Erindringer: Fra bilradioen lød ”Triumfmarchen” fra Verdis ”Aida”. Den satte erindringer i gang. Det er en operaslager, som stadig kan sætte liv i én.  

Verdis triumfmarch var  at finde på en liste med musikstykker, som en række velmenende folk advarede bilister imod at spille, mens de sad ved rattet. Jeg tror, at jeg forstår, hvad de mente. Kan man ikke til de toner få lyst til ligefrem at lette med bilen fra vejen?

Lad os lige tage med, hvem der er den farligste komponist at lytte til, mens man er chauffør. Det er ikke Verdi, men naturligvis Richard Wagner. Allerfarligst? Naturligvis ”Valkyrieridtet” fra åbningen af 3. akt af ”Valkyrien”.

Mine erindringer om ”Aida”-opførelser spænder vidt fra en opførelse i en skurvogn på havnen i Flensborg med otte korister, som ikke havde plads til at røre sig. Forestillingen var nærmest fup. I den anden ende er diverse show-opførelser i arenaen i Verona, som jeg en sommeraften stadig kan længes efter. Jeg har en god musikskribent-kollega, som elsker byen Verona og kommer der ret ofte, men han er ikke til at trække ind i arenaen. Jeg forstår ham på en måde godt, men jeg bliver ikke udenfor. Jeg kan også lide opera som show – ind imellem.

Den musikalske elefant

Mine bedste Aida-erindringer er dog andre steder fra. I 1999 overværede jeg en friluftsopførelse foran slottet i Schwerin i Mecklenburg, hvor man nu opfører opera hver sommer. Om dagen stod folk i kø for at se en lille elefant, som i operatiden var udlånt fra sit cirkus og havde fået sit hjem i  et hjørne bag slottet, hvor prinsesse Alexandrine over et århundrede tidligere blev født for siden at blive kong Christian den X’s dronning. Om aftenen havde dens oppassere vanskeligt ved at holde den i ro, når den stod klar til at entrere scenen i den store triumfmarch. Man kunne se på den, at den havde lyst til at brøle med.

Endelig nåede man det sted i partituret på højdepunktet i triumfmarchen, som klinger ud i Es-dur, hvor den skulle have lov at trutte, og den gjorde det med en både flot og præcis tone, et rent Es. Den nød det. Vi flere tusinde publikummer nød det. Nogle af os var helt forvildede over at høre den rigtige tone og tilmed så rent fra en elefant.   

Det historiske show i Luxor

Elefanter og måske også løver hører da med i en rigtig opførelse af ”Aida”?  Ja, for ofte måske er ”Aida”-opførelser for meget et show. Det største show, som jeg så har oplevet, var i Luxor i Egypten i maj 1987, i det gamle Theben ved Nilen. Men det var også en historisk oplevelse at sidde på stedet, hvor Verdi lod størsteparten af sin opera foregå. Han kom der aldrig selv, men han havde ladet sig indfange af arkæologen Mariettes udkast til en opera fra det gamle Egypten, og der ligger megen forskning og historisk-arkæologisk undersøgelse bag udformningen af ”Aida”.  

Det var betagende at sidde så tæt ved Nilen, at man i aftenstunden anede flodens bevægelser. Det originale tempel var den ægte, magtfulde og smukke kulisse for tredjeakten, da Radames sammen med Aida mod sin vilje forråder sit egyptiske fædreland. Verdis musik til Aidas arie lød, som havde han komponeret den netop på stedet.  

Akustisk var Luxor dog ikke ideelt. Den dengang førende tenor Placido Domingo var kommet i sidste øjeblik og havde ikke givet sig tid til at få anvist, hvor på den store naturgivne scene de halvskjulte, men absolut nødvendige mikrofoner befandt sig. Han var den første af tre forskellige tenorer, som sang Radames i min måned i Luxor med tre hold læsere fra Jyllands-Posten, og han var den svageste, kunne ind imellem slet ikke høres. Nicola Martinucci med sin store, kraftfulde og ubesværede tenor blev det virkelige tenor-hit. Og Fiorenza Cossotto var stadig en vidunderlig Amneris.

