Denne indledende historie har intet med dagens cd-anmeldelser at gøre, men den skal med: Det er ikke misundelsesværdigt at være chef for et landsdelsorkester nu om dage. Økonomien er trang, lidt forskellig rundt om i landet afhængig af de lokale bevillinger, men der er intet sted penge til en ekstra dans. Midt i et regnskabsår kom så uventet besked fra kulturministeriet, at det ellers fastlagte statstilskud var sat ned med 200.000 kr. til hvert af de orkestre, som også får lokalt tilskud. Historien bag er måske til at smile over. Finansministeriet havde ekstra beskåret de forskellige ministerier, men kulturministeren kunne prale af, at hun ikke var blevet beskåret. Hovsa, sagde finansministeren, og så skulle kulturministeren også finde nogle ekstra penge. Og hvor er de i en valgsituation lettere at finde end hos den klassiske musik? Det er jo så let: Hvert landsdelsorkester kan jo bare fyre en musiker mere for resten af året, ikke sandt?

En ny pragtfuld ”Maskarade”

5 stjerner af 6: Dagens musikalske bidrag gælder denne gang udelukkende Carl Nielsen, og der er nyt at fortælle. Det vil først og fremmest sige en frisk ny indspilning af operaen ”Maskarade” dirigeret af Michael Schönwandt i spidsen for DR Radiosymfoniorkestret. Jeg vil ikke vil forsøge at lave en rangliste over de eksisterende indspilninger, men nævnes skal naturligvis John Frandsens indspilning, som i 1979 blev nomineret til en amerikansk Grammy Award, og som Dacapo har genudsendt i forbedret lydkvalitet. Her får vi blandt andet godt de store klassiske præstationer af Ib Hansen, Aage Haugland, Ove Verner Hansen, Edith Brodersen etc. Den indspilning er stadig uundværlig i samlingen, men det er fra første øjeblik også den nye. Den byder på mange fornøjelser styret af Michael Schönwandt.

Fornøjelser? Ja, men dette ord dækker alligevel ikke helheden. Schönwandt gør selv opmærksom på, at Carl Nielsen synes at være inspireret af både Wagners ”Mestersangerne” og Verdis ”Falstaff”.  Og aldrig har jeg hørt en opførelse af Nielsens musik som denne, der i vid og ånd er kommet så nær det geniale i Verdis og Wagners mesterlige partiturer. Men Carl Nielsen er og bliver sin egen. Han er dansk, og hans musik og ikke mindst denne nye gengivelse gnistrer som en perlerække af funklende kommentarer til spillet på scenen, som vi slet ikke savner. Sådan bliver scenelivet blotlagt i musikken på en åbent sprudlende måde.

Og hvor er det dansk. Det er operaen nok på den farlige måde, for det dobbeltbundede kan let skride over i noget lettere pjattet i en utilstrækkelig og løsere opførelse. Men det sker ikke her. Det er dansk på den herlige måde. Som dirigent Schønwandt udtrykker det: ”Maskarade bygger en enestående bro mellem det folkelige og den elitære kunst”. Og her er det herligt midt i førsteaktens livfulde humor at fornemme det dybere menneskelige fundament i musikken, og derpå, når Nielsen pludselig bliver alvorlige, tungere i udsagnet, som han så ofte kunne skifte til, at det stadig ikke sker uden glimtet af livsfrodighed. Slutakten er ofte blevet kritiseret for at have relativt dårligere musik, men Schønwandt holder den oppe, så den ikke fornemmes som det måske forventede antiklimaks.

Optagelsen, som blev foretaget i august 2014, byder på en meget homogen sangerbesætning uden svage punkter. Det er decideret ensemblekunst med et tæt forhold også til Holberg. Stephen Milling fylder den ”danske” paraderolle som Jeronimus ud med mange fine nuancer og skaber en figur med nye træk. Johan Reuter synger en herlig Henrik. Niels Jørgen Riis som Leander og Dénise Beck som Leonora er et dejligt førstepar, hun lige til at forelske sig i, men det er hendes kammerpige Pernille, den livlige Ditte Højgaard Andersen også. Og så synger Anne Margrethe Dahl fru Magdelone med et velklingende lune, mens Stig Fogh Andersen naturligvis/beundringsværdigt stadig synger med rigeligt overskud som Leonard fra Slagelse. Christian Damsgaard er en fortrinlig Arv, og de mange mindre roller er alle godt besat med unge og gamle. Her er ordet fornøjelse på plads.

Under hele spillet gnistrer DR Symfoniorkestret og Michael Schönwandt. Man nyder hver takt. Denne gang kan ”Maskarade” ikke nøjes med en nominering til internationale grammy-priser. Teksthæftet indeholder den komplette tekst på dansk og engelsk, et forord af Michael Schönwandt og en artikel af Knud Ketting om Carl Nielsen, ”Vinder i det lange løb”. Den tekniske optagelse er klar og velafbalanceret, men hvorfor skæres anden akt af ti minutter før slut på cd 1, når de sagtens kunne være der i den rette sammenhæng?  (Maskarade. Dacapo 6.220441-42, to SACD).

New York’erne har nået målet

New York’erne og chefdirigent Alan Gilbert har afsluttet deres store projekt med alle symfonierne og de tre koncerter. Hvis man ikke allerede har erhvervet symfonierne, kan man få dem alle, symfonier som koncerter samlet på fire cd’er, og det er naturligvis billigst, hvis man vil have hele herligheden af symfonier og koncerter (Carl Nielsen: The symphonies and concertos. Dacapo 6.200003, fire SACD’er, som kan spilles på alle cd-afspillere).

