Lovende ny dansk trio

Trio Vitruvi er en ny ung dansk trio. Violinisten Niklas Walentin, cellisten Jacob la Cour og pianisten Alexander McKenzie fandt hinanden på Det kongelige danske Musikkonservatorium. I april i år debuterede trioen også i Carnegie Hall i New York, og med henblik herpå indspillede de en Schubert-cd for det amerikanske pladeselskab Bridge, som gør en del i danske indspilninger, så den er naturligvis også at få herhjemme. Det er ikke trioens førsteindspilning, som der står i pladehæftet. Forinden udkom nogle festlige mindre stykker herhjemme, men den nye cd er væsentligere med Franz Schuberts trio i Es-dur  Deutsch 929 og den énsatsede trio Deutsch 897 kaldet ”Notturno”. Det er musik værd at opdage.

Nok er pladeselskabet amerikansk, men cd’en er et fint dansk produkt indspillet på konservatoriet i København af Preben Iwan i 0ktober 2017. Noterne er på engelsk af Valdemar Lønsted, og jeg vil igen gentage min anbefaling af Lønsteds righoldige og smukt illustrerede bog ”Schubert” på 544 sider med cd, som Forlaget Klematis i 8240 Risskov udgav i 2013.    

Schubert får en dejlig frisk tolkning af Trio Vitruvi, pompøst elegant i et gennemtænkt samspil, altså en moderne, nærværende Schubert. Blot måtte der godt have været lidt kraftigere medleven i Schuberts herlige harmoniske gang (medianterne!). Vi vil komme til at høre meget flot og godt fa Tri Vitruvi.  Schubert: Klavertrioer D. 929 og D.897. Bridge 9510. 58 minutter.

Et nyt gammelt repertoire

Der er trioer af alle slags. I Aarhus har Trio Aurora med Vibeke Lundgren Nielsen, klaver, Søren Trolle Bagger, klarinet, og Svend Rump, fagot, spillet sammen i over 35 år og har udsendt fire cd’er, som har skabt positiv opmærksomhed med et meget interessant repertoirevalg af for eksempel Glinka, Kreutzer, Herlstone, Emil Hartmann og C.H. Lloyd. Ny god gammel musik høres også på trioens nyeste cd, ”Grand Trio” efter den flamske adelsmand Heinrich Eduard Josef von Lannoys (1787-1853) B-dur trio, som spiller godt ud i tidevandet mellem klassikken og romantikken. Han skrev omkring 70 værker og havde også som organisator af Concert Spirituels i Wien stor indflydelse. Det er godt med musik af en ellers ukendt komponist, hvis musik her spilles charmerende og vedkommende. En trio af John Nicholson Ireland med en lidt broget historie et par generationer senere følger op. Den er et alvorligt modstykke til to livligt festlige koncertstykker af Mendelssohn. Mad og musik hører ofte sammen: Münchner hofklarinetisten Heinrich Baermann og hans søn besøgte i 1838 Mendelssohn i Berlin. Baerman var også en god kok, og Mendelsssohn bad ham lave dagens middag med livretten ostestrudel. Til gengæld måtte Mendelssohn komponere et stykke, som de tre kunne spille. Det er munter og humorfyldt musik, som Trio Aurora spiller muntert og humorfyldt.  Trio Aurora: Grand Trio. Gateway aurora 1704. 71 minutter.

Ny-klassikeren Vagn Holmboes kvaliteter

Den klassiske nye danske musik? Så tænker man straks på Vagn Holmboe. The Danish National Chamber Orchestra og Radiounderholdningorkestrets daværende chefdirigent finnen Hannu Koivula indspillede igennem årene 1996-98 og 2004 de 13 kammerkoncerter og de fire sinfonias samt ”Kairos”. Det må da kaldes klassisk ny dansk musik af bedste skuffe. Undskyld det sprogligt dårlige udtryk, for musikken er langt mere afvekslende og spændende, end at den kan pakkes ned i en enkelt skuffe.

