Dagens citat: ”At tale om musik er det samme som at danse hen over arkitektur” (Steve Martin, amerikansk komiker og teatermand).

Den jyske Opera vil i næste sæson lade publikum stemme om, hvordan det skal gå de to forvirrede kærestepar i den bittersøde slutning på Mozarts ”Cosi fan tutte”. Læserne må denne gang tilsvarende selv afgøre, om de vil give tre eller fire stjerner til de klassiske cd’er, som præsenteres. Det er omkring de tal, som de fleste gode klassiske cd’er ligger. Måske skal den femte stjerne inddrages. Alle omtalte cd’er er værd at høre, men Ingen af dem stryger umiddelbart til tops, hvor de fem-stjernede cd’er hører hjemme.

Antallet af stjerner fortæller jo ikke, hvad man skal lytte efter. Det gør kun ordene, og det endda kun hvis de er tilstrækkeligt velskrevne. Når jeg tænker på, hvor mange cd’er jeg selv har og med stor fornøjelse genhører, fordi de indeholder så meget værdifuldt og også dejligt, men de opfylder blot ikke umiddelbart alle krav til at blive tildelt topstjernerne. Men på den anden side fortæller topstjernerne jo ikke altid det væsentligste.

Undertegnede springer altså over, hvor stjernegitteret er lavest. Det er befriende for en gangs skyld. Og hvis man som læser forgæves leder efter logikken, er det vel til at forstå. Lad os komme til det væsentlige.

Kozená synger om tro

Den nyeste indspilning med den tjekkiske sopran Magdalena Kozená er ikke helt, hvad jeg havde forventet. Ind imellem er der stadig dejlige satser og sange. Naturligvis. ”Prayer” hedder cd’en, som hun har indspillet sammen med en fornem orgelspiller som Christian Schmitt. Starten er ikke den bedste, Schuberts ”Totengräbers Heimweh” kræver i det store rum med orgel en dramatisk gennemslagskraft i stemmen, som Kozená ikke helt kan leve op til. Når hun presser, kommer der også vibrato på.

Hvorfor har hun valgt den sang som indledning, når hun ellers sammen med Christian Schmitt, som har transskriberet de fleste sange til orgel, har sammensat et bredt program af åndelige sange (sacred songs) fra Purcell og Bach – for at tage dem i kronologisk rækkefølge fra begyndelsen. Den vil måske overraske, men Bach var kun ti år, da Purcell døde ganske vist som meget ung.

Det skal siges, at Kozená synger barokmusikken med inderlighed. Hun skriver i teksthæftet: ”Tro er noget meget personligt. Men når vi lever på denne planet, må vi tro på en højere magt, hvad den så end må være. Det føler jeg, når jeg fortolker denne musik.” Kozenas fortolkninger er fyldt af tro og meget omhyggelige, men ikke voldsomt impulsive.

Efter Bachs ”Komm, süsser Tod” følger Hugo Wolfs ”Karwoche” med tekst af Mörike, og her er inderligheden forbundet med en fin sangkunst, så man straks får lyst til at høre den igen. Det er den første af fem Wolf-sange, som alle er højdepunkter på cd’en. Hør for eksempel ”Schlafendes Jesuskind”. Med Ravels også fængslende ”Kadisch” kommer der et spring. Der er to gange ”Ave Maria”, men måske lidt overraskende er det Verdis og Dvoraks, som hun har valgt blandt mange. Der er i alt seks sange af Schubert, som alle ligger bedre for Kozená end den indledende Totengräber.

Andre lyttere vil sikkert få mere ud af denne ”troende” cd med Kozená, fordi de ikke som undertegnede engang var totalt begejstret for Kozenas sang og derfor nu er sårbar over for skuffelser med hende (Prayer. DG 479 2067. 75 minutter).

