af John Christiansen - d. 12. september 2019
Tjaikovskijs Jevgenij Onegin, som Den jyske Opera spiller landet rundt, er et vidunderligt værk
Om operaens titel
Først lidt mere tørt om titlen: Eugen var et ret almindeligt
navn Europa over, berømt i Savoyen (et hertugdømme, som i 1860 blev delt mellem
Frankrig og Italien), i det hele taget i Midteuropa med operalande som Tyskland
og Østrig og navnet på en hertug såmænd også i Sverige. Men det er ikke et
russisk navn. Alligevel kalder det meste af Europa Tjaikovskijs (1840-1893) dejlige
opera for ”Eugen Onegin”, også når den synges på originalsproget russisk og vel
burde være kaldt ”Jevgenij Onegin”. Også danskerne kalder efter forbilledet
sydfra operaen for ”Eugen Onegin”.
Nu ved læserne, at de på Den jyske Opera flandet over fra den 8. oktober til den 30. november får originalversionen
sunget på russisk under navnet ”Eugen Onegin”. Det bliver en vanskelig opgave
for de mange ikke-russiske sangere, men det russiske sprog vil også på Den
jyske Opera give den rette atmosfære. Det bliver en lettere omgang med den
danske overtekst, som vil rulle hen oven over scenen. Men jeg kan ikke få mig
til at skrive ”Eugen Onegin”, som russerne selv ikke kender til, men nu nok kan
ane, hvad navnet står for, så jeg holder mig til ”Jevgenij Onegin”.
Pusjkins forbillede
Forbilledet
for teksten var en af de mest berømte russiske versromaner af Alexander Pusjkin
(1799-1837). Den står i russisk litteratur lige så markant som Goethes ”Faust”
i tysk litteratur. Pusjkin forudanede her sin egen skæbne, for han døde alt for
ung i en meningsløs duel, som Lenskij gør i operaens midterakt. Her kommer det
første spørgsmål til instruktøren, tyskeren Hinrich Horstkotte, som har været
aktiv især i Tyskland og Østrig i såvel opera, skuespil og dukketeater: Hvordan
vil han lade duellen i anden akt lade sig udspille? Som traditionel teaterduel
eller efter originale russiske regler for dueller? Ofte ser man det første,
nemlig som i franske og engelske dueller at duellanterne går fra hinanden og
skyder samtidig. I den russiske duel, som passer ideelt til handlingen i Tjaikovskijs
opera, skal duellanterne vedvarende gå mod hinanden og selv vælge tidspunktet
at skyde på. (Jeg takker min kollega på Weekendavisen for vejledning herom). Lenskij
skyder først og med vilje forbi, men Onegin dræber ham derefter. Hvorfor? Måske
i et øjeblikkeligt selvhad. Det er en af de mange situationer i operaen, hvor
instruktøren afgør, hvad der egentlig sker.
Tjaikovskij valgte de scener ud, som passede hans musikalske
gemyt bedst, og lod sin elev og ven Konstantin Schilowskij skrive librettoen,
som Tjaikovskij ville det, og det betød, at der kom så meget Pusjkin med, som
der rimeligt kunne komme med. Han kaldte selv operaen for ”lyriske scener”, men
dens teatervirkning er stærk og gribende: Den har også en poetisk psykologisk
ramme, som fint giver den skiftende atmosfære. Der er to balscener, den første
er bygget op om en vals med kor i den unge Tatjanas hjem i et landhus, den
anden er til en polonaise mange år senere som optakt til sidste akt i et
palæ i St. Petersborg, hvor Tatjana nu er fyrstinde. Disse to forskellige verdener,
som ikke umiddelbart kan mødes, karakteriseres fint af de to danse. Man kan også
glæde sig til følelsestunge og vidt spundne melodier med en ren harmonik og en
flot orkestersats.
En parallel til Tjaikovskijs eget liv
Vi skal først have en anden historie med fra tiden, da Tjaikovskij
gik i gang med at skrive ”Jevgenin Onegin”. Efter sigende skulle en
fremtrædende sangerinde Elisabeth Lawrowskaja i begyndelsen af året 1877 have
henledt Tjaikovskijs opmærksomhed på Pusjkins Onegin-stof. Det var dog næppe
mere end et tilfælde, at Pusjkins kærlighedshistorie blev en parallel til, hvad
komponisten oplevede samtidigt: En ung konservatorieelev i Leningrad skrev
glødende breve til komponisten, og han ægtede hende måske i et umuligt håb, at
det ville få ham til at glemme sin homoseksualitet, som var ham et problem, som
det altid har været i Rusland. Det var et signal til, at han ville være som de
fleste, men det blev en frygtelig tid for Tjaikovskij, som efter nogle få dage i
forholdet, som aldrig blev et sådant, flygtede til Clarens ved Genova-søen i
Italien, hvor han arbejdede på sin ny opera og faldt lidt til ro. Det var
operaen, som gav ham den sjælelige ligevægt, der var ham forundt, tilbage. Han
sluttede partituret den 1. februar 1878.
