Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen døde forleden som 83-årig. Her er det godt, at vi har grammofonindspilninger til at dokumentere og lade os opleve, hvad han stod for. Alene i år har Danacord udgivet tre cd’er, der viser, hvor alsidig og nuanceret Gudmundsen-Holmgreens musik er. Også hvorfor han kaldtes en outsider. Han var sin egen og som komponist original i begge ordets betydninger. Jeg vil ikke kalde ham en provokatør, selv om han vel kunne provokere med musikalsk lune, men jeg kan ikke blive provokeret af hans musik, derimod nok blive pirret til, væltet omkuld og ført til en anden musikalsk verden, som overrasker, men som alligevel holder én fast.

Cd’en ”Green Ground” blev endda præsenteret forleden på Takkeloftet. Den skulle ikke have været det, men den blev en mindekoncert. De medvirkendes karat på koncert og plade fortæller allerede om oplevelsens intensitet med en musik, som er håndskrevet af Pelle Gudmundsen-Holmgreen til den allerede legendariske amerikanske Kronos Quartet og vokalensemblet Theatre of Voices med Paul Hillier, grundlagt i 1990 og endda fast etableret i Danmark.

Gudmundsen-Holmgreen kunne lege med sine værker, og det gør han her. Kronos har indspillet hans 10. og 11. strygekvartet, og de gentages sammen med en ”legeklods” i tilgift, et dekonstrueret vokalværk bygget over et stykke af den engelske renæssancekomponist Wiliam Cornysh at finde i ”Henry the Eight Song Book”. Her er kodeordet ”ground”, grundlag, en gentagen basstemme, der brugtes som gennemgående element, ostinato,  i en variationsrække. Det giver stof til fem beslægtede værker. De to er rene kvartetter, ”No Ground” og ”New Ground”, det tredje vokalværket ”Green” med den gamle tekst ”to the greenwood must we go”, som kombineres med kvartetterne i samleværkerne ”No Ground Green” og ”New Ground Green”. Konstrueret? Ja, men levende og hele tiden spændende. Og sikke en opførelse af Kronos-musikerne og sangerne Else Torp, Signe Asmussen, Christopher Watson og Jakob Bloch Jespersen (Green Ground. 59 min. Dacapo 8.226153).      

Humoren og den humoristiske distance mødes på en cd kaldet ”Incontri” efter orkesterværket fra 2010, som netop beskriver ofte prellende musikalske møder. Det er et af tre orkesterværker, som Thomas Dausgaard dirigerer i spidsen for BBC Symphony Orchestra. De to andre er ”Spejl II" og ”Symfoni.Antifoni” fra 1977. Det sidste modtog i 1980 Nordisk Råds Musikpris. Symfoni-satsen er ganske kort med en statisk og éntydig karakter, mens Antifoni-delen som så ofte hos komponisten er en antitese dertil. Denne dynamiske, fremadrettede, også dansende anden del bevæger sig op på flere plan, og materialet optræder i forskellige metriske og tempomæssige udformninger. Det er altså ret fascinerende og til at lytte åbent efter. Mest indfanget blev jeg dog nok af de indelukket koncentrerede ”Spejl”-billeder. PGH dedikerede stykket ”til dem, der får mere ud af musikken, når de kan se, at alt er i orden”. Dausgaards tolkning og orkestrets spil er absolut i orden. (Incontri. 69 min. Dacapo 8.226120).    

Den musikalsk mest absurde cd er dog ”Repriser”, hvor Athelas Sinfoniettaen fra København folder sig ud. Andrew Mellers programtekster indledes med et komponistcitat: ”I koncertsalen er det ikke meningen, at man skal more sg. Man skal have pæne manerer og opføre sig ordentlig. Man ankommer for eksempel ikke upåklædt”. I denne ”de små tings musik” overtræder PGH selv frydefuldt sin egen ironiske kommentar. Digteren og musikforskeren Ursula Andkjær Olsen har skrevet om hans musik, at den har udviklet ”en præcis ambivalens, som gør det muligt for den at snerre ad sig selv, at bede sig selv om at holde kæft”. Lyt til musik, som er inspireret af en dør fra en gammel rød Skoda-bil, til musik, som vil distancere sig fra ideen, at den skal løse problemer, og til ”Tre sange til tekster fra Politiken” med mezzosopranen Anette Bod.  

Hvis man også vil snuse til velkendte toner, skal man lytte til ”Og”, som i 2012 markerede Søren Kierkegaards 200-år. ”Det er meget i overensstemmelse med min egen måde at lave musik på med forskellige veje eller stemmer, forskellige meninger, forskellige udsagn, og ved at sige disse forskellige ting opstår der måske noget tredje, der er værd at diskutere”, mente PGH om filosoffen. I sine 11 minutters musik om Kierkegaard trækkes Mozarts ”Don Giovanni”, som digteren skrev så begavet om, rundt i manegen, men ud af virvaret vokser noget enkelt og rent. Hør det som afslutning på disse i alt tre timers musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som måske sjældent er, hvad man som almindelig musiklytter mener, musikken skal være. Men man får oplevelser fyldt af overraskelser og eftertanke – og til genhør. (Repriser.65 min. Dacapo 8.226126).     

