6 hjerter af 6: Grigorij Sokolov er en bemærkelsesværdig pianist. Han begyndte at gæste Danmark for mange år siden, og han havde ingen nykker i retning af kun at ville give koncerter de ”finere” og større steder. Der er mindre lokaliteter herhjemme, som kan se tilbage på hans gæstespil. Louisiana kan stadig se frem til hans faste koncertbesøg.

Jeg tør ikke sige, hvor lang tid hans første gæstespil går tilbage, men det første indtryk var af en fænomenal teknisk klavervirtuos. I de senere år har der været mere stille om Sokolov herhjemme. I den sidste snes år har han ikke indspillet noget på plade. Han har ikke villet. Det er ikke det samme, som at der ikke er dukket enkelte live-optagelser op, men det er ikke sket efter hans eget ønske.

Sidste år skrev Sokolov så kontrakt med Deutsche Grammophon og valgte selv programmet for den første udgivelse, en live optagelse af en koncert den 30. september 2008 på festspillene i Salzburg. Her har man år efter år optaget hans koncerter og ventet på, at han gav lov til, at de også blev udsendt.

Solokov og Salzburg

Dengang han var en flittig gæst herhjemme, var det ikke netop Mozarts Salzburg jeg ville kombinere Sokolov med. Men her på cd’en spiller han endda Mozart med en vidunderlig sans for Salzburg-mesterens musik. Solokov er et vidunderligt eksempel på, hvordan en teknisk fremragende virtuos har udnyttet sin imponerende præcise fingerkunnen og ikke mindst styrke til også at videreudvikle en vidunderlig musikalsk sans.

Som han spiller i dag, altså i 2008, minder han mig om sin russiske landsmand Emil Gilels, som altid har været en af de virkelig store i min pladesamling af pianister, og som jeg også har haft kæmpeoplevelser med i koncertsalen, den største var hans bevægende udførelse af Schumanns klaverkoncert på generalprøven i Salzburg den formiddag, da vi netop fik at vide, at Sjostakovitj var død.  Sammenligningen med Emil Gilels fortæller også om Sokolovs format.

Seks hjerter og stjerner uden omsvøb

Jeg har de seneste dage hørt Sokolovs nye cd flere gange med det resultat, at jeg er kommet bagefter kollega Thomas Michelsen i Politiken, som begejstret har givet den 6 hjerter, ikke stjerner. Det svarer til de 6 stjerner, som jeg – til min egen overraskelse - har villet give fra første gennemlytning og holder fast ved. Michelsen har ikke alene fordelen ved at være kommet først. Politiken opererer ikke med stjerner, som jeg desværre blev oplært til/tvunget til i min tid på Jyllands-Posten. Han og Politiken arbejder med hjerter, som er et mere ægte og nuanceret udtryk for det musikalske indhold.

Sokolov begynder med Mozart. Det bør selv gode pianister ikke gøre live, for Mozart er trods det enkle nodebillede en af de sværeste komponister at begynde med uden at være spillet varm. Men Sokolov er der fra første takt. I dag spiller mange og naturligvis især teknisk begavede pianister Mozart så hurtigt og effektivt, at de cykler hen over finheder i musikken, som man ellers i gengivelsen må og skal opdage i gengivelsen. Sokolov spiller de to sonater i F-dur, KV 280 med en såkaldt siciliano-mellemsats med finere nuancer og den inderlige KV 332 med den intensitet, som altid har været et af hans varemærker.

Mozarts genialitet

Men Sokolov finder på betagende vis de små nuancer frem og understreger dem med ganske små, men givende temposkift. Man kan næsten høre ham fortælle: Læg nu mærke til, hvor genial Mozart er lige her.

Nogle - også fremragende - pianister spiller klavermusik, så man hører musikken i sort-hvid. Det er i orden. Selv hører jeg ikke nødvendigvis farver i musikken. Men hos Sokolov hører man farverne, som understreger følelserne. Sikke et væld af begge dele i en vidunderlig samklang.

Og det fortsætter i Chopins 24 preludier, hvor Sokolov aldrig har for travlt, men har tid til at lytte indad. 24 små verdener på 45 minutter. Man hører hver en tone, selv når det går hurtigt. Og det gør det sandelig i nummer 16 i b-mol, presto con fuoco, som spilles på et minut og 5 sekunder. Det er Sokolov naturligvis ikke den eneste, som kan. Men hør, hvordan hver tone alligevel står klart og smukt. Det er sjældent.  

Seks ekstranumre

Sokolov har altid været gavmild til at give ekstranumre. Her giver han hele seks numre af varighed fra små to minutter til knap seks minutter. Så tænker man på et hans slogans: ”Jeg spiller kun, hvad jeg gerne vil spille”. Og det er ikke altid det samme, han har lyst til at spille. Det er også forklaringen på, at man ofte ikke ved, hvad han vil spille, hvis man køber billet til en af hans koncerter i god tid.

Han begynder ekstranumrene med landsmanden Alexander Scriabins to hemmelighedsfulde ”Poèmes” vekslende med to af Chopins sene mazurkaer, der begge tilfører koncerten nye nuancer. Så følger et spring til franskmanden Rameaus ”Les Sauvages” (De vilde) med endnu et bevis på, at kraft kan kombineres med ynde. Så slutter Sokolov anderledes andægtigt med Bachs nærmest dystre koralforspil fra ”Orgelbüchlein”: ”Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ”.   

Lukket inde i Sovjet

 Sokolov blev født i 1950 i Sankt Petersborg (det daværende Leningrad), hvor han naturligvis blev uddannet på det berømte musikkonservatorium. Han gav en stor soloaften som 13-årig, og fire år efter vandt han den internationale Tjaikovskij-konkurrence i Moskva. Ikke alle dommere var enige, men formanden for juryen, den allerede nævnte Emil Gilels fik sin vilje gennemført. De stærke rejse-indskrænkninger, der dengang var for sovjetborgere, betød, at Sokolov koncentrerede sig så meget mere om sin videreudvikling hjemme i i Leningrad. Først senere blev han kendt i udlandet, og da relativt tidligt herhjemme.

Man husker ham også for, at han ikke havde tid (eller lyst) til at hilse på publikum, når han kom ind. Han skulle i gang med musikken, og han kastede næsten sin krop over flyglet. Al hans energi var koncentreret i musikken.

Kan Sokolov kaldes en ægte russisk klaverløve? Ja, måske. Han kan i hvert fald alt, hvad betegnelsen kræver. Man som han spiller denne aften på festspillene i Salzburg, er det langt mere nuanceret, langt mere indholdsrigt til, at ordet dækker. Det skulle dog være mærkeligt, om man i et så stort et land som Rusland kan sammenfatte alle pianister under en og den samme etikette, ”den russiske skole”, har han selv sagt.  Tag det bedste fra den russiske skole, men tilføj en masse andet.  

6 stjerner af 6: Live koncert med Grigorij Sokolov i Salzburg 2008. DGG 479 4342, to cd’er.