En ny operasæson står for. Den jyske Opera byder på noget ganske særligt den 21, 22, og 24. august i Musikhuset Aarhus:  En næsten 100 år gammel opera komponeret af en dansk komponist, men operaen har aldrig været opført i Danmark. Ingen i dag har vel heller hørt den, for den er ikke opført noget sted efter Anden Verdenskrig. Det er immervæk 74 år siden.

Men i 1930’erne var den populær i Tyskland. Det siges endda, at det var et af Hitlers yndlingsværker. Jeg ved ikke, om det passer, men det kan godt være, for Hitler elskede opera i stort format. Wagner og Musorgskij for at tage to komponister fra to forskellige verdener. Hitler kunne forbavsende let glemme sine politiske ideer, når det gjaldt klassisk musik. Hans private pladesamling, der blev fundet i hans privatbunker i Berlin i 1945 indeholdt en del musik, som var blevet forbudt af nazisterne som de store russiske komponisters. I vort aktuelle tilfælde kunne det dog også være, at det politiske spillede afgørende med, da Hitler efter sigende udtalte sig rosende om Paul von Klenaus ”Michael Kohlhaas”, som operaen, som ingen kender, hedder. Men nazist var komponisten ikke. Det vil jeg vende tilbage til.  

Hvem var Paul von Klenau?

Hvem var i det hele taget denne Paul von Klenau? Han blev født i 1883, studerede komposition og violin på Københavns universitet, men allerede i 1902 rejste han til Berlin for at forsætte sine studier blandt andet hos Max Bruch (komponisten til den populære violinkoncert), og han vendte ikke hjem til Danmark før 1940, året for Anden Verdenskrigs begyndelse. Indtil da var han et stort navn i Tyskland. Han var også dirigent og rejste meget ud fra sit landsted i Bayern for at dirigere blandt andet i London. Men han kom også til Danmark. Specielt i årene fra 1920 til 1926 præsenterede han som dirigent ny musik for det københavnske publikum af Debussy, Ravel, Delius, som han holdt meget af, og ikke mindst Arnold Schönberg, som han som komponist en overgang var elev af og det i øvrigt sammen med Alban Berg.

Hvordan var hans musik? Den, som jeg har hørt, er klart overvejende senromantisk, flot instrumenterede orkesterværker og symfonier. Dem skrev han ni af, de tre sidste efter at være vendt tilbage til Danmark. Opførelsens dirigent Jonas Alber – jo, her har vi alligevel een, som kender operaen sammen med operachefen Philipp Kochheim, som instruerer opførelsen - har skrevet en glimrende artikel om musikken i ”Michael Kohlhaas” i Den jyske Operas sæsonbog 2019-20, som det med dens meget læsestof må anbefales stærkt at få fat i. Den er med 96 sider endda gratis.

En opera fra en overgangstid

Jonas Alber fortæller, at Klenaus opera, der er skrevet på tysk, bygger på parlando-sangen, som den var udviklet fra Wagner til Richard Strauss, og som bærer teksten igennem i operaens komplekse handling. Det er et typisk overgangsværk mellem århundreders velkendte tonalitet og tolvtone-tonaliteten, men den bevæger sig her alligevel ikke så konsekvent væk fra dur-mol tonaliteten som hos Alban Berg. Orkestret er stort og fyldigt. Klangen er mørk og fløjlsblød i overensstemmelse med historien, en ”sjælelig” kommentar til de indre og ydre hændelsesforløb, der foregår på scenen.

Operaen foregår tilbage i 1532, og denne tid skildres i musikken på samme måde, som Richard Wagner gjorde det i ”Mestersangerne i Nürnberg” med indlæg af kirkesalmer, mestersange, minnesange (om kærlighed) og store korscener på gader og pladser. Det giver Klenau mulighed for også at komponere virkningsfulde stemningsbilleder for eksempel af en regnfuld natteregn, af en rolig aftenstemning og af livet på en markedsplads på Martin Luthers tid. For specielt musikinteresserede kan det også være interessant at høre, om eller så hvordan August von Klenau føjer en ny farve til senromantikkens spændende udvikling i stil med Franz Schreker, Alexander von Zemlinsky og Erich Wolfgang Korngold.

En stor novelle sat i musik         

”Michael Kohlhaus” kan godt kaldes en litteratur-opera, fordi stor litteratur, en novelle af samme navn som operaen, skrevet af Heinrich von Kleist (1777-1811), gav den indhold og delvist ord. Komponisten skrev selv librettoen, altså teksten til operaen på basis af novellen. Og novellen har i sig et eget drama, som overføres til operaen.  Man må faktisk undre sig over, at Kleist selv ikke skrev et skuespildrama i stedet for en novelle. Handlingen i operaen skal beskrives kort, for jeg ved ikke meget. Man kan læse lidt mere i den omtalte sæsonbog fra Den jyske Opera.

