*****  ”Den liflige musik” kalder Jakob Levinsen sin bog om Richard Strauss som komponist og undersåt. Man studser, for er Richard Strauss’ musik netop liflig? Men man opdager snart, hvor Levinsen har hentet sin titel. I slutningen af operaen ”Die schweigsame Frau” synger den gamle Sir Morusus om den liflige musik: ”Wie schön ist doch die Musik, aber wie schön erst, wenn sie vorbei ist!. .. Wie schön ist doch das Leben, aber wie schön erst, wenn man kein Narr ist und es zu leben weiss” (Min oversættelse: Hvor dejlig er dog musikken, men hvor dejlig først, når den er forbi… Hvor dejligt er dog livet, men hvor dejligt først,  når man ikke er en nar og forstår at leve det.)” 

Stefan Zweigs tekst om den gamle Sir Mosurus, som tror, at han får sig en ung og stille kone, men blot holdes for nar, kunne i andre komponisthænder end Strauss’ let være forblevet ved en elegant buffo-komedie, men Strauss’ musik er varm og menneskeforstandig. Og netop hvor den skildrer menneskets svagheder, er den allermest skøn – eller liflig.

Bogens undertitel får også læseren til at standse et øjeblik. ”Richard Strauss som komponist og undersåt.” Jeg er glad for det sidste ord, for Richard Strauss var som personlighed en stærk modsætning til sin 51 år ældre kollega Richard Wagner. Undersåt er vel det sidste, som man kan kalde Wagner. Men Richard Strauss kan måske med rimelighed kaldes sin kone Paulines undersåt. Hun var en berømt sopran og både elskelig og skrap, i hvert fald temperamentsfuld, og det var Strauss ikke. Parrets ægteskabelige liv var lykkeligt bortset fra et voldsomt skænderi med forviklinger ret tidligt i forholdet. Richard Strauss, som mente, at enhver rigtig komponist skulle kunne sætte et spisekort i musik, skrev som ældre endda operaen ”Intermezzo” over episoden. Naturligvis er musikken hertil vittig, raffineret og elegant.

Forholdet til regimet

En anderledes voldsom historie er naturligvis Richard Strauss’ forhold til det nazistiske regime. Her er ordet undersåt meget rammende. Strauss blev aldrig nazist, og han undslog sig ikke for at give udtryk for sin foragt for nazismen. Men han var også opportunist. Hensynet til sin musik og dens udbredelse dominerede meget af hans gøren. Han måtte også passe på ikke at føre sig for voldsomt frem af hensyn til sin jødiske svigerdatter og sine børnebørn. Angsten for at der skulle ske dem noget, var der vel altid.

Jakob Levinsen gør på en meget forstående og velbalanceret måde rede for Strauss’ linedans i denne politiske vanskelige situation. Også beskrivelserne af værkerne og musikken er baseret på en indlevelse i, hvad Strauss ville og kunne under de givne forhold, og derfor giver de læseren det bedst mulige udgangspunkt til at trænge ind i og forstå både personen Strauss og hans værker. ”Men den prøver også at gøre det uhildet og uden at måle ham med andre alen end hans egne”, som forfatteren skriver. For mig er det et væsentligt træk i den høje kvalitet af indholdet.

To store Richard'er

Det sker også i de endda let humorfyldt virkende sammenligninger af Wagner og Strauss. Større kontraster som kunstnertyper og som offentlige mennesker kan man ikke forestille sig.

Wagner og Strauss mødtes aldrig, og dog kunne de have mødt hinanden, for i München, hvor Richards far var hofhornist og aldeles ikke tilhænger af Wagner, som sønnen Richard blev det i en ung alder og forblev det, boede Wagner (på kong Ludwigs regning) i et palæ i Briennerstrasse 21 i bymidten, ikke mange hundrede meter fra familien Strauss. Den slags oplysninger er bogen fyldt med. 

