af John Christiansen - d. 12. december 2018
Righoldig og spændende selvbiografi af tenoren Stig Fogh Andersen. Åbenhjertig og med selvironi er den en oplevelse for alle med blot en snert af interesse for musikteatrets forunderlighed. Også for dem uden
Forleden kom en pakke fra Peter Olufsen, som har udsendt
klassisk musik på plader, nu cd’er, i en menneskealder. Pakken indeholdt fem nye
klassiske musikbøger og en enkelt CD med korsang. Tre af bøgerne indeholdt ekstra en cd, hvis musik uddyber de skrevne ord. Alt i alt lignede det en
ønskeseddel for den klassisk musik-interesserede til jul. Alle fem bøger
præsenteres nederst i artiklen og vil blive omtalt nærmere senere, men i første
omgang bliver der kun plads til at skrive længere om en enkelt bog.
To store danske heltetenorer
Det er ret fantastisk, at der samtidig udsendes to fyldigt
dækkende bøger om to danske Wagner-tenorer. Den ene er om Lauritz
Melchior, som betragtes som alle tiders største Wagner-tenor i verden. Det var
tiltrængt at få en stor moderne biografi på dansk. Den anden er
en selvbiografi af Stig Fogh Andersen, som først er ved at afslutte en
international karriere. Hans erindringer omtales her i første omgang, for de
henvender sig direkte til et stadigt aktivt publikum, som for en stor del har
oplevet ham. Det giver bogen en speciel aktualitet. Stig Fogh Andersen har beundret
Lauritz Melchior så meget, at han som ung søgte at efterligne ham, men måtte
konstatere, at stemmernes karakterer, som de hver for sig kom til succes på,
var for forskellig. Stig Fogh Andersen kommer derfor med en advarsel til
kolleger om aldrig at prøve at efterligne et forbillede. Da Stig Fogh Andersen senere
sang på Metropolitan operaen i New York, spurgte han efter Melchiors
Wagner-rekvisitter og der blev fra et lager hentet Melchiors horn og dølgehjelm
fra ”Siegfried” frem: Det var en mærkelig
fornemmelse at stå med hans rekvisitter og nu være hans efterfølger på teatret.
Ærefrygten indfandt sig igen.
Aldrig en kedelig tone! En populær operasanger fortæller om
sit liv. Han gør det åbenhjertigt og med selvironi, som det rigtigt nævnes. Det
gør det faktisk til en ekstra fornøjelse at læse. Også de læsere, som intet
kender til Stig Fogh Andersen, får en overraskende fyldig og spændende indgang
til den anden verden, som det internationale operaliv også er. En international
operakarriere som heltetenor i Wagner-faget bringer ikke alene triumfer. Beretningerne
om dem er herlig læsning, men ligeså fuldt ud skriver Stig Fogh Andersen om den
hårde kamp og om de nederlag, som en sådan operakarriere ikke kan være uden. Man
erindres om store forestillinger især på Det kongelige Teater og på Den jyske
Opera, om operaopførelser og koncerter andre steder i landet og om store og
også vanskelige oplevelser i udlandet. Bogen er en oplevelse for alle blot med en
snert af interesse for musikteatrets forunderlighed. Har man ikke en sådan, er
bogen alligevel værd at læse. Den er skrevet af et menneske, som havde sangen
som en leg og den målsætning aldrig at synge en kedelig tone.