Alle disse musikalsk fornemt artikulerede stykker musik er en alsidig musikalsk rejse, som det er rigtigt at genudsende på 6 cd’er i en lille boks. Musikken kan kaldes nyklassisk, men uanset hvad, så fremstår den ukompliceret. Man hører 11 fremragende danske musikere som solister, desværre ikke alle levende længere. Men musikken er der, og tak for det. Dacapo 8.206004. 6 cd’er. 6 timer og 19 minutter.

Stor underholdning af Paganini og Sor

Hvad er god underholdningsmusik? Hvor går grænserne?  En forbavsende stor del af Mozarts musik var tænkt som ren underholdningsmusik. Det kalder (næsten) ingen den i dag. Men underholdningsmusik kan være en kvalitetsbetegnelse, som vi må regne med. For eksempel skrev violinvirtuosen Niccolo Paganini (1782-1840) meget af den, hvoraf en del slet ikke var decideret virtuos musik, selv om den da er krævende. Det er en ren fornøjelse at lytte til tre trioer for violin/bratsch, cello og guitar, som Paganini selv kaldte for en serenade i C-dur, en terzetto i D-dur og en terzetto concertante. Guitaren har her til dels samme karakter som klaveret har mange andre steder, men den trækker musikken ned i en dejlig intimitet. Man tænker endda på Mozart og et par steder endda på svensk folkemusik, selvom det sidste ikke har naturligt hjemme. Selvfølgelig hører man violinvirtuosen Paganini selv. Men denne melodiglade musik er til at blive i godt humør af. Man fornemmer, at de tre musikere nyder at spille den med et smil på læberne, samtidig med at de kammermusicerer på et højt plan, og man opdager de små lækre finurligheder i musikken, som en af Sveriges fineste violinister Eric Sparf, den svensk-danske yndlingscellist Andreas Brantelid og den alsidige og ansete guitarist David Härenstam får frem. Også en oplagt værtinde-gave! Proprius PRCD 2078. 62 minutter.

Det spanske guitargeni Fernando Sor blev født fire år før Paganini og døde året før ham.  Årstallene 1778-1839 fortæller korrekt om en komponist, der forenede det klassiske og det romantiske. Søren Bødker Madsen har en fin produktion af cd’er bag sig også i egen udgivelse. Den nyeste cd med 15 mindre værker af Sor er alsidig og giver et godt indblik i, at Sor skrev med en formmæssig sikkerhed forbundet med musikalsk veloplagthed. Det længste værk er sonaten Grand Solo på næsten ni et halvt minut. Vi befinder os igen i den gode kvalitetsrige underholdningsmusik. Det er interessant, at denne gamle musik er ideel at lytte til og faktisk slappe nødvendigt af med i vor moderne tid. Det har den kvalitet til. Søren Bødker Madsen spiller med et dejligt varm klingende tonefald. Fernando Sor Works for guitar, www.guitarsolo.dk 0118. 46 minutter.

Guitarens mange muligheder

Ovennævnte Davis Härenstam har også indspillet en soloplade med guitarmusik, som kommer videre omring både i tid og indhold, fra barok til nutid, 13 afvekslende stykker af 13 komponister, heriblandt også Paganini, Manuel de Falla og Mauro Giuliani som nogle af de velkendte, men også fem nulevende, som jeg som ikke-guitarist ikke kender. Cd’en er som også Härenstams solokoncerter meget afvekslende, snart udfordrende, også lidt provokerende ind imellem, i alle tilfælde så broget, at man oplever guitarmusikken som uhyre alsidig. Værksammensætningen fortæller om Härenstam selv, hvad han er, hvad han står for, men også hvordan han er en stadig søgende musiker. Pladehæftet er noget særligt, for han har bedt om og fået miniartikler fra 13 andre guitarister, heraf skriver Staffan Storm og Maria Löfberg og bulgareren Atanas Ourkozounov om deres egen musik. Ellers får man sådan kollegernes også anderledes indtryk af musikken samtidig. Man får ørerne åbnet, og det er altid godt. Det ville fylde en hel artikel at skrive grundigt om alle 13 værker, men man får en usædvanlig spændene guitar-rejse. David Härenstam: Recital. Daphne 1053. 67 minutter.

