5 stjerner: Her er den bedste udgivelse af guitarrepertoirets to mest populære koncerter, Joaquin Rodrigos ”Concierto de Aranjuez” (1939) og ”Fantasiapara un gentilhomme” (1954). Det er store ord, når man betænker, hvilke store guitarister, der kom før den nu aktuelle Milos Karadaglic. Der var den uforglemmelige Andres Segovia, der dog kunhavde ”Fantasien for en adelsmand” på sit repertoire, John Williams, der var præcisionen selv ned i alle detaljer, og Julian Bream, hvis spil med klangfarverne blev legendarisk. Men ordene om den bedste udgivelse holder, for vi kan også glæde os over dirigent og orkester og DGs moderne tekniske gengivelse, som musikken smyger sig ind i.

Komponisten Rodrigo var blind fra sit tredje år. Det er så meget mere ufatteligt, at han i sin musik kunne beskrive den kongelige slotshave Aranjuez (50 kilometer syd for Madrid) med dens farveprægtige atmosfære så smukt og stærkt i sin musik. En del af baggrunden var, at han havde tilbragt sine hvedebrødsdage i Aranjuez. Og denne magi klinger allerede ud i Milos’ ret enkle soloåbning af koncerten.

Og den glider videre i et charmerende orkesterspil af London Philharmonic Orchestra. Vi er i Spanien. Vi er til dans. Og det er vi, selv om hverken orkestret eller dirigenten er spansk. Han, Yannick Nézet-Déguin kommer fra Canada. Han har været første gæstedirigent hos London Philharmonic fra 2008 og chefdirigent for Philadelphia Orchestra siden 2012. Han er absolut en af tidens nye topdirigenter. Vi ved det blandt andet fra de to første udgivelser i DGs nye serie med Mozart-operaer, som er begyndt med den bedste moderne indspilning af ”Don Giovanni” og fortsat med en herlig ”Cosi fan tutte”. De følges snart op af ”Bortførelsen fra seraillet”.

Samspillet mellem guitarist og orkester er fantastisk. Det er som et forrygende ping pong spil, hvor alle turneringer spilles videre boblende elegant og let duftende som den herlige blomsterhave. Mest kendt er andensatsen med dens indtrængende ro i en melodi, som introduceres af engelsk hornet.  

Segovia spillede aldrig koncerten offentlig, men han opfordrede Rodrigo til dennes anden guitarkoncert, som i modsætning til den første er bygget over fire allerede eksisterende melodier af 1700-tals komponisten Gaspar Sanz. Musikken er mere høvisk, som titlen ”for en adelsmand” antyder. Den afslutter cd’en, men ind imellem får man god afveksling med et par mindre, men stærke værker for sologuitar af Manuel de Falla, først ”Homenaje” komponeret til minde om Debussy, alvorligt og koncentreret musik, og derpå ”Danza del molinero” (Møllerens dans) fra ”Den trekantede hat” transscriberet fra orkester til guitar. Endelig forenes cd’ens to spanske komponister, Rodrigo og de Falla i den førstes hyldest til den anden i det ret komplicerede soloværk ”Invocation y danza”.   

Hvis man som lytter får lyst til at give en stjerne mere op til alle seks for tolkningen og gengivelse, så gerne for mig. Men jeg gør det ikke, for så skulle musikken af sig selv også være til de seks stjerner, og det er den trods alt ikke. Men den er smuk og dejligt behageligt at slappe af med, og den vil blive en opdagelse for mange i denne smukke og levende gengivelse. Mangler man en gave til værtinden af begge (uanset dennes køn), så er denne cd en sikker ide (DG 481 0652)

4 stjerner: Julia Fischer spiller så suverænt og raffineret violin, at det også her giver undertegnede problemer med at finde det rette antal stjerner. Hendes virtuose beherskelse peger mod toppen af seks-skalaen, men hvor mange gange vil man kunne høre på alle disse instrumentale raffinementer og smægtende violinklange?  Pablo de Sarasate var en mester ud i begge dele. Violinister må fryde sig. Pianister får lidt indre ud af det med Milana Chernyavska. Spanske danse, en serenade fra Andalusien og naturligvis kulminationen med ”Zigeunerweisen” er rent guf – ja, hvad skulle man ellers kalde det - for violinens varme venner (Decca 478 5950).  

4 stjerner: Det er en god tradition også herhjemme at opføre Händels ”Messias” i julemåneden, selv om Charles Jennens tekstudvalg fra både det gamle og det nye testamente ikke énsidigt er bygget op om julehistorierne, men også fortæller om profetien, Jesu pinsler og død.