Privatperson og sanger på én gang
Stig, Fogh Andersen skriver i forordet: Ligesom man ikke kan skelne sangteknik fra fortolkning, kan man heller
ikke skelne operasangeren fra privatpersonen. På scenen bruger vi alt, hvad vi
indeholder. Derfor står der meget om mit privatliv i bogen, for det er fra
vores indre – præget af vores livsforløb, der øses, når rollerne skal fyldes
ud. Det er lykkedes at samle privatpersonens og sangerens oplevelser til én
meningsfuld historie. Den begynder allerede i barnevognen, hvor forfatteren for
første, men ikke for den eneste gang, udbryder: ”Jeg er lykkelig”. Hans første betalte engagement på side 36 var i Kolding
i Carl Nielsens ”Fynsk forår”, og to sider senere synger han tenorarien ”Frohe
Hirten” i Händels ”Messias” i Silkeborg, hvor der var to bænke overfor hinanden
i hver bås, og publikum sad tæt over for sangerne. En 10-12 årig dreng begynder
at hulke af grin over tenorens hurtige koloraturer og bed sig selv i ærmet i et
forsøg på at undertrykke det. Det er en af utallige små anekdoter, der gennem
hele bogen gør fortællingen livlig.
”Carmen” var den
allerførste opera, han var med i som korsanger på Den jyske Opera. En bidende
kold vinter måtte sangerne klæde om i en skurvogn ved siden af hallen og måtte
gå gennem snestormen til scenen. Særlig Carmen var udsat, for hun havde forførende
lidt klæder på. Hun forstod ikke, hvorfor alle vendte hovederne væk og fnisede,
da hun kom ind på scenen. Hun havde glemt at tage sine ternede kameluldsslippers
af, inden hun gik ind på torvet i Sevilla. Samtidig sang Stig i Wagner-koret i
Bayreuth, og han underviste aftenskolehold, hvis guitarer skulle stemmes, inden
der sammen skulle kæmpes i Lystige viser, Donevan, Dylan og Bellman. De større
partier kom med Canio i ”Bajadser” på Den jyske Opera i 1979. Endnu før ”Tosca”
i Weimar fik Stig debut på Det kongelige Teater som Macduff i Verdis ”Macbeth. Operaen
blev dengang sunget på dansk i en ubehjælpelig oversættelse.
72 operapartier og 38 med orkester
En sangerkarriere er almindeligvis vanskelig at sætte i
gang. Jeg er her kun nået frem til side 66, og der venter 38 pladeindspilninger
– lempeligt talt – og to bøger, et repertoire på 72 operapartier og 38 værker med
orkester. Hvor har Stig Fogh Andersen da sunget meget. Bogen fortæller tæt om mange
store aftener og de mindre gode skjules ikke. Bogen er skrevet med en stor
ærlighed. At så meget er med, er en lykke for læseren, som får let ved at finde
oplevelser, som han eller hun selv delte, og nu får dem igen krydret med baggrundskommentarer
eller muntre anekdoter. Stig Fogh Andersens navn har stået på plakaterne på
operascener i snart sagt hvert land, hvor der er en opera. Hans bog giver også
et frisk koncist indtryk af de mange musikere, dirigenter, sangere, som han
mødte.
Sangeren giver også råd til yngre kolleger. Da Stig som ung
fik kontrakt med Det kongelige Teater bl.a. om at synge Pinkerton i ”Madama
Butterfly”, tvivlede han selv på, om har var moden til de store dramatiske
partier. Han gik op til operachef Niels Møller og bad om i stedet for det
aftalte at synge mindre og mere lyriske partier i en tid fremover. Det gik operachefen
med til. ”Det er nok det bedste, jeg
nogensinde har gjort for mig selv. Kære sanger. Du er selv den eneste, der
passer på dig. Glem aldrig det”. – ”Mit forbillede, Placido Domingo. Prøv at tænke
over det igen: Hvor ofte kan man sige om en sanger, at han aldrig synger en
kedelig tone? Ikke ret tit, og det er et godt mål at sætte sig: Aldrig en
kedelig tone”. - ”Jeg havde efterhånden lært mig en vigtig ting: Jeg kunne
aldrig nøjes med at stole på, at jeg kunne gøre det samme, som jeg gjorde i
går! Den dag i dag er det en af de vigtigste erkendelser, jeg har haft, så hvor
slidsomt og skræmmende det end er, begynder jeg hver dag så at sige på bar bund
med at prøve at fornemme min krop og min stemme, og se, hvad jeg skal gøre af
nyt i dag for at det kan blive lige så godt eller bedre end i går”. – ”Læretid:
Hele livet!”