Prægtigt Liszt-spil

Emil Gryesten er en ung pianist, som begyndte sin klaveruddannelse hos Martin Lysholm Jepsen på klaverskolen Gradus i Aarhus og har fortsat den på Det jyske Musikkonservatorium hos Anne Øland, på Det kgl. Danske Musikkonservatorium og ved Sibelius Akademiet i Helsinki hos Erik Tawaststjerna og rundt om hos flere andre klaver koryfæer, og ud af det har han udviklet sig til en alsidig og fint afbalanceret pianist, som på flere måder er meget inde i den musik, han spiller.

Jeg er fascineret af hans cd med klavermusik af Franz Liszt. Hovedværket er den godt en halv time ”korte” h-mol sonate, som er usædvanligt rig på temaer og motiver, som synes at sammenfatte en historie om en skæbne eller et menneskeliv, om man vil. Gryesten spiller dette musikalske drama med en usædvanlig fin fornemmelse for balancen i temarigdommen. Musikken fortæller historier. Ikke alle lyttere vil blive enige om hvilke, for musikkens store historier er jo ikke konkrete. Det er noget af det spændende.

Gryesten har selv skrevet noter i pladehæftet, og det er forfriskende. Dem om Liszt-sonaten er en ekstragevinst til lytningen, men jeg er ikke helt med på, hvad han skriver om Liszts klaverversion af Wagners og Isoldes kærlighedsdød fra kærlighedsdramaet ”Tristan og Isolde”. Det er rigtigt, at man her som heller ikke i Wagners orkesterversion får Isoldes sangstemme som ren hovedmelodi, men indskrevet i en total klaversats. Men man ”hører” da sangstemmen helt igennem, så jeg forstår ikke, hvad der menes med, at ”sopranens toner simpelthen er taget bort, typisk for Wagners syn på forholdet mellem sangere og orkester i hans operaer”. Der var i øvrigt 13 forskellige af dem. Men Gryesten spiller ”Isoldens Liebestod inderligt og frit åndende, så man nærmest fornemmer hele operaen bag.  Det er en af de fineste tolkninger af Wagners og Liszts godt syv minutter musik af de mange, som jeg har hørt på plade. Der er tre mindre stykker fra Liszts ”pilgrimsår”, her dem fra Schweiz, Med den lille, populære og elegant spillede ”La campanella” slutter en Liszt-cd, som er til mange udbytterige genhør. Cd’en er allerede oplagt som et godt bud på årets bedste solo-indspilning. (Danacord DACOCD 772).

Inden denne pragtfulde Franz Liszt-cd udsendte Danacord også en Schubert-cd med Gryesten. Kolleger af mig har anmeldt den med store ord, og de har ret, men det er ikke altid helt min Schubert. Jeg er nok for ”indspist” i den finere indadvendte Weltschmerz wienertone fra forrige århundrede og med en Clara Haskils eminente ro i sit dybdegående spil, og herhjemme med Georg Vasarhelyi og Jørgen Thomsen i Schubert.  Emil Gryesten spiller mere ”åbent” med dramatisk vitalitet, og det er flot i c-mol sonaten, D.958, som ganske rigtigt viser os Schuberts beundring for Beethoven. Gryestens Schubert kan også give stof til eftertanke, endda i de seks små ”Moments musicaux”, D.780. Min anbefaling til Schubert-cd’en skal blot råbes mere stille ud end den for Liszt-cd’en. (Schubert. Danacord DACOCD 769).

Björlings sidste koncert i København

I mange år var den pragtfulde og folkekære svenske tenor Jussi Björling fast gæst i København, oftest i Tivoli. Han betragtede selv sin første koncert her i juli 1931 som afgørende for sin karriere, Det var første gang han optrådte uden for Sverige, og det danske publikum tog ham til sig. Den 15. oktober 1959 sang han i det nye Falkoner Teater, som havde åbnet året før. Det blev hans sidste koncert i Danmark. Den er nu for første gang udsendt som et vidnesbyrd om, at han kunne henrykke sit publikum til det sidste. Björling døde året efter. Der findes storslåede studieoptagelser med den svenske tenor og uovertrufne komplette operaoptagelser, men her opleves han live. Hans pianist Bertil Bokstedt fortalte i en bog om Björling, at han var sur denne aften, men det mærkes ikke på hans sang, heller ej på cd’en. Björlings hustru Anna-Lise havde glemt nogle af klavernoderne til ekstranumre hjemme i Stockholm. Jussi valgte dem altid, som hans stemme var i humør til, og de havde ikke fortalt ham, at ikke alle noderne var kommet med. Han bestemte sig for Beethovens Adelaide”, men fik at vide, at pianistens noder ikke var med. Det gentog sig med Brahms’ ”Ständchen”, men Tostis ”Ideale” og Richard Strauss’ ”Zueignung” blev sunget ekstra.

CD’en fortæller noget om en Björling-koncert og er altså et historisk dokument. Indholdet er med kun tre operaarier (Tryllefløjten, Carmen, Andrea Chenier), fem tyske lieder, sange af Grieg og Sibelius. Man får Björling ekstra med orkester i ikke specielt interessante amerikanske live optagelser fra radioserien The Voice of Firestone”. Teksthæftet er en fortælling på engelsk også for andre end Björling-fans. (JSP Record JSP682, import Danacord).

Billede: Emil Gryesten med en Schubert og en imponerende Liszt-cd.