Tjaikovskij ville ikke se operaen
Men Tjaikovskij kunne først ikke tænke sig at se operaen
blive opført. Han forestillede sig ældre og ikke specielt fremragende
operasangere i de partier, som for ham var idealskikkelser. Han korresponderede
med sin ”elskede veninde”, den ældre enkefru Nadjésda von Meck, som støttede
komponisten, så han havde råd til at koncentrere sig om at komponere, hvor han
end befandt sig, men som han aldrig mødte. Hun ville ikke. Kan det kaldes
musikverdenens mest mærkværdige kærlighedshistorie? Tjaikovskij skrev 10
operaer. Den mest kendte efter ”Onegin” var ”Spar dame”. Nævnes her skal også
operaen i en akt om den blinde ”Jolanthe” efter danske Henrik Hertz’ skuespil ”Kong
Renés datter” fra 1892.
Et tilfælde gjorde, at nogle unge sangere fra et
konservatorium i Moskva ville opføre operaen. De havde ingen scenisk erfaring,
men de havde alderen til rollerne. Således fandt uropførelsen sted den 29.
marts 1879 dirigeret af komponisten Nicolai Rubinstein, og den rev fra
begyndelsen publikum med. Tjaikovskij, der i mellemtiden var vendt hjem til
Rusland, overværede publikumssuccesen. Den professionelle premiere fandt sted
to år efter i Moskva
Et handlingsforløb 1. akt. Brevet
Man finder let et handlingsforløb om ”Onegin”, så jeg tager
nogle kommentarer med. Søstrene Olga (mezzo) og Tatjana (sopran) præsenteres
først for sig, så sammen med moderen Larina (mezzo) og den gamle amme (alt). De
ældres erfaringer om livet og kærligheden antyder, hvad de unge vil komme til
at opleve. Deres erfaringer glider sammen med oplevelsen af de engelske og
franske romaner om kærlighed og ægteskab, som de har læst. En central sætning
om deres liv på landet lyder: ”Tilvænning forærer os himlen i stedet for
lykken”. Den ældre datter Olga synes allerede at have fundet lykken i forholdet
til naboen, den poetiske Lenskij (tenor). Han dukker op sammen med sin ven,
Jevgenin Onegin (baryton), der er noget arrogant og som aldrig undlader at
vise, at han keder sig gevaldigt i selskabet. Tatjana er den mere sky af de to
søstre, men hun føler sig straks tiltrukket af den fremmede Onegin, selvom
denne bespotter hendes naivitet.
Om aftenen fortæller ammen Tatjana om dengang som ung, da
hun var forelsket i en fremmed, men ”dengang talte man ikke om kærlighed”.
Tatjana tilstår sin kærlighed og vil ikke forstå ammens advarsler mod den.
Denne scene glider over i den fantastiske brevscene, da Tatjana bliver ene og
skriver et nok eftertænksomt, men også sværmerisk et kærlighedsbrev til den
fremmede. Det er mesterligt, som Tjaikovskij i sin musik lader Tatjanas
følelser for Onegin vokse og lader dem blive hende stærkere og stærkere
bevidst, mens hun skriver. Det er mesterligt, som man i den videre musik kan
høre, hvordan hun aldrig slipper, hvad der har udviklet sig i hende, mens hun
skrev brevet. En sådan brevscene var egentlig en nyhed i operalitteraturen,
selvom allerede Mozart i sine operaer lod sine aktører skrive og synge breve.
Nu må jeg bruge et fremmedord. I Tjaikovskijs musik blev brevet til et psykogram,
altså en psykologisering af, hvad der sker i Tatjana, mens hun skriver sit
brev. Næste morgen møder Tatjana Onegin, Han fortæller hende høfligt, men
koldt, at han ikke er hendes brev værd, og at han ikke vil lade sig binde. Lige
så lang og inderlig selve brevscenen er, lige så kort og isnende er denne konfrontation.
