af John Christiansen - d. 24. maj 2019
1, 2, 3, 4 nordiske vindere. Komponisterne Carl Nielsen og Jean Sibelius, den stoute finske dirigentkæmpe Leif Segerstam og med ham Aarhus Symfoniorkester.
Aarhus Symfoniorkester har haft en stor sæson, og sæsonens
finalekoncert blev en bragende stærk succes. Sæsonen har været præget af to
dirigenter, som orkestrets musikere er gået stærkt ind for, de fleste gange har
det været med chefdirigenten Marc Soustrot, men også den finske første
gæstedirigent Leif Segerstam har sat sit stærke præg.
Det var en glimrende ide til selve sæsonafslutningen med den
74-årige Segerstam i Symfonisk sal at sammenstille symfonier af Carl Nielsen og
Jean Sibelius, uden for al diskussion Nordens to væsentligste symfonikere. Først
Carl Nielsens nok mest populære symfoni, hans fjerde kaldet ”Den uudslukkelige”
fra 1916 og efter pausen Sibelius’ anden symfoni fra 1902. Og det er vel ikke
spor tilfældigt, at den er Sibelius’ mest populære symfoni. Hvor godt så
samtidig at kunne sige, at netop de to symfonier også er deres komponisters
stærkeste.
Så kan vi jo diskutere, hvem af de to store komponister, der
er den største, men hvorfor gøre det? Vi må leve med, at Sibelius er slået
stærkest an i verden uden for Danmark. For eksempel dirigerede en klassisk
mesterdirigent som Herbert von Karajan alle Sibelius’ syv symfonier, men han vovede
sig kun i gang med netop Nielsens ”Det uudslukkelige”, og det skete på en ret
pudsig måde. Når han på flere grammofonoptagelser blev færdig med sine Berliner
Philharmoniker før tiden, brugte han resttiden til Carl Nielsen, og til
musikernes overraskelse forelå en dag
pludselig en lp-plade med Carl Nielsens fjerde sat sammen af de små bidder af
indspilninger. Han dirigerede aldrig symfonien på koncert, så vidt jeg ved, og
den blev heller ikke overført til cd, også så vidt jeg ved. Det var en
glimrende indspilning, dog nok mere tysk inspireret end nordisk virkende. Jeg
fik engang lejlighed til at spørge Karajan om den, og han var nok positiv over
for Nielsen, men hvad han foretrak hos Sibelius var finnens mere spændende og
afvekslende klangverden. Karajan var en klangfanatiker.
Nu er Carl Nielsen på vej mod en bredere anerkendelse ude i
verden. Jeg refererede her på jcklassisk.dk for nylig en anmeldelse i Neue Zürcher
Zeitung, hvor en opførelse af ”Det uudslukkelige” med det berømte Tonhalle Orchester
og den amerikanske Carl Nielsen ekspert Alan Gilbert blev overmåde meget rost.
Det er faktisk en international tendens. Gilbert indspillede alle Carl Nielsens
seks symfonier med New York filharmonikerne udgivet på Dacapo. Jeg skal ikke
sammenligne Sibelius og Carl Nielsen kvaliteterne i Aarhus, men jeg fik det
umiddelbare indtryk, at Sibelius virkede som den ældre, hvad han også er med kun
tyve år, men der var et mere aktuelt virkende kampindhold hos Carl Nielsen, som
jeg fornemmede en større fremtid i.
Segerstam en oplevelse
Og hermed er vi tilbage ved torsdagens koncert. Begge
symfonier er fremragende, og det fik man at høre. Segerstam var en oplevelse i
sig selv. Han var kommet i kørestol, og han blev kørt væk i en kørestol. Men
den så tilhørerne ikke. Segerstam gik alene ind uden støtte, steg op på podiet.
Ret imponerende. Med et væld af nuancer i sin direktion var han tæt på
musikerne. Man følte endda, at han var det med dem alle. Han var herre over
hver en detalje i partituret. Og
musikerne var med på det. Orkesterklangen havde en usædvanlig kraft og intensitet.
Sikke et liv og det både i Nielsen og i Sibelius. Orkestret var på 69 musikere,
men det lød af flere. Der var meget fortissimo, for nogle måske for meget, med
det var en speciel præstation at kunne gøre det i en så fantastisk intern
balance, som i Symfonisk sals til denne musik ideelle akustik gjorde alle
enkelte instrumenter hørbare. Lige så pragtfuldt var det, når der blev skruet
helt ned for blusset som i andensatsen af ”Det uudskukkelige”, hvor træblæserne
musicerede virkeligt elegant.
Carl Nielsen skrev selv i programmet til uropførelsen i 1916
i verdenskrigens skygge. Citat efter koncertprogrammet 2019: ”Komponisten har ved Anvendelsen af Titelen ”Det
uudslukkelige” med et enkelt Ord søgt at antyde, hvad kun selve Musiken har
Magt til fuldt at udtrykke: den elementære Villie til Liv”. Og senere: ”Musikens elementæreste Væsen er Lys, Liv
og Bevægelse, der hugger Stilheden i Stykker. Det er altså alt hvad der har Villien
og den Trang til Liv, som ikke kan holde nede, jeg har villet skildre”. Og
om tredjesatsen, en ikke helt traditionel adagio: ”Der kæmpes, brydes, avles og fortæres idag som igår, imorgen som idag,
og alting vender tilbage”. Det var netop denne stærke indre kamp, der kom
så fantastisk frem, og som kulminerede i den direkte kamp mellem de to pauker
placeret i hvert sit kvadratiske hjørne af orkestret stærkt og præcist spillet
af Jes Jensen og Nikola Petersen. Men alle orkestrets 69 musikere havde
fortjent at blive nævnt ved navn.
Sibelius også stor
Sibelius’ anden symfoni er romantisk. Den var ikke blevet uden
den unge Sibelius’ begejstring for Anton Bruckner, men man kan såmænd også
ane Beethovens strukturrigdom i den. Vi må tilføje, at Sibelius’ beundring for
Tjaikovskij og ikke mindst dennes sjette ”Pathetique”-symfoni også er relevant. Den skildrer som
”det uudslukkelige” forinden også en kamp. Den har i sig finnernes nationalkamp eller selvstændighedskamp mod russerne.Den kamp er dens kerne.
Det var fantastisk, også betragtet som en fysisk præstation,
som Segerstam og Aarhus Symfoniorkester kunne gennemføre to i virkeligheden så selvstændigt
forskellige og krævende værker så stærkt, flot og præcist. Jeg har nævnt
Sibelius’ usædvanligt individuelle klangverden, og det var nærmest utroligt,
så rigt den skiftede farver i opførelsen. Sibelius er sjældent munter, men så meget mere
melankolsk fra symfoniens pastorale allegretto indledning frem til det endelige
og da til det helt overvældede positive viljestærke lys i finalen.
Leif Segerstam kommer igen
En aften med to overvældende kraftpræstationer mundende ud i
velfortjente stående ovationer. Leif Segerstam kommer igen i næste sæson. Den
12. september med endnu en stor symfoni, Bruckners første og Brahms, den 22.
november med Verdis også meget dramatiske Requiem, 23. januar med Smetanas
komplette ”Mit fædreland” inklusive den populære ”Vlatava” eller Moldau” og den
2. april en ren Wagner-koncert med ægteparret Elena og Torsten Kerl. Segerstams
koncerter gentages af selvfølgelige grunde ikke, så det må tilrådes at sikre
sig billetter allerede nu.
Billede Leif Segerstam