Det er usædvanligt med dagens to historier fra Hamburg og Zürich. I begge tilfælde kan vi – næsten - sige, at sådan opfører vi os da ikke herhjemme. Jo, slet ikke som et nyt publikum i Elbphilharmonie i Hamburg kritiseres ret voldsomt for, men vi kan vel ikke sige os fri for at kunne gøre som koncertpublikummet i Zürich, da det skulle høre en så fremmedartet symfoni af en Carl Nielsen – om end ikke så markant.

Neue Zürcher Zeitungs anmelder Thomas Schacher var til en koncert i Zürichs Tonhalle Maag med byens berømte Tonhalle Orchester. Dirigenten er også kendt herhjemme, men burde nok være det i endnu højere grad, selv om Alan Gilbert blev fejret som New Yorks filharmoniske Orkesters første amerikanske chefdirigent, som han var til 2017. Men han er Carl Nielsen-fan og specialist og har dirigeret alle Nielsens seks symfonier og mere til i New York og endog med sit amerikanske orkester indspillet dem alle for det meget danske pladeselskab Danacord. Det var også med henblik på opførelsen af Carl Nielsen, at han blev engageret i Zürich.

Anmelderen konstaterede, at efter Beethovens fjerde klaverkoncert og pausen var det tyndet voldsomt ud på tilskuerpladserne: ”Ingen nysgerrighed efter det ubekendte? Af angst for, at Nielsens symfoni kunne være noget moderne? Enhver som gik væk, uanset af hvilken grund, er i hvert fald gået glip af noget”.  Carl Nielsen, samtidig med Sibelius og Mahler, er i Danmark nationalkomponist, men han bliver forsømt i det øvrige Europa. Netop den i 1911 færdigkomponerede tredje symfoni, viser, at det sker med urette. Selv om værket er forankret i romantikken, adskiller det sig klart fra Sibelius og Mahler. Det ejendommelige ligger deri, at det fortrolige i musikken igen og igen slår over i overraskelser, og at de forventninger, som man stiller, udvikler sig anderledes.

Når en Nielsen-afionado (spansk: lidenskabeligt begejstret) som Gilbert står på dirigentpulten, finder også Tonhalle Orkestret en lysende glæde ved denne musikstil. Under Gilbert får denne danske quasi-romatik noget utvungent amerikansk, bliver på en måde til en musical”. Dette sidste har jeg selv ikke tænkt om Carl Nielsens musik.

Uroen i Elbphilharmonie

Den ovenfor omtalte dirigent Alan Gilbert tiltræder til sommer som chefdirigent for Hamburgs filharmoniske orkester, som er tilknyttet Elbphilharmonie. Det glæder hamburgerne sig til, for der har været talt om kriseforfatning under den tidligere chefdirigent Thomas Hengelbrock. Det forstår jeg godt.

Den store koncertsal, som byder velkommen ude i Elben ved indsejlingen til Hamburg, har siden åbningen 11. januar 2017 (ikke 1917, som jeg skrev først - talk) været byens stolte vartegn. Akustikken er meget følsom og kan give en fantastisk nuanceret orkesterklang, men den er også farlig, fordi man kan høre et bolsjepapir blive pakket op på en afstand af syv pladser.  Næsten alle koncerter har været udsolgt. Problemet er, at der er kommet et helt nyt publikum til dels langt vej fra. En stor del af det kommer ikke for musikkens skyld. Mange har aldrig før været til en klassisk koncert, som kræver stilhed af tilskuerne. De er der for at se Elbphilharmonie, der er blevet en af Tysklands største turistattraktioner, og så bagefter at kunne prale med, at de har været der.  