I samme kategori hører en cd med Gantriis-Zimmermann Guitar Duo. Det er udvidende at høre to guitarister arbejde tæt sammen om de muligheder, som musikken får med flere stemmer og en fyldigere harmonisk vekslen. De to guitarister har tidligere spillet sammen i den københavnske Corona Guitar Quartet. På deres duet-plade er den vidt spændende geografi holdepunktet. Pinpoints, som cd’en hedder, tager os med på rejser rundt. Det gør allerede den nulevende Stephen Wingfields ”Teytá”, 11 minutters stille nuancer i et tematisk minimalsk mønster, som får én til at sige Steve Reich. Skiftet er ret voldsomt til noget dansk, Højskolesangbogen, Niels la Cours og Ingemanns ”Fred hviler over land og by” og Thomas Laubs og Jeppe Aakjærs ”Stille hjerte, sol går ned” og såmænd Egil Harders og Kaj Munks ”Den blå anemone” men i Svend Hedegaards arrangementer, som giver de enkle til dels nostalgiske melodier et frisk pust med blandt andet nye harmoniseringer. Der er tre spanske melodier af Mompou overført fra klaver til guitarer af Gantriis selv. Den store argentiner Piazzola er der også. Der er mere ny musik, John Frandsens ”Nocturnal  procession”, som jeg vil kalde små otte minutters livsbekræftende begravelsesmusik. Der er mange udtryk at høre for liv på denne cd. Sikke en dag med guitar-plader. Pinpoints med Gantriis-Zimmermann Guitar duo. Albany Troy 1688. 53 minutter.

Kulturer mod og med hinanden

Vi slutter af med noget helt andet, men det skal man ikke springe over, for det er musik med sine egne perspektiver. Den i Teheran bosiddende komponist Amir Mahyar Tafreshipour (årgang 1974) voksede op i Danmark og studerede på konservatoriet i Esbjerg og København, men færdiggjorde sine studier i England og vendte hjem til sine forældres land Iran. Her underviser han også i dansk musik og er begejstret for at spille Niels Vigge Bentzons klavermusik. Athelas Sinfonietta vil næste år i København uropføre hans hyldestværk til Bentzons 100 års fødselsdag.

Den kunstneriske leder af Athelas Jesper Lützhøft betegner denne hans cd som ”endnu et skridt hen imod et vigtigt kulturmøde mellem to kulturer, der ikke er helt i balance med hinanden”. Sådan kan man med ekstra fordel også lytte til Tapreshipours musik. Jeg synes, at den er relativt let at gå til. Dette samspil af europæisk og nærmere bestemt persisk-iransk musik udvider dens horisont. Det er velskrevet musik, der langt hen af vejen er meget givende at høre på, også fordi Tafreshipour vil og kan noget med den. Man skal ikke prøve at ”forstå” ny musik, man skal bare lytte umiddelbart til den, føle den. Og så lukker denne musik sig let op, tør jeg sige.

Det længste værk er en koncert for harpe og orkester over en gammel persisk toneart, som her forener sig smidigt med vor form musik. Gabriella Dall’Oliop spiller lige så følsomt som i trioen ”Lucid Dreams”, som er en mere improvisatorisk og samtidig rapsodisk andante. Et andet lidt større værk hedder ”Alas”, en kvintet for et Mozart-klassisk ensemble som obo, klarinet, fagot, horn og klaver. Musikken skildrer et iransk ørkenlandskab i Kavir e Lut og er naturligvis i højere grad præget af gammel iransk musik. Værket er decideret Mogens Christensen. Endelig er der ”Yarning in C”, der bevæger sig omkring tonen C. Man kan også forestille sig de indtryk, som Tafreshipout fik i sin danske ungdom af vores stærke vekslen mellem mørke og lys, som her går i samklang. De fire værker er godt afvekslende. En klar anbefaling også til mange musiklyttere, som ikke tror, at det er musik for dem. Amir Mahyar Tafreshipour: Persian Echoes. Naxos 8.579023. 59 minutter.   

 Billede: Trio Vitruvi efter kendt forbillede, som ellers er langt fra Schubert. Foto Tom McKenzie