5 stjerner af 6: Den nye cd med Nielsens tre koncerter er naturligvis også udgivet særskilt. Alan Gilbert har valgt egne soloblæsere fra sit orkester i fløjte- og klarinetkoncerterne, men han har taget Nikoilaj Znaider som solist i violinkoncerten, Her får vi så en udførelse, som mange af os kender og elsker, senest forleden i Odense. Znaider når ind til kernen af koncerten, som er typisk for sin komponist, men ikke for selve genren. Jeg vil citere Jens Cornelius’ pladenoter om hoveddelens allegro cavalléresco-tema: ”Violinen træder frem som erobrer, der kender sit værd”. Ordene gælder musikken, men de passer også på Znaiders stærke violintone. Han har erobret violinkoncerten.

Fløjtekoncerten varer kun 18 minutter, og det er kun lige godt det halve af violinkoncerten. Men: ”Det er nok til en fløjte”, sagde Carl Nielsen. Og ih hvor der dog sker meget og det modsætningsfyldt, både meget festligt og mindre eftertænksomt, både lyrisk og velgørende barok humoristisk. Robert Langevis, som har været førstefløjtist i New York’erne i 15 år, spiller fornøjeligt blændende. Klarinetkoncerten er nok lidt vanskeligere at få has på. Carl Nielsen lærte klarinetten at kende allerede som dreng på Fyn, og han haler kolossale modsætninger frem i sin musik. De spilles ekvilibristisk af Anthony McGill, som skiftede sidste efterår fra Metropolitan Operaens Orkester til New York Philharmonic (Carl Nielsens tre koncerter. Dacapo SuperAudio cd 6.220556, 77 minutter).  

De vanskelige valg

Men man skal være forsigtig i sin med rette begejstring over New York’ernes Carl Nielsen. Jeg er indrømmet ved at køre fast i de mange gode opførelser af Carl Nielsens musik, når jeg bilder mig ind at skulle finde de virkelig ”bedste” indspilninger frem. Der er absolut ingen grund til at glemme for eksempel Michael Schönwandts stærke danske indspilninger eller for den sags skyld Herbert Blomstedts to ældre sæt fra København og San Francisco. Den svenske dirigent dirigerer meget Carl Nielsen rundt omkring her i Nielsen-året, og DR P2 transmitterede forleden en koncert fra Den bayerske Radio. Fra Herkules Saal i München hørte man Blomstedt dirigere Beethoven og Nielsen, og man fik lyst til at efterlyse endnu en serie med Carl Nielsens symfonier med ham og det bayerske toporkester, men den kommer næppe.

Men der er grund til at være lykkelig for, at et førende amerikansk symfoniorkester indspiller så stærk en pakke med danske Carls symfoniske musik, og at salgsarbejdet på begge sider af Atlanten er i orden. Og så viser chefdirigent Alan Gilbert tilmed så stærk en forståelse for Carl Nielsens musik – i modsætning til Franz Welser-Möst og Wiener Philharmoniker forleden.

The Unknown Carl Nielsen

Den ukendte Carl Nielsen. Det lyder mere spændende, end det viser sig at være, hvis man da troede, at der var fundet nyt materiale at indspille. Men denne cd er noget helt andet. Den er beregnet for et potentielt udenlandsk publikum. Den er en invitation fra Det Kongelige Bibliotek og Dacapo til at lære andre lande at kende nogle af Carl Nielsens populære danske sange i nye engelske oversættelser, 26 sange i alt af Nielsens 300. Nu skal ”John the Roadman” til udlandet sammen med ”The Danish Song is a Fair Young Maiden”, “Look, the Sun is Red, Mum” og “Lay down, Sweet Flower, your Head.” Og så kan den halve verden drømme om “A Fair and Lovely Land” (Der er et yndigt land).  

Johan Reuter synger sammen med pianisten Jan Phillip Schulze og sopranen Dénise Beck med Clemens Hund-Göschel. Andre sange er med Ars Nova København dirigeret af Michael Bojesen. Alt er upåklageligt musikalsk. De engelske tekster kan læses i det vedlagte hæfte, og det er nu godt, for ellers var man lidt på den. Sopraner har det fysisk anderledes svært end mænd ved at få teksten artikuleret frem, og Dénise Bech har en dejlig klang og musikalitet, som man kan bade sig i. En stor karriere ligger for, ikke mindst hvis en tydelige tekstdeklamation kommer med

Det er usædvanligt at høre både kendte og mindre kendte danske sange sunget på engelsk, og det kan være en nødvendig cd for dem, der skal have alt Carl Nielsen, og det er en oplagt gaveide, hvis man har udenlandske musikvenner. Men den kan ikke købes herhjemme. Den vil blive uddelt til Carl Nielsen-koncerter i udlandet. Men specielt interesserede kan hente den digitalt frem via Dacapos hjemmeside: (63 minutter, www,dacapo-records.dk/c/8.226610). 

Carl Nielsens danske sang sunget på dansk er imidlertid ikke glemt. Dacapo Records vil lidt efter lidt udsende en håndfuld korudgivelser med dirigenter som Michael Schønwandt og Michael Bojesen i spidsen for DR VokalEnsemblet og DR Korskolen indeholdende en bred vifte af Nielsens næsten 300 sange.

Foto: Michael Schønwandt dirigerer en pragtfuld ”Maskarade”