvinde i en soloviolin, nemlig fru Pauline Strauss højst personligt. Jeg har et andet steds læst en beskrivelse af ”Don Juan”, hvor Donna Elvira bliver karakteriseret som rødhåret(!), men den slags friere tolkninger holder Baltherzen sig fra. Hvem ved, om hun ikke også havde farvet håret?

 I tonedigtet ”Tod und Verklärung” (Død og forklarelse) følger musikken ret tydeligt Strauss’ egen forklaring, og den er god at have på skrift. Mange år senere, da Strauss lå på sit dødsleje, konstaterede han ikke fri for begejstring, at døden netop var, som han som ung selv havde beskrevet den i sin musik. Det festlige gavtyveportræt ”Till Eulenspiegel” fulgte. Ih hvor er der her meget genfortalt af forfatteren, som man let og med fornøjelse kan lytte efter i den fortællende og undertiden også sjove musik. Noget helt andet fulgte, nemlig den af Nietzsche inspirerede ”Also sprach Zarathustra”, der var en persisk profet. Baltherzen understreger, at Strauss betegnede værket som frit efter Nietzsche, som ikke blot var en stor filosof, men også en ganske god komponist.

De to næste tonedigte, som Strauss komponerede næsten samtidigt, er ”Don Quixote” efter Cervantes berømte 1600-tals fortælling og ”Ein Heldenleben”, en klingende kunstnerbiografi, som var et tidstypisk fænomen. Her citerer Strauss ivrigt af sin egen tidligere musik, men man forstår også, at ”Ein Heldenleben” kun med store begrænsninger kan betragtes som selvbiografisk. ”Intet lå for Strauss fjernere i disse år end verdensflugt og tilbagetrækning”. Den biografiske linje, som Strauss her var kommet ind på, fortsætter han i udpræget grad i den familiære selvbiografi ”Symphonia Domestica”, men der er tale om to meget forskellige værker med to meget forskellige ”helte”. Tilbage af tonedigte står efter 12 års pause Strauss’ imponerede flotte naturbeskrivelse i ”Alpesymfonien”. Operaen blev derefter Strauss’ hovedinteresse som komponist. De seneste år bragte dog, hvad der kaldes stor og småt for orkester. Den gribende afslutning er mesterværket ”Matamorphosen” for 23 solostrygere.

Righoldig og spændende musik

Jeg håber, at ovenstående rids skulle giver et indtryk af, hvor stor, spændende og righoldig Richard Strauss’ orkestermusik er. Det er, som vist allerede noteret, en fornøjelse i sig selv at læse Leif Baltherzens grundige og levende indføring i den, naturligvis betinget af musikkens eget liv og egen alsidighed. Bogen fortæller endnu mere om Richard Strauss, end hvad der står i selve gennemgangen af værkerne. Læs bogen og hør musikken på plader, i radio og på nettet og naturligvis i koncertsalen. Richard Strauss’ tonedigte er også noget af det bedste at høre og arbejde med, hvis man vil udvide sin egen evne til at lytte, opdage og opleve.

Jeg har i de seneste år ikke fulgt tilstrækkeligt med til at kunne anbefale nogle specielt blandt de nyere indspilninger, men jeg vil erindre om de musikalsk herligste gengivelser, som tænkes kan af Strauss’ orkestermusik, nemlig de i alt nu ni cd’er, som Rudolf Kempe og Staatskapelle Dresden indspillede i 1970’erne for EMI, og som i en senere digital remastering stadig lyder godt. Men er de til at få, nu da EMI ikke længere eksisterer?  Interessant er, at Richard Strauss som dirigent selv indspillede en del af sin egen musik. Det er langt fra altid, at komponister er de bedste til at gengive deres egen musik. Men Richard Strauss kunne det.

Bog: Leif V.S. Balthzersen: Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning. Aarhus Universitetsforlag.165 sider, pænt illustreret. Pris199.95 kr.