Tusinde soldaters triumfmarch

Så var der triumfmarchen, hovedtemaet i disse erindringer. Den blev afviklet på et scene med god plads, for den egyptiske hær havde stillet en tusindtallig afdeling soldater til rådighed. De deltog med en alvor, der var overvældende. Soldaterne kom ridende ind på heste på den store tredelte scene med en forrygende kunnen. De kæmpede og døde med en livagtighed som ingen andre statister i den hele operaverden. Og de førte et kæmpemæssigt vogntog ind. Verdis originale musik til triumfmarchen slog ikke til og måtte forlænges med repetitioner. De etiopiske fanger led og tiggede om deres frihed. Det var måske vanen fra hverdagen, der havde gjort dem til mestre på scenen.  

Men hvad ville Verdi med sin berømte triumfmarch? Han ville alt andet end forherlige krigen og dens sejrherrer. Han ville vise, at enhver statsmagt har behov for at udstille sin potens ved at fremvise de tabende. Hans hjerte tilhørte dem.

Så kom løven

Der skete så meget, at man næsten ikke nåede at se den løve, der tålmodigt og kun iført et halsbånd på en vogn blev ført forbi publikum. I en pause i en senere opførelse kom jeg den tilfældigt nær. Det stakkels dyr var tydeligvis dopet til total mathed. Nå ja, her var chancen for stille at give en løve et kammeratligt klap, tænkte jeg, men jeg blev voldsomt hevet væk af en stor nubier. Jeg er dog stadig sikker på, at løven ikke ville have haft kræfter til at løfte poten så meget som et par centimeter.

Jeg har aldrig set så mange internationale kendisser samlet som til premieren i Luxor. De seneste var kommet med Concorde fra Paris og Wien et par timer før forestillingen. Arrangøren var en egyptisk storkøbmand, som havde tjent sin formue i Wien, og han havde inviteret den halve østrigske regering og store business-folk, men da flyet med dem landede, var der ingen hotelværelser. De lokale havde solgt dem videre til andre, som ville betale mere.  

En dekolleteret triumfmarch

Det var ikke nogen triumfmarch at se på, da mange gæstende damer den lune premiereaften vandrede gennem Luxors grusede gader udstillende en garderobe, hvor de med dekolleterede kjoler virkede som en hensynsløst pinlig kontrast til de tilhyllede muhamedanske kvinders fattigdom. Trængslen ved den enlige indgang var kaotisk, og et par taler på egyptisk måtte også til, selv om der næppe var mange andre egyptere end præsident Mubarak, andre honoratiores, de rige og de smukke fra den egyptiske elite. Klokken var to nat, før det noget rodede kæmpearrangement var gennemført.

Min første ”Aida” var i arenaen i Verona i 1953. Aida blev sunget af en lidt opulent yngre dame, som ikke gjorde det store indtryk på mig. Nogle år senere fandt jeg ud af, at hun hed Maria Callas.  

Foto: ”Aida” i arenaen i Verona

 Ekstra: Den spanske tenor José Carreras, som dannede ”De tre tenorer” sammen med den afdøde Luciano Pavarotti og Placido Domingo, hvis koncert i Aalborg i juni er udsolgt med venteliste, giver koncert i Musikkens Hus i Aalborg lørdag aften den 5. december. Tilfældigvis sker det på Carreras’ egen 69 års fødselsdag. Han er på en afskedsturné verden rundt, og koncerten i Aalborg bliver den eneste herhjemme. Aalborg Symfoniorkester akkompagnerer ham. Det bliver Carreras’ tredje besøg i Aalborg. Billetsalget åbner i Musikkens Hus nu på fredag den 24. april kl. 11.00. Billetpriserne er på 1200 kr., 1100 kr., og 1000 kr., men hidtil er nordjyderne også strømmet til de dyre drenge i Musikkens Hus.