2. akt: En fest på landet og en dødelig
duel
Senere. Tatjanas fødselsdag fejres. Valsen med kor og
mazurkaen er den væsentlige dansemusik. Nu kommer Lenskij igen med Onegin, som
fra første øjeblik atter erklærer, at han keder sig. Han giver sig til at
flirte med Olga for at gøre Lenskij jaloux. Han vil atter og atter danse med
hende, til situationen kommer helt ud af kontrol. Lenskij udfordrer Onegin til
duel. Det hjælper ikke, at han i slutensemblet for sig selv synger: ”Jeg elsker
ham, min ven, af hele mit hjerte, jeg burde rejse mig af disse fordomme som en
mand af ære og fornuft”. Men han når aldrig at sige det. Onegin tager imod
udfordringen. De to mænd kan synge om det tragiske, der er sket mellem dem, men
ingen af dem kan tage skridtet til forsoning.
Til fødselsdagsfesten har Triquet (tenor), en lidt sørgelig fransklærer-skikkelse, forinden sunget en sang til den stakkels Tatjanas ære. Den er
vanskelig og skal have en kommentar med på vejen. Den skal ikke nødvendigvis være
en sanglig nydelse. Parodien skal også frem visende et billede af et menneske,
som ikke kan det, som han selv ønsker og nok tror, at han er. Jeg har set fremragende
fortolkere af Triquet få anmeldelser, at deres sang var mere end dårlig, og det
er anmelderfejl. Det er en del af Triquets karakter, at hans sang på een måde er
uudholdelig, men samtidig må den gerne være en oplevelse.
Så følger den triste snefyldte morgen, da Lenskij og hans
sekundant i ensomhed venter på Onegin, der naturligvis er skødesløst forsinket.
Som tegn på sin foragt for det hele har han blot sin tjener med som sekundant.
Lenskij har udnyttet ventetiden til at synge en af de smukkeste tenorarier, der
findes. Han mindes en anden tid, men musikken fortæller os, at han ved, at den tid
ikke vender tilbage, så urimeligt det end er. Mulighederne for at iscenesætte
selve duellen er beskrevet ovenfor, men det må tilføjes, at Den jyske Operas
opførelse er en rejseforestilling, hvor de to duellanter visse spillesteder må stå
urimeligt tæt.
3. akt: En anden verden
Mange år efter. I
balsalen hos fyrst Gremin (bas) i St.Petersburg. Onegin er efter en lang rejse
i Rusland nået hertil. Pusjkin gør meget ud af denne rejse, som hos ham har
lært Onegin social medfølelse. Hos Tjaikovskij er han ikke andet end den gamle, hvis første konstatering
lyder: ”Også her keder jeg mig”. Gremin præsenterer ham for sin unge kone,
Tatiana, som hurtigt trækker sig tilbage. Fyrsten fortæller i en arie, hvad
Tatjana betyder for ham, den meget ældre.
Næste morgen mødes Tatjana og Onegin i hendes
modtagelsesværelse. Han er overvældet ved at se hende som modnet kvinde og
undskylder sine fejl og tilstår hende sin kærlighed. Hun indrømmer, at hun
stadig elsker ham, men hun vil til Onegins fortvivlelse blive sammen med fyrst
Gremin.
Tolkninger og tydninger
Denne slutscene har medført flere tolkninger. Lige for
ligger tanken, at Tatjana viser sin storhed ved ikke at følge sin kærlighed,
men at vælge sin aldrende husbond, men der er andet end det. Volker Gebhardt
har i sin bog ”Frauen in der Oper” analyseret Tatjana som operalitteraturens
første emanciperede kvinde. Tatjana frigør sig fra, hvad andre vil sige og
gøre, allerede da hun skriver sit brev. Hun gennemskuer nu Onegin, at han
falder for hende på grund af hendes nye stand og rang som en stor generals
hustru. Hun erkender som en fri emanciperet kvinde, at de ikke har nogen
fremtid sammen.
Den store operainstruktør Götz Friedrich skrev i sin bog
”Mein Opernführer” om operaens åbne slutning: ”Eugen Onegin” opkaster
spørgsmål, som den ikke giver svar på og som ikke bliver løst, men så meget
desto mere lader historien stå åben for en yderligere indsigt og måde at
forholde sig til den på. Hvortil kommer – komponeret af Tjaikovskij – ens
beredskab til at erfare sandheden i spændingen mellem smerte og skønhed”.
Denne skønhed og smerte er overvældende i Tjaikovskijs
”Jevgenij Onegin”.
Tryk på Den jyske
Operas annonce for operaen øverst til højre og få megen praktisk viden om
forestillingerne landet over.
Billede: En ældre operaplakat.
Så kan jeg tilføje, at det
midtjyske publikum fra den 12. til den 22. marts 2020 kan glæde sig til at høre
nogle af Tjaikovskijs betydeligste symfonier og populæreste værker plus en
kammerkoncert med Aarhus Symfoniorkester og dets chefdirigent Marc Soustrot i
Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.
: