Wienerne levede under Nelsons

Jo, det blev en af de nytårskoncerter fra Wien, som vil blive husket, når mange andre er glemt. Den lettiske dirigent Andris Nelsons vil også blive husket for sin synlige indlevelse i musikken. Jeg elsker at følge de herlige billeder af den østrigske natur og de spændende store som små bygningsværker, som ses sammen med nytårskoncerten, men for en gangs skyld følte jeg, at de blev for meget, når der blev for lidt af Nilsons på skærmen. Han fik wienermusikken til at lette med stadigt skiftende udtryk. Selv ”Liechtenstein-Marschen” i den kortere første afdeling, som ikke blev transmitteret herhjemme, fik han til at svæve, hvis man da kan forestille sig en svævende march. Man kunne usædvanligt let også med øjnene læse, hvad Nelsons ville med musikken.

Den var blot et af ni stykker musik, som blev spillet for første gag på wienernes nytårskoncert. Det betød også, at der var færre af de store populære værker. Al wienermusikken er jo ikke lige god. Den var jo lejlighedsmusik også skrevet til wienernes dansegulve, men sådan tænkte man ikke. Man nød de nye opdagelser. Man kunne til dels have fundet bedre værker end de nye, og så kunne nogle lyttere mene, at de sidste trak i den negative retning, men også de ukendte værker fik en prægtig opførelse, og oplevelsen var stærk under hele koncerten.

Det gjaldt også Hans Christian Lumbyes ”Postillon galop”. Forklaringen på, at dette stykke, som vi heller ikke kender herhjemme, var kommet med, er, at Wien forleden fejrede 150-året for færdiggørelsen af det skønne indre i Musikverein, hvor nytårskoncerten jo finder sted. Man fejrede den danske arkitekt Theophil Hansen, som var bygherre af Musikverein og mange andre pragtbygninger i Wien ved at spille musik af danskeren Lumbye. Grunden til at det så netop blev Postillon-galoppen var, at den indledes med en fanfare på posthorn og ikke nøjes med det. Her overraskede Andris Nilsons med at blæse Lumbye ret så ekvilibristisk.  Publikums begejstring steg med denne reklame for den danske arkitekt og den danske komponist.   

Det blev en meget graciøs koncert. Atter viste det sig, at når et symfoniorkester spiller virkeligt gennemhørbart, som det bliver, når alle spiller så utroligt præcist, som wienerne kan gøre det og gør det til nytårskoncerten, som de forbereder sig mere på end snart sagt nogen anden koncert. Det er ikke ensbetydende med, at nytårskoncerten altid lykkes bedre end alle andre koncerter, men denne var i toppen.

Den sluttede som altid med den ældre Johann Strauss’ ”Radetzky-march”. Også denne var ny, selv om den østrigske speaker-dame ikke sagde et ord om det. Man har hidtil benyttet en version af komponisten af Hitler-hymnen. Den nye er ikke bedre end den gamle, men en sort plet eller rettere en brun plet er nu vasket af, og det betyder også noget.

Operettens sejr i Dresden  

Nytårsaftens dag var styret af den lettere muse både i Dresden og i Berlin, men hun, altså musen, var sig sandelig kvalitetsbevidst de to koncerter igennem. Dirigenten Christian Thielemann har på de seneste nytårskoncerter i Dresden givet operetter kvalitativt liv i pragtfulde gengivelser med sit Sächsischer Staatskapelle, som også er orkestret i Dresdens Semper-opera. I år var det Franz Lehars ”Land des Lächelns”, på dansk ”Smilets land”, som i karakteren har fællestræk med en opera, og som før er blevet spillet som en opera, men desværre oftest som en billig operette. Det var her fra første takt i ouverturen anderledes. Thielemann styrede mesterligt sit orkester i fuldendt balance sine musikere imellem, så man hørte hvert instrument, hver stemme klart og spændstigt. Partituret blev luftigt. Det lettede. Det klang mesterligt med helt nye kvaliteter.  

En anden kvalitet var spændstigheden, der også fra første takt gav artikulationen sit eget liv og sin egen skønhed. Sangerkvaliteten var høj. Den canadiske Jean Archibald var en fornøjelse med sin meget klare sopran i Lisas parti. Kærlighedshistorien mellem hende og den kinesiske prins, som den polske Pavel Braslik med sin meget bløde tenort var ideel til, var en fornøjelse. Glimrende var også andet parret med alten Eriv Morley.

Musikalsk og sangligt blev handlingen i dette møde mellem to verdeners forskellige karakterer, den europæiske og den kinesiske, til en meningsfuld tragisk historien. Operetten fik mening. Den fik karakter og kvalitet. Men kun musikalsk. Det var en lidt for beskåret koncertopførelse, hvor der ikke var overladt meget til det skuespilmæssige, selv om de omvandrende sangere uden noder i hænderne spillede op til hinanden på gangene rundt om orkestret. Men de fik ikke smerten og længslen og forskellene mellem dem anskueliggjort. Naturligvis ikke, må man sige. Det var opførelsens form mere end sangernes skyld. Men den musikalske del fungerede fantastisk. Og den blev et godt og for mange nok et overraskende ideelt og tiltrængt forsvar for operettegenren  

Jeg har skrevet om det før, men den herlige Semper Opera, hvor det jo foregik, har fået et gennemført grimt og billigt flerfarvet beIysningsanlæg, som næppe er billigt i prisen, men nok i smagen. Det skifter farver uden at være i kontakt med musikken. Men det er jo blevet moderne, selv i koncerten fra Berliner Philharmonien umiddelbart efter så man et ganske vist mere dæmpet blåt lys forsøge at ødelægge billedet.

Berlins nye herlige chefdirigent

Musikalsk var det strålende både i Dresden og i Berlin. At høre to så fremragende orkesterpræstationer lige efter hinanden var en sjældenhed. Hvilket orkester var/er det bedste? Dem begge. Andet er der ikke til at sige til det. I Berlin havde man fået den nye chefdirigent russeren Kirille Perenko i spidsen for en mere sprudlende let musik, og han står virkelig for en fremgang siden Simon Rattle. Det stråler ud fra ham, at han elsker den musik, som han dirigerer. Og man mærker at Berlinfilharmonikerne elsker at følge ham. Som publikummer hører man ikke alene musikken med ørerne, men også med øjnene.

Jeg var ikke i stand til at slå bort fra Dresdens ”Smilets land” før sidste tone, og da jeg skiftede til Berlin, var man der færdig med første omgang Gershwin og Richard Rodgers og var begyndt på uddrag af Bernstiens ”West Side Story” som blev et nyt bevis på, at det er et mesterligt partitur. Af al denne lettere musik, der sluttede med en flot og frejdig udførelse af Gershwins ”En amerikaner i Paris”, var berlinernes største gode overraskelse dog Kurt Weills symfoniske nocturne ”Lady in the DarK”, en suite bearbejdet af Robert Russell Bennett. Diana Damrau sang flere sange fra denne blanding og sluttede med Harold Arlens ”Over the Rainbow”. Det var alt sammen i en fremragende fortolkning, men stemmemæssigt var Jean Archibald i Dresden en større oplevelse.

NB: Nytårskoncerten i Venezia var ikke dårlig, men uinteressant at skrive om.