Strauss boede aldrig på en andens regning, havde aldrig gæld og måtte altså ikke som Wagner flygte i mulm og mørke fra gældsforpligtelser. Han tjente godt, fordi han forstod at sælge sin musik. Han boede i størsteparten af sit voksne liv i den mindre bayerske by Garmisch-Partenkirchen i en hvid palævilla med rødt tag, som han havde betalt, og med en pragtfuld og for ham inspirerende udsigt mod Zugspitze og alperne. Her blev så godt som alle Strauss’ værker efter 2008 til hans død i september 1949 til.

En dag efter Anden verdenskrig

Netop her i Garmich-Partenkirchen begynder Jakobs Levinsens fortælling. Den 30. april 1945 kom de amerikanske befrielsestropper kørende op mod villaen på adressen Zoeppritzstrasse 42. (Husk adressen, for villaen kan være vanskelig at finde. Jeg har selv måttet spørge mig flittigt for, inden jeg fandt en lokal beboer, som overhovedet kendte den Strauss). Strauss yngste barnebarn, dengang teenager, har senere fortalt, at han troede, at nu blev de evakueret, men ”hans knap 81-årige farfar, der på større eller mindre afstand havde oplevet både Tysklands samling i 1871, Første Verdenskrig, det unge kejserriges sammenbrud i 1918,  Weimarrepublikkens efterfølgende tumult , nazisternes magtovertagelse og Anden Verdenskrigs ødelæggelser, og senest sammen med sin familie kun på et hængende hår i det hele taget havde overlevet nazismen, tog det anderledes roligt. Han samlede en håndfuld papirer sammen, stavrede ud til amerikanerne og sagde på vaklende engelsk: I am Richard Strauss. Composer of Salome and Der Rosenkavalier. Leave me alone. Amerikanerne var imidlertid fuldt klare over, hvem Garmisch-Partenkirchens mest berømte tilflytter var… De respekterede ønsket fra Tysklands største komponist gennem et halvt århundrede og satte et skilt op foran huset med ordene No trespassing. Ingen adgang.”

Musikken alsidigt belyst

Langt størsteparten af bogen omhandler musikken. Og her er intet skilt med ingen adgang. Hvor det gælder operaerne får man først et kort, ganske præcist handlingsreferat, inden betragtninger, kommentarer, musikalske vink og interessant baggrundsstof fylder i en sammenhængende helhed. Det sker i et forspil – i stedet for i et forord - og i ti kronologiske kapitler, hvoraf det sidste gælder Strauss’ eftermæle herunder naturligvis de mange bøger om Strauss på tysk og engelsk.

Her konkluderer Levinsen: ”Men hvor mange bøger om Wagner søger at give hver deres bud på en art endelig sandhed om eller nøgle til mesteren og hans musik, synes ganske mange bøger om Strauss stort set at have givet op på forhånd, hvad angår en samlet fortolkning. Ofte synes man næsten at høre – ikke en ”brusen af vinger”, som den panikslagne kong Herodes synger mod slutningen af ”Salome”, men snarere en kollektiv virren af hoveder hos musikskribenter, der har svært ved at få fænomenet Strauss til at hænge sammen.”

Levinsens bog hænger sammen. Den kan læses som en spændende helhedsberetning, men den kan også benyttes som en opslagsbog, hvis man har brug for at sætte sig ind i et enkelt værk. Uanset hvad man gør, er det spændende og udbytterig læsning.

Vi fejrer Strauss' 150 års fødselsdag den 11. juni.Som Levinsen gør rede for, er han stadig noget af et mysterium. .Lad os vende tilbage til Sir Morosus i operaen "Die schweigsame Frau", for også Strauss var "et yderst privar menneske, der i sidste ende lader til blot at have haft et eneste ønske med tilværelsen: at få fred  til at skabe musik.

Jakob Levinsen: Den liflige musik. Richard Strauss som komponist og undersåt. Gyldendal, 224 sider, 250 kr. Kan også bestilles som e-bog. 

Læs også en førstkommende artikel om Richard Strauss som dirigent og en anmeldelse af en DG-box med  syv cd’er, hvor Strauss dirigerer Strauss, Wagner, Mozart, Beethoven og andre.