Man hører mange beklagelser over, hvor dyr kultur er også eller måske især fra politikere, hvoraf nogle burde vide bedre. Men der er jo ikke stemmer i at fortælle, at det er i orden at betale for et godt kulturliv og slet ikke for et symfoniorkester. De samme politikere kan for eksempel fortælle, at Aarhus Symfoniorkester nu koster byen godt 22 millioner kroner om året. Det er jo løgn, selv om det er rigtigt, at bykassen betaler de mange millioner til sit orkester, men man glemmer, at den sum ikke blot er en udgift, men en investering. Hvis man var ærlig, ville man fremlægge et helt andet og udvidet regnskab. Jeg nævner Aarhus, for det er også den kommune med landsdelsorkester, hvis borgere betaler mindst til dets orkester.

Mange års generelle besparelses- og nedskæringspolitik i størsteparten af de vestlige lande har medført, at kulturinstitutionerne er blevet sat under økonomisk pres. Det offentliges tilskud og deres størrelse diskuteres til stadighed, men denne diskussion har næsten overalt været ensidig. Offentlige tilskud er i den politiske debat generelt blevet betragtet som en gave til kulturlivet, mens det i virkeligheden er mere reelt at betragte tilskuddene som en investering og derpå undersøge, hvad de bevilgende myndigheden, altså samfundet, får ud af disse investeringer.

Kulturpenge er en investering

Der er fra mange sider, men næppe nok blevet peget på kulturlivets sociale værdi som en nødvendig faktor for et moderne samfunds trivsel, sundhed og udvikling. Men det lader vi ligge her og ser alene på den økonomiske effekt af kulturlivet. Den glemmer man næsten altid at omtale.

Jeg indrømmer, at de her nævnte undersøgelser, som for mig ligger til grund for, at tilskuddene til kulturlivet snarest bør betragtes som investeringer, går tilbage til 1980’erne, men de tæller stadig, da strukturerne i vort samfundsliv er de samme som dengang. De begyndte med store undersøgelser i Schweiz og Østrig. Her var store festivaler inddraget, og det ville ikke være helt i orden at drage dem med ind i et dansk regnestykke, for der har det klassiske musikliv altid har været bredere og frodigere end herhjemme. Men inspireret af disse internationale undersøgelser fulgte en dansk undersøgelse omkring Musikhuset Aarhus foretaget af Wolfgang Framke og Per Rye Jensen fra Aarhus Universitet udgivet af Geografisk Institut på Aarhus Universitet i 1987. Tallene er ikke længere aktuelle, men det interne forhold mellem dem er ikke forældede.

Erfaringer fra udlandet

Et par tal fra udlandet dengang skal alligevel med her, for de er interessante og vejledende. I Zürich blev der givet 67 millioner schweizerfrancs i tilskud til fire kulturinstitutioner, men de vendte tilbage til de offentlige kasser som 220 millioner francs, altså mellem tre og fire gange så meget.  Undersøgelsen i Wien, som jeg dengang præsenterede herhjemme i Morgenavisen Jyllands-Posten og som blev den direkte anledning til den nævnte undersøgelse af pengene omkring Musikhuset Aarhus, gav til resultat, at af de 1.267 milliarder schillings (dengang 700 millioner danske kroner), som staten betalte til de statslige teatre, herunder den berømte Wiener Staatsoper og det fornemme Burgtheater, fik staten hvad der svarer til 560 millioner kroner tilbage i form af skatter. For at gøre en lang historie kort var konklusionen af de fire statsteatrets virke en samlet effekt på det østrigske nationalprodukt svarende til to milliarder schillings eller 1,1 milliard kroner.

Wiener Staatsoper er en verdensattraktion og Wiens Burgtheater en landsattraktion for de tysktalende lande Østrig, Schweiz og Tyskland, så disse undersøgelser kan naturligvis ikke direkte modsvares af tilsvarende undersøgelser for et dansk musikhus eller et dansk symfoniorkester, men resultaterne fra dem kan inspirere os til at gå mere i dybden, når vi omgås tallene, der fortæller, hvad den såkaldt dyre kultur i virkeligheden koster samfundet.

Nu er det ikke fordi musikerne i de danske landsdelsorkestre får en høj løn. Den er tværtimod pænt lavt, og det ikke blot i betragtning af de gode orkestermusikeres lange uddannelsestid. Men hvis man forestiller sig, at det nævnte Aarhus Symfoniorkester pludselig skulle spares helt væk, så ville stort set alle musikerne rejse væk og det vil sige ud af landet for at finde et job på samme niveau. Vi ville så spare musikerlønninger til omkring 70 plus de få flere, der holder maskineriet i gang. Hvad de betaler i skat skal naturligvis trækkes fra i regnskabet. Det skal skatten og momsen fra det flertal af musikerne, der som sagt er rejst til udlandet, også. Og så er der alle de økonomiske effekter, som sættes i gang af symfoniorkestrets virke. Vi skal også se på momsen fra den ekstra omsætning, som publikum giver. Vi trænger stærkt til en ny tidssvarende undersøgelse, som fortæller, hvad det at have et orkester i byen, også indbringer af penge til staten.

Staten tager gevinsten 

Ja netop til staten. Se, det er jo noget af det uretfærdige. Staten betaler også til landsdelsorkestrene. Aarhus Symfoniorkester får årligt nu officielt 22 millioner af byen, men af de omtalte skatter går størsteparten af de omtalte beløb ikke tilbage til kommunen, men til staten, som rent faktisk snyder kommunerne, så vandet driver. Staten tjener på landsdelsorkestrenes virke. Det kan fastslås uden nærmere dokumentation.

Men jeg vil godt først medgive et par tal tilbage fra den omtalte undersøgelse af økonomien omkring Musikhuset Aarhus i 1987. Undersøgelsen faldt i to hoveddele, men aktuelt for os er kun den del, der beskæftiger sig med de økonomiske virkninger af Musikhusets drift og aktiviteter. Her er der dels tale om normal indkomstskat og dels om moms penge, som forbruges. Desuden betalte Musikhuset moms og ejendomsskat, og SAS, der dengang stod for restaurationsdriften, betalte moms. Staten fik 13. 933.000 kr., Aarhus Amt 2.147.000 kr., Aarhus kommune 4.588.000 kr. og andre kommuner og kirken forholdsvis lidt småpenge. Aarhus Kommune fik kun 22 procent af det offentliges penge, men var dengang eneste tilskudsgiver med sine 6.654.000 kr. Det er også penge, men de 6.654 kr.000 var altså ikke identisk med byens underskud. Der skal først trækkes de 4.588.000 kr. fra.

Vi mangler en aktuel undersøgelse

Resultaterne af nye undersøgelser, som er tiltrængt mange steder i landet, og som må få de forskellige ”tilskudsgivere” til at tænke på en anden måde, vil forholdsmæssigt fortælle nogenlunde den samme historie. 

Der kunne siges meget andet om tilskud til kulturen. Kan man forestille sig en større by uden kulturhus, uden teater, uden symfoniorkester og et museum af en eller anden slags.  Ville den beholde eller få lige så mange gode skatteydere, som den har netop på grund af sine kulturgoder?

Læs også mine foregående indlæg på jp.klassisk.dk om symfoniorkestrenes vilkår herhjemme. Jeg vil desuden specielt henvise til gæsteskribenterne Jens Stevns’ bidrag den 7.1. i år om vilkårene for et symfoniorkester: ”Det er et orkester da værd” og Hasse Vinters den 5. november 2019: ”Aarhus Symfoniorkester bør være selvejende”.