Der sker meget i Musikkens Hus i Aalborg. Torsdag den 8. december får Aalborg Symfoniorkester besøg af et verdensberømt ægtepar, som det er en rejse til Nordjylland at høre. Det er den georgiske violinist Lisa Batiashvili, som for mig er en af tidens både mest original værd e og vidunderlige musikere. Hendes mand er den fornemme franske oboist og dirigent Francois Leleux, som man i Aalborg vil kunne opleve i denne dobbeltrolle.

Batiashvili spiller Tjaikovskijs violinkoncert. Han spiller sin egen obokoncert. Desuden dirigerer han Brahms’ ”Variationer over et tema af Haydn”, som i virkeligheden næppe var af Haydn, og Brahms’ ”Akademisk festouverture” med den i hele Europa benyttede studentersang ”Gaudeamus igitur” (Lad os være glade, som de unge vi er) som kulmination.

Batiashvili begyndte at spille violin som to-årig. Hendes far, der var violinist, gav hende en violin af normal størrelse at spille på, men den havde kun én streng. Da hun fyldte fire år, havde den fået fire strenge. I Thilisi i Georgien gik hun i en særlig skole for specielt begavede, men hun erindrer sin barndom som en munter og rig tid. Men i 1991, da hun var 11 år flygtede familien på ret dramatisk vis via Finland, så vidt jeg husker, fra borgerkrigen i Georginen. ”Familiemedlemmer bekæmpede hinanden”, har hunfortalt New York Times. Lisa Batiashvili har siden boet i Tyskland.

I 2014 var Batiashvili solist med Rotterdams filharmoniske orkester og dets chefdirigent dengang, russeren Valerij Gergiev. Hun tog koncerten, fordi musikerne var inderligt imod Gergievs politiske tilhørsforhold til Vladimir Putin. Gergiev havde åbent udtalt sin billigelse af Ruslands indtrængen i hendes eget land Georgien i 2008 og senere på Krim. Som ekstranummer, mens Gergiev stod ude i siden på scenen, spillede hun en komposition, som hun havde bestilt af en komponist i Georgien, Igor Loboda, med titlen ”Requiem for Ukraine”. Forinden fortalte hun ret bevæget publikum om baggrunden for stykket. Ved den traditionelle sammenkomst efter koncerten inviterede Gergiev hende til at give koncert med sit Marinskij orkester i Skt. Petersborg, men hun ville ikke svare i musikernes nærvær. Gergiev fik et par dage senere besked fra hendes agent, at Batiashvili havde besluttet aldrig mere at ville spille i Rusland.

Denne historie blev bragt af New York Times efter en samtale med hende i januar i år. Her spørger Batiashvili: ”Hvorfor er Mr.Gergiev så vigtig en person i musikverdenen?”. Hun svarer selv: ”Fordi de vestlige lande støtter ham. Og det ry bliver udnyttet af Mr.Putin”.

Deutsche Grammophon har for nylig udsendt en cd med Lisa Batiashvili, hvor hun med Daniel Barenboim og Berlins Staatskapelle spiller Tjaikovskijs og Sibelius’ violinkoncerter.

Vedernikof chefdirigent i København.

Odense Symfoniorkesters chefdirigent fra 2009, russeren Alexander Vedernikof, bliver nu også chefdirigent for Det Kgl. Kapel. Udnævnelsen har været ventet et stykke tid. Det er en usædvanlig udvikling for en dirigent, som fra 2001 til 2009 var chefdirigent for Ruslands næstmest betydende opera, Bolsjoj i Moskva, og som allerede fra 1988 havde betydelige poster i sit hjemland. Vedernikov var ikke glad for arbejdsmiljøet på Den store Opera i Moskva og sagde op. Han er faldet vældigt godt til i Vesteuropa og ikke mindst i Danmark.

Vedernikof dirigerede fredag aften et koncert med Det kongelige Kapel, og bag sig har han to store og succesfulde produktioner på Den kgl. Opera, Sjostakovitjs ”Lady Macbeth fra Mtsensk” eller ”Katarina Ismailova” og Wagners ”Lohengrin”. Foreløbig aftalt er en nyopsætning af en opera og en koncert i næste sæson og derpå i de to følgende sæsoner 2018-19 og 2019-20 to operaer og to koncerter i hver. Det er godt nyt for Den kgl. Opera.  Vedernikof fortsætter sin store plan med at opføre Wagners ”Ringen” i Odeon, det kommende kultur- og kongreshus i Odense, som åbner i marts 2017.