Det har givet sig mange udslag. Der er langt mere støj end i andre koncertsale. Mobiltelefoner ringer, og nogle taler bare løs i dem. Man fortæller også om ”folkevandringer”. Til flere koncerter har et tre-chifret antal tilhørere udvandret under musikken forinden, og det skal ikke være foregået stille. De har set, hvad de skulle, og så lokker Hamburgs glade havnekvarter. Problemet er, at Elbphilharmonie selv indtil nu ikke har gjort noget ved det. Man har været nervøs for at fortælle publikum, hvad der kræves af stille opførsel i en koncertsal. Elbphilharmonie har kostet Hamburg-borgerne 866 millioner euro, og man har følt det påkrævet ikke at genere det brede, nye publikum. Skal vi kalde det hensynet til en misforstået demokratisk ånd?

I den sidste uge af marts måned blev det pludselig anderledes. Jeg har det fra min ”storebror”, musik-netavisen klassik-begeistert.de, hvis anmelder Andreas Schmidt overværede to koncerter, hvor indledningsvis lederen af Elbphilharmonie Christoph Lieben-Seutter kom ind med mikrofon i hånden, og en forstærker på et halvt minut svævede ned fra loftet. Han havde vigtigt at sige, og hans charmerende wienerisch blev godt modtaget, da han sagde, at i ”hans hjem” ville han gerne have, at der blev lukket for alle mobiltelefoner, og at man kunne gemme sin hosten, til musikken var kraftig, og at der jo ikke var noget i vejen for at holde hånden for munden”.

Personligt har jeg ikke oplevet det, men når chefen for Elphi, som koncert”skibet” kaldes, må ty til at udlægge børnelærdommen for, hvordan man opfører sig i en koncertsal, må det jo have været slemt. Så kan man jo kun undre sig over, at et sådant selvfølgeligt initiativ først kommer nu. Netavisen klassisk-begeistert.de er ikke ene om at være begejstret for denne tilsyneladende ”nye tid”.  

Det er ikke altid det bedste, som læses mest

Jc.klassisk.dk handler kun om klassisk musik, men artiklerne skifter alligevel meget i indhold. Det aflæses også af de enkelte artiklers læserantal. Det varierer med op til 30 gange mellem de mest og de mindst læste. Og det er langt fra altid, at jeg forstår hvorfor. En tendens er dog, at de artikler, som jeg finder de mest værdifulde og læseværdige oftest ikke er dem, som ”sælger” bedst. Derfor begyndte jeg at skrive disse linjer. Men det viste sig, at det slet ikke gælder altid. Det er der ingenting, som gør.

Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på de to aktuelle artikler, som får mig til at slrive dette. De er om et par fremragende og i øvrigt meget forskellige musikbøger. Omtalen af Henrik Engelbrechts store og spændende fremstilling af eventyrdigteren H.C. Andersen på mere ukendte veje, nemlig i operaen, som han elskede og skrev meget spændende om, er min mindst læste artikel i de seneste fem år! H.C- Andersen og operaen? Det er uden for min begrebsverden. Sig så ikke, at det skyldes, at artiklen også er en af mine længste, for når man opdager det, er man for længst blevet klikket ind som gæst på artiklen.

Det skyldes heller ikke, at de to artikler ikke er underholdende. Det garanterer citaterne for. Sådan er det også med den anden boganmeldelse af komponisten Poul Ruders’ erindringer ”Har man hørt så galt”, som giver stof til både munterhed og til eftertanke. De to bøger har efter min mening krav på langt flere læsere. Godt, jeg har selv skrevet det alt sammen, også artikler med et langt højere læserantal, som jeg egentlig ikke synes er det værd.

Anmeldelsen af H.C. Andersen-bogen er artikel nummer 600 på jc.klassisk. De kan alle læses frit på hjemmesiden.  Så er det godt at konstatere, at de mest læste artikler alligevel hører til i den værdifulde ende. Mest læst med foreløbig 5.657 er en grundig introduktion til Verdis La ”traviata” fulgt af anmeldelsen sidste august af Den jyske Operas ”Passageren” med 4.878. En ny ukendt opera! Det gjorde mig glad. Også for eksempel anmeldelsen af den samlede Aarhus-Aalborg koncert med Arnold Schönbergs ”Gurrelieder” kommer derop af.