af John Christiansen - d. 1. januar 2020
Wien med Andris Nelsons, Dresden med Christian Thielemann og Berlin med Kirill Petrenko var alle i toppen med musikalske nytårsoplevelser
Wienerne levede under Nelsons
Jo, det blev en af de nytårskoncerter fra Wien, som vil blive
husket, når mange andre er glemt. Den lettiske dirigent Andris Nelsons vil også
blive husket for sin synlige indlevelse i musikken. Jeg elsker at følge de
herlige billeder af den østrigske natur og de spændende store som små bygningsværker,
som ses sammen med nytårskoncerten, men for en gangs skyld følte jeg, at de blev
for meget, når der blev for lidt af Nilsons på skærmen. Han fik wienermusikken
til at lette med stadigt skiftende udtryk. Selv ”Liechtenstein-Marschen” i den
kortere første afdeling, som ikke blev transmitteret herhjemme, fik han til at
svæve, hvis man da kan forestille sig en svævende march. Man kunne usædvanligt let
også med øjnene læse, hvad Nelsons ville med musikken.
Den var blot et af ni stykker musik, som blev spillet for
første gag på wienernes nytårskoncert. Det betød også, at der var færre af de
store populære værker. Al wienermusikken er jo ikke lige god. Den var jo
lejlighedsmusik også skrevet til wienernes dansegulve, men sådan tænkte man
ikke. Man nød de nye opdagelser. Man kunne til dels have fundet bedre værker
end de nye, og så kunne nogle lyttere mene, at de sidste trak i den negative retning,
men også de ukendte værker fik en prægtig opførelse, og oplevelsen var stærk
under hele koncerten.
Det gjaldt også Hans Christian Lumbyes ”Postillon galop”.
Forklaringen på, at dette stykke, som vi heller ikke kender herhjemme, var
kommet med, er, at Wien forleden fejrede 150-året for færdiggørelsen af det
skønne indre i Musikverein, hvor nytårskoncerten jo finder sted. Man fejrede
den danske arkitekt Theophil Hansen, som var bygherre af Musikverein og mange
andre pragtbygninger i Wien ved at spille musik af danskeren Lumbye. Grunden
til at det så netop blev Postillon-galoppen var, at den indledes med en fanfare
på posthorn og ikke nøjes med det. Her overraskede Andris Nilsons med at blæse Lumbye
ret så ekvilibristisk. Publikums begejstring
steg med denne reklame for den danske arkitekt og den danske komponist.
Det blev en meget graciøs koncert. Atter viste det sig, at
når et symfoniorkester spiller virkeligt gennemhørbart, som det bliver, når
alle spiller så utroligt præcist, som wienerne kan gøre det og gør det til
nytårskoncerten, som de forbereder sig mere på end snart sagt nogen anden
koncert. Det er ikke ensbetydende med, at nytårskoncerten altid lykkes bedre
end alle andre koncerter, men denne var i toppen.
Den sluttede som altid med den ældre Johann Strauss’ ”Radetzky-march”.
Også denne var ny, selv om den østrigske speaker-dame ikke sagde et ord om det.
Man har hidtil benyttet en version af komponisten af Hitler-hymnen. Den nye er ikke bedre end den gamle, men en sort plet eller rettere en brun
plet er nu vasket af, og det betyder også noget.
Operettens sejr i Dresden
Nytårsaftens dag var styret af den lettere muse både i
Dresden og i Berlin, men hun, altså musen, var sig sandelig kvalitetsbevidst de
to koncerter igennem. Dirigenten Christian Thielemann har på de seneste nytårskoncerter
i Dresden givet operetter kvalitativt liv i pragtfulde gengivelser med sit Sächsischer
Staatskapelle, som også er orkestret i Dresdens Semper-opera. I år var det
Franz Lehars ”Land des Lächelns”, på dansk ”Smilets land”, som i karakteren har
fællestræk med en opera, og som før er blevet spillet som en opera, men
desværre oftest som en billig operette. Det var her fra første takt i
ouverturen anderledes. Thielemann styrede mesterligt sit orkester i fuldendt
balance sine musikere imellem, så man hørte hvert instrument, hver stemme klart
og spændstigt. Partituret blev luftigt. Det lettede. Det klang mesterligt med
helt nye kvaliteter.
En anden kvalitet var spændstigheden, der også fra første
takt gav artikulationen sit eget liv og sin egen skønhed. Sangerkvaliteten var
høj. Den canadiske Jean Archibald var en fornøjelse med sin meget klare
sopran i Lisas parti. Kærlighedshistorien mellem hende og den kinesiske prins,
som den polske Pavel Braslik med sin meget bløde tenort var ideel
til, var en fornøjelse. Glimrende var også
andet parret med alten Eriv Morley.
Musikalsk og sangligt blev handlingen i dette møde mellem to
verdeners forskellige karakterer, den europæiske og den kinesiske, til en
meningsfuld tragisk historien. Operetten fik mening. Den fik karakter og
kvalitet. Men kun musikalsk. Det var en lidt for beskåret koncertopførelse,
hvor der ikke var overladt meget til det skuespilmæssige, selv om de
omvandrende sangere uden noder i hænderne spillede op til hinanden på gangene
rundt om orkestret. Men de fik ikke smerten og længslen og forskellene mellem
dem anskueliggjort. Naturligvis ikke, må man sige. Det var opførelsens form mere
end sangernes skyld. Men den musikalske del fungerede fantastisk. Og den blev
et godt og for mange nok et overraskende ideelt og tiltrængt forsvar for operettegenren
Jeg har skrevet om det før, men den herlige Semper Opera,
hvor det jo foregik, har fået et gennemført grimt og billigt flerfarvet beIysningsanlæg,
som næppe er billigt i prisen, men nok i smagen. Det skifter farver uden at
være i kontakt med musikken. Men det er jo blevet moderne, selv i koncerten fra
Berliner Philharmonien umiddelbart efter så man et ganske vist mere dæmpet blåt
lys forsøge at ødelægge billedet.
Berlins nye herlige chefdirigent
Musikalsk var det strålende både i Dresden og i Berlin. At
høre to så fremragende orkesterpræstationer lige efter hinanden var en sjældenhed.
Hvilket orkester var/er det bedste? Dem begge. Andet er der ikke til at sige
til det. I Berlin havde man fået den nye chefdirigent russeren Kirille Perenko
i spidsen for en mere sprudlende let musik, og han står virkelig for en fremgang
siden Simon Rattle. Det stråler ud fra ham, at han elsker den musik, som han
dirigerer. Og man mærker at Berlinfilharmonikerne elsker at følge ham. Som
publikummer hører man ikke alene musikken med ørerne, men også med øjnene.
Jeg var ikke i stand til at slå bort fra Dresdens ”Smilets
land” før sidste tone, og da jeg skiftede til Berlin, var man der færdig med første
omgang Gershwin og Richard Rodgers og var begyndt på uddrag af Bernstiens ”West
Side Story” som blev et nyt bevis på, at det er et mesterligt partitur. Af al denne
lettere musik, der sluttede med en flot og frejdig udførelse af Gershwins ”En
amerikaner i Paris”, var berlinernes største gode overraskelse dog Kurt Weills
symfoniske nocturne ”Lady in the DarK”, en suite bearbejdet af Robert Russell Bennett.
Diana Damrau sang flere sange fra denne blanding og sluttede med Harold Arlens ”Over
the Rainbow”. Det var alt sammen i en fremragende fortolkning, men stemmemæssigt
var Jean Archibald i Dresden en større oplevelse.
NB: Nytårskoncerten i Venezia var ikke dårlig, men uinteressant at skrive om.