Elbphilharmoniens første sæson nær udsolgt

Nogenlunde samtidig med Odenses Odeon åbner endelig den store Elbphilharmonie i Hamburgs havn. Tidsplanerne for bygningen af den nok mest imponerende koncertsal i verdenen er overskredet gang på gang. Den endelige pris er blevet flere gange så høj som planlagt, men nu sker det. Billetsalget er åbent, og der er næsten udsolgt til den første forårssæson. Man kan finde enkelte billetter til enkelte koncerter, men det er ikke til de største af slagsen.

Man kan også finde billetter til kæmpe overpriser på nettet. I toppen er en koncert med den populære kinesiske pianist Lang Lang. Her annoncerede en sælger i denne uge to billetter på første række til omgående salg for 9.980 euro, altså omkring 75.000 kr. Men så blev billetterne også tilsendt gratis! Om han fik dem solgt til den pris, vies ikke. Der er også billigere billetter at finde på nettet, hvilket ikke er det samme som billige billetter. Men til foråret kommer en ny sæson til salg, og så gælder det igen om at være hurtig. Elbphilharmonie selv advarer mod faren ved at købe billetter privat, og nogle vil sikkert også brænde sig.  

Wagner-festspillene havde også nogle sæsoner, da sortbørs handelen med billetter var voldsom. Festspilchefen Wolfgang Wagner kæmpede voldsomt imod, og det var mit indtryk, at han fik lukket denne handel. Et stort hotel i Bayreuth reklamerede med hotelophold og billetter til festspillene til en voldsom overpris. Wolfgang Wagner købte et hotelophold og en billet til en forestilling, som han selv havde sat i scene. Den både velkendte og hyggelige Wagner dukkede så selv op for at hente sin købte billet, og han var ikke i godt lune. Bag ham troppede en stor samling indkaldte pressefolk op.

Musikkens gourmet og gourmand

Den her allerede nævnte Daniel Barenboim er nok den mest omtalte klassiske musiker – måske efter sopranen Anna Netrebko. Han er ukuelig flittig. Hvis han som musiker skal beskrives med et anden kulinarisk sprogbrug, kan vi vel kalde ham både gourmet og gourmant. Hans virke har været alsidigt. I 1999 var han med til at skabe orkestret West-East Divan Orchestra sammensat af unge musikere fra lande meget på tværs i Mellemøsten. Dette på flere måder enestående orkester spiller i Musikhuset Aarhus tirsdag den 25. april. Barenboim dirigerer her Mozarts g-mol symfoni, nummer 40, og Richard Strauss’ store tonedigt ”Don Quixote”.

Barenboims er også chef for Staatskapelle Berlin, som også er Berlins Statsoperas orkester. Fra den 19. til 29. januar tager han det med til New York. De 120 musikere spiller samtlige Bruckners ni symfonier på en koncertrække i Carnegie Hall. En sådan samlet opførelse på kun 11 dage er den første i Nordamerika nogensinde. Samtidig er Barenboim selv solist i Mozarts klaverkoncerter 20, 22. 23. 24, 26, 27. Ja, hvorfor mon han springer over netop nummer 25? På programmet står også to sinfonia concertanter. Forener et sådant gigantisk program ikke en supermusikalsk gourmet og en ditto gourmand?

Hvad gør de hjemme på Berlins Statsopera imens. De spiller Purcells ”King Arthur” med et barokorkester og holder et par dage fri.

To gange i denne artikel kan et kapitel afsluttes med en nyhed om pladeindspilninger med Barenboim og hans Staatskapelle Berlin. Til januar udsender Deutsche Grammophon alle Anton Bruckners ni symfonier i friske optagelser med Barenboim, lige til at pakke op til New York-turen. Og her skal det med, at Staatskapelles og Barenboims nytårskoncerter netop har den Aalborg-aktuelle Lisa Battiashvili som hovedsolist. 

Foto: Lisa Batiiashvili.