af John Christiansen - d. 6. juni 2014
Jakob Levinsen følger sin bog om den 200-årige Richard Wagner op med en tilsvarende fin beskrivelse af den 150-årige Richard Strauss og hans musik. Den formidler masser af viden og en mængde inspiration i en let læst tekst.
***** ”Den liflige
musik” kalder Jakob Levinsen sin bog om Richard Strauss som komponist og
undersåt. Man studser, for er Richard Strauss’ musik netop liflig? Men man
opdager snart, hvor Levinsen har hentet sin titel. I slutningen af operaen ”Die
schweigsame Frau” synger den gamle Sir Morusus om den liflige musik: ”Wie schön
ist doch die Musik, aber wie schön erst, wenn sie vorbei ist!. .. Wie schön ist
doch das Leben, aber wie schön erst, wenn man kein Narr ist und es zu leben
weiss” (Min oversættelse: Hvor dejlig er dog musikken, men hvor dejlig først,
når den er forbi… Hvor dejligt er dog livet, men hvor dejligt først, når man ikke er en nar og forstår at leve det.)”
Stefan Zweigs tekst om den gamle Sir Mosurus, som tror, at
han får sig en ung og stille kone, men blot holdes for nar, kunne i andre
komponisthænder end Strauss’ let være forblevet ved en elegant buffo-komedie,
men Strauss’ musik er varm og menneskeforstandig. Og netop hvor den skildrer
menneskets svagheder, er den allermest skøn – eller liflig.
Bogens undertitel får også læseren til at standse et
øjeblik. ”Richard Strauss som komponist og undersåt.” Jeg er glad for det
sidste ord, for Richard Strauss var som personlighed en stærk modsætning til
sin 51 år ældre kollega Richard Wagner. Undersåt er vel det sidste, som man kan
kalde Wagner. Men Richard Strauss kan måske med rimelighed kaldes sin kone
Paulines undersåt. Hun var en berømt sopran og både elskelig og skrap, i hvert
fald temperamentsfuld, og det var Strauss ikke. Parrets ægteskabelige liv var
lykkeligt bortset fra et voldsomt skænderi med forviklinger ret tidligt i
forholdet. Richard Strauss, som mente, at enhver rigtig komponist skulle kunne
sætte et spisekort i musik, skrev som ældre endda operaen ”Intermezzo” over
episoden. Naturligvis er musikken hertil vittig, raffineret og elegant.
Forholdet til regimet
En anderledes voldsom historie er naturligvis Richard
Strauss’ forhold til det nazistiske regime. Her er ordet undersåt meget rammende.
Strauss blev aldrig nazist, og han undslog sig ikke for at give udtryk for sin
foragt for nazismen. Men han var også opportunist. Hensynet til sin musik og
dens udbredelse dominerede meget af hans gøren. Han måtte også passe på ikke at
føre sig for voldsomt frem af hensyn til sin jødiske svigerdatter og sine børnebørn.
Angsten for at der skulle ske dem noget, var der vel altid.
Jakob Levinsen gør på en meget forstående og velbalanceret
måde rede for Strauss’ linedans i denne politiske vanskelige situation. Også
beskrivelserne af værkerne og musikken er baseret på en indlevelse i, hvad
Strauss ville og kunne under de givne forhold, og derfor giver de læseren det
bedst mulige udgangspunkt til at trænge ind i og forstå både personen Strauss og hans værker. ”Men den prøver også at
gøre det uhildet og uden at måle ham med andre alen end hans egne”, som
forfatteren skriver. For mig er det et væsentligt træk i den høje kvalitet af
indholdet.
To store Richard'er
Det sker også i de endda let humorfyldt virkende sammenligninger
af Wagner og Strauss. Større kontraster som kunstnertyper og som offentlige
mennesker kan man ikke forestille sig.
Wagner og Strauss mødtes aldrig, og dog kunne de have mødt
hinanden, for i München, hvor Richards far var hofhornist og aldeles ikke
tilhænger af Wagner, som sønnen Richard blev det i en ung alder og forblev det,
boede Wagner (på kong Ludwigs regning) i et palæ i Briennerstrasse 21 i
bymidten, ikke mange hundrede meter fra familien Strauss. Den slags oplysninger
er bogen fyldt med.
