Lad os begynde med afslutningen. I tysk opera er det nu og da mere dramatisk efter end under selve forestillingen. Torsdag holdt Wagner-festspillene i Bayreuth årets premiere, som var ”Tannhäuser”. Først var der stort bifald til sangerne. Det var fortjent, for standarden var høj også efter Bayreuth-forhold. Så kom dirigenten alene, den russiske Putin-ven Valery Gergiev, og buh-råb blandede sig i det tyndere bifald.

Det var forståeligt, for han havde ikke gjort sit arbejde færdigt. Han har som altid gang i mange projekter samtidigt ikke blot hjemme i Sankt Petersborg, hvor han er øverstkommanderende for opera og ballet. To gange var han kommet for sent til vigtige prøver, som den ene gang slet ikke var kommet i gang. Det oplever man ellers ikke i Bayreuth. Han dirigerede blidt og ofte langsomt, helt stillestående i tredje akt, men det kunne begrundes i scenegangen. Den præcision, som man tager som en selvfølge i Bayreuth, var ikke altid ti stede. Det bliver garanteret bedre til de kommende opførelser, men Bayreuth har allerede meddelt, at han ikke kommer igen i 2020. Men klangen var varm og blød. 

Efter at alle havde været inde to gange for publikumsløverne, så for disse op, da de fem personer ansvarlige for opsætningen på rad og række anført af den unge tyske instruktør Tobias Kratzer, som allerede har modtaget store tyske teaterpriser, indtog scenen. Da udbrød en buh-krig, som bifaldsholdet ikke kunne modsvare. For en dansker, som aldrig nogensinde møder tilsvarende publikumsreaktioner herhjemme, kunne det sætte tanker i gang: Skal man virkelig betragte den råbende del af publikum som voksne? Eller er det i orden at give lyd for en holdning til en forestilling, som man har betalt pænt meget for at se og høre. Men er der ikke noget latterligt ved at se et festklædt publikum opføre sig som pøbel. Eller skal man på den anden side opfordre det stille danske publikum til at reagere stærkere, hvis det er utilfreds?  

En blanding af ordinært og usædvanligt

Opsætningen af ”Tannhaüser” i Bayreuth er en blanding af velkendt operateater og som sådant godt og spændende i afvekslingen med fotograferede indlæg af aktørerne på bagscenen og af verden udenfor. Når man som jeg så det på fjernsynet, var det vel fungerende og fængslende, men det er et andet spørgsmål, hvordan man fik det til at virke på scenen i festspilhuset. Det begyndte ret regulært under forspillet, da vi i fugleperspektiv så ned på den middelalderlige borg Wartburg, hvor sangerkrigen med Tannhäuser finder sted, og på dens pragtfulde vidder af skov omkring. Det var der mening i, for nogle få kilometer fra borgen midt i skoven med orkideer finder man den hule, som hævdes at have inspireret Wagner til førsteaktens Venus-scene. Der var tomt for turister, da jeg var der i DDR-tiden, men en forunderlig stemning, når man gik ind i hulen, og blæsten gav lyd til Venus’ lokkende klingende toner, hvis man lyttede med Wagner-fantasi.  Men denne aktuelle opsætning er lige så blottet som hulen for nogen form for sensualitet, endsige erotik.

 På film så vi den purunge Venus sidde ved rattet i en stor varevogn og ved hendes side Tannhäuser som en falleret, lidt hærget klovn og bag dem desuden en dværg og en chokolade figur. Vognen blev fyldt op med benzin, Venus valgte ikke at betale og kørte en betjent over. Denne moderne underverden med Venus som gennemført fri var den verden, som Tannhäuser ikke kunne frigøre sig for før i operaens sidste takter.  Måske for at markere denne forskellige livsindstilling var de første, som Tannhäuser mødte efter hyrden på cykel ved sin hjemkomst, publikum på vej til festspilhuset, som tronede i scenens baggrund, det publikum, som lignede det, som man netop havde set i tv’s optakt fra det virkelige festspilhus.  Der var endda en dame i en grå kjoledragt, som gik igen fra tv-optakten. Man vil forså, at det var en detaljerig opsætning. Der var stærkt bifald efter første akt.

Første akt holdt sig inden for Wagners rammer. I anden akt var insruktøren ligeglad med dem. De tilføjede scener fra bagscenen var i orden, men det var det ikke, at Venus og dværgen brød ind i festspilhuset og deltog i forestillingen uden Wagners viden. Jo, det gav mere mening til, hvad Venus og hendes mere frie verden betød for Tannhäuser, men sangerkampens tragiske forløb blev tabt på gulvet. Jeg måtte mindes Götz Friedrichs fantastiske og hjertegribende opsætning (premiere 1972) på samme scene med Elisabeths og Tannhäusers forgæves forsøg på at nå hinanden. Her nærmede det sig i stedet slapsticks. Man så politiet rykke ud op imod festspilhuset og rømme scenen, uden at man havde ondt af nogen. Stille spørgende publikumsreaktion efter anden akt.