Det er også blevet en fast og kærkommen tradition i Christians Kirken i København, at Niels Borksand opfører oratoriet med Sinfonietta Arctica og Messiaskoret, hvis grundstamme har medvirket siden 2006. Orkestrets navn skyldes, at det tre gange har givet koncerter på Grønland sammen med Borksand. Det er sammensat af fremtrædende medlemmer af Det kgl. Kapel, Radiosymfoniorkestret og andre professionelle ensembler, så det er ikke nødvendigt at fortælle, at kvaliteten er indiskutabel høj.

Der findes en del indspilninger af ”Messias”, og de kan være forskellige i indhold, karakter og længde. De kan i særdeleshed være forskellige i valget af instrumenter, historiske eller moderne. Valget kan være interessant, men det må ikke være det væsentligste kriterium. Man kan få det væsentlige i musikken frem i begge tilfælde. Denne koncertopførelse varer to timer og syv minutter og adskiller sig i udvalget ikke fra flertallet af opførelser. Jeg vil hævde, at Niels Borksands Händel-fortælling indeholder netop det, som de fleste kender og elsker.  

Opførelsen udmærker sig ved en naturlighed i udtrykket, som er langt fra det musikalske krukkeri, som man også finder i gengivelser af netop ”Messias”.  Oratoriet har inspireret mange dirigenter og ensembler til personlige fortolkninger. Hos Borksand og hans musikere og sangere er det personlige identisk med det naturlige.  Formningen er plastisk og let, endda charmerende når det skal være, dertil dramatisk i delen om Jesu på korset. Korets indsats er smuk og levende, og den danske solistkvartets indsats så betydelig, at man endnu engang må spørge, hvorfor der så ofte skal hentes udenlandske sangere hertil.

Gitta-Maria Sjöbergs sopran er smuk, inderlig og dejligt afslappet, og Elisabeth Hankes klangfulde alt får meget fint de nødvendige smerteudbrud frem bl.a. i en stærk fremførelse af arien ”He was despised” (desværre med et overflødigt host – fra en musiker eller en tilhører på forreste række?). Stig Fogh Andersen behersker sin Wagner-tenor meget behageligt i barok-karakteren, mens Lars Fosser klinger smukt i de karakterfulde arier. Lad så være, at den voldsomme basarie ”Why do the Nations so furiously rage” ikke står mål med de blidere arier. Men alle fire solister, kor og orkester og Niels Borksand får indhold, liv og fortælling frem på en overbevisende ægte måde. Og den er at få til tilbudspris, to cd’er for 99 kr (CDKlassisk CDK 117-18, to cd’er). 

4 stjerner: Hvordan kan man sammenligne violinkoncerter og trompetkoncerter? Uanset om man måler forskellen i stjerner, hjerter eller leverpostejmader, må man gøre det. Joseph Haydns trompetkoncert fra 1796 er både flot og populær, og på lp’er og cd’er følges den gerne af Johann Nepomuk Hummels syv år yngre trompetkoncert, som oftest høres i Es-dur, men på den aktuelle cd i den originale toneart E-dur. Lidt flottere, lidt mere tindrende. Ganske interessant: Mens Haydns koncert er fornemt klassisk, er Hummels allerede mere romantisk i karakteren, selv om vi med Hummel først lige var kommet ind i 1800-tallet.

Det kgl. Kapels solotrompetist Ketil Christensen har en tredje trompetkoncert med af tjekken Johann Baptist Georg Neruda på sin cd for Danacord. Neruda er ved at lette det ene ben fra barokken og står parat til at give det andet rodfæste i den tidlige klassik. De tre koncerter fortæller tilsammen et levende stykke musikhistorie.

Det er en cd, hvor man nyder Ketil Christensens flotte tone og præcise, distinkte klangdannelse. Der er tale om live koncertoptagelser på Liepaja Festivalen i Letland naturligt dirigeret af Atvars Lakstigala. En cd også  specielt for børn og unge mennesker, som gerne må få lidt mere klassisk inspiration (Danacord DACOCD 742).

Uden stjerne: Netrebko forlader Faust. Den russiske mestersopran Anna Netrebko har netop meddelt, at hun må melde afbud til at synge Marguerite i Gounods ”Faust, en rolledebut på pinsefestivalen i Baden-Baden og på Covent Garden i London og Wiener Staatsoper: ”Jeg har arbejdet intensivt med partiet og er kommet til den for mig triste og tunge beslutning, at det desværre ikke for mig er rigtigt at synge det og nu med et tungt hjerte må træde ud af alle tre produktioner.” De tre opsætninger er naturligvis ikke i fare. Det skulle ikke være så svært at finde gode Margueriter, men det tegnede nu spændende med Netrebko.

Denne artikel handler om pladeindspilninger, så nyheden om Netrebkos afbud passer ind i den, for der var naturligvis aftalt en dvd-indspilning af Gounods opera.    

Cover'et til Milos' charmerende spanske guitar-cd