Dagens citat: ”Jeg har engang villet komponere, hvordan koen giver mælk.” (Richard Strauss før uropførelsen i 1915 af ”Eine Alpensinfonie”).

I denne uge afslutter Aarhus Symfoniorkester sin officielle vintersæson dirigeret af Asher Fisch, og det sker på imponerende vis. Sergej Krylov er solist i Beethovens violinkoncert, og som optakt får man to af Bachs koralforspil i Arnold Schönbergs orkesterversion. Efter pausen går turen til Alperne med Richard Strauss’ imponerende orkesterværk ”En alpesymfoni”, som beskriver en dag i alperne fra morgen til solnedgang. Det sker i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus torsdag og fredag aften kl. 19.30. Der er få billetter tilbage torsdag og gode pladser fredag. Derefter gentages koncerten lørdag kl. 15.00 i Esbjerg Musikhus.

Richard Strauss’ tonedigt har godt af et få et per ord med på vejen, som jeg personligt håber også vil få solgt lidt ekstra billetter, for det er så enestående, at ingen bør gå glip af den.

Symfoni eller ej?

Er ”Eine Alpensinfonie” en symfoni? Nej, ikke hvis man ordet symfoni mener en åndelig stillingtagen til den store bjergverden. Ikke hvis man derved vil opleve sjælelige højder og dybder. Fritz Güsi har i stedet foreslået at kalde værket for ”Ein Tag im Hochgebirge”. Er det naiv musik? Ja, egentlig nok. Det er beskrivende musik. Det er egentlig kun i den lille episode, som Strauss kalder ”Elegie”, at bjergvandreren beskæftiger sig med mystikken i naturen.

Det karakteristiske i værket er en melodirig musik med en fantastisk farverig udadvendt virkning. Det er en skildring af en bjergvandring, som ikke skal give et indadvendt litterært indhold, om man vil. Det er også karakteristisk og ganske specielt, at Strauss her giver afkald på et erotisk element i sin musik. Vandreren forbliver alene med musikken. Han flygter ud i ensomheden. Også derfor er musikken i al sin pragt let og umiddelbar at gå til, vil jeg hævde. Også for naturelskere, som også vil kunne genopleve naturoplevelser i denne musik, vil jeg endda hævde.

Vindmaskinens triumf

Man hører kastevinde i det små og den voldsomme storm aftegnet i en speciel vindmaskine. En lavine beskrives. I det helt intime kan man høre græshopper og biller summe, inden vi stiger alt for højt op. Richard Strauss elskede den slags, og han generede sig ikke for at indføje det i sit partitur med forklarende ord. Solopgangen bliver sat i scene i en strålende A-dur. Opstigningen begynder. Jagthorn klinger i det fjerne. Vandreren går gennem skoven til horn og basuner. En vandring langs bækken fører til et gnitrende vandfald i violiner, harper og celesta. Gennem sæterens frodige græs går turen mod gletsjeren, som flimrer i trompeternes højeste leje. Det er en farlig vandring nu, men toppen nås.

En pulserende obomelodi skildrer vandrerens indre her på toppen, og den sjældne heckelphon, som tilhører obofamilien og klinger en oktav dybere, gengiver tågen, der lægger sig.  Solen formørkes langsomt til en mild orgelklang. Her følger den ovenfor omtalte ”Elegi”. En ”stilhed før stormen” glider over i et tumultfyldt uvejr. Vandrerens nedtur går igen forbi vandfaldet. Solnedgangen er et ypperligt tonemaleri, inden det klinger ud i natten.

God tur.     

Foto: Zugspitze, som inspirerede Richard Strauss