I tredje akt blev den stumme dværg lidt af en hovedfigur med sin hengivenhed for Tannhäuser og Elisabeth. Men hvorfor skulle Elisabeth gå i seng med eller måske voldtages af Wolfram? Der var mange spørgsmål, og mange af dem var også godt musikteater, selv om Wagner næppe har tænkt dem.

Nordiske sangere

Titelpartiet blev stærkt og smukt sunget af den amerikanske tenor Stephen Gould, som også synger Tristan i år. Det er Wagners to mest krævende tenorpartier, men Gould har insisteret på at synge. Han elsker Tannhäuser, og det kunne næsten høres. Elisabeth var den norske Lise Davidsen, som debuterer ung, men med tiltro om en stor fremtid i retning af Kirsten Flagstad og Birgit Nilsson, og det må være en belastning at få med sig. Det forekommer mig, at stemmen nok desværre har bevæget sig lidt fra den førstes mere modulerende gyldne udtryk mod den sidstes. Men det var sandelig  stor bevægende sang, og Lise Davidsen havde tilmed med et dejligt levende udtryk i spillet.

Stephen Milling var en formidabel landsgreve. Hans varme bas havde en rig variation af nuancer ned i piano.  Elena Zhidkiva var sprunget ind som Venus og kommer måske ikke til at synge partiet i Bayreuth igen, og det er en skam, for hun sang godt og var en oplevelse med sit naturlige skuespiltalent, som hun udstillede i sin tavse anden akt. Markus Eiche var Wolfram, ikke den bedste blandt mange gode i tiden, men næsten.Men bemærk lige. To af disse fire topsangere, Lise og Stephen, er uddannet på konservatoriet i København.  Men vi kommer desværre til at høre dem for lidt også i fremtiden herhjemme. 

Instruktøren har som motto for sin opsætning fundet Wagners ide fra revolutionen 1848 frem: Frei im Wollen, Frei im Thun, Frei im Geniessen. /(Fri til at ville, fri til at gøre, fri til at nyde).Det kan man godt se på opsætningen, Det er med til at give den mening.

Efter anden omgang

p.s. Efter at have set den anden gang, må jeg lidt overraskende sige, at forestilllingen ikke holdt, hvad den med sine mange overraskelser lovede første gang. Netop de mange overraskende detaljer gør måske, at de tyske anmeldelser i mening varierer mere end oftest. 

Tillæg: Rettelse til Bayreuth-artiklen

Jeg må bringe et par rettelser til min tidligere Bayreuth-artikel, og jeg siger tak til to læsere for dem. Det er jo ikke sjovt at lave fejl, og jeg beklager dem, men det har også den fordel, at man hører ekstra fra læsere. Jeg har rettet i artiklen, men der er næppe mange, der igen slår op på en artikel, som de har læst før. Den ene læser Markku Vilikka har flyttet to sangere tilbage til deres rette hjemland. Camilla Nylund er finsk og ikke spor svensk og Egils Selins er lettisk og ikke spor russisk. Den tredje fejl, som jeg selv opdagede, er, at det ikke er Camilla Nylund, som synger i Århus 28. og 29. november, men Camilla Tilling, og hun er både svensk og lyshåret og absolut også en sangerinde, som er værd at gå efter, men hun har ikke sunget i Bayreuth. De to har begge nogenlunde det samme repertoire og tilhører verdenseliten. Camilla Tilling synger meget på en række af verdens store scener som i England på Covent Garden i London og på festspillene i Glyndebourne, i USA på Metropolitan Operaen, på La Scala i Milano og på festspillene i franske Aix-en-Provence etc. Hun synger Richard Strauss i Aarhus og på plade.  Forhåndsglæden er den samme.  

Den anden læser er min tidligere kollega Peter Filtenborg, som styrede mine radioudsendelser om pladeindspilninger i DR. Han fortæller mere om Egils Selins, som voksede op i Riga og debuterede her, og som godt vidste, hvad det gamle svastika-tegn, som nazisterne overtog til hagekorset, betød. I Letland betød svastika ifølge folketroen noget helt anderledes positivt, nemlig ”det der bringer lykke”, som det var naturligt for en ung rock-musiker at få som tatovering.

Billede:  Manni Lartenloach og Lise Davidisen i Tannhäuser. 3. akt.  Foto: Enrico Nawrath. 

På lørdag den 27, sender 3sat, som mange herhjemme kan se, så den ovenfor anmeldte ”Tannhäuser” kl. 20.15.