Strauss boede aldrig på en andens regning, havde aldrig gæld
og måtte altså ikke som Wagner flygte i mulm og mørke fra gældsforpligtelser. Han
tjente godt, fordi han forstod at sælge sin musik. Han boede i størsteparten af
sit voksne liv i den mindre bayerske by Garmisch-Partenkirchen i en hvid
palævilla med rødt tag, som han havde betalt, og med en pragtfuld og for ham
inspirerende udsigt mod Zugspitze og alperne. Her blev så godt som alle
Strauss’ værker efter 2008 til hans død i september 1949 til.
En dag efter Anden verdenskrig
Netop her i Garmich-Partenkirchen begynder Jakobs Levinsens
fortælling. Den 30. april 1945 kom de amerikanske befrielsestropper kørende op
mod villaen på adressen Zoeppritzstrasse 42. (Husk adressen, for villaen kan
være vanskelig at finde. Jeg har selv måttet spørge mig flittigt for, inden jeg
fandt en lokal beboer, som overhovedet kendte den Strauss). Strauss yngste barnebarn, dengang teenager, har
senere fortalt, at han troede, at nu blev de evakueret, men ”hans knap 81-årige
farfar, der på større eller mindre afstand havde oplevet både Tysklands samling
i 1871, Første Verdenskrig, det unge kejserriges sammenbrud i 1918, Weimarrepublikkens efterfølgende tumult ,
nazisternes magtovertagelse og Anden Verdenskrigs ødelæggelser, og senest sammen
med sin familie kun på et hængende hår i det hele taget havde overlevet
nazismen, tog det anderledes roligt. Han samlede en håndfuld papirer sammen,
stavrede ud til amerikanerne og sagde på vaklende engelsk: I am Richard Strauss. Composer of Salome and Der Rosenkavalier. Leave
me alone. Amerikanerne var imidlertid fuldt klare over, hvem Garmisch-Partenkirchens
mest berømte tilflytter var… De respekterede ønsket fra Tysklands største
komponist gennem et halvt århundrede og satte et skilt op foran huset med
ordene No trespassing. Ingen adgang.”
Musikken alsidigt belyst
Langt størsteparten af bogen omhandler musikken. Og her er
intet skilt med ingen adgang. Hvor det gælder operaerne får man først
et kort, ganske præcist handlingsreferat, inden betragtninger, kommentarer,
musikalske vink og interessant baggrundsstof fylder i en sammenhængende helhed.
Det sker i et forspil – i stedet for i et forord - og i ti kronologiske kapitler,
hvoraf det sidste gælder Strauss’ eftermæle herunder naturligvis de mange bøger
om Strauss på tysk og engelsk.
Her konkluderer Levinsen: ”Men hvor mange bøger om Wagner
søger at give hver deres bud på en art endelig sandhed om eller nøgle til mesteren
og hans musik, synes ganske mange bøger om Strauss stort set at have givet op
på forhånd, hvad angår en samlet fortolkning. Ofte synes man næsten at høre –
ikke en ”brusen af vinger”, som den panikslagne kong Herodes synger mod
slutningen af ”Salome”, men snarere en kollektiv virren af hoveder hos
musikskribenter, der har svært ved at få fænomenet Strauss til at hænge sammen.”
Levinsens bog hænger sammen. Den kan læses som en spændende
helhedsberetning, men den kan også benyttes som en opslagsbog, hvis man har
brug for at sætte sig ind i et enkelt værk. Uanset hvad man gør, er det
spændende og udbytterig læsning.
Vi fejrer Strauss' 150 års fødselsdag den 11. juni.Som Levinsen gør rede for, er han stadig noget af et mysterium. .Lad os vende tilbage til Sir Morosus i operaen "Die schweigsame Frau", for også Strauss var "et yderst privar menneske, der i sidste ende lader til blot at have haft et eneste ønske med tilværelsen: at få fred til at skabe musik.
Jakob Levinsen: Den
liflige musik. Richard Strauss som komponist og undersåt. Gyldendal, 224 sider,
250 kr. Kan også bestilles som e-bog.
Læs også en førstkommende
artikel om Richard Strauss som dirigent og en anmeldelse af en DG-box med syv cd’er, hvor Strauss dirigerer Strauss,
Wagner, Mozart, Beethoven og andre.