”Det er utroligt at opleve, hvor stor en rolle Aalborg Symfoniorkester spiller i det nordjyske samfund. Musikkens Hus er på få år blevet et samlingspunkt for alle, der kan lide god musik. Aalborg Symfoniorkester er blevet ALLES orkester – lige fra den nysgerrige, der vil opleve den levende musik på egen krop, til musikelskeren, der vil opleve kendte værker på ny og udforske ukendte hjørner af musikkens uendelige univers”.

Dette er et citat af Aalborg Symfoniorkesters første gæstedirigent Michael Schønwandts introduktion i symfoniorkestrets introduktionsbog til sæsonen 2019-20. Når man så tilføjer et uddrag af ”Et livssyn” af orkestrets musikchef Jan Kvistborg, er vi inde ved kernen af, hvad der foregår i Aalborg i disse år: ”Det er en gave for os, når vi sammen med dig forenes i det store orkesterbrus. Når fællesskabsfølelsen opstår i dette musikalske møde, skaber vi forbindelser mellem mennesker, som hviler på nærvær og sameksistens”.

Schønwandt dirigerer i den nye sæson den officielle sæsonåbning 5. september med Berlioz’ vidunderlige, sensuelle sangcyklus (som der korrekt står) ”Nuis d’été” (Sommernætter) med mezzosopranen Eva Zaicik fulgt af Brahms’ første symfoni. Han vender tilbage 31. oktober, da han har tre sangsolister, sopranen Clara Thomsen, tenoren Mathias Hedegaard og basbarytonen Sten Byriel i Stravinskijs ”Pulcinella”, altså den Stravinskij, som stadig kan overraske med charmerende dansende musik med en duft af barokken. Første del af koncerten er Mozarts store ”Posthorn”-serenade.

Aalborgs faste anden gæstedirigent er østrigeren Hans Graf, som dirigerer en række storværker, men første gang 12. september tager midteuropæeren livtag med nordisk musik, Griegs norske danse og klaverkoncerten, som Grieg komponerede som rekonvalescent i Nordsjælland, og Sibelius’ femte symfoni. Klaversolisten er Katia Skanavi. Den 30. januar står Mahlers femte symfoni på programmet i samarbejde med Randers Kammerorkester. Den symfoni er noget særligt, og vil jeg gerne vil skrive lidt mere om, men det bliver som et tillæg sidst i denne artikel. Hans Graf dirigerer også den store koncert 15. maj i anledning af 250-året for Beethovens fødsel. Den begynder meget interessant med et mig ukendt stykke af Kevin Puts, en fantaserende musikalsk fortælling om Beethovens tanker i forbindelse med kompositionen af den syvende symfonis første sats. Så følger Beethovens populære violinkoncert med den fremragende Baiba Skride som solist og Beethovens allerbedste symfoni, nummer tre, ”Eroica”, hvis min mening skal med.   

En koncert 19.9. med Thomas Søndergaard, hvis karriere er på toppen i UK, hører også med til det særlige, for vi får spændende franske klange af madame Boulanger, Debussy og Ravel. Solisten er koncertmester for London Symphony Orchestra Roman Simovic i et violin poème af Chausson og Ravels Tzigane. En spændende ung violinist Nathan Meltzer spiller 24.10. Mendelssohns violinkoncert omgivet af lige så populær musik, Wagners forspil og afsluttende Liebestod fra Wagners ”Tristan og Isolde”, som harmonisk hænger magisk sammen, og Beethovens ”Pastorale”-symfoni, en hyldes til Beethovens elskede Wienerwald.  7.11. bliver det så slagtøjets og to klaverers tur med en Bartok-koncert fulgt af Dvoraks ottende symfoni, som er endnu bedre end den niende ”Fra den nye verden”. Der bliver messingklang før jul med to pigekor, Klarup og Nordjysk, videre familiejulekoncert, og så er det tur for Händels ”Messias” den 18. december. Nytårskoncerterne bliver med tenoren Peter Lodahl og sopranen Elise Culuwaerts. En af dem er specielt for store og små børn.

Inden Beethovens 250 år fejres, byder vinter og vår på et meget varieret program. 13. februar dirigerer den islandske komponist Daniel Bjarnason først sin egen ”Blow Bright”. Vi kender ham godt måske uden at vide det. Han har komponeret Den jyske Operas Susanne Bier-succes i 1917 ”Brødre”. Det bliver russisk med Tjaikovskijs første, meget populære klaverkoncert og Rachmaninovs ”Symfoniske danse”. Vægtig kost. På en koncert 12.3.kaldet ”Den fortryllende obo” spiler Francoix Leleux Albert Schelzners obokoncet ”The Enchanter”, som er tilegnet ham, og Richard Strauss’ obokoncert. Påskekoncerten bliver Haydns ”Årstiderne” dirigeret af Graham Ross med solisterne Denise Beck, Leif Saruhn-Solén og Johannes Mannov. Andreas Brantelid vil den 17.4. samle publikum om Haydns første cellokoncert, mens Garry Walker dirigerer Tjaikovskijs sjette symfoni og Haydns næsten aldrig hørte symfoni nummer 70 i D-dur. Det er en af de specielle og spændende glemte symfonier af Haydn. Den har på et kvarter flere pudsigheder. Der følger koncerter, hvor klassisk og jazz mødes og ”Jazz at the symphony”. Den 30. april bliver også en stor aften, da Leleux dirigerer igen, denne gang Stravinskijs ”Ildfuglen” og Dvoraks Blæserserenade. Koncermester Yana Deshkova spiller Glazunovs violinkoncert.