To forskellige dirigenters
indstilling
Vi oplever på nærmeste hold et væld af operaaftener i
kronologisk rækkefølge. Aftener med et vellykkket forløb og aftener, da ikke
alt lykkedes, uanset om det negative skyldtes Stig selv eller andre. Mellem en
overvejende begejstret omtale af store dirigenter får én bundkarakter, Christian
Thielemann, som i øvrigt dirigerer Wiener Philharmonikernes nytårskoncert fra
Wien nu til næste nytårsdag også på tv. Jeg havde selv en positiv oplevelse med
Thielemann, som jeg interviewede i det mørke dirigentværelse på Covent Garden i
London, og vores samtale om opera og musik fortsatte halvanden time udover den
aftalte tid. Men jeg genkender også Stig Fogh Andersens beskrivelse af
Thielemanns opførsel, da han undlod at dirigere ham og støtte ham som den eneste på
scenen i en Wagner-opførelse i Berlin.
Min oplevelse var også på Deutsche Oper i Berlin, hvor Thielemann
var blevet uvenner med operachefen Götz Friedrich, og jeg så og hørte ham
dirigere en forestilling, da han fuldstændigt negligerede ene og alene
Friedrichs hustru, sopranen Karan Armstrong. På et teater sker der så meget også
uventet, at dirigenten skal være til stede for alle sangere hele tiden. Forklaringen
i Stigs tilfælde var, at Götz Friedrich, som havde skrevet kontrakt med ham om flere
konkrete forestillinger, var død. Thielemann var blevet chef og ville hellere
have en anden til at synge nogle af dem og søgte at presse ham ud. Enden på
dette drama blev, at Stig Fogh Andersen fik udbetalt sit honorar uden at synge.
Andet sted skriver han så modsat om en opførelse af ”Valkyrien” på
påskefestspillene i Salzburg dirigeret af Simon Rattle med Eva Johansson som
Brünnhilde: ”Det var en fantastisk
fornemmelse at have dirigentens fulde opmærksomhed, og han fulgte mig i alt.
Orkestret (Berliner Philharmonker) sad
på kanten af stolen, parat til alt, så musikalsk blev det utrolig intenst”.
Den østrigske dirigent Franz Welser-Möst mødte jeg i Salzburg
og straks, da han hørte, at jeg var dansk, begyndte han at tale begejstret om Stig
Fogh Andersen. Han havde sunget under ham i et uhyre vanskelig værk, Franz
Schmidts ”Das Buch mit sieben Siegeln” og havde været uhørt sikker og præcis fra
første prøve. Han fortalte mig, at Stig næste sommer, det må have været i 1998,
skulle synge et hovedparti på festspillene i Bayreuth, og det skrev jeg som en
nyhed i Jyllands-Posten. Hvilket parti husker jeg ikke. Men det skete desværre ikke.
Jeg havde håbet at finde en forklaring her i bogen, men jeg har ikke fundet nogen.
Brogede oplevelser
Stig Fogh Andersen fortæller, at noget altid gik galt, når han
kom i nærheden ad dronningen, og … Man får at vide, hvordan en hest skal styres
på scenen på Wagner-festspillene i Seatle, når to Wagner-sangere skråler den
ind i ørene. Så var der en ukendt mand, der kom ind og blandede sig i prøverne
på en forestilling i Shanghai, så Stig måtte bede ham ikke at snakke. Det viste
sig, at det var operachefen, som ikke havde præsenteret sig, og … Hvad gør man,
når man går hjemme i Damark og ens agent ringer og spørger, om man er frisk til
at synge en Siegmund i Salzburg samme dag, og om man selv kan skaffe en
charterflyver og komme med det samme, for forestillingen er samme eftermiddag.
Også den blev som allerede fortalt nået.