Det samme igen

Det er det samme her. ”Hen til kommoden og tilbavs igen.” Tre fjerdedele af en ny indspilning af Vivaldis uopslidelige ”De fire årstider” er næsten original Vivaldi, men den sidste fjerdedel er Max Richters bidrag til en genkomponeret version. Sådan cirka. Selv mener komponisten, Richter altså, at han måtte blive klar over, hvad der egentlig var Vivaldi, og hvad der var ham selv. Daniel Hope er den fremragende soloviolinist. Den nye version er både et dygtigt og spændende arbejde, og alligevel spørger man sig selv, hvad man egentlig skal med en moderniseret version som denne, der også indeholder elektroniske lydbearbejdelser, når der nu findes så mange vidt forskellige og fremragende indspilning af den rene originalversion. Men Max Richter er et navn for mange, forstår jeg, og derfor vil flere sikkert opdage Vivaldi, som ellers ikke ville have gjort det. Man får ham endda i to udgaver, den ene på cd med ekstra mixninger af de fem ”Electronic Soundscapes” for sig, i alt 77 minutter, den anden en filmatiseret version på dvd af ”De fire årstider” på dvd på 44 minutter. (Deutsche Grammophon 479 2776).  

Strauss bedst i mindre bidder

Barytonen Thomas Hampson har valgt 18 sange af Richard Strauss som en hyldest til komponistens 150 år, som helt nøjagtigt er den 11. juni. Strauss beskæftigede sig med liedkunsten det meste af sit kunstneriske liv, som godt kan dateres fra 1870 til 1948, fra den seks-åriges julesang til en elsket tante til afslutningen med de bevægende ”Vier letzten Lieder” De sidste springer Hampson naturligvis over. Der er en del mere ukendte lieder med, men ikke udelukkende. Meget vil altså være nyt for samleren.

Karakteristisk for så at sige alle Strauss’ lieder er, at de er melodisk smukke. Strauss har som regel søgt ind til en stemning, som han fandt ramte essenssen af det aktuelle digt, og han komponerede både til stærke og svage tekster. De er næsten lige smukke. Hans lieder har naturligvis et individuelt præg, men de har altså den samme lidt specielle lyriske skønhed. Man skal lytte til dem i udvalg. Også til Thomas Hampson, som ikke synger dem med store individuelle forskelle. Det er næsten for meget med cd’ens 70 minutter ud i et stræk, for Hampson er nu ikke ophidsende, men det er et fint udvalg at kunne vælge ud af til mindre nydelsesrige omgange (Deutsche Grammophon 479 2943).  

Weilerstein spiller Dvorák

Der er mere egal kvalitet over de sidste cd’er. Alisa Weilerstein spiller Dvorák. Den amerikanske cellist, som er søster til Joshua, Malko-prisvinderen i 2009, har givet koncerter både i København og Aarhus.  Hovedværket er Dvoráks cellokoncert, som blev komponeret i USA, og som den amerikanske cellist her bringer tilbage til Praha til indspilningen med Tjekkisk Philharmonisk Orkester og den fortrinlige dirigent Jiri Belohlávek. Der musiceres dejligt afrundet uden alt for outrerede dramatiske effekter, som man jo før har hørt også har kunnet ødelægge den indre ro.

Netop den indre ro er fint til stede i fem mindre stykker, som Weilerstein spiller sammen med pianisten Anna Polonsky, blandt andet den populære ”Sange min moder lærte mig”, den fjerde af syv sigøjner-sange, som her gør sig i en cello-variant. Der sluttes livligere af med slavisk dans i g-mol naturligvis for cello og klaver (Decca 478 6705. 67 minutter).

Kinas bedste pianist

Mange vil tro, at bag ordene ”Kinas bedste pianist” vil Lang-Lang dukke frem. Han er den mest feterede, den mest populære og i sit spil den sanseligt mest ”lækre”, men Yundi (engang Yundi Li) er den musikalsk mest reelle og fineste pianist af de store fra Kina. Der er højere til loftet hos ham. Og han er nærmere Beethoven.

Yundi kombinerer Beethovens femte klaverkoncert, ”Kejserkoncerten” med Schumanns solostykke, Fantasi i C-dur. Det er en usædvanlig sammenstilling, men cd’en er tydeligt con amore arbejde for Yundi. Og Schumanns beundring for Beethoven kan man godt høre i fantasien. Yundis musikalske sundhed, hans ærefrygt for musikken kombineret med spilleglæde gør, at hans Beethoven er stor at lytte til. Samarbejdet med Daniel Harding og Berliner Philharmoniker har format. Harding blev som helt ung nærmest betragtet som et vidunder, men han var nu ikke altid lige overbevisende. Han har udviklet sig betydeligt. Beethovens ”Kejserkoncert” er et godt eksempel på det (Deutsche Grammophon 481 0710. 67 minutter).

Foto: Magdalena Kozená synger sange om troen