Det er en usædvanlig sammenstilling: En charmerende salonopera over eventyret om ”Askepot” komponeret af en berømt sangerinde, Pauline Viardot, i anden halvdel af 1800-tallet, nej, faktisk gjorde hun det først i 1904, og Kurt Weills første stærke udkast til historien om guldgraverbyen eller kapitalismens dekadente Mahagonny, hans og Brechts Songspiel fra 1927.  

Så spørger forestillingens iscenesætter Robert Bøgelund Vinther os tilskuere, hvilken historie vi helst vil deltage i, og hvilken historie, der ligner verden mest i dag? Svaret må da være klart på det første spørgsmål, for det er en dejlig lille sag om Askepot med så god en musik, at man forstod, at Franz Liszt satte den berømte Pauline Viardot højt også som komponist. Lytter man godt efter, kan man endda finde Liszt som forbillede for den, men den har ellers noget af alt fra franske saloner til lyriske melodier med italiensk operakarakter. Historien om Askepot har i tilgift en behagelig stille ironi, som også kommer frem i udførelsen. ”Askepot” er en sådan fornøjelse, at man da gerne ville deltage i den.  

Umiddelbart vil man så udbryde, at ”Songspiel Mahagonny” ligner verden mest i dag. Sådan skulle det være let at besvare. Men er det ikke kun en halv sandhed? Sentimentaliteten synes at være på en ny fremmarch i vor del af verden. Se bare på det daglige tv. Men her må det indvendes, at denne version af eventyret om Askepot ikke er sentimental, men derimod  har sentiment, altså ægte følelser, og det er noget helt andet.

Naturligvis er barskheden i ”Mahagonny” typisk for vore dage, videre den også i musikken krasse afklædning af det moderne samfunds overforbrug, følelseskoldhed og voldsmentalitet. Sådan skulle også det spørgsmål være let at besvare. Men man sidderi virkeligheden tilbage med følelsen af at have været to andre steder i historien, at have mødt to forskellige bud på en fortid, hvoraf ingen helt ligner verden af i dag. Men det er to billeder, som man kan tage til sig og bearbejde på hver sin måde – foruden at nyde. Det er en sammenstilling, som er værd at gå efter.

Det er en elevforestilling med kommende professionelle sangere, hvor erfaringen dog viser, at de færreste bliver professionelle operasangere. Men hvad de tager med fra dette koncentrerede indstuderingsarbejde under dygtige professionelle kræfter vil de kunne bruge i mange andre sammenhænge. Det er et af hovedformålene. Og så kan vi gæstende tilhørere bare glæde sig over resultatet, over den medleven og forståelse af operaens væsen, som kommer frem. Der skal ikke nævnes navne, da det er en elevforestilling, selv om man som skribent godt kunne have lyst til det.

Den enkle ”Askepot” balancerede bedst. Det er sangeren Erik Bekker Hansen, som har opdaget og oversat operaen. Man kunne notere, at der heldigvis også er gjort noget ud af tekstudtalen i undervisningen. Orkestret bestod af pianisten Frode Stengaard, og han kan få det til at klinge, så man forestillede sig et rigtigt stort romantisk orkester.

I ”Mahagonny” dirigerede Søren Kinch Hansen med effekt en 11 musikere stærk gruppe. Kun det råd, at man ikke skal sætte sig helt fremme yderst i venstre side, for der har orkestret, som først dukker op efter pausen, let ved at overdøve sangerne. Men det komplicerede net af stemmer sad ellers. Anbefalingen til en musikalsk weekendtur er klar.  

Anmeldelsen er skrevet på grundlag af generalprøven.

Pauline Viardots ”Askepot” og Kurt Weills og Bertolt Brechts ”Mahagonny Songspiel”.  Spilletid to timer og et kvarter. Billetpris 100 kr.

Bora Bora, det tidligere danseteater over for Musikhuset Aarhus, lørdag 12. januar kl. 15.00 og 13. januar kl. 19.30.  Billetter Musikhuset Aarhus og www.billetlugen.dk.   

Volt, Teater Nordkraft Aalborg, lørdag 19. januar kl. 20.00 og 20. januar kl. 15.00. Billetter Teater Nordkraft, www.teaternordkraft.dk

Fotograf: Nicolai Lund