Der er spændende læsning om samarbejdet med store
dirigenter, men godt er det at læse om samarbejdet med Niels Borksand,
skuespiller, sanger, danser, instruktør, der midt i sin brede karriere også
blev dirigent. På et tidligt tidspunkt i samarbejdet fandt Stig og Niels ud af,
at de ville indspille en cd med Wagner-musik sammen. De spurgte alle
landsdelsorkestrene, men ingen ville være med, og de var også for dyre. I den
følgende runde til europæiske orkestre blev der truffet aftale med symfonikerne
i Ruse ved Donau i Bulgarien, som siden har haft et fast og godt samarbejde med
både sanger og især dirigent med en række pladeindspilninger naturligvis for Peter
Olufsen og cdklassisk som resultat.
Der er noget trist og typisk dansk i ovennævnte historie og
mere kommer til nu anmelderes blander sig i det. Vi har fået værdifulde pladeudgivelser
med Stig Fogh Andersen, og Niels Borksand har vist sig at have en ægte sans for
Wagners musik, som kun få dirigenter har. Det er betydningsfuldt, at arbejdet i
Ruse og gæstespil i Grønland med den første opførelse af Händels ”Messias”, og videre
koncerter i København kulminerende med en ganske vist barberet, men imponerende
opførelse af kæmpeværket ”Nibelungens Ring” i København i Wagner-året 2013 får
sin rette plads på linje med begivenhederne på verdensscenerne. ”Ringen” blev sat i scene af Stig Fogh
Andersen og dirigeret afNiels Borksand.
Stig Fogh Andersen har ofte blandet sig i kulturpoitik, og også
her skal han komme til orde kulturpolitisk:
”Der er ingen i dag, der har en kulturpolitik, som rækker længere end til at
kontrollere, at der ikke bliver brugt for mange penge på noget, som er svært at
forstå… Tag jer dog sammen, I politikere, I DJØF’ere, I chefer, men også alle
os andre, som ikke sidder i magtpositioner. Uden for arbejdet er der et liv, som
skal leves, og det kan konkurrencestaten ikke hjælpe os med… Vi behøver
teatret, musikscenen, poesien, kunstmuseerne – kunsten i det hele taget – for
at komme videre som samfund”.
Stig Fogh Andersen konkluderer: ”Hvilken rejse har mit liv ikke været. Alle mine drømme om at leve som
operasanger er blevet opfyldt”. Det
forstår man.
Læs også anmeldelsen af Leif V.S. Balthersens bog om Richerd Strauss; Orkesterværker.
Billede: Stig Fogh Andersen som Siegfried på Den ny Opera i Esbjerg
Bøger alle fra forlaget Peter Olufsen Bøger: Stig Fogh Andersen: Aldrig en kedelig tone. Sangen
som leg. 295 sider, uindbunden,
illustreret. Kr. 179.95.
Morten Hein: De tre
fædrelande. Heltetenoren Lauritz Melchior. 199 sider i stort format (30 og 21
cm.), uindbunden, rigt illustreret. Kr. 249,95
Peter Dürrfeld:
Verdens bedste dirigent. Jevgenij Mravinskij og hans tid. Bog inklusive cd med
bl.a. Beethovens femte. 131 sider, uindbunden, lettere illustreret, 131 sider.
Kr. 169,95.
Morten Hein: Aksel
Schiötz og Die Schöne Müllerin. Bog inklusive den legendariske
Schubert-indspilning, uindbunden, 88 sider, illustreret. Kr. 209,95 kr.
Mogens Wenzel Andreasen: Edvard Grieg. Norges
store komponist. Bog inklusive cd med bl.a. optagelser med Grieg selv på
klaveret. 164 sider, lettere illustreret, uindbunden. Kr. 169,95.
Da der altid kan
findes forskellige priser på den samme bog, skal de her angivne tages med
forbehold.
CD: Stemninger.
Kammerkoret Coro Misto dirigeret af Søren Birch. Nordisk kormusik. cdklassisk
cdk 1193.