Titelfiguren er en ganske almindelig mand, såmænd en fredelig hestehandler, der efter selv at være blevet bedraget hærger en hel landsdel som terrorist. Vi er år 1532 på et marked i Brandenburg, hvor kurfyrsten af Sachsen lader sig spå af en ferm spåkone, som skriver resultatet ned indpakket i en amulet, som smides ind i folkemængden, mens hun intet siger. Den findes af Michael Kohlhaus, som får at vide, at han ikke skal åbne den, før han kommer i fare. Amuletten vil da kunne hjælpe ham. Kohlhaus mister sine to bedste heste som depositum på en toldstation styret af den korrupte junker af Tronka. Et par dage efter opdager han, at han er blevet franarret hestene ulovligt, og at de tilmed er blevet mishandlet til døden nær. Om erstatning bliver der ikke tale. Hans kone bliver endda alvorligt såret, da hun søger at aflevere hans anmodning til fyrsten af Sachsen.

Martin Luther er med

Da sværger Kohlhaas hævn og samler en stadigt voksende hær og jagter junkeren. Han brænder slottet i Tronka og et kloster, der har tilbudt junkeren ly, og byerne Wittenberg og Leipzig. Selveste Martin Luther blander sig og arrangerer en amnesti for Kohlhaas, men kejseren i Wien dømmer ham til døden. Kurfyrsten lover at redde ham, hvis han får amuletten med spådommen, men Kohlhaas tror ham ikke længere og sluger papiret med spådommen. Kohlhaus opnår retfærdighed ved den sidste retsinstans, men indvilliger alligevel i at tage sin dødsstraf. Kurfyrsten hyldes for endelig at bringe fred.

Afslutningen er lidt mystisk, for Klenau har ændret Kleists manuskript og indført en ”Führer”-person. Her må vi huske, at operaen var færdig, før Hitler blev udnævnt til rigskansler. Har Klenau set frem til en dengang samlende personlighed i Kohlhaus? Klenau var aldrig medlem af det nazistiske parti, og Den jyske Operas chef Philipp Kochheim har i sin undersøgelse af Klenaus virke ikke fundet en eneste nazistisk eller antisemitisk eller racistisk udtalelse.

Vi må tage stilling              

Operaen stiller mange spørgsmål, og vi tilskuere kan selv svare på dem, for eksempel hvor grænsen er mellem rigtigt eller forkert, mellem en revolutionær og en terrorist, og mellem en idealist eller en diktator. ”Og hvis vi er i stand til rejse disse spørgsmål og diskutere disse emner i vores gamle kunstform ”opera”, er det hele indsatsen værd” skriver operachefen.  

Vi kan forvente stort besøg fra operainteresserede fra Sverige og naturligvis især Tyskland akkurat som i Den jyske Operas store dage med Wagner-forestillinger i international klasse. Men derfor må det danske publikum vanemæssigt ikke snyde sig selv, blot fordi det i forvejen ikke kender til Klenau og ”Michael Kohlhaas”.

Den franske Mathilde Grebol har egnet kostumerne. 

Fornemt engelsk kammerorkester og solist

Forinden da kan det midtjyske musikpublikum glæde sig til at høre et kendt klassisk kvalitets kammerorkester hjemmehørende i den nyklassiske anglikanske kirke St. Martin–in-the-Fields på Trafalgar Square i London. Her blev der for 60 siden skabt et klassisk orkester, som fra starten blev et begreb i den klassiske musikverden. Det spiller i lidt forskellige størrelser. Der kommer 25 musikere med til Aarhus, når det giver koncert i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus tirsdag den 13. september kl.19.30.

Dets leder er nu violinvirtuosen Josha Bell. The Scotsman har skrevet rammende om den kvalitet, som Bell som dets leder siden 2011 har opnået: ”Det er noget helt specielt, som orkestret har bevaret dets finish og finesse, dets sikre aristokratiske klarhed i spillet, men dertil er kommet en ætsende klarhed”. Josha Bell er selv solist i Bachs populære a-mol cembalo/klaverkoncert, som følges af Schuberts d-mol strygekvartet ”Døden og pigen” og Samuel Barbers populære adagio form strygere. Der sluttes mere livligt af med argentineren Astor Piazzolas ”Fire årstider i Buenos Aires”.

Billede: Kostumeudkast: Den franske Mathilde Grebot har tegnet kostumerne.