 Et spændende indslag hedder ”Rundt om musikken” efter seks af sæsonens koncerter – den ene dog før -, da publikum indbydes til et møde med aftenens dirigent, komponist eller musikere med det formål at komme, ja, rundt om musikken. Men man savner dobbeltkoncerten sammen med Aarhus Symfoniorkester, som forhåbentlig kun skal holde en enkelt sæsons pause.

Om Mahlers femte symfoni

Gustav Mahlers (1860-1911) femte symfoni, som Hans Graf dirigerer den 30. januar, er noget særligt, og den får derfor lidt ekstra ord med på vejen. Den blev komponeret over en længere periode. De første skitser er nedskrevet i Mahlers sommerhytte i Mayermigg i 1901. Her i bjergene skrev han en stor del af sin musik. Den øvrige sæson var han optaget af at dirigere og fra 1897 til 1907 af at være operachef for Wiener Hofoper, den senere Staatsoper. Han komponerede videre på den femte i Wien, for i ingen af sine ni symfonier kæmpede Mahler så meget med at instrumentere sin musik. Endnu i sit dødsår omarbejdede Mahler instrumenteringen. Uropførelsen fandt dog sted i Gürzenich i Köln dirigeret af Mahler selv. Symfonien nåede ikke at blive populær, mens Mahler levede, men det er den nu. Hertil har Luchino Viscontis film ”Døden i Venedig” bidraget. Visconti benyttede symfoniens smukke adagietto som gennemgående filmmusik. Den sats har opnået sin egen popularitet.

 Symfoniens varighed er ca. 70 minutter, og den er i fem satser, men den er opdelt i tre hoveddele. De to første satser hører sammen. Den første domineres af en kondukt, en typisk Mahler-sørgemarch i afmålt skridtgang. Denne minder om begyndelsen på den østrigsk-ungarske hærs generalmarch dengang. En fanfare slutter med et klagende sangbart tema i strygerne. Sørgemarchen og fanfaren går igennem satsen afbrudt af to triodele. Til den første triodel har Mahler tilføjet: ”Så voldsomt som muligt i strygerne”. Satsen er ret kaotisk, men den slutter bevægende stille. Derpå følger den egentlige hovedsats, som er anderles stormende, men også bevægende i dens uklare kaotiske tanker. Mahler kæmper videre for at overvinde sørgemarchen. En koral klinger pludselig, Den stræber efter at dominere, men forgæves. Apoteosen udebliver, men den kommer faktisk senere i finalen.  

Symfoniens anden del består udelukkende af tredje sats, en ”kraftig, ikke for hurtig” scherzo. Den er med sine 819 takter og en spilletid på 20 minutter symfoniens længste. Førstedelens dystre march er glemt. Et nyt fanfareagtigt tema, som er anderledes lyst, følges af endnu et optimistisk tema, som minder om en ländler, den landlige forgænger for valsen. Satsens første triodel har ægte valsekarakter. Den anden triodel, som er længere og tematisk mere indviklet, åbner med et tutti højdepunkt med scherzotemaet. Mahler varierede sine temaer mesterligt - og noget indviklet. I slutningens coda kombinerer han alle satsens fem temaer kontrapunktisk (ordet står for node mod node).

De to sidste satser udgør symfoniens tredje og sidste del. Først er det den omtalte adagietto, der som 4. sats er symfoniens vidunderlige hvilepunkt med kun harpe og strygere. Den regnes også for at være Gustav Mahlers kærlighedserklæring til sin fru Alma. Symfonien slutter med en rondo-finale, men man må vente til takt 23 på rondoens refrain-tema. Som i alle satser dukker flere nye ideer op, flere nye temaer, men det bliver koralen fra andensatsen, der nu kommer igen og fører det store ord i en prægtig mangestemmig apoteose af nærmest grænseløs jubel og tummel, der slutter med en mægtig tutti-akkord. Denne korte gennemgang kan måske lyde vanskelig, men så er den ikke den eneste sandhed om denne storladne symfoni. Det har sine vægtige grunde, at den er blevet en af Mahlers mest spillede.

Få hele Jylland dækket: Læs også artiklerne om sæsonens koncerter i Sønderjylland og Aarhus.     

Billede østrigeren Hans Graf dirigerer Mahlers femte symfoni